For knap 7 mdr siden var jeg ved lægen pga. træthed.
Jeg går derfra med en besked om at jeg er gravid ca. 2 mdr henne!!
Det var med en fyr der ikke kunne bestemme sig for om han ville være kærester eller ej, og dagen for inden havde vi været seksuelt sammen igen.
Jeg var i det hele taget i en meget dårlig periode. Men ønsket om et barn mere fyldte alligevel super meget i min bevisthed. Så det var klart at jeg var lykkelig, selv om situationen ikke lige var den bedste!!
Om aftenen ringede jeg til "faderen" og bad ham komme forbi, for jeg ville snakke med ham!! Han blev mistroisk og ville vide hvad der foregik. Efter lang tids diskussion fik han mig overtalt til at sige det over mobilen.
Hans reaktion var: "jeg ringer lige senere".
Jeg har lidt svært ved at huske det hele i detaljer for det var følelsesmæssigt meget hårdt for mig.
Han ringede kl halv 2 om natten, fordi han ville snakke, han havde tænkt over det. Vi diskuterede rigtigt længe.
Om morgenen vågner jeg i en stor blodpøl, og inden jeg får set mig om, ender jeg ved læge osv.
Jeg mistede barnet 
Han har efterfølgende meldt ud at han havde taget beslutningen om at være der for os, og barnet. Hans højeste ønske er at blive far, og i en alder af 34 har han stadig ikke fundet en kvinde, og føler sig presset!!
Vi har ikke haft noget sammen siden!!
Ugen efter kommer min moster og fortæller at hun er gravid.... sørme med den samme terminsdato!!
Hun er sat til kejsersnit på mandag, og jeg kan bare ikke være glad på hendes vegne.
Jeg føler ikke den mindste glæde over at de skal være forældre igen!! Det skyldes nok mest af alt, at jeg ved det kunne have været mig selv!! Men også at moderen stadig ikke er kommet over den fødsels dep. hun fik ved den 1. for 4 år siden! Så derfor synes jeg måske ikke de var klar til nr. 2 nu!
Jeg har ikke tænkt mig at lyk-ønske dem, eller komme forbi og se den lille.... mit hjerte vil ikke kunne klare det!!
Jeg ved at jeg er en forfærdelig person pga. dette. Men samtidig ved jeg også at jeg er en fantastisk mor, og ville have kærlighed nok til 5 børn.... Så hvorfor skal jeg opleve sådan noget når det alligevel ikke var min tur!!
Jeg nåede jo knap nok at blive ordentligt glad, før det blev revet fra mig igen!!
Og hvorfor skal det ramle sammen med min mosters graviditet!!!!
Undskyld, men jeg skulle lige ud med det, så jeg ikke brænder inde med det, og det ender med at gå ud over Milla-Victoria!!
Knus en meget trist Pernille 
