Jeg kan faktisk ikke lide at være gravid. :'(

Hej.

Jeg har spekuleret rigtig meget over, hvad det er der foregår i mit hoved, og ja... - jeg har fundet frem til, at jeg bare ikke bryder mig om at være gravid. Jeg HADER når den lille sparker (selvf. er det dejligt at mærke den er i live) men det er vildt ubehageligt.
Derudover synes jeg det er en vildt stor belastning at være gravid. Jeg synes jeg er grim med en gravid mave, og ja, jeg kan bare ikke lide det. Jeg føler, at jeg svigter den lille, for jeg er enormt negativ hele tiden, fordi jeg bare ikke gider være gravid. (Det er ikke bare utålmodigheden) men jeg bryder mig virkelig ikke om det!

Jeg ved ikke lige hvor jeg vil hen med det her indlæg, jo, måske bare hører om jeg er den eneste der har det sådan?  Jeg er virkelig rørt over, at jeg har det sådan, og føler et kæmpe svigt i forhold til pjevsen i maven, som jeg jo glæder mig vildt meget til at få.  

Misforstå mig nu ikke!!

Sådan må jeg indrømme at jeg også har det nogle dage... Jeg synes ikke altid det er lykken at den lille sparker mig og roder rundt - sommetider gør det ret nas... Jeg hader at have så lidt energi og overskud, jeg hader at være så følsom og jeg er skidebange for aldrig at få min krop tilbage - den har jeg haft så mange gode stunder med gennem årene...

Men ud med det - hvis du går og gemmer på det så kan det måske sætte sig lidt mere permanent...

Knus til dig!!!

Rosa

Skal man da kunne lide at være gravid...?? Jeg syntes heller ikke det var sjovt, jeg var stor og tyk, forkvalmet og glædede mig til at få min egen krop tilbage...men det handlede jo ikke om at jeg ikke elskede den lille i maven.

Jeg tror ikke man skal kunne lide at være gravid og mon ikke mange ville hoppe dette stadie over af overvægt, kvalme, hæmorider, strækmærker, humørsvingninger og nattetisseri....det tror jeg..

Knus Eva...

Anonym skriver:

Hej.

Jeg har spekuleret rigtig meget over, hvad det er der foregår i mit hoved, og ja... - jeg har fundet frem til, at jeg bare ikke bryder mig om at være gravid. Jeg HADER når den lille sparker (selvf. er det dejligt at mærke den er i live) men det er vildt ubehageligt.
Derudover synes jeg det er en vildt stor belastning at være gravid. Jeg synes jeg er grim med en gravid mave, og ja, jeg kan bare ikke lide det. Jeg føler, at jeg svigter den lille, for jeg er enormt negativ hele tiden, fordi jeg bare ikke gider være gravid. (Det er ikke bare utålmodigheden) men jeg bryder mig virkelig ikke om det!

Jeg ved ikke lige hvor jeg vil hen med det her indlæg, jo, måske bare hører om jeg er den eneste der har det sådan?  Jeg er virkelig rørt over, at jeg har det sådan, og føler et kæmpe svigt i forhold til pjevsen i maven, som jeg jo glæder mig vildt meget til at få.  

Misforstå mig nu ikke!!

Hejsa

Jeg kan slet ikke forholde mig til at man kan have det sådan, men jeg kan derimod forholde mig til den dårlige samvittighed man har når man tænker som du gør.... Kan jo høre på dig du elsker din lille babs i maven, og det er det mest vigtige..... Det andet, ja jeg tror det er vigtig at få snakket om det, så det ikke udvikler sig til at du måske kommer til at føle anderledes overfor babyen... Håber du forstår hvad jeg mener, og det er slet ikke for at træde på dig, blot en tanke jeg har....

Jeg kan også syntes sparkene fra babyen føles ubehagelige eller gør ondt, men jeg nyder alligevel hvert et spart, fordi det giver mig en ro....

Tror dog at have det som du har det, er helt normalt, men også vigtig at få det sagt, og ikke føle dig unormal....

Hvor langt er du henne da? Jeg var da i de første måneder flere gange ude og nærmest fortryde og tænke hvorfor f...da jeg havde syntes det var sådan en god idé med at lave barn, når jeg så skulle få det så dårligt. Jeg havde nemlig bare forestillet mig at det ville være så sjovt at være gravid, men det er det jo langtfra når man ligger med hovedet nede i wcet og tiden bare snegler sig afsted og det virker som om man aldrig får det bedre....

Men efter de første 4½ måned ca. så lysnede det, kvalmen lettede, der begyndte at komme spark og jeg begyndte at nyde at være gravid, og ja det gør jeg da endnu, nu må vi se hvor længe dét så varer Humøret ræser jo op og ned.

Nogengange kan det da godt virke lidt "alien-agtigt" med sparkene indefra, men jeg synes alligevel det er totalt sjovt at mærke dem, så lige der kan jeg ikke følge dig. Det er jo bare tegn på at baby har det godt, når den spræller

Men alle kan jo ikke have det på samme måde, og der behøver da ikke være noget rivegalt med dig, fordi du nu ikke lige synes at det hele er yndigt. Men jeg vil også sige som de andre, snak med nogen om hvordan du har det, pas på du ikke går og bliver deprimeret alene med dine tanker.

Hej med dig!

Nej du er ikke den eneste, sådan tror jeg mange har det indimellem. FOrdi man syntes det er belastende at være gravid betyder jo ikke man ikke glæder sig til baby kommer! FOr det KAN virkelig være hårdt.

Uhh jeg har også brokket mig over alle de gange man skal på toiletet om natten, forstoppelse, ja eller er kommet til at tisse i bukserne fordi man er forkølet og hoster som en i F...... Så ikke snakke om de ubehagelige smerter og grimme strækmærker!!!

Nogle nyder de er gravide hele vejen igennem, andre bryder sig slet ikke om det mens der er dem midtimellem. Det er alt sammen normalt!!

Så nej du er ikke den eneste i verden

Jeg håber du slipper af med de værste ubehag, og bliver lidt glad igen! Man kan gå og føle sig helt alene og forkert når man har de tanker!

Tusind tak for alle jeres svar.

Jeg har ikke på noget tidspunkt haft kvalme, eller noget som helst. Strækmærkerne er heldigvis heller ikke kommet, endnu, ja så jeg kan jo rent faktisk ikke klage. Jeg er godt i uge 30. Så det er jo ikke fordi der er synderlig meget tid tilbage.

Jeg glæder mig utolig meget til den lille kommer, og jeg elsker den da allerede af hele mit hjerte, men det er graviditeten der går mig vildt meget på.. Jeg kan slet ikke holde det ud, TRODS jeg ingen kvalme eller noget som helst har.  

Jeg skal til jordemoder inden længe, og har tænkt mig at snakke med hende om det der.

Endnu engang tak alle

Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke!

Vil bare sende dig et knus - Syntes det er trist at du har det sådan... Men er nu sikker på det er helt normalt det er jo ikke noget personligt til den lille i maven. Mere de ændringer der sker med din krop du har svært ved at foholde dig til..

 - Til dig...

Knus Pia - helt modsat - elsker det med alt hvad der høre til...

I min verden er graviditet et middel til at nå et mål - jeg kan kun fnde meget lidt postivt ved at ligne/føle mig som en flodhest med stofskifteproblemer i 9 måneder... heldigvis er gevinsten i den anden ende det hele værd.

Lad være med at have det skidt over det - det er jo ikke rettet mod babyen, men mod din krop og hvordan den føles.

Og det er helt okay at bande babyen langt væk indimellem - fx når man på 4. time ligger og prøver at sove og den holder sin egen private fest i maven...