Jeg skriver som anonym, da jeg er lidt flov over en handling jeg har lavet for kort tid siden 

 Min datter på 5 år, gik i børnehave med en pige som startede i 0.klasse i sommers. Pigerne har før leget 2-3 gange sammen herhjemme, men de er meget forskellige, og leger derfor ikke så godt sammen.
 Min datter spørger normalt aldrig til hende, men igår mødte vi så pigen og hendes mor i et indkøbscenter. Pigen spurgte med det samme, om hun ikke måtte lege med min datter idag. Det aftalte vi så.
 De fleste af min datters legekammerater er ikke hjemme her i påsken, så har måske lidt på fornemmelsen at hun kun sagde "ja tak" til at lege, da hendes andet alternativ var at være hjemme sammen med mig, hvilket hun jo nok synes er lidt kedeligt.
 Nå, men pigen kommer så over for at lege idag - og det går også fint nok i starten, men pludselig ringer en anden pige på vores dør (en af min datters veninder, som hun dagligt leger med herhjemme) og spørger om pigerne vil med ud at lege. Det vil de gerne, så de hopper i tøjet og går ud.
 Der går ca en ½ time, så kommer pigen som min datter har besøg af ind, og fortæller at de ikke vil lege med hende mere. Jeg går så ud og tager en snak med dem, og kan forstå på dem at det er rigtigt. Min datter siger: "Jamen jeg har bare ikke lyst til at lege mere sammen med dig idag" - hvilket jeg jo på sin vis godt kan forstå, når nu hendes veninde er kommet hjem. Men på den anden side, vil jeg også gerne lærer mine børn, at når man har sagt a, må man også sige b. Jeg er lidt splittet, og vælger at ringe til pigens forældre, og fortælle at det ikke går så godt, og at de nok hellere må hente hende.
 Da hendes far kommer for at hente hende, kan jeg godt mærke på ham at han er godt sur. Det forstår jeg godt, men føler på den anden side heller ikke at jeg kan tvinge min datter til at lege med hende, når hun giver udtryk for at hun ikke har lyst. Det fører jo ikke til noget godt, efter min mening.
 Øv synes bare jeg burde have tacklet det på en anden måde - have sagt til min datter, at såfremt de ikke kunne have pigen med i legen, måtte hendes veninde gå hjem, for nu har hun altså sagt ja til at lege med pigen her...
 Ved ikke hvad jeg vil med indlægget, havde bare brug for at få luftet mine tanker. Jeg synes virkelig at det er en dum situation, og jeg er ked af at jeg valgte at handle som jeg gjorde i øjeblikket.