Jeg faldt ned af trappen :(

Puha - det er bare alle forældres mareridt... godt at der ikke skete mere

idamaria83 skriver:

Vil du da lige holde op med at gøre sådan noget!!!! FYYYH! Hvor er det bare ufatteligt godt, at du er sluppet med en gang knubs og at hverken søn eller datter har taget skade!! Men nu tager du den lige med ro kan Marcus ikke selv kravle op og ned af trappen, hvis bare du går lige bag ham?

Pas nu på jer!!

Jo, Marcus kan godt selv komme op og ned ad trappen, hvilket han også selv plejer. Men han ville jo ovenpå til alle de andre og jeg ville ikke vække dem, så derfor bar jeg ham. Jeg kan godt se bageefter at det ikke var den bedste beslutning.

Majastina skriver:

Jeg fik helt hjertebanken, da jeg så dit indlæg. Det er da bare det værste mareridt for en gravid og for en mor. Hvor er det godt at høre at dine børn er okay, og at du også er okay ovenpå det hele. Jeg håber nu ikke, at det er for slemt med din ryg, det lyder slet ikke rart med en bule og smerter der trækker ned i dit ben, hmmm. Nu har de vel tjekket dig godt nok inde på skadestuen. Jeg spørger, fordi Per engang kom til skade med ryggen, og der sagde de, at det var nok ingenting (hvilket jeg var sur over, han havde fået et træ på 30 m højt ned over så, da han og en ven fældede træer), og han har senere skulle igennem en hel masse undersøgelser. Lov mig at du får det undersøgt, hvis ikke du får det bedre af at slappe lidt af. Man skal tage smerter i ryggen alvorligt.

Jeg kan godt forstå at du brød sammen bagefter, for sikke dog en oplevelse! Jeg er også bare så bange for at skulle falde, især fordi jeg normalt er den største klovn i verden, men jeg krydser fingre for at blive på bene resten af graviditeten.

Stort knus fra Camilla

Jeg er sikker på de har undersøgt mig ordentligt. Bulen på ryggen er væk nu og tilbage er et blåt mærke. Igår syndes jeg var slem med smerter, men idag er allerede bedre. Mit ben, ryg og albuer gør stadig ondt, men det er bedre og jeg kan mærke at det går i den rigtige retning. Men det er rigtigt at når man slår ryggen skal man være ekstra opmærksom på hvad ens krop siger.

Jeg håber bare at Ida bliver derinde til jeg er helt overpå da jeg ikke ønsker føde med en krop der ikke er i topform.

Karo skriver:

Torsdag kørte Marcus, Martin og jeg til Svendborg hvor vi skulle besøge Martins forældre frem til igår. Her har vi været sammen med Martins forældre (siger jo nok sig selv), og Martins moster og 2 fætrer. Marcus er desværer begyndt at blive lidt forkølet, så da han vågner i går morges vil jeg lige give ham en ekstra bluse på. Da jeg ikke ønsker at vække de andre i huset vælger jeg at liste ned i stuen, så vi ikke larmer for meget. Stuen er i to plan og mellem den er en lille trappe på 3 trin, og jeg vælger at smutte ned i det nederste plan.

Med Marcus på armen glider jeg på trappens første trin og ryger på røven ned af trappen. Jeg når egentligt ikke at reagere, men trækker instektivt Marcus tæt ind til kroppen og skyder ryggen bagover.Da jeg lander på gulvet råber jeg efter hjælp og ret hurtigt får vi undersøgt Marcus, som heldigvis ikke er kommet til skade. Derefter bliver vi enige om at vi nok bliver nød til at køre et smut på skadestuen og få tjecket at lillepigen også er ok.

Da jeg kommer til skranken på skadestuen og fortæller hvad der er sket kommer en sygeplejeske løbende med en kørestol, da de ikke vil have at står op. De ringer med det samme til fødegangen som ønsker at se mig. Mens jeg venter på en portør, kommer en af skadestuens læger og spørger om jeg ellers har slået mig. Jeg fortæller at jeg gled på ryggen, så at jeg jo nok har slået ryggen, og da jeg havde Marcus på armen nok også har slået mine albuer. Hun undersøger mig og fortæller at jeg har fået en bule på ryggen og er godt rød. På albuerne har jeg fået et par hudafskrabninger men ellers er jeg sluppet for skader. Selvfølgelig var jeg glad for at der ikke var sket mere men jeg var stadig nervøs for hvad der kunne være sket med lillepigen.

Kort efter bliver jeg kørt på fødegange hvor hele to jordmødre kommer og undersøger mig. Det viser sig heldigvis at alt er ok og at hun har det godt og at moderkagen ikke har revet sig løs. Jeg var bare så lettet og glad da vi kunne køre hjem igen, velvidende at alt var ok. Da vi kommer hjem og alle kigger på mig bliver jeg pludselig meget ked af det og vælger derfor at trække mig tilbage. Jeg brød simpelthen sammen. Jeg tror det var en blanding af choket over hvad der var sket og lettelse over at alt var ok der fik mig til at bryde ud i gråd.

Men hold da op et fald, og det kan selvfølgelig mærkes. Min ryg gør s.... ondt og mine albuer har da bestemt også haft det bedre. Min højre bed gør ondt helt oppe ved hoften hvor benet sidder fast, men det er alt sammen en pris jeg er glad for at betale. Så længe at mine børn kom helskindet igennem det, så skal jeg nok klarer de smerter som faldet har givet. Og så er det jo man er glad for at man er på barsel, så jeg kan slappe af.

Puha Katja. Jeg turde næsten ikke læse indlægget da jeg læste overskriften.... Godt at I allesammen er okay... Jeg kan godt forstå du efterfølgende brød sammen. Det har da bare været en grim oplevelse!!!!

Hvor er i bare søde alle sammen

Jeg skal nok holde mig lidt i ro og sørge for at komme ovenpå igen, så jeg er klar til når Ida melder sin ankomst.

Karo skriver:

Hvor er i bare søde alle sammen

Jeg skal nok holde mig lidt i ro og sørge for at komme ovenpå igen, så jeg er klar til når Ida melder sin ankomst.

Ja gør lige det

Aj, aj, aj.................hold nu op, mand. Der har været drama nok i lille Ida's graviditet............så nu må der altså ikke ske noget, overhovedet. Det er vist bedst hvis du bliver pakket ind i bobleplast og lagt i seng....................så kan du ligge der og ruge.

GODT AT ALT ER OKAY..................PAS NU GODT PÅ DIG SELV, IKKE???

Knus Mette

Pyyyh hvor er det godt at begge børn er ok. Stakkels dig med både de fysiske og psykiske smerter.