Bange for at miste hende..

Som alle andre forældre, er min værste frygt at miste mit barn. Min datter er snart 4 måneder, og lige siden vi kom hjem fra sygehuset med hende har jeg været bange for at hun skal dø. Når hun sover til middag er jeg hele tiden oppe for at tjekke om hun stadig trækker vejret. Det er frygteligt. Hvis der er gået mere end 10 min siden jeg sidst tjekkede hende, så tænker jeg "Ja nu er der gået for lang tid, så hvis jeg finder hende død kan man ikke nå at genoplive hende." Og det gør ondt bare at skrive, for jeg synes det er en frygtelig ting at jeg tænker så meget over det. Men jeg ved ikke om det er normalt. Er det bare sådan det er at blive mor?

Først tillykke med at blive mor.. og nej det er ikke sådan. Min datter er 5 måneder nu, ved godt det ikke er meget mere end din, men jeg havde det på samme måde i starten og stadig lidt endnu.. Men du skal lærer at tænke: Nej hun sover bare.. og så h vis hun nu sover længere en dag end hun plejer kan du tjekke.. For hvis du bliver ved på den måde får du ikke lavet noget og du kommer også til at forstyre barnets søvn

håber du klare den

knus Rikke

Ja, det er en del at blive mor, at bekymre sig om den slags. Man skal dog være opmærksom på, at det ikke tager overhånd.

Da mine var små tjekkede jeg dem også ofte mens de sov, skulle lige sikre mig, at de trak vejret.

Nu hvor den yngste er næste 16 mdr tjekker jeg stadig i løbet af aften og helt sikkert inden jeg går i seng. Hvis jeg vågner i løbet af natten tjekker jeg dem også, bare for en sikkerhedsskyld

Anonym skriver:

Som alle andre forældre, er min værste frygt at miste mit barn. Min datter er snart 4 måneder, og lige siden vi kom hjem fra sygehuset med hende har jeg været bange for at hun skal dø. Når hun sover til middag er jeg hele tiden oppe for at tjekke om hun stadig trækker vejret. Det er frygteligt. Hvis der er gået mere end 10 min siden jeg sidst tjekkede hende, så tænker jeg "Ja nu er der gået for lang tid, så hvis jeg finder hende død kan man ikke nå at genoplive hende." Og det gør ondt bare at skrive, for jeg synes det er en frygtelig ting at jeg tænker så meget over det. Men jeg ved ikke om det er normalt. Er det bare sådan det er at blive mor?

Jeg har en pige på 5 uger og jeg har det lige sådan. Min kæreste gør mig opmærksom på at virkelig skal prøve at lade være, men jeg er så bange for at miste hende. bare at skrive dette giver mig tårer i øjnene. Synes jeg er blevet bedre, men det er svært. men det hører vel til det at blive forældre. det bliver vel bedre med tiden. det håber jeg ihvertfald.

Tillykke med din datter. Jeg tror, at dine følelser hænger helt naturligt sammen med det at blive mor. Du har fået et lille væsen i dit liv, som betyder mere for dig end noget andet og som er 100 % afhængig af dig. Tror det er helt uundgåeligt at gå rundt med den frygt over at miste det kæreste man har, og som yderligere bliver forstærket af, at man selv står med ansvaret for barnets ve og vel.

Håber det gav mening. Det jeg vist prøver at sige er, at jeg havde det på nøjagtig samme måde som du. Og stadig i en vis grad har det (mine piger er snart 3 år)

Altså jeg vækker hende jo ikke... går bare lige hen og lytter om hun trækker vejret og så smutter jeg igen..

Anonym skriver:

Altså jeg vækker hende jo ikke... går bare lige hen og lytter om hun trækker vejret og så smutter jeg igen..

Selv det vil på et tidspunkt forstyrre hende... 

Det er helt naturligt for nybagte mødre at føle sådan, men jeg tror måske det har taget lidt overhånd ved dig.

Prøv at snakke med din læge eller SP om hvad du kan gøre for at "normalisere" adfærden lidt, så du ikke bruger al din vågne tid på at tænke på det...

Jeg mener man kan købe sådan en alarm der går igang hvis de stopper med at trække vejret. Det kunne måske være en idé så du kunne få slappet lidt af?

Det lyder meget voldsomt. Har du nogen grund til at være særligt bekymret? For mig lyder det næsten sygligt (ikke negativt ment, men kunne ikke finde andet ord).

Jeg har aldrig selv haft det i den grad. Jeg var (og er) selvfølgelig også hunderæd for at miste mine børn, men slet ikke som du beskriver med at rende frem og tilbage. Du slider jo dig selv op. Måske du skulle snakke med nogle om det?

Pyh den bekymring er vist ganske normal, når de er i maven kan vi beskydte dem - men når de kommer forsvinder den sikkerhed.

Frederic røg akut på operations bord en søndag nat, små 2 timer efter vi var ankommet til børne afd lagde vi ham selv på 'bordet' og så ham 5½ time senere. Der var han 5 uger gammel og igen da han var 9 uger, så den frygt sider også, meget dybt her.

Han var også en gylper, så da han sov ude var baby alarmen helt nede ved hans hoved, så jeg kunne høre hvis han var ved at blive kvalt.

Han har altid haft et godt sove hjerte og kan nemt tage 12-14 hver nat, når kl er over 7 og han stadig ikke har givet lyd, begynder jeg selv at gå en anelse i panik - tænk nu hvis jeg går derind og så han har været 'borte' i flere timer. Der går som regl 10 min og så kan jeg høre i baby alarm at han nusser rundt inden i sengen. Men tænker tit, vågn nu - bare lidt, så jeg har vished for du stadig er her og jeg har en undskylding for at komme ind til dig.

Så angsten for at miste sider også dybt her, ikke sygeligt efter min mening. Men tror det er helt normalt....

Hejsa..

Tillykke med prinsessen. Selvfølgelig er det naturligt at være nervøs og bekymret, men det kan også blive for meget. Og på et tidspunkt, kan det gå ud over dig selv.

Jeg havde selv de samme tanker, og jeg snakkede med min sundhedsplejerske om det. Hun var helt genial.

Jeg tænker bare at lader du det stå til, kan det tage overhånd til sidst.. Prøv at ringe til hende i morgen..

Knus