Frygten for når to bliver til tre?

Jeg sidder lidt med en følelese af 'frygt' for hvordan det mon bliver pludselig at gå fra at være os to til tre.. Jeg er virkelig glad for drengen i maven og glæder mig helt vildt til han kommer ud og det samme gør den kommende farmand! Men samtidig frygter jeg lidt at skulle 'dele' min kæreste med et andet væsen, som han vil elske i hvert fald lige så højt som mig og til at dele vores tid sammen og få mindre tid til kærtegn osv. Nok mest en uro omkring den ændrede situation vi kommer til at stå i og 'frygt' for det ukendte!

Er der andre der går med lignende tanker?

Det er ikke sådan, at jeg ikke tror det bliver godt eller jeg fortryder det mindste, slet ikke! Skriver bare lige den negative tanke, men der er jo også en masse positivt som fylder

Og til jer der ER gået fra to til tre - hvordan har I oplevet det?

Nu er jeg så single, men kan godt forstå dine tanker.. Man har ofte hørt om hvordan det påvirker et parforhold det at blive forældre.. Men 'frygten' du oplever tror jeg alle oplever.. Man kan jo ikke vide sig sikker på noget som helst.. Selv som single sidder jeg da med den 'frygt', for hvad nu hvis jeg nu aldrig kan finde en mand og er jeg en god nok mor alene osv osv...? Det er vel bare om at gøre sit bedste og huske på at kæmpe for de ting man værdsætter...

Mange herfra

Heh, jeg har også en frygt... 

Jeg frygter, at min kærestes og mit forhold går i stykker. At vi glemmer at være kærester og at vi bliver for trætte til at være andet end to mennesker, der skal tage sig af et tredie...
Vi har lavet en aftale om, at vi ikke går fra hinanden det første år og at vi snakker sammen, hvis vi har problemer.
Måske er det utopi, men jeg har et håb om, at det lykkes. Ellers gjorde jeg det ikke.

Vi er begge ovenud lykkelige for det lille liv i min mave, men med vores Bønne følger der også en hård tid. Og netop fordi det er så ukendt og svært at styre, så fylder det meget hos mig...

 Karina 20+2

Tak for jeres åbne og ærlige svar, lige præcis det jeg havde/har brug for

Jeg er ikke selv bange for et brug, da vi har været sammen snart 9 år og været igennem nogle meget hårde ting med bl.a. min Mors død tidligt i vores forhold og vi elsker hinanden himmel højt og har altid gjort det! Men jeg frygter at føle mig mindre tryg eller mindre elsket i perioder, fordi  baby tager al opmærksomheden så der ikke er lige så meget tid til kys, kram og elskov. Og manglende nattesøvn giver jo utvisteligt mindre overskud til kæresteting og søde ord, sådan er det jo. Så for mit vedkommende drejer det sig ikke om frygten for et brud men for den følelse jeg måske vil komme til at gå md inden i. Selvom jeg jo i realiteten ikke har den fjerneste anelse om hvordan det egentlig bliver! Kan jo være at min frygt bliver gjort til skamme..

Som jeg har hørt mange steder 'Fra du er blevet gravid og ved du skal være mor, stopper du aldrig med at bekymre dig igen' Og det er jo om alt.. Man bekymrer sig bare mere.. Det gør jeg i hvert fald.. Man vil jo gerne gøre/have det perfekte..! Men man må jo så bare indse at det kan man ikke, også ellers få det bedste ud af det og fokusere på det positive.. - For det kan godt være der vil være mindre omsorg, kys og nærhed når baby kommer, men det jo ikke fordi det har været for ingenting? og det jo heller ikke fordi i ikke elsker hinanden mere.. Så vær opmærksom på det allerede nu, og forbered dig på det så du bedre kan håndtere når (hvis) det kommer..

@spire skriver:

Som jeg har hørt mange steder 'Fra du er blevet gravid og ved du skal være mor, stopper du aldrig med at bekymre dig igen' Og det er jo om alt.. Man bekymrer sig bare mere.. Det gør jeg i hvert fald.. Man vil jo gerne gøre/have det perfekte..! Men man må jo så bare indse at det kan man ikke, også ellers få det bedste ud af det og fokusere på det positive.. - For det kan godt være der vil være mindre omsorg, kys og nærhed når baby kommer, men det jo ikke fordi det har været for ingenting? og det jo heller ikke fordi i ikke elsker hinanden mere.. Så vær opmærksom på det allerede nu, og forbered dig på det så du bedre kan håndtere når (hvis) det kommer..

Ja det er lige præcis det jeg gør, også mht. andre ting. Prøver at forberede mig mentalt på hvis ikke fødslen går som ønsket, eller hvis jeg ikke føler den dybeste kærlighed til ham lige med det samme og alle de ting som nu er modsætningen til de forventninger og drømme man har. På den måde tror jeg det bliver nemmere at tackle! Det kan være helt ned til småting som at baby ikke brækker armene af at blive skiftet, så jeg måske ikke bliver så bange, som de fleste nybagte forældre, når den lille skal have en tør numse, netop fordi jeg har tænkt situationen igennem inden.

Ansemusen skriver:

 

Ja det er lige præcis det jeg gør, også mht. andre ting. Prøver at forberede mig mentalt på hvis ikke fødslen går som ønsket, eller hvis jeg ikke føler den dybeste kærlighed til ham lige med det samme og alle de ting som nu er modsætningen til de forventninger og drømme man har. På den måde tror jeg det bliver nemmere at tackle! Det kan være helt ned til småting som at baby ikke brækker armene af at blive skiftet, så jeg måske ikke bliver så bange, som de fleste nybagte forældre, når den lille skal have en tør numse, netop fordi jeg har tænkt situationen igennem inden.

Men så igen, er det jo umuligt at tænke alle de scenarier igennem der KAN muligvis forekomme! jeg får helt stress nogle gange når jeg forsøger at forberede mig på alt hvad der kan ske, og som oftest ender jeg med at skubbe tankerne væk, ved at tænke 'det må jeg tage når det kommer' og så ellers bare tro på mig selv, og tænke positivt og være optimistisk.. Alt andet tror jeg at jeg vil brænde fuldstændig ud af...

Ansemusen skriver:

Jeg sidder lidt med en følelese af 'frygt' for hvordan det mon bliver pludselig at gå fra at være os to til tre.. Jeg er virkelig glad for drengen i maven og glæder mig helt vildt til han kommer ud og det samme gør den kommende farmand! Men samtidig frygter jeg lidt at skulle 'dele' min kæreste med et andet væsen, som han vil elske i hvert fald lige så højt som mig og til at dele vores tid sammen og få mindre tid til kærtegn osv. Nok mest en uro omkring den ændrede situation vi kommer til at stå i og 'frygt' for det ukendte!

Er der andre der går med lignende tanker?

Det er ikke sådan, at jeg ikke tror det bliver godt eller jeg fortryder det mindste, slet ikke! Skriver bare lige den negative tanke, men der er jo også en masse positivt som fylder

Og til jer der ER gået fra to til tre - hvordan har I oplevet det?

Jeg er mor til Maya på 7 mdr , og vi bor sammen med hendes far , stadigvæk . Man hører om mange der går fra hinanden før eller efter babys ankomst , og det er da os svært i starten , når alle skal finde sin rolle , og man skal lærer babys behov at kende osv . men for guds skyld , husk at giv jer tid til hinanden , allerede da maya var 14 dage gammel , blev hun passet første gang , mens vi tog i biffen , det var så skønt at kunne være alene igen , og bare de to timer var alt værd , og vi savnede begge to vores lille pige , men vi vidste hun havde det godt & derfor slap vi tankerne om hende og koncentrerede os om hinanden , fik snakket ud og hygget os .

Det er godt nok rart at høre, at der er andre derude som også går med de bekymringer/tanker. Dem kender jeg nemlig også.

Ansemusen skriver:

Jeg sidder lidt med en følelese af 'frygt' for hvordan det mon bliver pludselig at gå fra at være os to til tre.. Jeg er virkelig glad for drengen i maven og glæder mig helt vildt til han kommer ud og det samme gør den kommende farmand! Men samtidig frygter jeg lidt at skulle 'dele' min kæreste med et andet væsen, som han vil elske i hvert fald lige så højt som mig og til at dele vores tid sammen og få mindre tid til kærtegn osv. Nok mest en uro omkring den ændrede situation vi kommer til at stå i og 'frygt' for det ukendte!

Er der andre der går med lignende tanker?

Det er ikke sådan, at jeg ikke tror det bliver godt eller jeg fortryder det mindste, slet ikke! Skriver bare lige den negative tanke, men der er jo også en masse positivt som fylder

Og til jer der ER gået fra to til tre - hvordan har I oplevet det?

Hejsa...

Ih hvor kan jeg huske de der tanker, du nu går rundt med. Vores dreng er 19 mdr og sikke en rutchetur man kan komme ud på med sådan en lille en.

En ting er sikker - Jeres liv bliver aldrig som før og I vil sikkert lære nye sider af hinanden at kende - gode som dårlige. Min kæreste gik sgu i krise da Jonathan var ca 9 mdr. Han var kørt træt i det hele og overvejdede at smutte fra os... heldigvis blev det løst og alt er super nu. Man bliver forblændet af baby, meen skal altså engangimellem op til overfladen og pleje forholdet.

Tror faktisk det er værre at gå fra 3-4... uden jeg ved noget om det...endnu.

Nå men hovedrådet er... kommuniker med hinanden om ALT og det gælder også for lillefar... og nå ja, dyrk hinanden