Jeg tror det er helt normale følelser at have. I begyndelsen, brød jeg mig heller ikke om at køre tur i barnevognen med Mathias, fordi jeg ikke kunne tjekke, om han træk vejret så godt (han er født i januar og var jo pakket godt ind). Helt galt var det, hvis det var mørkt udenfor, så stoppede jeg ved hver anden gadelygte, for at kigge til ham
Men angsten bliver mindre med tiden, synes jeg. Men i dag, hvor Mathias er tre år, bliver jeg stadig urolig, hvis han sover længe om morgenen, uden jeg han høre, at han hoster eller vender sig eller snakker i søvne- og så må jeg ind at tjekke til ham.
Anmeld
