Da jeg er enlig mor uden familie tæt på har jeg søgt en recervebedste som aflastning engang imellem og dertil synes jeg det er et plus, at hun er fra en anden generation end mig selv og derfor vil kunne være i stand til, at vise mit barn og give ham nogle oplevelser, som jeg ikke selv vil kunne.
Nå jamen denne søde dame svarer hurtigt på min annonce og kommer på besøg hos os efterfølgende uge. Hun er nogle og 60 år, ser rigtig godt ud, gør noget ud af sit udseende, sørger for at holde sig i form - altså en pæn ældre dame som virker til, at have styr på tingene. Hun har været gift i 35 år og manden og hende valgte for 33 år siden, at adoptere en pige fra udlandet. De har hund, bor i flot arkitekt tegnet hus og nyder livet oppe i nordsjælland.
Da hun mistede sin far for nylig har hun i den forbindelse arvet et hus som ligger tæt på hvor jeg bor, der vil de gerne bo men da deres hus skal sælges og det arvede hus skal renoveres, må de vente på bedre tider.
Datteren har 2 børn som hun aldrig har fået lov til, at passe - datteren har sagt til hende, at hun endnu ikke er klar til dette.
Det er vigtigt for mig, at hun forstår at jeg gerne vil have at min søn bliver en del af dem og hun en del af os - dette vil hun meget gerne og virker positiv omkring det.
I dag var så 2 gang vi skulle se hende og denne gang i huset som hun har arvet da hun kommer der engang imellem. Hun var rigtig sød og gæstfri, havde lavet lækker frugtsalat osv osv. Huset står jo bare med de gamle møbler som hendes far har haft, køleskab osv er ikke tilsluttet, spindelvæv diverse steder og ja sådan som et ældre "ubrugt" hus ser ud inkl gamle møbler.
Vi sidder ved bordet og taler sammen, det er hyggeligt og alt er som det skal være. Men jeg siger så til hende, at huset her jo ikke fortæller ret meget om hende - som folks hjem jo generelt gør. Dette gør jeg da jeg tænker, at det ville være mere naturligt at hun inviterede os hjem til hende der hvor hun bor! Hun svarer, at hun har billeder med så jeg kan se hvordan det ser ud deroppe. Jeg spørger om det er her i det hus (det gamle) hun vil passe min søn hvortil hun svarer ja. Jamen så sidder jeg og ser billeder af udsigten fra deres hus, billeder af deres udestue og stue, et af manden og 2 af børnebørnene.
Det virkede så underligt? Hvorfor inviterer hun os ikke hjem til hende? Hvorfor vil hun passe min søn i et ubeboet hus?
Så begynder hun at tale om sit 5 årige barnebarn og spørger mig om 5 årige børn ikke burde kunne tegne tegninger så man kunne se hvad det var - hvortil jeg svarede jo, at det ville jeg da mene. Hun fortæller så, at hendes 5 årige barnebarn ikke kan tegne og når hun gør er det som regel meget mørke farver og mest sort. Jeg fortæller hende, at jeg finder det tankevækkende - og undrer mig samtidig over hvor hun vil hen med dette.
Jamen alt virkede så mærkeligt, jeg har fået en vildt underlig mavefornemmelse og tror simpelthen jeg må sige til hende, at det ikke føles rigtig for mig.
Jeg kan ikke lade være med, at tænke om dette er et projekt hun kører alene siden hun ikke vil invitere os hjem? Hun havde jo endda sørget for, at have fotos med som lidt virkede som en undskyldning for, at hun nu ikke behøvede at invitere os hjem.
For mig er det vigtigt, at min søn kommer i et HJEM hvor der ligger noget personlighed og varme nu når vi skal til, at være en del af en ny familie?
Hvad synes i andre - hvordan ville i have det med det jeg lige har beskrevet?
Der er sikkert nogle der ved hvem jeg er, men jeg håber i forstår hvorfor jeg er anonym og respekterer dette! 
