en utaknemmelig gravid

ja...det er jeg blevet. en af de der kvinder som jeg HADEDE før. En af dem der slet ikke kan se det vidunderlige og fantastiske i deres graviditet og som bare beklager sig og beklager sig og beklager sig mens der vokser et mirakel inde i deres mave.

jeg skammer mig sådan og det har taget mig flere dage at få modet til at skrive det her, men jeg kan slet slet ikke lide at være gravid. jeg synes det er så træls og jeg føler mig så uendelig hæmmet. jeg kan ikke spise ret meget mad uden det kommer op igen. jeg er svimmel selvom min blodprocent er megahøj. jeg kan ikke komme til undervisning på uni pga kvalme, og jeg er sindssygt langt bagud fordi jeg er for træt til at arbejde herhjemme. jeg kommer ikke ud og gå ture fordi jeg bare ikke orker det. jeg snakker ikke med babyen og jeg skriver ikke i babybogen, for jeg kan slet ikke forholde mig til den er der, på trods af scanninger og på trods af, at jeg i sidste graviditet var meget knyttet til den meget tidligt. jeg sover elendigt om natten. og så sagde Søren for en uge siden, at jeg var blevet mindre kærlig siden jeg blev gravid, og det ER jeg. jeg kan nogle gange slet ikke udstå synet af ham og jeg kan være helt vildt led bare for at få lov at være i fred. igår spurgte han om jeg overvejer at gå fra ham...og det gør jeg jo slet ikke. jeg synes bare jeg er PISSEHAMRENDE dårlig til at være gravid og skyldfølelsen over det er bare så enorm. jeg bliver ved at drømme, at jeg føder og giver barnet til en tilfældig, fordi jeg bare slet ikke kan forholde mig til at det er mit.

pis og lort mand. jeg er så skide ked af det og har bare virkelig brug for et kram og for at høre, at det er helt normalt og at jeg blir normal igen og at man godt kan blive en god mor alligevel.

hilsen en møghamrende ked af det Trine

Tjuhl skriver:

ja...det er jeg blevet. en af de der kvinder som jeg HADEDE før. En af dem der slet ikke kan se det vidunderlige og fantastiske i deres graviditet og som bare beklager sig og beklager sig og beklager sig mens der vokser et mirakel inde i deres mave.

jeg skammer mig sådan og det har taget mig flere dage at få modet til at skrive det her, men jeg kan slet slet ikke lide at være gravid. jeg synes det er så træls og jeg føler mig så uendelig hæmmet. jeg kan ikke spise ret meget mad uden det kommer op igen. jeg er svimmel selvom min blodprocent er megahøj. jeg kan ikke komme til undervisning på uni pga kvalme, og jeg er sindssygt langt bagud fordi jeg er for træt til at arbejde herhjemme. jeg kommer ikke ud og gå ture fordi jeg bare ikke orker det. jeg snakker ikke med babyen og jeg skriver ikke i babybogen, for jeg kan slet ikke forholde mig til den er der, på trods af scanninger og på trods af, at jeg i sidste graviditet var meget knyttet til den meget tidligt. jeg sover elendigt om natten. og så sagde Søren for en uge siden, at jeg var blevet mindre kærlig siden jeg blev gravid, og det ER jeg. jeg kan nogle gange slet ikke udstå synet af ham og jeg kan være helt vildt led bare for at få lov at være i fred. igår spurgte han om jeg overvejer at gå fra ham...og det gør jeg jo slet ikke. jeg synes bare jeg er PISSEHAMRENDE dårlig til at være gravid og skyldfølelsen over det er bare så enorm. jeg bliver ved at drømme, at jeg føder og giver barnet til en tilfældig, fordi jeg bare slet ikke kan forholde mig til at det er mit.

pis og lort mand. jeg er så skide ked af det og har bare virkelig brug for et kram og for at høre, at det er helt normalt og at jeg blir normal igen og at man godt kan blive en god mor alligevel.

hilsen en møghamrende ked af det Trine

Jamen Trine dog.

Det er helt normalt at man har det sådan, men jeg kan trøste dig med af det bliver bedre når du går ind i andet trimester. De første 12 - 14 uger kan være hårde mht. kvalme og træthed, men heldigvis forsvinder det igen (hos langt de fleste) og så kan man rigtigt begynde at nyde at man er gravid.

Med Marcus kastede jeg så meget op at jeg en dag sagde til Martin jeg overvejede at få ham fjernet da jeg bare ikke kunne holde til det mere . Idag skammer jeg mig rigtig meget over at have tænkt sådan, men det er bare ikke altid lige lutter lagkage at være gravid i det første trimester. Pludselig begynder tingene at vende og man begynder et blive sig selv igen.

Jeg håber virkeligt for dig at det væreste (kvalme og træthed) snart er overstået, så du kan nyde den lille derinde.

Katja

Trine! Du bliver en fantastisk mor!!!

Men det ER ikke bare fantastisk at være gravid! Det er også pisse træls og hårdt og drøn irriterende!!!!

Jeg blev simpelthen et monster da jeg var gravid..... bed hovedet af Carsten over ingenting og jeg havde det ganske forfærdeligt med det.

Tror alle gravide har en eller flere ting igennem graviditeten som de bare synes er noget BÆ!

Jeg kunne ikke rigtig forholde mig ordentlig til at der kom et barn ud før omkring uge 32 hvor vi fik kønnet at vide.

Trine du er helt normal! Og du bliver en fantastisk mor!

Søde Trine - på en eller anden måde, så har jeg gået og fornemmet, at du måske havde det sådan...for ved du hvad, hvis jeg havde haft en graviditet, som den du har haft indtil videre, hvor baby VIRKELIG har lagt beslag på hele din normale hverdag, så ville jeg sgu egentlig også ønske den der graviditet hen hvor peberet gror - for hvad bilder den sig egentlig ind at komme her og lave om på alting? Det ER bestemt helt naturligt, at du tænker sådan, som du gør. Og JA JA JA du bliver en FANTASTISK mor, selvom du har de tanker...jeg havde dem også ind imellem, da jeg ventede Lina, fordi jeg bare synes, at hendes indtog af min mave ligesom gjorde, at jeg ikke kunne give min familie det, som jeg synes, den havde brug for - især Annika synes jeg, det var synd for (og ved du hvad, hun opdagede det jo i virkeligheden slet ikke!!) - og jeg har også tænkt sådan om begge mine piger EFTER de er blevet født; nu var jeg jo lige igang med at "et-eller-andet", og så bliver du sulten/vågner du og synes du skal gøre krav på mig, kan du da ikke forstå, at det har jeg ikke brug for lige nu? Og i al beskedenhed, så synes jeg sg* egentlig det der med at være mor - det dur jeg nu alligevel godt nok til

Samtidig så tror jeg også, at der er dømt MAX forsvarsmekanisme, når man tager din tidligere graviditet i betragtning - det gør sgu for ondt at knytte sig for meget for tidligt, for hvad nu hvis? Jeg tror, dit system er bange for at brænde nalderne igen...

Der sker så ufatteligt meget med din krop, dine hormoner og hele din tilværelse lige nu, at det er SÅ naturligt, at du har det svært. Når man er nygravid så er man bare sårbar, evigt træt og nogle kaster op i stride strømme - det ER bare ikke lutter lagkage - maven er der ikke engang, man føler sig bare oppustet, fed og enormt usexet, der er nogen der siger, der er en baby...meeen kan det nu også passe, at noget så fantastisk kan skabe så meget ubehag? - og det er bare slet ikke til at forholde sig til...manden synes der skal være plads til ham, men kan han da ikke forstå, at du bare ikke lige har lyst til kys og kram, men bare lyst til at sidde på den der sofa og være alene med dig selv og alle de her mærkelige ting, der sker i din krop?!! Men jeg LOVER dig Trine - en dag opdager du, at træerne er sprunget ud, der er en anden varme fra solen og pludselig mærker du pludselig liv bag maveskindet...du opdager, at dagene hvor du ikke har kvalme er flere end dagene, hvor du har, du får pludselig lyst til sex, kærtegn og romantik...for du har overstået 1. trimester!! Jeg vil vove at påstå, at de allerfleste oplever, at de føler sig på toppen af verden i 2. trimester af deres graviditet!!

Det ER normalt og med alle de ting, du har med dig i bagagen + en hård start på graviditeten, så er det da næsten uundgåeligt.

Mange knus og kram - jeg er SIKKER på, at du bliver en helt igennem FANTASTISK mor!!!!

Tjuhl skriver:

ja...det er jeg blevet. en af de der kvinder som jeg HADEDE før. En af dem der slet ikke kan se det vidunderlige og fantastiske i deres graviditet og som bare beklager sig og beklager sig og beklager sig mens der vokser et mirakel inde i deres mave.

jeg skammer mig sådan og det har taget mig flere dage at få modet til at skrive det her, men jeg kan slet slet ikke lide at være gravid. jeg synes det er så træls og jeg føler mig så uendelig hæmmet. jeg kan ikke spise ret meget mad uden det kommer op igen. jeg er svimmel selvom min blodprocent er megahøj. jeg kan ikke komme til undervisning på uni pga kvalme, og jeg er sindssygt langt bagud fordi jeg er for træt til at arbejde herhjemme. jeg kommer ikke ud og gå ture fordi jeg bare ikke orker det. jeg snakker ikke med babyen og jeg skriver ikke i babybogen, for jeg kan slet ikke forholde mig til den er der, på trods af scanninger og på trods af, at jeg i sidste graviditet var meget knyttet til den meget tidligt. jeg sover elendigt om natten. og så sagde Søren for en uge siden, at jeg var blevet mindre kærlig siden jeg blev gravid, og det ER jeg. jeg kan nogle gange slet ikke udstå synet af ham og jeg kan være helt vildt led bare for at få lov at være i fred. igår spurgte han om jeg overvejer at gå fra ham...og det gør jeg jo slet ikke. jeg synes bare jeg er PISSEHAMRENDE dårlig til at være gravid og skyldfølelsen over det er bare så enorm. jeg bliver ved at drømme, at jeg føder og giver barnet til en tilfældig, fordi jeg bare slet ikke kan forholde mig til at det er mit.

pis og lort mand. jeg er så skide ked af det og har bare virkelig brug for et kram og for at høre, at det er helt normalt og at jeg blir normal igen og at man godt kan blive en god mor alligevel.

hilsen en møghamrende ked af det Trine

Trine det er helt normalt. Det er jo ikk fordi du hader dit barn, du er bare ikk glad for at være gravid.

Men med al den træthed og kvamle kan jeg godt forstå du ikk er glad for at være gravid.

Da jeghavde ondt synes jeg heller ikk det var sjovt at være gravid, for jeg følte mig så handicappet at jeg ikk kunne noget selv.

Det med at være kærlig, fortæl kæresten hvordan du har det så han ved hvor han stå. Det måtte jeg gøre med min, for jeg har/havde de sidste 3 måneder eller mere ikk lyst til sex, OVERHOVEDET og det havde intet med JHacob at gøre, der var bare ingen lyst.

kære trine-pigen,

graviditet har its moments men ellers er det decideret ufedt. men de fysiske skavanker du taler om går væk snart, pludselig letter de og så får du en helt, helt anden energi (andet trimester var helt klart det bedste for mig, så blev det ufedt igen)

meget vigtigt er det at søren er fuldstændig klar over hvordan du går og har det...

hold ud!!!

Tjuhl skriver:

ja...det er jeg blevet. en af de der kvinder som jeg HADEDE før. En af dem der slet ikke kan se det vidunderlige og fantastiske i deres graviditet og som bare beklager sig og beklager sig og beklager sig mens der vokser et mirakel inde i deres mave.

jeg skammer mig sådan og det har taget mig flere dage at få modet til at skrive det her, men jeg kan slet slet ikke lide at være gravid. jeg synes det er så træls og jeg føler mig så uendelig hæmmet. jeg kan ikke spise ret meget mad uden det kommer op igen. jeg er svimmel selvom min blodprocent er megahøj. jeg kan ikke komme til undervisning på uni pga kvalme, og jeg er sindssygt langt bagud fordi jeg er for træt til at arbejde herhjemme. jeg kommer ikke ud og gå ture fordi jeg bare ikke orker det. jeg snakker ikke med babyen og jeg skriver ikke i babybogen, for jeg kan slet ikke forholde mig til den er der, på trods af scanninger og på trods af, at jeg i sidste graviditet var meget knyttet til den meget tidligt. jeg sover elendigt om natten. og så sagde Søren for en uge siden, at jeg var blevet mindre kærlig siden jeg blev gravid, og det ER jeg. jeg kan nogle gange slet ikke udstå synet af ham og jeg kan være helt vildt led bare for at få lov at være i fred. igår spurgte han om jeg overvejer at gå fra ham...og det gør jeg jo slet ikke. jeg synes bare jeg er PISSEHAMRENDE dårlig til at være gravid og skyldfølelsen over det er bare så enorm. jeg bliver ved at drømme, at jeg føder og giver barnet til en tilfældig, fordi jeg bare slet ikke kan forholde mig til at det er mit.

pis og lort mand. jeg er så skide ked af det og har bare virkelig brug for et kram og for at høre, at det er helt normalt og at jeg blir normal igen og at man godt kan blive en god mor alligevel.

hilsen en møghamrende ked af det Trine

Hej søde Trine!
Jeg kan udemærket huske den periode af min graviditet hvor jeg havde det som du! Jeg var i tvivl om jeg over hovedet gad det her graviditets halløj, og jeg havde på ingen måde overskud til Martin! jeg var en snerrende, strid hormon bombe med sindssygt dårlig samvittighed! Dårlig samvittighed over at være i tvivl, over at være irriteret på baby og kæreste, over ikke at få spist korrekt, over ikke at få vitaminer, over ikke at få motion og og og.....

Men Trine, du ER helt normal!! Og du får det godt igen!! Tag een ting og een dag af gangen. Og så drop alle de forventninger du har til dig selv om babybøger og alt muligt...

KÆMPE Knus fra mig

Uuuuh Trine, jeg kan kun give alle de andre ret!!! De første 3 mdr er så anstrengende, og man føler sig som et utaknemmeligt bæst, når man nu har kæmpet for at blive gravid. Men jeg tror ikke jeg kender nogen, der ikke havde det trælst i den periode. Anden trimester bliver forhåbentlig meget bedre, det gør den for de fleste!

En af mine niecer, som fik hjælp til at blive gravid, ringede af og til til mig (det var før jeg blev gravid) og fortalte, hvordan hun havde det. Hun elskede ikke rigtigt det barn hun havde i maven, og følte ikke hun kunne sige det til andre end mig, fordi de andre ikke forstod det... Og det var selvom vi selv prøvede at blive gravide på det tidspunkt. Hun havde det faktisk sådan on/off gennem hele graviditeten. Men hun er en supermor, og kan i dag slet ikke forstå hun havde de tanker. Men det er altså helt normalt, osse selv om det virkelig er et ønskebarn!!! Det er bare ikke mange der tør sætte ord på det, før der er en anden der nævner det, så det er godt, du nu har fået mod på det.

Hvis du ikke har talt med Søren om det, så vil jeg foreslå, at du gør det, så han ikke går og tror du ikke elsker ham mere. Fortæl ham, at det er normalt at have det sådan, og at det ikke er fordi du ikke ønsker barnet, men at en graviditet bare giver mange modstridende følelser.

Kæmpe kram

for fanden hvor er jeg glad for at jeg skrev mine følelser og tanker herinde!! tusind tusind tak for jeres svar, jeg har bare hylet hele eftermiddagen. og så kom Søren hjem og så hylede jeg igen og forsøgte at forklare ham hvordan jeg har det og han er så rummelig, jeg fatter det slet ikke. så siger han meget omsorgsfuldt til mig "du føler dig fremmedgjort, ligesom mange nye mødre gør, men det betyder ikke, at du bliver en dårlig mor"...jeg ved ikke hvilke bøger han læser når jeg ikke ser det, men hvor er det dog rart at han læser dem!! og bagefter hvisker han til maven "mor er bare ked af det, men hun elsker dig overalt på jorden"

jeg er virkelig glad for at høre, at det er normalt at hade første trimester - og at tingene højst sandsynligt vender indenfor en overskuelig fremtid!! jeg skal nok hænge i, men også kun fordi jeg nu ved, at jeg kan være helt hundrede procent ærlig overfor jer

imorgen eftermiddag skal jeg ind og scannes igen...vist sidste gang på klinikken og så bliver vi afsluttet derinde. det er lidt mærkeligt. jeg håber jo den har det fremragende, selvom dens mor ikke liiiige er på toppen, jeg synes der er så mange herinde der har mistet deres fostre den sidste uge

tusind tusind tak fordi I er jer!!!

Trine..................graviditet er noget opreklameret lort..................sådan er det bare. Kan huske at jeg imellem opkastningerne i min graviditet med Anna, sagde til Jan at han skulle bestille tid til en abort, for jeg kunne ikke holde det ud mere. Den unge kunne umuligt blive elsket, når den gjorde mit liv, så besværligt. Men ved du hvad Trine...................allerede i 12 uge, da kvalmen og opkastningerne gik væk, der begyndte jeg at GLÆDE mig, og at elske hende.

Så Trine.........................du er bare ganske almindelig gravid........