Zafir skriver:
Fuck det er bare det hårdeste i hele verdenen. Jeg er virkelig helt nede i kulkælderen. Det er pisse hårdt, når jeg samtidig er propfuld af alle de her hormoner. Jeg kan ikke sove om natten. Jeg vågner mange gange og ved 5 tiden kan jeg ikke sove mere. Så ligger jeg bare med hjernespind.
Jeg har skrevet frem og tilbage med hende, men hun forstår det slet ikke. Hun går fra at prøve - påtaget - at være trøstende, pludselig er der ingenting sket, til at være hård og hadsk...
Jeg føler mig på så dybt vand at jeg føler jeg bliver kvalt. Tanken om aldrig at se min mor igen, når hun lever, er ubærlig. Men jeg ved heller ikke, hvordan jeg nogensinde skal komme igennem det.
Det føles fuldstændig fucked up og jeg er på grådens rand hele tiden. - Det er naturligvis værst når jeg er på arbejde og vil prøve at skjule mine følelser.
Nu har jeg fundet en psykolog, som jeg har sat ind i tingene. Hun har læst de ting jeg har skrevet om og til min mor. Og jeg vil også sende hende korrespondencen, jeg har haft siden i lørdags med min mor.
Når jeg så samtidig stadig har kvalme og jernsmag i munden konstant... Og jeg i forvejen er fyldt med uro i kroppen.
Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal overleve.
Mine lyspunkter er Idun og Tom, der putter sig ind til mig om natten fra hver side. Idun der putter sig ind til mig om morgenen og siger: HVor er jeg heldig, at jeg har den bedste mor i hele verdenen - og tænk engang, så er hun den smukkeste også! 
Jeg håber sådan, at jeg kan være der for Idun, hele hendes liv. At hun altid vil føle at hun kan komme til mig. At der aldrig må gå skår i vores forhold. At vi kan blive uvenner og skændes, men at vi kan blive gode venner igen. Sådan som et rigtig, sundt, almindeligt forhold skal være.
Puha, hvor er det hårdt. Det er det hårdeste i verdenen. Og hvorfor nu, når alt min energi skulle gå til Fnugget?
Av mit hjerte. 
Jeg føler virklig med dig, jeg snakker heler ikke med min mor, eller hun snakker ikke til mig. Hun er blevet skilt for ca et år siden, og har altid været en stor del af mit liv. Min mand og jeg hjalp hende med at flytte og komme på plads i det nye hjem, hun kom her rigtigt meget da pigerne kom til verden, og hjapl os meget med at aflaste os og bare være der for en. Så i oktober md, til en fest falder hun for en mand, som vi kender og som hun for inden ikke kunne udstå eller se syntet af da hun ikke kunne lide hans holdninger og værdier til livet. Jeg bliver meget overrasket, men er rigtig glad på hendes vejne for hun er jo godt op i alderen og det er dejligt hun ikke skal side alene. Men lykken vare kort for hun fortæller mig at hendes nye kærste ikke kan lide min mand og ikke vil være i samme rum som ham, vil så lige sige han har mødt ham en gang til en fest hvor min mor og ham ikke var kærster og hvor min mand og ham ikke snakkede sammen. Så han har aldrig ført en samtale med min mand, så hun mener at jeg bare skal komme og besøge hende med pigerne men ikke tage manden med.... Og jeg sige så at vi er en familie på 4 personer enten kommer vi alle eller ingen!!! Det forstår hun ikke og bliver ved med at sige det er mig der har fra valgt dem, men jeg holder nu på at hendes nye kærste kunne opføre sig som en voksen mand og at vi alle kunne komme, men nej og jeg prøver på alle måder at få det til at gå op, men han vil ikke. Så siger jeg til min mor hun kan bare komme her så, og så lige pluslig mener hun at jeg har brut to aftaler med hende om hun skulle komme på besøg, hvilket var to åbne aftaler ikke fast lagt. Så siger jeg til hende at hendes børnebørn savner hende og nu siger hun jeg beskylder hende for ikke vil se hende børnebørn. HUN SIGER SÅ AT HUN VIL HOLDE PAUSE FRA MIG, SÅ VI SKAL IKKE SANKKE SAMMEN MERE ELLER SES!!!! Jeg tænker bare kan man godt holde pause fra sig eget barn??? Nå men, nu har vi ikke snaket sammen siden, hun har skervet en besked på facebook at hun ahr lagt nogle julegaver til pigerne som jeg kan afhente hos en af hendes veninner... hun ringede ikke og sagde god jul, eller da pigerne havde over 40 i feber, eller da vi snede inde, eller da den unge pige vi skulle have i huset brænde os af så vi stod unden nogen til at passe pigerne i 2 mdr!!!! Og jeg ved hun, ved alt dette da jeg har lagt det ud på facebook, så hun har læst det, men er bare ligeglad med os. Så her til morgen skriver hun at hun kommer her op til hendes hus som ligger 15km her fra og pakker for hun skaal flytte ned til ham, om jeg kikker over en tur. Jeg er helt i chok og sige måske. Men jeg kan mærke jeg ikke har lyst, hvorfor skal jeg springe over til hende fordi hun nu lige pluslig har lyst til at snakke med mig, hvad med i næste uge er jeg så lagt på is igen? Ja jeg ved ikke helt hvad ejg skal gøre, men det fylder så meget i mit hovde, jeg kan ikke frostå hun vil gå glip af sine børnebørn eller mig, livet er for kort. Så hvad gør man lige?? Ja jeg kunne aldrig finde på at fra vælge mine børn pga af en anden mand, det ved jeg. Så jeg forstå godt at det er hårdt ikke at snakke med ens mor, man savner da at kunne ringe og fortælle de store nyheder,men jeg vil helre ikke finde mig i alt derfor er det hende der skal komme til mig. Undskyld det blev så lang, ved ikke helt hvad jeg ville med det men havde bare brug for at sige til dig at du er ikke ene om at have sådane følser..... Jeg håber at i finder ud af det sammen...
Knus her fra til dig
