Savnet forsvinder aldrig...

det bedste råd jeg kan give dig, er at tale med nogen om dine tanker og følelser!! vær helt åben, for så ka du få lettet dit hjerte lidt; selvom andre måske ikke har stået i samme situation, vil de kunne hjælpe dig alligevel, eller i det mindste prøve.

min mand mistede sin mor pludseligt i 2001 af en blodprop i hjertet (+ lægefejl, hvis i spørger mig). min mand prøvede at genoplive hende på køkkengulvet, dog uden held. han var lige blevet 16...

han har haft rigtig svært ved at acceptere det, og kan stadig sidde og tude til en bestemt sang, der minder ham om sin mor, og især den jeg er med Rasmus Seeback, da den udtrykker mange af de følelser han selv har.

Min mand har altid haft rigtig svært ved at snakke om sin mor, og hvad der skete den dag i 2001... alt hvad jeg ved har jeg fået fortalt af hans søster.. tror måske at der er gået en smule "betændelse i såret" som en anden skrev... derfor råder jeg dig til at snakke med nogen om det!!

håber for dig at det med tiden bliver bedre!!

stort knus charlotte

Mutti2B skriver:

Jeg mistede min helt fantastiske, enestående, kærlige og dejlige mor for snart 2 år siden og der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende. Selv efter snart 2 år er savnet stadig stort, og det knuser mit hjerte at tænke på at hun aldrig nåede at opleve at blive mormor. Min sidste snak med hende handlede faktisk om børnebørn. Hun har aldrig nogensinde stukket til mig om jeg da ikke snart skulle igang, og det snakkede vi om 3 dage før hun døde. Jeg spurgte om hun da ikke helt ærligt snart ønskede sig børnebørn (jeg er enebarn) og hun svarede: "Nej, for jeg har jo dig. Kommer de ja så bliver jeg glad men kommer de ikke ja så gør det ikke noget for jeg har jo dig". Jeg var lige ved at græde og fik fortalt hende hvor fantastisk jeg syntes hun var og at det betød rigtig meget for mig. Det var vores sidste samtale og det er et dejligt sidste minde

Denne her video siger alt....

http://www.youtube.com/watch?v=MX6G_MBXPl8

 

Hejsa.

Jeg kender ALT til at have et stort savn. Min far døde pludseligt for 6 år siden(jeg var 16). Jeg havde dog aldrig haft en samtale med ham om børnebørn, da jeg ik var så gammel... Men den dag i dag skriver jeg ofte breve til min far, (tror på han  kan læse/se/føle hvad jeg skriver!) når jeg har brug for at sige nogle ting til ham omkring mit liv og min dagligdag. Jeg blev mor til MIN FANTASTISKE Lærke for 2½ år siden, og jeg er også UTROLIG ked af min ELSKEDE far ikke nåede at opleve at blive morfar. Min stedmors ælste datter havde 2 børn, men han nåede ikke at blive "rigtig" morfar..
Når jeg tænker på at han kunne have været der for os, kunne have holdt Lærke da hun var baby, bliver jeg os utrolig nedtrykt.. Bare tanken om han aldrig kommer til at se hende og mærke hende.. Jeg tænker stadig på min far HVER DAG! Han betød utrolig meget for mig, og jeg har altid være far pige Så at miste ham som 16 årig satte mange ting igang i mit liv..

Men som sagt; Savnet kan være STOOOORRT, selv efter MANGE ÅR!!

Hilsen Neja!

Mutti2B skriver:

Først vil jeg sige at jeg er rigtig ked af at høre det med din søster. Verden er bare så urimelig og uforståelig nogen gange.

Jeg tror at du har fuldstændig ret i det du skriver med at tiden IKKE læger alle sår. Det vil altid være et åbent sår, men man skal bare sørge for at der ikke går betændelse i det. Altså være åben om sin sorg og sit savn. Det behøver jo ikke altid være så dystert. Ligesom jeg kan sidde med tårerne løbende ned af mine kinder, ja, så kan jeg nogen gange ta mig selv i at smile når mine tanker falder på hende

Det var da dejligt at hore at du kan smile

Personligt saa gor jeg det at tabe et elsket menneske ikke mere dystert end det allerede er.

Mutti2B skriver:

Åh, hvor går mine tanker til dig. Det er en rigtig hårdt tid du går igennem lige nu. Og så med baby i maven. Du får lige et kæmpe fra mig. Du er altid velkommen til at sende mig et pb hvis du har lyst til at snakke

Jeg tror først at det rigtig gik op for mig at hun var væk da der var gået de der 5 måneder. Puha, lidt et chok. Men ja, venner og veninder er guld og man skal huske at bruge dem, for de vil jo gerne, men nogengange tror jeg bare at de ikke ved hvad de skal sige eller gøre. Så det er netop vigtigt at kunne sige hvad man vil "ha" af dem.

Men sikke en gave du nåede at give din far. At han skulle være morfar. Han er da så stolt og mon ikke at du nok skal få en lille hilsen fra ham når bebs er kommet til verden . Det tror jeg

Åh hvor er du sød, du får ihverfald et kæmpe  tilbage. Jeg er ganske sikker på at han følger med på nærmeste hold, nogle gange føles det som om at han stadig er her (på den gode måde). Tror i det hele taget aldrig vors forældre forlader os helt

du er selvfølgelig også altid velkommen til at sende mig en pb hvis du får lyst til at snakke lidt

Tusind tanker fra Anette

NejaJ skriver:

Hejsa.

Jeg kender ALT til at have et stort savn. Min far døde pludseligt for 6 år siden(jeg var 16). Jeg havde dog aldrig haft en samtale med ham om børnebørn, da jeg ik var så gammel... Men den dag i dag skriver jeg ofte breve til min far, (tror på han  kan læse/se/føle hvad jeg skriver!) når jeg har brug for at sige nogle ting til ham omkring mit liv og min dagligdag. Jeg blev mor til MIN FANTASTISKE Lærke for 2½ år siden, og jeg er også UTROLIG ked af min ELSKEDE far ikke nåede at opleve at blive morfar. Min stedmors ælste datter havde 2 børn, men han nåede ikke at blive "rigtig" morfar..
Når jeg tænker på at han kunne have været der for os, kunne have holdt Lærke da hun var baby, bliver jeg os utrolig nedtrykt.. Bare tanken om han aldrig kommer til at se hende og mærke hende.. Jeg tænker stadig på min far HVER DAG! Han betød utrolig meget for mig, og jeg har altid være far pige Så at miste ham som 16 årig satte mange ting igang i mit liv..

Men som sagt; Savnet kan være STOOOORRT, selv efter MANGE ÅR!!

Hilsen Neja!

Kan kun være enig...

Bare da jeg mistede min P-Mor - Det var edermame svært.... Ved ikke om du husker det?

Og præcis et ½ år efter gik din Far borte... Det var virkelig et h****** år....

MoarJ skriver:

Kan kun være enig...

Bare da jeg mistede min P-Mor - Det var edermame svært.... Ved ikke om du husker det?

Og præcis et ½ år efter gik din Far borte... Det var virkelig et h****** år....

Jo det husker jeg så udemærket! Som det var igår!

Jeg har haft det meget svært efter han gik bort, havde svært ved mange ting. Er først kommet ovenpå  igen efter jeg ha fået Lærke.

åhh hvor jeg føler med dig..

jeg har selv mistet min mor.. jeg var 18 år den gang.. og det er nu 5 år siden d. 15 juni.

og det er stadig lige så hårdt som det var den dag jeg mistede hende. Hun nåede heller ikke at se sit barnebarn.. og snart et barnebarn mere..

sjovt nok minder vores savn om hinanden. da min mor fortalte mig på hendes dødsleje at jeg var hendes sidste håb for børnebørn..

og selvom hun ikke er hos mig fysisk er jeg sikker på hun er stolt af mig og af min søn og kommende datter..

håber for dig at tiden vil lindre.. men for mig vil savnet altid være stort og der går stadig ikke en dag hvor jeg ikke tænker på hende

jeg har fortalt min søn at bedste er oppe i himlen og passer på os deroppefra. Og at hun vinker til os om morgnen. så næsten hver morgen siger han: "bedste op i himlen, Hej hej Bedste" og så vinker han til hende.. det gør mig bare SÅ glad..

NejaJ skriver:

Jo det husker jeg så udemærket! Som det var igår!

Jeg har haft det meget svært efter han gik bort, havde svært ved mange ting. Er først kommet ovenpå  igen efter jeg ha fået Lærke.

Det er også forståeligt.... flere af os i P-familien var omkring en psykolog... Og det hjalp virkelig meget...

En skam Jeres far ikke oplever Lærke og når der kommer flere børn til..