3 mdr og bange for "fremmede"???

Min datter på 3 mdr virker som om hun er blevet bange for andre der ikke er hendes mor og far- selv hendes bedsteforældre som hun ser tit. De må gerne snakke med hende men så snart hun kommer over til dem begynder hun at skrige. Syntes godt nok det er tidligt, men hun er en meget opmærksom lille pige. Min kæreste og jeg har altid snakket meget om at vi ikke ville have børn som kun vil være hos deres mor og far, så derfor syntes jeg at det er rigtig træls at hun har det sådan og håber bare at det er en fase hun skal igennem.

Er der nogle af jer der har erfaringer med dette og hvor langt tid tager det før andre igen kan holde og passe hende?

Knus Malene

Det er selvfølgelig umuligt at generaliser over alle børn, men jeg vil alligevel opridse to scenarier, som er de to ydrepunkter for hvad man kan gøre i den situation og hvad konsekvenserne er.

1. Man ignorere at barnet skriger. Man tvinger det til at være hos andre 'så det kan lære det!' Konsekvens: Barnet bliver utryg, oplever ikke at forældrene (eller andre voksne) lytter til dets behov. For ikke opfyldt sit mor-behov, og vil derfor søge sin mor endnu mere, og som barnet bliver større vil det enten blive mere og mere påtrængende i sin insisteren på at være hos mor, eller hvis barnet bliver mødt med en meget hård omgangstone, vil barnet trække sig ind i sig selv og ikke knytte tætte bånd.

2. Man lytter til barnet og efterkommer ønsket/behovet for at sidde trygt hos mor, mens barnet langsomt opdager at de der sjove mennesker (f.eks. bedsteforældre) jo slet ikke gør noget, og med tiden vil barnet, selv få lyst til at prøve at være hos andre end mor. Barnet er trygt og hviler i sig selv, og ved at det ALTID kan vende tilbage til mor, hvis verden pludselig bliver utryg eller skræmmende, for barnet har erfaret at mor altid er der, og gerne vil tage det op, når barnet har behov for det. Denne tryghed, gør at barnet har mod på at møde verden og trygt forlader sin mor for at gå på opdagelse på egen hånd.

Som sagt er det lidt firkantet sat op, men det er sådan det virker på barnet. Jo mere man skubber barnet fra sig, jo mere klæbende bliver ens barn. Så mit enkle råd er: Sid med jeres datter på dit skød hele tiden. Køb en slynge, og bær rundt på hende mens du laver mad, gør rent, køber ind osv. Så vil hun hurtig blive mættet af mor og få lyst til at være hos andre mennesker!

Du spørger om hvor længe den fase vare: Tja, det kommer jo an på mange ting: Hvor stort er hendes mor-behov, og hvor meget dækker du det? Det er de to mest afgørende faktore for hvor lang tid det tager.

(Så selvom det virker træls nu, så vær glad for at du har en datter der har lyst til at være hos dig, og ikke en teenager, der bare giver dig fingere og råber: Fuck dig mor! -og husk på at den tætte relation du opbygger til din datter nu, det er den du skal trække på når hun bliver teenager, så jo tætter hun er på dig og jo tryggere hun er ved dig, så jo nemmere bliver det  når hun bliver rigtig udfordrende og besværlig!)

Viktor havde det også omkring 3 mdr alderen, men det gik nu ret hurtig over. Vi lod ham være ved os hvis det var det han ønskede og prøvede ellers så vidt muligt at vise ham at der ikke var noget at være bange for.

Mumto3 skriver:

Det er selvfølgelig umuligt at generaliser over alle børn, men jeg vil alligevel opridse to scenarier, som er de to ydrepunkter for hvad man kan gøre i den situation og hvad konsekvenserne er.

1. Man ignorere at barnet skriger. Man tvinger det til at være hos andre 'så det kan lære det!' Konsekvens: Barnet bliver utryg, oplever ikke at forældrene (eller andre voksne) lytter til dets behov. For ikke opfyldt sit mor-behov, og vil derfor søge sin mor endnu mere, og som barnet bliver større vil det enten blive mere og mere påtrængende i sin insisteren på at være hos mor, eller hvis barnet bliver mødt med en meget hård omgangstone, vil barnet trække sig ind i sig selv og ikke knytte tætte bånd.

2. Man lytter til barnet og efterkommer ønsket/behovet for at sidde trygt hos mor, mens barnet langsomt opdager at de der sjove mennesker (f.eks. bedsteforældre) jo slet ikke gør noget, og med tiden vil barnet, selv få lyst til at prøve at være hos andre end mor. Barnet er trygt og hviler i sig selv, og ved at det ALTID kan vende tilbage til mor, hvis verden pludselig bliver utryg eller skræmmende, for barnet har erfaret at mor altid er der, og gerne vil tage det op, når barnet har behov for det. Denne tryghed, gør at barnet har mod på at møde verden og trygt forlader sin mor for at gå på opdagelse på egen hånd.

Som sagt er det lidt firkantet sat op, men det er sådan det virker på barnet. Jo mere man skubber barnet fra sig, jo mere klæbende bliver ens barn. Så mit enkle råd er: Sid med jeres datter på dit skød hele tiden. Køb en slynge, og bær rundt på hende mens du laver mad, gør rent, køber ind osv. Så vil hun hurtig blive mættet af mor og få lyst til at være hos andre mennesker!

Du spørger om hvor længe den fase vare: Tja, det kommer jo an på mange ting: Hvor stort er hendes mor-behov, og hvor meget dækker du det? Det er de to mest afgørende faktore for hvor lang tid det tager.

(Så selvom det virker træls nu, så vær glad for at du har en datter der har lyst til at være hos dig, og ikke en teenager, der bare giver dig fingere og råber: Fuck dig mor! -og husk på at den tætte relation du opbygger til din datter nu, det er den du skal trække på når hun bliver teenager, så jo tætter hun er på dig og jo tryggere hun er ved dig, så jo nemmere bliver det  når hun bliver rigtig udfordrende og besværlig!)

Helt enig

Jeg er så enig med Mumto3. Og den forventninger vi har til en 3 måneds gammel baby er nogle gange alt alt for høje og lidt urealistisk. Hvis du tænker på en pige på 7 eller 8 som kun ville sidde på mors skod og ikke vil snakke med nogle andre og er bange for bedsterne, så kunne jeg måske forstå, at I vil finde på en måde, at gør hende lidt mere tryg. Men I skal ikke tænke så meget på en baby på 3 måneder. Det er faktisk meget normalt. Og jeg synes, at det bliver værre, når man prøver for hårdt.

Og jeg synes også, at det går meget op og ned. Min søn på 2 år og 2 måneder har fået igen sådan noget at han bliver meget meget genert og vil kun gemme sig bag mine ben... Men det er ok. Jeg siger ikke noget og stille og rolig begynder jeg at vise tingene og folk snakker lidt med ham og det tager ikke lang tid inden han begynder at opføre sig meget mere trygt. Den lille på 5 måneder har det lidt sådan en gang i mellem. Men jeg synes, at det virker meget bedre, når man overhovedet ikke gør noget ved det. Nogle gange, når jeg skal på toilettet og jeg sidder med andre (bare en eks) Så giver jeg ham til min veninde eller den der nu sidder der. Uden uro, uden at sige noget, uden at se, hvad der sker. Bare stille og rollig flytte ham fra mig til andre og så vise ham en rangle eller noget. Og så går det. Hvis man bliver ved med at se hvad der sker, hvis man begynder at sige, at det er ok, hvis man ikke rigtigt mener det 100%, så kan de mærke, at der måske sker noget... Men som sagt, det er meget meget op og ned. Det skal nok gå og I skal nok have en dygtig pige som om ikke så lang tid begynder at skubbe jer for at sige: neeeej seeeeeelv :-D

Cris skriver:

Jeg er så enig med Mumto3. Og den forventninger vi har til en 3 måneds gammel baby er nogle gange alt alt for høje og lidt urealistisk. Hvis du tænker på en pige på 7 eller 8 som kun ville sidde på mors skod og ikke vil snakke med nogle andre og er bange for bedsterne, så kunne jeg måske forstå, at I vil finde på en måde, at gør hende lidt mere tryg. Men I skal ikke tænke så meget på en baby på 3 måneder. Det er faktisk meget normalt. Og jeg synes, at det bliver værre, når man prøver for hårdt.

Og jeg synes også, at det går meget op og ned. Min søn på 2 år og 2 måneder har fået igen sådan noget at han bliver meget meget genert og vil kun gemme sig bag mine ben... Men det er ok. Jeg siger ikke noget og stille og rolig begynder jeg at vise tingene og folk snakker lidt med ham og det tager ikke lang tid inden han begynder at opføre sig meget mere trygt. Den lille på 5 måneder har det lidt sådan en gang i mellem. Men jeg synes, at det virker meget bedre, når man overhovedet ikke gør noget ved det. Nogle gange, når jeg skal på toilettet og jeg sidder med andre (bare en eks) Så giver jeg ham til min veninde eller den der nu sidder der. Uden uro, uden at sige noget, uden at se, hvad der sker. Bare stille og rollig flytte ham fra mig til andre og så vise ham en rangle eller noget. Og så går det. Hvis man bliver ved med at se hvad der sker, hvis man begynder at sige, at det er ok, hvis man ikke rigtigt mener det 100%, så kan de mærke, at der måske sker noget... Men som sagt, det er meget meget op og ned. Det skal nok gå og I skal nok have en dygtig pige som om ikke så lang tid begynder at skubbe jer for at sige: neeeej seeeeeelv :-D

Men hvad gør vi så hvis hun skal passes? Hun får flaske og derfor er hun jo ikke afhængig af mig. Tænker lige i skrivende stund om det måske også kan være derfor at hun helst vil have sin mor....

Vi har tvillingepiger, der bliver 3 år til sommer. Nanna var også i mindst hendes første år bange for andre mennesker. Bare nogen kiggede på hende på en meters afstand, begyndte hun at græde, hvor søsteren bare syntes, det var skideskægt.

Det var det samme med bedsteforældrene. Det var stort set kun mig, der kunne bruges. Hun fik selvfølgelig en masse knus og kram og kærlighed af mig, for det vigtigste for mig var, at hun følte sig tryg.

Efter det første år - halvandet var hun bare en helt anden pige, og især nu er hun den største charmetrold, der ikke står af vejen for at underholde hele forsamlingen lige meget om hun kender dem eller ej. Hendes "sky-hed" er helt væk.

Så mit råd er at dække jeres datters behov, ikke presse hende til noget hun er skræmt for, men heller ikke pylre for meget om hende, hvis du forstår. Man kan godt have et afslappet forhold til det. Og 3 mdr. er sørme ikke ret gammelt.

- Line

MaleneGærup skriver:

Men hvad gør vi så hvis hun skal passes? Hun får flaske og derfor er hun jo ikke afhængig af mig. Tænker lige i skrivende stund om det måske også kan være derfor at hun helst vil have sin mor....

Jo hun er!!! Hun er afhængig af dig, flaske eller ej! og hun skal ikke passes når hun er 3 mdr gammel, bare fordi hun får flaske. Der skal nok kommer masser af stunder hvor hun kan passes, hvor hun vil nyde at komme lidt hjemmefra, men lige nu drejer hele sin verden sig om dig, og denne tid kommer aldrig igen. Det du ikke giver hende nu, vil hun hige efter resten af hendes liv, men det vil være meget svære at give hende. Så derfor, giv hende alt den nærhed og tryghed du overhovedet kan nu.

Jeg kan godt se at det er 'nemmere' for ammemødre at sige: Mit barn kan ikke blive passet, for hun bliver ammet, men din datter har brug for at det er DIG der giver hende flasken!! Du er uerstattelig for hende.

Celina var/er ligesådan. Vi oplevede det allerede da hun var 10uger! Hun er bare en pige der har et stort tryghedsbehov og det skal naturligvis opfyldes.

Det kan godt være frustrerende, men det hjælper at prøve at sætte sig selv i barnets sted. "Mor er hele min verden og jeg bliver bange når jeg ikke er tæt på hende og jeg er helt afhængig af hende". (det hjalp i hvert fald på min frustration)

Jeg har haft Celina på armen konstant og nu hvor hun er knap 9mdr begynder hun at åbne op for andre mennesker. De må ikke bare tage hende. Hun har brug for at se dem an i lang tid! før hun kan acceptere at de holder hende.

Så hvor lang tid den periode er, er svær at gætte på. Måske er det bare sådan hun er eller måske er det snart ovre.

Giv hende mor - tæthed - kærlighed i lange baner så hun ved at du passer på hende og så hun føler sig tryk. Så kan det jo være at hun bliver tryg ved andre også hen ad vejen

 

Jeg synes også at det er vigtigt at lytte til sit barn og tage tingene i barnets tempo. Så gammelt er dit barn heller ikke endnu. Jeg havde også besluttet alle mulige ting INDEN min datter kom til verden, men de holdt ikke i den virkelige verden. Min datter vil heller ikke altid over til andre og den eneste måde hun kan sige det på er ved at pive. Og så bliver hun ved mig. For det er HENDES behov. Altså man kan jo ikke beslutte andres personlighed (I ville have et barn der ikke kun ville være hos jer). Det kan jo være at jeres datter er et barn der har et stort behov for tryghed og som ikke bare sådan lige bevæger sig ud i verden og det må man jo respektere så man ikke overskrider hendes grænser og gør det utrygt eller gør overgreb på hende.... Jeg kan ikke lige se problemet. Lad det komme stille og roligt. Hvis I slapper af vil jeres datter også gøre det på et tidpunkt