Som I måske kan huske, så lider jeg jo af socialfobi, og kan derfor ikke arbejde... Jeg har kæmpet i 14 år med kommunen, for at få dem til at forstå dette, men trods det, er det først sidste år de begyndte at gøre noget aktivt for at finde ud af om jeg kan tilkendes førtidspension...
Det er mit højeste ønske, da jeg så kan få fred og ro i mit hoved, uden at skulle spekulere på om jeg bliver sendt i arbejdsprøvning eller noget, for dét er virkelig angst provokerende for mig.
I går skulle jeg så til et privathospital i Århus, for at få en psykiatrisk vurdering. Jeg har allerede en psykologisk vurdering, som siger at jeg ikke bør sendes i arbejdsprøvning eller andet, da han er bange for at det er det, der er skyld i mange af mine smerter i kroppen.
Men lægekonsulenten på kommunen omformulerer jo alt, hvad der bliver skrevet, så hvis der står bare det mindste som kan bruges til deres fordel, så gør de det. Så det er bare så hårdt og opslidende!!!
Men som sagt, var jeg hos hende her psykiateren i går, og hold da op, hvor var hun god. Jeg er fuldstændig enig med hendes vurdering af mig, og så var hun bare SÅ behagelig at snakke med.
Hun sagde, at hun synes jeg er en mega stærk person, som har overvundet rigtig mange hårde ting, og nøj hvor blev jeg glad for, at hun sagde det, for jeg synes jo heller ikke selv jeg er en svag person... men pga. socialfobien, kan jeg jo godt komme til at føle, at andre mener jeg er mindre værd end dem... og det er ikke så rar en følelse. Derfor hader jeg osse spørgsmålet..."ja hvad laver du så?" Det ville være rart at kunne sige, at jeg er førtidspensionist og så tilføje en lille hvid løgn om, at det er pga. ryggen (som jeg jo døjer meget med), så er det jo ligesom uddebateret.
Jeg ønsker ikke at fortælle Emma om mine psykiske problemer og da slet ikke før hun er voksen, hvis det er...og det mener psykiateren osse er meget fornuftigt. Jeg vil på ingen måde præge hende med mine problemer.
Dog er der ét problem og det er mine lår. Jeg har 3 kæmpestore ar på dem, som jeg engang selv har lavet i frustration og afmagt. Hvordan skal jeg lige forklare dem? Men en læge sagde engang, at hvis arrene ikke blev pæne i løbet af et par år, så kunne det være jeg kunne få det ordnet...
Så lige nu har jeg to ting, som jeg virkelig håber vil lykkes for mig... Pension og hudtransplantation.
Psykiateren var ikke i tvivl.. Hun mener IKKE jeg kan være i job, og det vil hun selvfølgelig skrive i vurderingen af mig, men hun ved jo ikke hvad kommunen gør ved det, men hun vil tro at de tager det alvorligt, fordi hun er den sidste (som jeg forstod det) jeg skal igennem inden de behandler min sag. Hvornår jeg hører noget fra kommunen er jo ikke til at vide, men alligevel håber jeg at I, søde kvinder, vil krydse fingre sammen med mig....?
I øvrigt, måske er der nogen der synes jeg er alt for åben omk. min person...men jeg kan godt klare de knubs det kunne give, så det gør mig ikke så meget... 
