Så er der igen et langt indlæg fra mig, denne gang om min far. Nu skal jeg prøve at skrive det ned uden at det bliver alt for rodet... Forventer ikke svar på inlægget, mange gange får jeg det bedre ved at få tanker skrevet ned. Jeg beklager at det går ud over jer piger.
Kunne skrive en hel bog min min far, men lige nu er det det her det fylder mest i mit hoved. Min far og jeg har engang haft et ok forhold... men som tiden gik og jeg blev større og klogere har jeg fået et helt andet indtryk af ham. Resultat: Jeg ser ham stort set aldrig og gider heller ikke ringe til ham. Fortæller ham sjældent hvad der sker i vores liv, da jeg altid har den følelse af at han er pisse ligeglad og at det ikke interesserer ham en pind. Ja det lyder sørgeligt, og det er det jo egentlig også. Har dog fortalt ham at han skal være morfar, hvilket ikke udløste en større begrejstring.
Igår ringede han til mig og det første han spør mig om er om jeg stadig er sygemeldt, til det kunne jeg jo kun svare JA. (Det må være min lillebror der har fortalt at jeg er sygemeldt for det er 100% at jeg ikke selv har sagt det.) Han spør mig ikke hvorfor jeg går hjemme, han konkluderer selv at jeg åbenbart ikke kan finde ud af at være gravid og spør så om jeg vil hjælpe ham med at passe en hund, hvis hans boligforening begynder at gøre vrøvl. Jeg svarer nej, det kan jeg ikke, det må du selv rode dig ud af og desuden er jeg ikke sygemeldt resten af min graviditet. Han siger til mig at jeg skal holde op med mit klynkeri og ta mig sammen. 
GRRRR OK der knækkede filmen for mig + jeg har mange graviditetshormoner farende rundt i kroppen. Jeg råber ind i telefonen at jeg ikke finder mig i at han taler til mig på den måde og han kan ikke tillade sig at sige sådan, han aner jo ikke engang hvorfor jeg går hjemme. (han får ikke et ord indført) Fortsætter mit råberi med at sige, du kan ringe igen når du kan tale pænt og så lagde jeg på.
Der går ca 5 minutter så ringer han igen, jeg tar' den og spør om han kan tale ordentligt nu eller om jeg skal lægge på igen? Han siger jeg skal falde ned og at han da aldrig kunne drømme om at bede mig om hjælp
Nu forstår jeg så ingenting, det var jo lige præsis det han gjorde før med hunden???? Nå svarer jeg og siger til ham at han ikke kan tillade sig at tale sådan til mig da han jo ikke ved hvorfor jeg går hjemme og at jeg er træt at altid at være ked af det når jeg har snakket med ham. Fordi han kun ringer når han skal ynkes eller når han har brug for hjælp til et eller andet, eller når han lige keder sig så kan ringe og nedgøre de ting vi har eller gør. sfortæller også at han jo aldrig ringer for at spørge om vi har det godt. Han ringer for at høre om Jesper (kæresten) kan lave hans rådne bil. Ja, det er jo altid envejs kommunikation når jeg ringer til dig, svarer han Ja, siger jeg det er det, DIN vej... du ringer kun for at tale om dig selv. (så kunne jeg ikke holde det inde mere) Nu skal jeg fortælle dig noget far, jeg siger det lige ud af posen: hvordan tror du det er at sidde her som din datter og have fornemmelsen af at far er ligeglad med en. Har altid følelsen af at være i vejen eller ligegyldig. Der blev stille i den anden ende af røret. Han mumler et eller andet uforståeligt og svarer så om jeg var klar over hvor mange gange han tænkte på mig om dagen? og at jeg står øverst på hans stige min lillebror står nederst. Det ved jeg godt svarer jeg, og det kan jeg ikke forstå vi er begge to dine børn, vi burde stå på samme trin, du kan ikke forfordele den ene frem for den anden. Kan ikke forstå hvordan du kan vælge imellem os. Jamen klynker far i den anden ende, din bror overholder ikke vores aftaler. Og hvad så svarer jeg han er sQ da stadig din søn. (vil lige tilføje at min bror fik en skøn pige i januar, som far STADIG ikke har set, han har ikke lige haft tid til at besøge dem.
)
Puhh, det er svært det her. Jeg beklager hvis det er rodet.
Far fortæller mig at jeg jo bare kan ringe og fortælle hvordan jeg har det, det betyder ingenting det må jeg gerne. Jeg svarer nej jeg vil ikke, jeg vil ikke ringe og fortælle dig hvordan jeg har det, når jeg ved du er pisse ligeglad. Fortæller ham også at jeg har svært ved at stole på ham, da han har svigtet min tillid nogle gange før (en endnu længere historie jeg ikke vil komme ind på her) Det passer ikke svarer han. Du kan stole på mig. OK svarer jeg så bevis det over for mig. Det er altså ikke særlig fedt når man finder ud af at man ikke kan stole på den person i hele verden som altid burde være der for en uanset hvad man gør. Det har han så ingen kommentar til. Vi snakker ganske lidt frem og tilbage om problemerne og jeg fortæller ham at han har en stor opgave foran sig. Han siger henkastet til mig at det finder vi nok ud af. Han skifter emne og får fortalt om de ting han går og roder med og hvor hårdt det er for ham at være blevet pensioneret. (han skulle ynkes) Han får lige klemt ind om Jesper har travlt på arbejdet, da han jo skal have skiftet tandrem. Da vi afslutter samtalen sidder jeg igen med følelsen af at far ikke interesserer sig en dyt for mig, han har stadig ikke spurgt hvordan jeg har det. Han har heller ikke spurgt om hvordan Jesper har det ud over om han har travlt på arbejde. Han har heller ikke spurgt til den lille og maven. Altså igen en væmmelig tom fornemmelse.
Jeg fortæller Jesper, da han kommer hjem, om samtalen han giver mig et kæmpe kram og fortæller mig at han er stolt af mig og at jeg skulle have sagt det til min far for mange år siden. og at han står bag mig 100%.
Jeg regner ikke med at høre fra min far et stykke tid nu. Det er også fint nok, jeg har givet ham en masse at tænke over. Har det lidt sådan at bolden ligger på hans banehalvdel nu. Jeg tar en dag af gangen, det er ikke mig der skal bevise noget som helst.
Mange tak fordi du læste med så langt.
NoName 18+6
