Jeg er stadig lidt bange...

Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har fortalt jer herinde, at jeg har været udsat for et groft væbnet røveri engang? Det er ti år siden nu, og egentlig synes jeg selv, at jeg burde være kommet mig over det. Men det er jeg ikke, selvom der kan gå lang tid imellem at det rammer mig. Jeg kan dog ikke se station 2 eller lignende programmer uden jeg begynder at ryste en smule, når de viser røverier. Og jeg kan ikke selv gå ud, når det er mørkt. I det hele taget er der en del neurotiske ting, som har plaget mig efter, men jeg har især været ramt af mareridt. Og i nat havde jeg det værste hidtil. Jeg drømte at jeg vågner i mit eget soveværelse ved at han (røveren) står og læner sig ind over Dictes vugge og kigger ned på hende, han ser at jeg vågner, så griner han ligeså stille, stikker det oversavede jagtgevær op i hovedet på mig ligesom den gang, og så siger han "Den har gang skyder jeg." Og griner. Så vågner jeg. Jeg er en meget rystet idag, hvilket jo er åndsvagt, for det er en drøm, og røveriet skete jo for så længe siden, og jeg bliver sur på mig selv over, at jeg ikke kan slippe det og bare komme mig over det, for det får mig til at føle mig svag, og det hader jeg, så det gør mig bare så ked af det. Hvorfor skal jeg nu gå og være bange igen.

åh føj! det var jeg slet ikke klar over! jeg vil bare sige at det ikke er DIG der er dum eller svag, den mand har sat en oplevelse fast i din krop og det er på ingen måde din skyld!!! jeg kan godt forstå du bliver meget påvirket af sådan et mareridt, det lyder virkelig hæsligt! men tror du ikke det er et eller andet med dit moderinstinkt der er slået ud for fuld kraft nu som kommer til at blande sig med den oplevelse i din underbevidsthed? eller....jeg er ikke verdens klogeste jo, men det er bare fordi Dicte var en del af drømmen.

du får i hvert fald et KÆMPE og så lad være med at dunke dig selv i hovedet over noget som en anden gjorde MOD dig!

Puha, det er jeg virkelig ked af at høre, du har været udsat for.

Men jeg tror godt jeg kender forklaringen på, at det dukker op igen nu. Du er lige blevet mor med alt hvad det indebærer af glæder og bekymringer.

Du vil beskytte Dicte med alt hvad du har i dig (sådan er det jo, når man er mor) og får en naturlig angst for at der skal ske dit barn noget, men osse dig selv og din mand, for hvad skal der så blive af Dicte...

Jeg tror det er derfor, det popper op i dine tanker igen.

Jeg håber og tror, at du snart vil slippe det igen, så det bliver som før du blev mor.

Jeg ved i hvert fald, at jeg fik mange tanker omk. det, at tænk hvis der skete mig eller Ove noget..eller os begge, hvem skulle så passe på og elske Emma.... Selvfølgelig får jeg stadig de tanker, men det er ikke nær så meget som i starten...

Men det er synd at du har sådan en grim oplevelse i bagagen, for det må ikke være rart, at opleve igen i et mareridt.

Hvis det bliver alt for slemt, eller du ikke kan slippe af med det igen, så synes jeg bestemt, du skal tage en snak med din læge eller sundhedsplejersken... eller begge.

 for at du snart slipper det igen!!!

Puha.... sikke en skrækkelig oplevelse... fangede de ham dengang?
Det må godt nok være forfærdeligt... jeg er selv blevet truet af en narkoman, hvor jeg fik stukket en stor kokkekniv op i hovedet... jeg blev så bange at jeg tissede i bukserne, kunne slet ikke styre det
Jeg har det også stadig sådan at jeg har svært ved at gå ude når det er mørkt og går der så nogle bag mig kan jeg gå helt i panik, som regel har jeg Carsten i telefonen imens.

Og så den drøm du har haft Dicte er dit guld... og ham her har truet dig på livet en gang.... som mor/far er det værste der kan ske at der sker ens dyrebareste noget og mon ikke det "blot" er det drømmen fortæller dig... altså viser den frygt... og så kommer ham her frem fordi han for dig er lig med den frygt?

Jeg har en en skid forstand på drømmetydning

Ihvertfald lyder det hele meget meget ubehageligt!
Fik du det nogensinde bearbejdet dengang?

Jeg anede ikke, at du havde været ude for sådan en grim og grum oplevelse - det gør mig ked af at høre!! At du stadig er bange kan jeg virkelig virkelig godt forstå og det gør mig gal på ham, der har udsat dig for den oplevelse! - det er da bare menneskeligt at være bange (også efter 10 år!!) og jeg vil påstå at sådan en frygt vil dukke op med mere eller mindre jævne mellemrum for enhver, der har oplevet noget lignende! Med rollen som mor følger bekymringer, nervøsitet og erkendelse af egen sårbarhed, frygt for at miste og frygt for at der skal ske en selv og barnets far noget er jeg sikker på, at alle mødre oplever - og at den oplevelse du har været igennem dukker op lige nu, hvor du netop er blevet mor til lille Dicte, er helt logisk! Når onde og grimme drømme bliver for virkelige, så sidder de i én hele dagen - jeg har også haft drømme (ikke pga. tidligere traumatiske oplevelser, men pga. en temmelig veludviklet fantasi), der har givet mig lyst til at holde mine piger tæt ind til mig og ikke gå udenfor en dør hele den efterfølgende dag...så jeg kan godt sætte mig ind i, at det sidder i dig idag...

Fik du det gennemarbejdet dengang det skete?

Majastina skriver:

Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har fortalt jer herinde, at jeg har været udsat for et groft væbnet røveri engang? Det er ti år siden nu, og egentlig synes jeg selv, at jeg burde være kommet mig over det. Men det er jeg ikke, selvom der kan gå lang tid imellem at det rammer mig. Jeg kan dog ikke se station 2 eller lignende programmer uden jeg begynder at ryste en smule, når de viser røverier. Og jeg kan ikke selv gå ud, når det er mørkt. I det hele taget er der en del neurotiske ting, som har plaget mig efter, men jeg har især været ramt af mareridt. Og i nat havde jeg det værste hidtil. Jeg drømte at jeg vågner i mit eget soveværelse ved at han (røveren) står og læner sig ind over Dictes vugge og kigger ned på hende, han ser at jeg vågner, så griner han ligeså stille, stikker det oversavede jagtgevær op i hovedet på mig ligesom den gang, og så siger han "Den har gang skyder jeg." Og griner. Så vågner jeg. Jeg er en meget rystet idag, hvilket jo er åndsvagt, for det er en drøm, og røveriet skete jo for så længe siden, og jeg bliver sur på mig selv over, at jeg ikke kan slippe det og bare komme mig over det, for det får mig til at føle mig svag, og det hader jeg, så det gør mig bare så ked af det. Hvorfor skal jeg nu gå og være bange igen.

der er absolut ingen grund til at "punke" dig selv for stadig at være bange! sådan en oplevelse bliver siddende i underbevidstheden! jeg går ud fra at du fik noget krisehjælp dengang? måske var det ikke nok.... jeg kæmper selv med ikke at turde går ud efter mørkets frembrud, og det er forfærdeligt!

jeg er helt sikker på at dine moderinstinkter spiller ind mht. dit mareridt, du vil beskytte Dicte for alt i verden og med dit liv.... Og det er klart at din underbevidsthed så ledes hen på de ting vi desværre ikke selv kontrollerer!

sender dig et stort knus søde!!!

desværrer kender jeg det.. ville ønske det var anderledes. jeg har netop de samme drømme.. har dem min 1 gang om ugen.. selvom det er længe siden så husker jeg stadig hans ansigt.. og føler nogle gange han holde øje med mig. for han truet mig med at dræbe mig.. selvom han var godt fuld.

jeg har prøvet at snakke om det med andre. men svært for folk der ikke selv har prøvet det at sætte sig ind i det..  det følser der kommer op i en.. og man ikke bare kan glemme det.. er skide bange for han en dag tropper op.. selvom han var sååå stiv at dårlig vidste hvem han selv var.. 

jeg ville ønske der var en kasse hvor man kunne pakke den slags minder ind i.. og låse den og glemme det for evigt..

jeg håber det bliver nemmere med tiden, og drømme forsvinder.

et kæmpe kram her fra

Majastina skriver:

Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har fortalt jer herinde, at jeg har været udsat for et groft væbnet røveri engang? Det er ti år siden nu, og egentlig synes jeg selv, at jeg burde være kommet mig over det. Men det er jeg ikke, selvom der kan gå lang tid imellem at det rammer mig. Jeg kan dog ikke se station 2 eller lignende programmer uden jeg begynder at ryste en smule, når de viser røverier. Og jeg kan ikke selv gå ud, når det er mørkt. I det hele taget er der en del neurotiske ting, som har plaget mig efter, men jeg har især været ramt af mareridt. Og i nat havde jeg det værste hidtil. Jeg drømte at jeg vågner i mit eget soveværelse ved at han (røveren) står og læner sig ind over Dictes vugge og kigger ned på hende, han ser at jeg vågner, så griner han ligeså stille, stikker det oversavede jagtgevær op i hovedet på mig ligesom den gang, og så siger han "Den har gang skyder jeg." Og griner. Så vågner jeg. Jeg er en meget rystet idag, hvilket jo er åndsvagt, for det er en drøm, og røveriet skete jo for så længe siden, og jeg bliver sur på mig selv over, at jeg ikke kan slippe det og bare komme mig over det, for det får mig til at føle mig svag, og det hader jeg, så det gør mig bare så ked af det. Hvorfor skal jeg nu gå og være bange igen.

Sikke dog en forfærdelig oplevelse. Dén slags vil sikkert aALTID ligge et sted indeni én og spøge...og det er der da heller intet at sige til. Selvom jeg godt kan forstå at det hæmmer og irriterer dig.

Sådan en drøm ville virkelig også kunne ryste mig laaang tid efter.
Også selvom jeg aldrig har oplevet noget lignende i virkeligheden.
Så jeg har al mulig forståelse for, at du har det sådan.

Øv, dumme dumme røver. Jeg tror sjældent at de kriminelle er klar over (eller interesserer sig for) hvor stor påvirkning deres handlinger har/får i andre menneskers liv. Ofrene vil aldrig helt kunne ryste det af sig. Det er sgu en dyr pris at betale. Øv, jeg kan blive så gal over den slags!

Tak for alle de søde svar. Jeg er sikker på, at I har ret i, at min nye rolle som mor spiller ind og har en betydning. Det er helt sikkert fordi jeg er bange for, at der skal ske Dicte noget, og fordi jeg bare vil gøre alt for at passe på hende. Men det var en gyselig drøm, og jeg håber sådan, at den aldrig kommer igen. Det har jeg bestemt ikke lyst til.

Tak for alle de søde svar, I har nok ret i, at det er meget normalt, at man vil have sådan en oplevelse siddende i sig selv så mange år efter.

Jeg fik en lille bitte smule krisehjælp bagefter, hvor jeg snakkede med en psykolog i samlet set to timer, og det var det. Det var naturligvis alt for lidt, og jeg var meget påvirket af det de første par år, men fandt min egen måde af bearbejde det på ved at fortælle om det til så mange som overhovedet muligt. Men jeg bryder mig stadig ikke om at drikke alkohol, for så kan jeg ikke styre følelserne, jeg kan ikke gå ud i mørke, og hvis der er nogle unge fyre i nærheden af mig, så kan jeg panikke lidt, men ud over det, så har jeg næsten fået det ud af systemet og heldigvis så hjælper Per mig jo meget med det.

TbCp skriver:

Puha.... sikke en skrækkelig oplevelse... fangede de ham dengang?
Det må godt nok være forfærdeligt... jeg er selv blevet truet af en narkoman, hvor jeg fik stukket en stor kokkekniv op i hovedet... jeg blev så bange at jeg tissede i bukserne, kunne slet ikke styre det
Jeg har det også stadig sådan at jeg har svært ved at gå ude når det er mørkt og går der så nogle bag mig kan jeg gå helt i panik, som regel har jeg Carsten i telefonen imens.

Og så den drøm du har haft Dicte er dit guld... og ham her har truet dig på livet en gang.... som mor/far er det værste der kan ske at der sker ens dyrebareste noget og mon ikke det "blot" er det drømmen fortæller dig... altså viser den frygt... og så kommer ham her frem fordi han for dig er lig med den frygt?

Jeg har en en skid forstand på drømmetydning

Ihvertfald lyder det hele meget meget ubehageligt!
Fik du det nogensinde bearbejdet dengang?

Pyha, det var sørme da også en skrækkelig oplevelse. Fangede de ham dengang? Min blev aldrig fanget, desværre, så han slap. Jeg er nu overbevist om, at de nok har fanget ham for noget andet. Men stadigvæk.

Jeg er ked af at høre om din oplevelse, det må have været skrækkeligt! Hvornår skete det, og hvad skete der?

jeg har det ligesom dig, hvis jeg er ude om aftenen, så er Per i telefonen hele tiden, og hvis jeg hører nogen løbe bag mig bliver jeg bange, for det var jo det han gjorde dengang. Jeg glemmer aldrig for et par år siden, hvor jeg deltog i et 24 timers løb, hvor jeg var blevet skrevet på til at løbe sent om aftenen, det hvor gyseligt, for det var jo hele tiden nogen som løb bag mig og jeg var alene og kunne jo ikke få fat på Per overhovedet, det resulterede i at jeg var knust og kom i mål med tårerne løbende ud af øjnene lige i armene på Per, som godt vidste at den var hel gal, da han så mig. Det gør jeg aldrig igen, og dem som havde arrangeret det hele fik en ordentlig opsang af Per bagefter, men de vidste jo ingenting.