Torsdag kørte Marcus, Martin og jeg til Svendborg hvor vi skulle besøge Martins forældre frem til igår. Her har vi været sammen med Martins forældre (siger jo nok sig selv), og Martins moster og 2 fætrer. Marcus er desværer begyndt at blive lidt forkølet, så da han vågner i går morges vil jeg lige give ham en ekstra bluse på. Da jeg ikke ønsker at vække de andre i huset vælger jeg at liste ned i stuen, så vi ikke larmer for meget. Stuen er i to plan og mellem den er en lille trappe på 3 trin, og jeg vælger at smutte ned i det nederste plan.
Med Marcus på armen glider jeg på trappens første trin og ryger på røven ned af trappen.
Jeg når egentligt ikke at reagere, men trækker instektivt Marcus tæt ind til kroppen og skyder ryggen bagover.Da jeg lander på gulvet råber jeg efter hjælp og ret hurtigt får vi undersøgt Marcus, som heldigvis ikke er kommet til skade. Derefter bliver vi enige om at vi nok bliver nød til at køre et smut på skadestuen og få tjecket at lillepigen også er ok.
Da jeg kommer til skranken på skadestuen og fortæller hvad der er sket kommer en sygeplejeske løbende med en kørestol, da de ikke vil have at står op. De ringer med det samme til fødegangen som ønsker at se mig. Mens jeg venter på en portør, kommer en af skadestuens læger og spørger om jeg ellers har slået mig. Jeg fortæller at jeg gled på ryggen, så at jeg jo nok har slået ryggen, og da jeg havde Marcus på armen nok også har slået mine albuer. Hun undersøger mig og fortæller at jeg har fået en bule på ryggen og er godt rød. På albuerne har jeg fået et par hudafskrabninger men ellers er jeg sluppet for skader. Selvfølgelig var jeg glad for at der ikke var sket mere men jeg var stadig nervøs for hvad der kunne være sket med lillepigen.
Kort efter bliver jeg kørt på fødegange hvor hele to jordmødre kommer og undersøger mig. Det viser sig heldigvis at alt er ok og at hun har det godt og at moderkagen ikke har revet sig løs. Jeg var bare så lettet og glad da vi kunne køre hjem igen, velvidende at alt var ok. Da vi kommer hjem og alle kigger på mig bliver jeg pludselig meget ked af det og vælger derfor at trække mig tilbage. Jeg brød simpelthen sammen.
Jeg tror det var en blanding af choket over hvad der var sket og lettelse over at alt var ok der fik mig til at bryde ud i gråd.
Men hold da op et fald, og det kan selvfølgelig mærkes.
Min ryg gør s.... ondt og mine albuer har da bestemt også haft det bedre. Min højre bed gør ondt helt oppe ved hoften hvor benet sidder fast, men det er alt sammen en pris jeg er glad for at betale. Så længe at mine børn kom helskindet igennem det, så skal jeg nok klarer de smerter som faldet har givet. Og så er det jo man er glad for at man er på barsel, så jeg kan slappe af.
Anmeld
