Helt ærligt...........:-(

Så har jeg det ikke så godt.............er trist, og synes det hele er uoverskueligt herhjemme. Der er en masse ting der ikke er afklaret i.f.t Ida, og min arbejdssituation. Desuden står jeg ret meget alene med at arrangere Jonas konfirmation, og står alene med Ida genoptræning......eller hvad vi skal kalde det. Synes sgu' lige at det er blevet for meget.................er begyndt at vræle, når jeg taler med nye mennesker ang. Ida. De må jo tro at jeg er helt ude i tovene............og jeg føler faktisk også selv, at jeg er på vej derud.

Har jo før været meget, meget syg af en depression.............og er hunderæd for at det er den, der er begyndt at stikke sit grimme fjæs frem. Føler mig energiforladt, trist og synes at alt virker uoverskueligt. Har lyst til at stikke af fra det hele.........og få ro.

Lettede sgu' at få det skrevet ned til jer. Jeg ved jo at i kan rumme det.

Knus Mette

UH mette, det lyder ikke godt med dig. det skal du tage seriøst, især når du har oplevet en depression før

kan din mand ikke træde lidt til i forbindelse med konfirmationen eller hvordan? eller har du en god veninde eller en i familien der kan komme og hjælpe lidt til med det hele, eller bare være der og snakke med dig. Det er jo klart en kæmpe mundfuld i har jer med Ida og så resten af familien der ogoså sakl plejes og passes

men måske det ville være godt at få passet ungerne lidt og du kom lidt væk og passede lidt på dig selv. kunne det ikke være en mulighed?

mange knus Chatarina

Åhhh Mette....

Der er jo ikke noget at sige til at du er nået der til nu... der er sket SÅ mange dumme ting i jeres liv det sidste år og på et eller andet tidspunkt skal man jo reagere. Jeg håber for dig at det ikke er depressionen der er på vej tilbage, men at det "blot" er fordi du nu reagere på alt det der er sket.
Under alle omstændigheder er det måske godt at få snakket med nogle om det... nogle proffessionelle... nej jeg ved det ikke.
Men kan ihvertfald godt forstå at du har det som du har det og jeg håber at du meget snart får lidt sol at se! 

Åh altså Mette - jeg kan sg* godt forstå, at det er pokkers uoverskueligt for dig!! Hvad med Jan? Er han ikke behjælpelig med dette og hint?

Jeg synes, det er virkelig positivt, at du er obs på de symptomer, din krop sender dig - især taget i betragtning af din tidligere depression...husk at agere inden det bliver for slemt, ik!!?

Sig lige til, hvis du har brug for noget hjælp ifm. konfirmationen!!!!!! (og JA jeg mener det sgu!)

Ida

åh søde mette .... det er der jo ikke noget at sige til

hvordan håndterede du depressionen sidst? for du har ikke råd til at være deprimeret og bliver nødt til at tage det i opkøbet.

lyder måske dumt, når vejret nu er som det er, men masser af frisk luft og (sol)lys hjælper altid mig. og når jeg laver strækøvelser for min ryg (som jeg altid skal tage mig sammen til at gøre) stiger humøret altid et par grader. og det er ikke engang løgn

knus fra mig og lilja og luca

man får sådan lyst til at rykke teltpælene op og flytte til Malling, så man kan sidde og ævlebævle og spise kage med dig hver dag og beundre Ida og snakke om konfirmationen og ALT  muligt andet.

men så må vi gøre det herinde istedet - og spise kage hver for sig

er der ikke noget vi kan hjælpe med på nogle af områderne?? du skal love at snakke med os herinde, når det hele er for meget ligeså vel som når det hele er fantastisk! vi kan nemlig rigtig godt rumme det og vi vil dig og din familie det allerbedste. nogle gange skal man altså bare have lov til at tudbrøle og synes det hele er noget uretfærdigt lort - det er ofte meget lettere at se med nye øjne på noget uoverskueligt hvis man tillader sig selv det!

hvis det er depressionen, hvordan skal den så tackles? er det ikke godt at tage den i opløbet eller hvordan? jeg har aldrig selv prøvet det, så jeg ved ikke hvad man gør, men kan du ikke tale med din læge eller...ja måske, tænker jeg, skal du bare have lov at tale med nogle professionelle om Idas tilstand og hvordan det påvirker jer allesammen? det har jo en enormt indflydelse på jeres familie, men det betyder jo ikke, at hun ikke er meget højt elsket og ønsket!

hmm...jeg sidder her og prøver at lyde frygtelig klog, men jeg ved faktisk intet om depression eller jeres situation. du skal bare vide, at jeg altid gerne vil lytte til dig

Godt du får det sagt, Mette. Bare dét at få åndet ud og sige det højt, kan til en start være en hjælp. Det ordner selvfølgelig ikke Jonas's knfirmation klar, eller afhjælper på dine følelser ift. Ida og hendes genoptræning, osv. Men det er en sund erkendelse!!

Jeg ved dog ikke hvad jeg kan sige eller gøre.
Vi mennekser vil jo så gerne have, at man altid har det godt og smiler.
Og er der noget galt, så skal det "fikses" ....men jeg kan ikke fikse dig, søde Mette. For jeg aner jo ikke præcis hvad der skal til.

Måske bare dét at komme på den anden side af konfirmationen, kan give dig mere ro.
Og måske skal der mere til, fordi det er noget der ligger indeni og nager...
Jeg ved at man kan bruge sin læge til mangt og meget - og uden at skulle gå til en psykolog, så kan man dog stadig få sig en ærlig snak af den sværrere slags med lægen ....Han/hun vil sikkert kunne komme med forslag eller ideer, og om ikke andet, have et øje på dig ift. depression, sådan så HVIS den er ved at vende tilbage igen, så kan der gøres noget hurtigere, så du ikke skal nå at ryge dybt ned i det.

Måske mangler du bare knus og fortåelse og en hjælpende hånd hér og dér.

Hvis der er noget jeg kan hjælpe med - klippe, klistre, stryge, eller noget, så medbring endelig nogle af de mange opgaver du har liggende, når vi skal ses imorgen (hvis du stadig har mod på og lyst til at komme? - Det håber jeg meget at du har), og så vil jeg meget gerne lave noget af det for dig, hvis jeg kan. Ligemeget hvad det er  .......Så kan du køre hjem igen et par opgaver lettere måske.

Men ja, dine følelser er dine at bokse med.
Jonas's konfirmation og Ida's genoptræning, kan jeg jo desværre heller ikke arrangere. Så det er nok kun alle småtings-opgaverne, hvor jeg kan være behjælpelig. Og det vil jeg gerne, hvis det kan gøre en forskel!

Jeg håber stadig du har mod, energi og lyst til at komme imorgen.
Og der er plads til det hele, både høje grin som forskrækker ungerne. Men også til at tale om de tungere ting, som kan fylde meget i ens hovede og tanker...

Vi må være der for hinanden i det omfang det er muligt! 

Knus til dig.

Anna-jonas skriver:

Så har jeg det ikke så godt.............er trist, og synes det hele er uoverskueligt herhjemme. Der er en masse ting der ikke er afklaret i.f.t Ida, og min arbejdssituation. Desuden står jeg ret meget alene med at arrangere Jonas konfirmation, og står alene med Ida genoptræning......eller hvad vi skal kalde det. Synes sgu' lige at det er blevet for meget.................er begyndt at vræle, når jeg taler med nye mennesker ang. Ida. De må jo tro at jeg er helt ude i tovene............og jeg føler faktisk også selv, at jeg er på vej derud.

Har jo før været meget, meget syg af en depression.............og er hunderæd for at det er den, der er begyndt at stikke sit grimme fjæs frem. Føler mig energiforladt, trist og synes at alt virker uoverskueligt. Har lyst til at stikke af fra det hele.........og få ro.

Lettede sgu' at få det skrevet ned til jer. Jeg ved jo at i kan rumme det.

Knus Mette

Sødeste skatter-metter. Først et varmt

-Og så vil jeg sige, at jeg synes du skal tale med sygehuset, om at blive henvist til en psykolog. Så du kan få talt hele situationen med Ida igennem. Jeg tror ikke du er ved at blive depri, som depri. Men jeg tror du er ved, at få en reaktion ovenpå Ida situation. Alt det du/I har været igennem, kan ikke undgåes at sætte sine spor.

Du har været ude i en ekstrem stresse/presset periode. Du har været tættere end tæt på at miste den smukke  lille skatter-mus. -Og jeg tror på at du har post-traumatisk-stress, som så aboslut skal tales igennem med en prof, inden det (også) sætter sig til en "alm." depriation. (<- staves?)

Vil du ikke nok tage kontakt til sp. din alm. læge eller Ida´s børnelæge. Det går slet ikke, at du ikke får det talt igennem.

Mht. Jonas´konfirmation, hvorfor hjælper hans far ikke? Er det pga. en anden kultur eller?

Søde du ved hvor jeg er, og er altid klar til at lytte eller bare en skulder.

Låve U

Åh ha Mette... Hvor jeg dog håber at du får snakket med en læge om det. Der er ikke noget at sige til at du har det som du har det. For I HAR været igennem en hård tid, og er det stadig. 

Man burde altså få tilbudt krisehjælp i sådanne situationer, for det har da været en meget traumatisk oplevelse for jer. 

Håber virkelig du får talt med nogen om det!!! Måske du skulle kontakte børne-familierådgivningen, måske de kan aflaste dig/jer på en eller anden måde i en periode, så du får noget tid for dig selv og får noget mere overskud???

Uanset, så ønsker jeg virkelig at du får det godt igen og får mere overskud i hverdagen!!!

Jeg ved ikke helt hvad jeg kan skal skrive ud over det de andre har skrevet, så jeg vil sende dig et kæmpe