Nu gider jeg snart ikke mere (lang)

Ja, som overskriften siger så er jeg ved at være godt træt af det hele, så her er igen et langt indlæg fra mig.

Det er efterhånden ved at være lidt af en farce det hele. Og en temmelig lang historie.

Da kærsten og jeg blev enige om at jeg skulle smide p-pillerne gik jeg og glædede mig fuldstændig vildt til at teste positiv. Og var ovenud lykkelig da det endelig lykkes for os.

Havde en forestilling om hvor godt hele ville blive og jeg skulle gå rundt og stråle som en sol med min voksene mave... MEN så kom kvalmen og hvad der til hører! og jeg blev delvis sygemeldt fra arbejde i nogle timer om ugen. Min arbejdsgiver blander kommunen ind i det, da de gerne vil have mine fraværstimer dækket (hvilket jeg sagtens kan forstå). Siden har det været en lang kamp for mig. (føler jeg) Jeg har kæmpet imod min kvalme, og har tænkt at det bare var noge pjat der skulle arbejdes væk, men blev mere og mere dårlig. Græd stort set hver dag og havde enorm dårlig samvittighed overfor min kæreste, min familie og mit arbejde fordi jeg ikke kunne arbejde som jeg plejede. Nogle dage kunne jeg slet ikke komme ud af sengen og lå bare og græd hele dagen. Jeg bestilte tid hos lægen en dag jeg havde fri, han sygemeldte mig omgående da han mente jeg muligvis kunne udvikle en før-fødselsdep. hvis der ikke blev gjort noget NU. OMG tænkte jeg, hvad vil min familie og mit arbejde sige til det? Vil de nu se ned på mig og kalde mig pivet og alt mulig andet bag min ryg??? En million tanker fløg igennem mit lille hoved. Jeg blev kontaktet at en akut sygeplejerske fra en psykriatisk afdeling, som skulle komme og samtale med mig en gang om ugen for at vurdere mig og forhindre en evt. depression.

Jeg har nu fået styr på alle tankerne og min dårlige samvittighed ogver for arbejde og familie. Jeg er godt klar over at jeg har været noget af en belastning i den 1. tid, men mit eneste ønske var/er bare at får lov til at have det godt og nyde min mave og lille pigen der vokser så fint derinde.

Jeg føler endelig at jeg er kommet af med kvalmen og har lært at den lille kræver mere af min opmærksomhed end jeg først havde troet. Jeg har i den periode jeg har været fuldt sygemeldt, lært at læse min krops signaler og har fået styr på måltider, væske og det hele. Jeg er faktisk endelig begyndt at opføre mig som en glad gravid, der små shopper lidt til den lille og er faktisk bare glad. Jeg er lige startet på arbejde igen, på nedsat tid, men har nu kommunen hængene i nakken endnu engang, og jeg skal gang på gang forklare hvorfor jeg ikke arbejder på fuld tid, de bliver ved med at sige at kvalme ikke er nogen gyldig grund... ARGHHHH Jeg har jo ikke "kun" kvalme, jeg stresser over alt mulig andet, som jeg slet ikke burde stresse over og det holder mig låst fast i kvalme helvedet. Hvorfor skal jeg blive ved med at forklare? Kan kommunen ikke selv tage den snak med min læge og tage hans ord for gode varer? Jeg gør jo bare som han har sagt, og det har jo hjulpet mig meget. Havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at min graviditet skulle gå hen og blive et problem?

Glæder mig til sygeplejersken kommer idag, så kan jeg få hende til at hjælpe mig med at skrive til kommunen.

Tak fordi du læste med så langt, jeg trængte lige til at få læsset af og undskyld hvis det er lidt rodet.

NoName 21+0 - back to sqare one

noname skriver:

Ja, som overskriften siger så er jeg ved at være godt træt af det hele, så her er igen et langt indlæg fra mig.

Det er efterhånden ved at være lidt af en farce det hele. Og en temmelig lang historie.

Da kærsten og jeg blev enige om at jeg skulle smide p-pillerne gik jeg og glædede mig fuldstændig vildt til at teste positiv. Og var ovenud lykkelig da det endelig lykkes for os.

Havde en forestilling om hvor godt hele ville blive og jeg skulle gå rundt og stråle som en sol med min voksene mave... MEN så kom kvalmen og hvad der til hører! og jeg blev delvis sygemeldt fra arbejde i nogle timer om ugen. Min arbejdsgiver blander kommunen ind i det, da de gerne vil have mine fraværstimer dækket (hvilket jeg sagtens kan forstå). Siden har det været en lang kamp for mig. (føler jeg) Jeg har kæmpet imod min kvalme, og har tænkt at det bare var noge pjat der skulle arbejdes væk, men blev mere og mere dårlig. Græd stort set hver dag og havde enorm dårlig samvittighed overfor min kæreste, min familie og mit arbejde fordi jeg ikke kunne arbejde som jeg plejede. Nogle dage kunne jeg slet ikke komme ud af sengen og lå bare og græd hele dagen. Jeg bestilte tid hos lægen en dag jeg havde fri, han sygemeldte mig omgående da han mente jeg muligvis kunne udvikle en før-fødselsdep. hvis der ikke blev gjort noget NU. OMG tænkte jeg, hvad vil min familie og mit arbejde sige til det? Vil de nu se ned på mig og kalde mig pivet og alt mulig andet bag min ryg??? En million tanker fløg igennem mit lille hoved. Jeg blev kontaktet at en akut sygeplejerske fra en psykriatisk afdeling, som skulle komme og samtale med mig en gang om ugen for at vurdere mig og forhindre en evt. depression.

Jeg har nu fået styr på alle tankerne og min dårlige samvittighed ogver for arbejde og familie. Jeg er godt klar over at jeg har været noget af en belastning i den 1. tid, men mit eneste ønske var/er bare at får lov til at have det godt og nyde min mave og lille pigen der vokser så fint derinde.

Jeg føler endelig at jeg er kommet af med kvalmen og har lært at den lille kræver mere af min opmærksomhed end jeg først havde troet. Jeg har i den periode jeg har været fuldt sygemeldt, lært at læse min krops signaler og har fået styr på måltider, væske og det hele. Jeg er faktisk endelig begyndt at opføre mig som en glad gravid, der små shopper lidt til den lille og er faktisk bare glad. Jeg er lige startet på arbejde igen, på nedsat tid, men har nu kommunen hængene i nakken endnu engang, og jeg skal gang på gang forklare hvorfor jeg ikke arbejder på fuld tid, de bliver ved med at sige at kvalme ikke er nogen gyldig grund... ARGHHHH Jeg har jo ikke "kun" kvalme, jeg stresser over alt mulig andet, som jeg slet ikke burde stresse over og det holder mig låst fast i kvalme helvedet. Hvorfor skal jeg blive ved med at forklare? Kan kommunen ikke selv tage den snak med min læge og tage hans ord for gode varer? Jeg gør jo bare som han har sagt, og det har jo hjulpet mig meget. Havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at min graviditet skulle gå hen og blive et problem?

Glæder mig til sygeplejersken kommer idag, så kan jeg få hende til at hjælpe mig med at skrive til kommunen.

Tak fordi du læste med så langt, jeg trængte lige til at få læsset af og undskyld hvis det er lidt rodet.

NoName 21+0 - back to sqare one

Du skal ikke undskylde

Har selv prøvet noget a la det samme...da jeg fandt ud af at jeg var gravid, ja der havde jeg lige meldt ud at jeg ville flytte over til Brian på Mors...450 km fra min familie og venner og det kunne jeg slet ikke overskue lige pludselig...ALT det jeg havde glæder mig til, blev lige pludselig en belastning i stedet for

Kan så meget godt følge dig i hvordan du har det med at man hele tiden skal forklare sig...det hjælper ikke lige frem på ens situation

Jeg er glad for at høre at du har nogen til at hjælpe dig, det er bare dejligt

Jeg kan godt selv læse at det hele får mig til at fremstå som "særling". Men alle graviditeter er jo forskellige. Og jeg havde da håbet min ville være nem. Har måttet sande at jeg åbenbart er en af "dem" hvor tingene ikke bare kører som planlagt...

Skal lige tilføje at sygeplejersken IKKE vurderer at jeg har en depression. (Så blev det tabu emne lige lukket.)

Jeg har spillet med åbne kort overfor familie, venner og arbejde (og jer på baby.dk), og det viser sig faktisk at nogen har haft det på samme måde og nogle få endda værre end jeg.

Misforstå mig endelig ikke, jeg er igen ovenud lykkelig for det liv der vokser i min mave, og vil ikke bytte for noget i verden, selvom jeg ønsker kommunen langt væk til et sted hvor solen ikke skinner.

Jeg er SÅÅÅ glad for at jeg har haft jer herinde på baby.dk at kunne "snakke" med, det har også hjulpet mig rigtig meget. I er bare super alle sammen.

Godt at du får luft for det.......

Kan udemærket godt følge dig og hvor må det være træls at skulle forsvare sig hele tiden......

Føler lidt (meget lidt, da kommune og arbejde ikke er noget problem her) at jeg kan forholde mig til hvad du mener, jeg havde nemlig ikke i min vildeste fantasi forestillet mig hvilke fysiske og psykiske ting der fulgte med en graviditet, og jeg føler jeg nærmest skal undskylde og forklare og forsvare mig hver gang jeg er ekstra træt, eller har ondt i maven eller noget....

Det kan godt blive lidt træls, da man jo ellers gerne bare vil nyde (det positive altså) ved tiden her......

Syntes det vigtigste er du får taget hånd om det, end at du risikere en fødselsdepression, og som jo kan få meget værre konsekvenser end at du ikke lige, arbejder på fuld tid......

Jeg har ikke rigtig nogen gode råd til hvad du kan gøre, men jeg kan blot fortælle dig, at du ikke er den eneste der skal forklare sig konstant. Jeg er en af dem, der bestemt heller ikke har synes graviditeten har været sjov. (og jeg har endda ikke haft kvalme eller noget) - men jeg har bare ikke synes det var skide sjovt, og mine forventninger til hvordan det var at være gravid, holdte slet ikke stik.

Jeg har snakket med min jordemoder, læge og folk omkring mig, og fortalt hvordan jeg har det, og hvordan jeg oplever graviditeten. Jeg havde ønsket og troet, at jeg skulle hygge mig med det, og bare have synes det hele var godt, men tværtimod, jeg har følt mit hoved var fyldt med tanker og det hele var faktisk bare ren kaos. Nu skal jeg gang på gang på gang forklare mig, i stedet for, at folk omkring mig bare accepterer, at jeg ikke har det som man måske burde og at jeg måske ikke altid lige går og smiler, når der bliver snakket om graviditeter...!? -Misforstå mig nu ikke, for jeg glæder mig vil meget til min lille pige kommer ud, men hvor kan jeg bare ikke holde graviditeten ud.!

Ja jeg håber du måske kan bruge mit svar lidt, - for i hvertfald er du ikke ene om sådan nogen tanker.

Et stort til dig..

marikka skriver:

Nu skal jeg gang på gang på gang forklare mig, i stedet for, at folk omkring mig bare accepterer, at jeg ikke har det som man måske burde og at jeg måske ikke altid lige går og smiler, når der bliver snakket om graviditeter...!?

Gud hvor jeg dog bare har det ligesom dig........

Loa skriver:

Gud hvor jeg dog bare har det ligesom dig........

Og hvor er det belastende, ikk!?

marikka skriver:

Og hvor er det belastende, ikk!?

Meget......! Det er især familien (primært sviger familien) og faktisk også lidt min mand

Hvor er jeg bare træt af at høre, at graviditet jo ikke er en sygdom, og nu behøver man jo ikke overdrive og få alle gener osv osv.........

Og syntes faktisk heller ikke det overhovedet er sjovt at være gravid.... (Kun i enkelte øjeblikke)

Loa skriver:

Meget......! Det er især familien (primært sviger familien) og faktisk også lidt min mand

Hvor er jeg bare træt af at høre, at graviditet jo ikke er en sygdom, og nu behøver man jo ikke overdrive og få alle gener osv osv.........

Og syntes faktisk heller ikke det overhovedet er sjovt at være gravid.... (Kun i enkelte øjeblikke)

Min kæreste er heller ikke den bedste, faktisk  

Nej det er i princippet ikke en sygdom, men der sker jo så meget med en, at det da for nogen er ligesom en sygdom.

marikka skriver:

Min kæreste er heller ikke den bedste, faktisk  

Nej det er i princippet ikke en sygdom, men der sker jo så meget med en, at det da for nogen er ligesom en sygdom.

Har det helt vildt skidt ved at skrive sådan om min mand, ved han ikke gør det for at være ond... Han har bare fået indprentet af sin mor (som jo selvfølgelig var supermom) og kunne alt før/under og efter graviditeterne, at man da saaagtens kan alt det man kunne før, og medmindre man decideret ligger på langs med bækkenløsning, så er det bare op og støvsuge og lave mad til manden osv.....

Bare lidt træls, når man har lyst til at være træt og muggen en dag.....

Ja jeg har aldrig ellers ondt i ryggen eller maven eller noget, og nu har jeg det bare hele tiden, er da mega belastende og svært for mit hovede at fatte.......