Savnet forsvinder aldrig...

Jeg mistede min helt fantastiske, enestående, kærlige og dejlige mor for snart 2 år siden og der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hende. Selv efter snart 2 år er savnet stadig stort, og det knuser mit hjerte at tænke på at hun aldrig nåede at opleve at blive mormor. Min sidste snak med hende handlede faktisk om børnebørn. Hun har aldrig nogensinde stukket til mig om jeg da ikke snart skulle igang, og det snakkede vi om 3 dage før hun døde. Jeg spurgte om hun da ikke helt ærligt snart ønskede sig børnebørn (jeg er enebarn) og hun svarede: "Nej, for jeg har jo dig. Kommer de ja så bliver jeg glad men kommer de ikke ja så gør det ikke noget for jeg har jo dig". Jeg var lige ved at græde og fik fortalt hende hvor fantastisk jeg syntes hun var og at det betød rigtig meget for mig. Det var vores sidste samtale og det er et dejligt sidste minde

Denne her video siger alt....

http://www.youtube.com/watch?v=MX6G_MBXPl8

2 aar... det er godt nok heller ikke saa lang tid. det er stadig nyt, synes jeg. det tager mange aar... og sommetider forbliver sagnet ligesaa tungt. Bare tanken om at man aldrig kan faa lov at se dette menneske igen resten af ens liv, er noget af en mundfuld at skulle sluge.

Den der sang med at 'tiden laeger alle saar' - det passer overhovedet ikke. Men man laerer at leve med smerten og savnet . det er ihvertfald min oplevelse.

min soster fik ikke lov til at blive mormor, eller mode sin prins, eller blive mor, eller afslutte sin drommeuddannelse, eller faa lov at rejse og opleve alt det hun ville og dromte om...

Miamaja skriver:

2 aar... det er godt nok heller ikke saa lang tid. det er stadig nyt, synes jeg. det tager mange aar... og sommetider forbliver sagnet ligesaa tungt. Bare tanken om at man aldrig kan faa lov at se dette menneske igen resten af ens liv, er noget af en mundfuld at skulle sluge.

Den der sang med at 'tiden laeger alle saar' - det passer overhovedet ikke. Men man laerer at leve med smerten og savnet . det er ihvertfald min oplevelse.

min soster fik ikke lov til at blive mormor, eller mode sin prins, eller blive mor, eller afslutte sin drommeuddannelse, eller faa lov at rejse og opleve alt det hun ville og dromte om...

Jeg kobler mig lige på dit svar her!

Du skriver præcis hvad jeg ville have skrevet, hele vejen igennem

"Den største sorg i verden her, er dog at miste en man har kær"

Jeg har ikke selv mistet nogen tæt på endnu (heldigvis!) .. Men min kæreste mistede hans mor da han var 16 .. Han er 20 år nu .. Og selvom han tager det rigtig godt og lader som om det ikke går ham på , så VED jeg , at det gør ondt .. Jeg bliver helt ked af det , når han snakker om hende .. Og jeg kendte hende ikke engang rigtigt .. 

Vi er jo igang med projekt baby , og jeg kan ikke fordrage tanken om , at mit barn ikke har en farmor .. 

Jeg ved præcis hvad du mener, imorgen er det 3 måneder siden jeg mistede min far, han døde pludselig af en blodprop i hjertet, 52 år gammel.. han vidste dog han skulle være morfar og han glædede sig så meget.

Men nu sidder man kun tilbage med savnet, og tårene har slet ikke holdt sig væk fra mine kinder bare en enkelt dag siden. Jeg savner han så ufattelig meget hver eneste sekund. Så ved præcis hva du mener, jeg tror aldrig savnet bliver mindre, jeg tror bare man lærer ligeså stille med tiden at leve med det.

Håber du har nogle gode veninder/venner at snakke med, det hjælper ihvertfald mig igennem dagene.

Stort knus Anette som forhåbentlig snart får hendes datter at se (37+3)

Miamaja skriver:

2 aar... det er godt nok heller ikke saa lang tid. det er stadig nyt, synes jeg. det tager mange aar... og sommetider forbliver sagnet ligesaa tungt. Bare tanken om at man aldrig kan faa lov at se dette menneske igen resten af ens liv, er noget af en mundfuld at skulle sluge.

Den der sang med at 'tiden laeger alle saar' - det passer overhovedet ikke. Men man laerer at leve med smerten og savnet . det er ihvertfald min oplevelse.

min soster fik ikke lov til at blive mormor, eller mode sin prins, eller blive mor, eller afslutte sin drommeuddannelse, eller faa lov at rejse og opleve alt det hun ville og dromte om...

Først vil jeg sige at jeg er rigtig ked af at høre det med din søster. Verden er bare så urimelig og uforståelig nogen gange.

Jeg tror at du har fuldstændig ret i det du skriver med at tiden IKKE læger alle sår. Det vil altid være et åbent sår, men man skal bare sørge for at der ikke går betændelse i det. Altså være åben om sin sorg og sit savn. Det behøver jo ikke altid være så dystert. Ligesom jeg kan sidde med tårerne løbende ned af mine kinder, ja, så kan jeg nogen gange ta mig selv i at smile når mine tanker falder på hende

Maja_4000 skriver:

Jeg har ikke selv mistet nogen tæt på endnu (heldigvis!) .. Men min kæreste mistede hans mor da han var 16 .. Han er 20 år nu .. Og selvom han tager det rigtig godt og lader som om det ikke går ham på , så VED jeg , at det gør ondt .. Jeg bliver helt ked af det , når han snakker om hende .. Og jeg kendte hende ikke engang rigtigt .. 

Vi er jo igang med projekt baby , og jeg kan ikke fordrage tanken om , at mit barn ikke har en farmor .. 

Jeg kan så udemærket forstå dig. Jeg kan begynde at græde når jeg tænker på at mit barn ikke får en mormor, farmor eller farfar. Jeg har valgt at blive insemineret med donorsæd her til sommer, men håber da at der om nogle år måske er en mand derude med nogle dejlige forældre der vil gå ind i rollen som bedsteforældre. Ellers må min far stå for at knuselske og forkæle mit barn

Og held og lykke med jeres babyprojekt

Anette-Johansen skriver:

Jeg ved præcis hvad du mener, imorgen er det 3 måneder siden jeg mistede min far, han døde pludselig af en blodprop i hjertet, 52 år gammel.. han vidste dog han skulle være morfar og han glædede sig så meget.

Men nu sidder man kun tilbage med savnet, og tårene har slet ikke holdt sig væk fra mine kinder bare en enkelt dag siden. Jeg savner han så ufattelig meget hver eneste sekund. Så ved præcis hva du mener, jeg tror aldrig savnet bliver mindre, jeg tror bare man lærer ligeså stille med tiden at leve med det.

Håber du har nogle gode veninder/venner at snakke med, det hjælper ihvertfald mig igennem dagene.

Stort knus Anette som forhåbentlig snart får hendes datter at se (37+3)

Åh, hvor går mine tanker til dig. Det er en rigtig hårdt tid du går igennem lige nu. Og så med baby i maven. Du får lige et kæmpe fra mig. Du er altid velkommen til at sende mig et pb hvis du har lyst til at snakke

Jeg tror først at det rigtig gik op for mig at hun var væk da der var gået de der 5 måneder. Puha, lidt et chok. Men ja, venner og veninder er guld og man skal huske at bruge dem, for de vil jo gerne, men nogengange tror jeg bare at de ikke ved hvad de skal sige eller gøre. Så det er netop vigtigt at kunne sige hvad man vil "ha" af dem.

Men sikke en gave du nåede at give din far. At han skulle være morfar. Han er da så stolt og mon ikke at du nok skal få en lille hilsen fra ham når bebs er kommet til verden . Det tror jeg

Mutti2B skriver:

Først vil jeg sige at jeg er rigtig ked af at høre det med din søster. Verden er bare så urimelig og uforståelig nogen gange.

Jeg tror at du har fuldstændig ret i det du skriver med at tiden IKKE læger alle sår. Det vil altid være et åbent sår, men man skal bare sørge for at der ikke går betændelse i det. Altså være åben om sin sorg og sit savn. Det behøver jo ikke altid være så dystert. Ligesom jeg kan sidde med tårerne løbende ned af mine kinder, ja, så kan jeg nogen gange ta mig selv i at smile når mine tanker falder på hende

Det er så vigtigt at huske alle de gode stunder!

Min søsters spurgte mig næsten hver måned fra jeg var 18 år om hun ikke snart skulle være moster..... 11 mdr. efter hendes død blev jeg gravid...
Jeg hader at min datter aldrig får lov at opleve den dejligste moster i verden... og at min elskede søster aldrig får lov at oplevede den dejligste niece i verden

nej tiden læger ikke alle sår, men man lærer at leve med sorgen og savnet. jeg ved det for jeg har selv mistet mange der stod mig nær (min onkel døde 21 maj 2000 min far døde den 18 januar 2001 og den 18 marts 2001 mistede jeg min elskede mprmor... jeg savner dem alle hver eneste dag, men man lærer at leve med savnet og nyde de minder man har tilbage...

mine bedste og varmeste tanker og  til dig

Linda