Herhjemme tænder vi helt sikkert også et lys for Linea i aften.
Jeg er helt slået ud ved tanken om, at miste sit barn.
Eén ting er (og jeg vil ikke minimerere eller sammenligne sorgerne - for alle er lige berettigede til at sørge, uanset hvad!) at miste et barn, som man har båret og ventet og mærket inde i sin mave, men endnu ikke mødt.
En anden ting er at have båret og holdt sit barn i sine arme, nået at lære det at kende, og elsket det ubetinget ....velvidende når man siger godnat, at så ses man igen næste morgen (eller i løbet af natten endda, når de endnu ikke sover igennem)
Og så pludselig få revet tæppet væk under sig, og opleve, at det som man (helt selvfølgeligt) tager for givet (dermed ikke sagt at man ikke værdsætter eller elsker, men man REGNER SELVFØLGELIG med, at de er kommet for at blive), og så erfare, at sådan blev det ikke .....så er der sgu da lige pludseligt ingenting der er sikkert her i livet mere!!
Jeg ved godt at intet er sikkert her i livet. Men vi er nødt til at leve som om at det var, nogle gange, for ellers bliver det jo helt ubærligt!
Jeg kan jo ikke stå og vove over min lille datter hele natten igennem, for at sikre mig, at hun trækker vejret.... Men jeg ved at jeg ikke ville kunne holde op med at tænke "hvis BARE jeg havde....", hvis hun en dag ikke var her.
Og det hjælper jo ingenting!! Et lille barns død, er bare så meningsløst!
Undskyld jeg skriver så langt og så meget. Måske kommer det bare ud som en gang ævl. Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke over det....
Det er jo enhver mors værste marridt at miste sit barn!
Anmeld
