Jeg havde en datter på 2 år da jeg mødte min kæreste. Vi havde flirtet for maaange år siden, og da jeg blev single kontaktede jeg ham igen.
Det var ren kærlighed ved første blik (her anden gang he he) og han spurgte højtideligt om jeg ville være hans kæreste på 2. date. Da vi havde været kærester i 6 mdr. kørte vi ved et tilfælde forbi et hus der var til salg. Det var med det samme bare VORES drømmehus og vi havde købt det og flyttede ind 2 mdr. efter uden at have set på andre huse.
Nu har vi været kærester i lidt over 4 år og jeg er stadig vild efter ham! Vi er gået igang med projektbaby i sidste måned.
Min datter der nu er 6 år kan ikke længere huske at Mikkel ikke har været der, og spørger af og til med undren i stemmen om dengang far og jeg stadig boede sammen, om jeg så slet ikke havde mit eget hus??? Hun forguder Mikkel som hun gør med sin egen far, men han har også gået ind i rollen som udfyldende far fuldt ud, og forguder den bette!!
Jeg er sikker på at mange nok syntes at vi var for hurtige til at flytte sammen dengang. Ingen sagde noget også fordi jeg var ret så forelsket og så er det jo ligegyldigt hvad man siger, ikke? I dag har de fleste det som Kirstine, at de ikke kan huske at vi ikke altid har boet herude i landlig idyl og være forææælskede op over begge ører.
Anmeld