Gud, hvor er jeg i dårligt humør!

Ja, jeg er så!

Idag er det SÅ gennemsyrende, at jeg føler, at jeg kan tude hvert øjeblik det skal være.

Jeg har hele graviditeten været sygemeldt pga. kvalme og opkastninger og idag skriver jeg 27+5.
Derudover har jeg - som de fleste andre gravide - fået flere og flere skavanker som tiden går.
Mine led gør mere og mere ondt - værst er det for hænderne. Og mit bækken/underliv er godt ømt. Men ikke slemme smerter - gudskelov.

Men på trods af alt dette, så har jeg haft held med at holde humøret nogenlunde oppe.

Men kæresten går igennem en hård periode på arbejdet, hvor de faktisk fryser ham ud. For at gøre en lang historie kort, så er situationen i klar bedring og han er forhåbentlig på vej væk derfra. Og rent psykisk har han været stærk.
Men i samme periode dumper han til en eksamen på HD's 3. år og det gør heldigvis ikke mere ved ham, end at han indser at han "bare" kan tage en re-eksamen. Og det er jo rigtigt nok.
Han skal blot have læst meget mere, hvilket han ikke fik gjort, da problemerne på arbejdet tog hans overskud.

Dét, der så slår mig ud af kurs, er at han ikke kan finde ud af at sige nej til alle mulige aftaler og så får han ikke læst.
Det er som om, jeg bekymrer mig mere end han gør - altså for om han når det.
Når han er stresset og træt, er han meget svær at komme i kontakt med. Og det går mig på. 
Vi har måtte aflyse nogle familie-påskefrokoster - og det vil jeg hellere end at han ikke får læst.
Men fx. vil han ikke aflyse et hel-aftensprojekt med hans søster. Altså vi skal bare til spisning, og vi ser hende meget ofte.

Han er jo en voksen, der selv kan tage beslutninger, men jeg synes, at det er superhårdt at se på og være en del af, når jeg jo vil ham det bedste. 
(Og så er jeg nok egoistisk, for min hverdag er tom. Og når han kommer hjem, vil jeg gerne snakke om hans dag, graviditeten, alt og intet, men jeg kan ligesom ikke nå ind til ham.)

Jesus, det blev langt det her. Og egentlig vil jeg bare hælde vand ud af ørerne og måske også høre, om I har nogle tanker til, hvordan jeg skal håndtere dette.

Ranarupta skriver:

Ja, jeg er så!

Idag er det SÅ gennemsyrende, at jeg føler, at jeg kan tude hvert øjeblik det skal være.

Jeg har hele graviditeten været sygemeldt pga. kvalme og opkastninger og idag skriver jeg 27+5.
Derudover har jeg - som de fleste andre gravide - fået flere og flere skavanker som tiden går.
Mine led gør mere og mere ondt - værst er det for hænderne. Og mit bækken/underliv er godt ømt. Men ikke slemme smerter - gudskelov.

Men på trods af alt dette, så har jeg haft held med at holde humøret nogenlunde oppe.

Men kæresten går igennem en hård periode på arbejdet, hvor de faktisk fryser ham ud. For at gøre en lang historie kort, så er situationen i klar bedring og han er forhåbentlig på vej væk derfra. Og rent psykisk har han været stærk.
Men i samme periode dumper han til en eksamen på HD's 3. år og det gør heldigvis ikke mere ved ham, end at han indser at han "bare" kan tage en re-eksamen. Og det er jo rigtigt nok.
Han skal blot have læst meget mere, hvilket han ikke fik gjort, da problemerne på arbejdet tog hans overskud.

Dét, der så slår mig ud af kurs, er at han ikke kan finde ud af at sige nej til alle mulige aftaler og så får han ikke læst.
Det er som om, jeg bekymrer mig mere end han gør - altså for om han når det.
Når han er stresset og træt, er han meget svær at komme i kontakt med. Og det går mig på. 
Vi har måtte aflyse nogle familie-påskefrokoster - og det vil jeg hellere end at han ikke får læst.
Men fx. vil han ikke aflyse et hel-aftensprojekt med hans søster. Altså vi skal bare til spisning, og vi ser hende meget ofte.

Han er jo en voksen, der selv kan tage beslutninger, men jeg synes, at det er superhårdt at se på og være en del af, når jeg jo vil ham det bedste. 
(Og så er jeg nok egoistisk, for min hverdag er tom. Og når han kommer hjem, vil jeg gerne snakke om hans dag, graviditeten, alt og intet, men jeg kan ligesom ikke nå ind til ham.)

Jesus, det blev langt det her. Og egentlig vil jeg bare hælde vand ud af ørerne og måske også høre, om I har nogle tanker til, hvordan jeg skal håndtere dette.

Først og fremmest! KÆMPE!! 

Og for det andet.. Så er det sku i orden at være pissesur engang imellem!!!

Enig - det er pisse meget iorden at være negativ! Men ikke på sådan en dag som idag, med høj solskin. 

Ej, jeg kan sagtens følge dig - jeg vil gerne på barsel nu fordi jeg simpelthen har så ondt i symfysen og kvalme er begyndt at liste sig tilbage 

Synes sku det er uartigt at fryse andre ud på en arbejdsplads - men har selv været på en arbejdsplads hvor de gjorde det imod en ung fyr... 

Folk er sku nogle røvhuller nogle gange.

Jeg kan nemt sætte mig ind i dine følelser, da jeg har oplevet det samme med min mand, der ikke fik studeret nok, hvor jeg tog alle hans bekymringer på mine skuldre og stressede på hans vegne.

Det er nemmere at skrive end at gøre, men jeg har nogen gange måttet øve mig i mentalt at "slippe ballonen". For mig betyder det at fortælle mig selv, at jeg ikke kan ændre situationen, og at det kun medfører negative tanker og søvnløse nætter at blive ved med at gruble. 
Og så bevidst vælge, at jeg må lade situationen gå sin gang og samtidig forsøge at minde mig selv om, at det hele nok skal gå, selvom det måske ikke går, som jeg først have håbet og troet.

Min mand endte med at droppe ud (før han blev smidt ud for manglende indsats), og det var faktisk den helt rigtige beslutning for ham... selvom det ikke lige var det, jeg troede skulle ske. Men det var ikke noget, jeg havde indflydelse på og det var ikke min sag at løse.

Håber I finder ud af det... og så håber jeg, at de sidste uger af din graviditet bliver bedre rent helbredsmæssigt!  

Først og fremmest et kæmpe

Og bagefter - man kan ikke være glad hele tiden, især ikke hvis man også har ondt alle vegne.

Har du snakket med din kæreste om dit dårlige humør? Fortæl ham hvordan du tænker rigtig meget på hans eksamen, hans problemer på jobbet og aflysningen af familietamtam her i påsken. Man kan selvfølgelig sige at det med at bestå eksamen er "hans problem" - det er ham der skal læse til den, bruge energi på at være nervøs osv. Når han tager det så roligt må det vel også være fordi han mener at der er en reel chance for at han består næste gang. Stress hjælper i hvert fald ikke. Jeg synes, du skal prøve at se om du ikke kan lade være med at bekymre dig om den del - jeg ved fra mig selv, at hvis min kæreste presser mig til at læse så bliver jeg bare irriteret på ham, for jeg ved jo godt at jeg burde få det gjort. I det hele taget lyder det som om du bekymrer dig meget på hans vegne, hvilket selvfølgelig er helt forståeligt, men måske ikke så konstruktivt.

Så altså - snak med ham, fortæl hvordan du har det og så få et par af dine bekymringer ud af verden eller i hvert fald ud af hovedet!

Du får lige endnu et

Det er ok at gal i skralden nogle gange, og det lader til du har rigeligt om ørene pt, havde det været mig, var det sket meget før....... Du får lige et herfra!!!!

ØV!! Kan godt forstå, du er tvær. Og det må man altså godt være indimellem, især når det hele bare er noget møg!

Får han ikke læst, fordi han egentlig ikke er bekymret, eller fordi han i virkeligheden er ret stresset, og derfor skyder det hele fra sig? Hvis det er det sidste, var det måske en ide at snakke med ham om det, så han kan få sat ord på det hele?

Kæmpe knus herfra

Som en der selv går igennem stressede trælse eksamensperioder, så må jeg indrømme at jeg HADER når min kæreste kommer med hentydninger eller spm til hvordan det går med min læsning/om jeg nu får læst nok/om ikke jeg mon hellere burde læse nu...

Din kæreste er voksen som du selv skriver. Lad ham selv styre det! Det er hans eksamen og hans resultater i sidste ende. Støt ham i stedet ved at afhjælpe de rutineprægede daglige gøremål. Det hjælper mig SÅ meget at Mikkel tager opvasken og henter Kirstine i BH, så jeg lige kan ligge en halv time på sofaen uden "pligter" imens under eksamenslæsningsperioder.

For mig er eksamen et KÆMPE pres og jeg har seriøst brug for at komme ud af huset og tænke på noget andet af og til, så jeg ikke bliver SINDSYG!! Måske er det derfor han trænger til at komme hjem til hans søster så det er "præcis" som det plejer. Det kan godt være en super aflastning!

Derudover, så KÆMPE kram til dig. Det må være skrækkeligt at have en eksamenslæsende i huset!! Jeg er sådan et hæsligt menneske op til eksamen! Og så oven i en træls graviditet! Jeg kan godt forstå at du er led og ked af det hele!! Læs du bare af på os!

Knus Ditte

Vi kvinder ER bare gode til at bekymre os om ALT og vi kan FORUDSE alting! SÅ du forudser at han dumper igen osv osv... Men han tager sig helt sikkert sammen for han er jo heller ikke interesseret i at dumpe igen. Nogle mænd tager bare tingene i sidste øjeblik.

Og så kan jeg godt huske det der med at man nærmest overfalder sin mand når han kommer hjem fra arbejdet, for man har ikke oplevet en skid selv og så siger man: Er der sket noget spændende på dit arbejde i dag? Nej.... Hmmm.... Er der slet ikke noget at fortælle? Nej.... Nå, men hvad kan jeg så lige fortælle dig om... Jeg har kastet op... Jeg har set Horton-sagaen  og så har jeg drukket 3 liter kakao og det var det. Hvad skal vi nu snakke om. hi hi

Jeg tror du skal prøve at stole på at din kæreste nok skal tage sig sammen og få læst. Og du kan jo i hvert fald ikke gøre det for ham

Zette skriver:

Enig - det er pisse meget iorden at være negativ! Men ikke på sådan en dag som idag, med høj solskin. 

Ej, jeg kan sagtens følge dig - jeg vil gerne på barsel nu fordi jeg simpelthen har så ondt i symfysen og kvalme er begyndt at liste sig tilbage 

Synes sku det er uartigt at fryse andre ud på en arbejdsplads - men har selv været på en arbejdsplads hvor de gjorde det imod en ung fyr... 

Folk er sku nogle røvhuller nogle gange.

Ja, jeg har flere gange været ved at ringe til hans leder og spørge, hvad i alverden han har gang i! 
Man kan da ikke behandle andre mennesker sådan...