Mere om min mor... :-/

Fuck det er bare det hårdeste i hele verdenen. Jeg er virkelig helt nede i kulkælderen. Det er pisse hårdt, når jeg samtidig er propfuld af alle de her hormoner. Jeg kan ikke sove om natten. Jeg vågner mange gange og ved 5 tiden kan jeg ikke sove mere. Så ligger jeg bare med hjernespind.

Jeg har skrevet frem og tilbage med hende, men hun forstår det slet ikke. Hun går fra at prøve - påtaget - at være trøstende, pludselig er der ingenting sket, til at være hård og hadsk...

Jeg føler mig på så dybt vand at jeg føler jeg bliver kvalt. Tanken om aldrig at se min mor igen, når hun lever, er ubærlig. Men jeg ved heller ikke, hvordan jeg nogensinde skal komme igennem det.

Det føles fuldstændig fucked up og jeg er på grådens rand hele tiden. - Det er naturligvis værst når jeg er på arbejde og vil prøve at skjule mine følelser.

Nu har jeg fundet en psykolog, som jeg har sat ind i tingene. Hun har læst de ting jeg har skrevet om og til min mor. Og jeg vil også sende hende korrespondencen, jeg har haft siden i lørdags med min mor.

Når jeg så samtidig stadig har kvalme og jernsmag i munden konstant... Og jeg i forvejen er fyldt med uro i kroppen.

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal overleve.

Mine lyspunkter er Idun og Tom, der putter sig ind til mig om natten fra hver side. Idun der putter sig ind til mig om morgenen og siger: HVor er jeg heldig, at jeg har den bedste mor i hele verdenen - og tænk engang, så er hun den smukkeste også!

Jeg håber sådan, at jeg kan være der for Idun, hele hendes liv. At hun altid vil føle at hun kan komme til mig. At der aldrig må gå skår i vores forhold. At vi kan blive uvenner og skændes, men at vi kan blive gode venner igen. Sådan som et rigtig, sundt, almindeligt forhold skal være.

Puha, hvor er det hårdt. Det er det hårdeste i verdenen. Og hvorfor nu, når alt min energi skulle gå til Fnugget?

Av mit hjerte.

Øv det er nemlig bare hårdt!
Det er jo ens mor for pokker!

Jeg har selv droppet al kontakt til min far.... har ikke snakket med ham i 3 år nu tror jeg og nogle dage er det bare rigtig hårdt og jeg har lyst til at tilgive ham alt.... men så tænker jeg på hvor MEGET han har såret og at han aldrig ALDRIG skal komme til at såre min datter på den måde og så er det bedre han slet ikke er i hendes og mit liv.

Håber der snart er lidt lysere tider hos dig!  

TINA 

Zafir skriver:

Fuck det er bare det hårdeste i hele verdenen. Jeg er virkelig helt nede i kulkælderen. Det er pisse hårdt, når jeg samtidig er propfuld af alle de her hormoner. Jeg kan ikke sove om natten. Jeg vågner mange gange og ved 5 tiden kan jeg ikke sove mere. Så ligger jeg bare med hjernespind.

Jeg har skrevet frem og tilbage med hende, men hun forstår det slet ikke. Hun går fra at prøve - påtaget - at være trøstende, pludselig er der ingenting sket, til at være hård og hadsk...

Jeg føler mig på så dybt vand at jeg føler jeg bliver kvalt. Tanken om aldrig at se min mor igen, når hun lever, er ubærlig. Men jeg ved heller ikke, hvordan jeg nogensinde skal komme igennem det.

Det føles fuldstændig fucked up og jeg er på grådens rand hele tiden. - Det er naturligvis værst når jeg er på arbejde og vil prøve at skjule mine følelser.

Nu har jeg fundet en psykolog, som jeg har sat ind i tingene. Hun har læst de ting jeg har skrevet om og til min mor. Og jeg vil også sende hende korrespondencen, jeg har haft siden i lørdags med min mor.

Når jeg så samtidig stadig har kvalme og jernsmag i munden konstant... Og jeg i forvejen er fyldt med uro i kroppen.

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal overleve.

Mine lyspunkter er Idun og Tom, der putter sig ind til mig om natten fra hver side. Idun der putter sig ind til mig om morgenen og siger: HVor er jeg heldig, at jeg har den bedste mor i hele verdenen - og tænk engang, så er hun den smukkeste også!

Jeg håber sådan, at jeg kan være der for Idun, hele hendes liv. At hun altid vil føle at hun kan komme til mig. At der aldrig må gå skår i vores forhold. At vi kan blive uvenner og skændes, men at vi kan blive gode venner igen. Sådan som et rigtig, sundt, almindeligt forhold skal være.

Puha, hvor er det hårdt. Det er det hårdeste i verdenen. Og hvorfor nu, når alt min energi skulle gå til Fnugget?

Av mit hjerte.

Åhhh, jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive, andet en at jeg har læst det du har skrevet og sender en masse kærlige tanker din vej

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, det må være så hård, jeg afbryd selv kontakten med min far da jeg var gravid men han tog så kontakt igen efter 4 måneder og der har heller ikke været noget siden. Men puu det er bare hård. 

Jeg håber i kan finde ud af det sammen.

Sender alle mine tanker og kram til dig. 

    Knus Diana og Lucas 210209

jeg har jo heller ingen som helst kontakt til min far (af ret gode grunde) og selvom min mor igår gjorde noget helt fantastisk for os, så er det bestemt ikke sådan hele tiden. og har ikke været sådan de sidste 28 år!!

når du skriver at du håber dit forhold til Idun altid vil være godt, så kommer jeg til at tænke på en masse af de snakke jeg har haft med Søren omkring min mor. snakke som jeg tror - ligesom dine overvejelser - gør os til (vil gøre os til) meget bedre mødre end dem vi selv er udstyret med ingen er perfekte og vi kommer også til at lave fejl og sidde med en halvvoksen unge der stiller spørgsmål til de ting vi gjorde, men der er dælme forskel på hvad man skal sige undskyld for!!! og så tror jeg også, at det er helt vildt vigtigt at være parat til at sige "undskyld, du skal vide, at jeg altid elskede dig højest og jeg gjorde det allerbedste jeg kunne på det tidspunkt og jeg anerkender at det ikke var godt nok" når/hvis den tid kommer.

min mor nægtede i rigtig mange år at anerkende at hun bar en del af skylden for at jeg blev misbrugt som barn og ung - det var jo ikke hende der havde gjort det! og jeg havde egentlig opgivet at hun nogensinde ville indse, at det KUN var hende der kunne have fået mig væk fra de mænd (og at hun havde en fornemmelse men valgte ikke at reagere på den), men en dag kom jeg over til hende og vi sad og stenede og drak the og pludselig brød hun helt sammen og sagde at hun forstod det nu og hun var så ked af hvad der var sket - eller ikke sket - og om jeg ville tage imod en undskyldning. det var virkelig syret! og det rykkede sgu en hel del ved vores forhold! og jeg tænker ofte, at det er så lidt man har brug for som datter fra sin mor, man vil bare gerne have at de kan se hvad deres velmente fejl har gjort ved en og det er ikke fordi man vil kaste med mudder eller kalde dem verdens dårligste mor.

æh, det blev langt, men jeg håber du forstår hvad jeg mener (jeg skriver med følelserne helt uden på tøjet lige nu, så det er ikke sikkert det gir mening!) og jeg er sikker på, at du i denne her proces gør dig en masse tanker om moderskabet som vil få DIG til at blive en allerhelvedes meget bedre mor for Idun og Fnugget end din egen mor har været for dig.

i hvert fald et kæmpe  herfra!!

Kæreste Zafir!

Jeg får SÅ ondt i hjertet, når jeg læser hvad du har skrevet i dag og den anden dag, med dig og din mors forhold.
det gør bare ubeskriveligt ondt at når den man burde være tættest med, sårer en på den voldsomme måde!

Jeg havde engang et lignende problem med et tæt familiemedlem og tog det op med min psykolog, som jeg gik til af andre årsager.
sagde til hende at jeg bare følte mig pisset på... og jeg kunne jo ikke sige fra som var den en ven. (For havde det været en ven havde jeg aldrig fundet mig i det så længe!!) Min kloge psykolog sagde "hvorfor ikke??" og ventede så på jeg skulle svare... og jeg sad jo ikke med et svar lige på tungen - det eneste jeg sad med var "jamen det er jo familie..." og igen spurgte hun "hvorfor ikke"..

Den var RIGTIG hård og komme igennem, for blod er i reglen tykkere end vand, så derfor kræver det indimellem en hårdere kamp for enten at rede det eller kommen igennem et brud på bedst mulige måde.

Det er en ulidelig kamp uanset hvad det ender med, og jeg sender dig alt den energi jeg kan undvære!

Håber du finder den bedste løsning for dig, Idun, Tom og den nye beboer!

kærlige tanker
Karina 

Tjuhl skriver:

jeg har jo heller ingen som helst kontakt til min far (af ret gode grunde) og selvom min mor igår gjorde noget helt fantastisk for os, så er det bestemt ikke sådan hele tiden. og har ikke været sådan de sidste 28 år!!

når du skriver at du håber dit forhold til Idun altid vil være godt, så kommer jeg til at tænke på en masse af de snakke jeg har haft med Søren omkring min mor. snakke som jeg tror - ligesom dine overvejelser - gør os til (vil gøre os til) meget bedre mødre end dem vi selv er udstyret med ingen er perfekte og vi kommer også til at lave fejl og sidde med en halvvoksen unge der stiller spørgsmål til de ting vi gjorde, men der er dælme forskel på hvad man skal sige undskyld for!!! og så tror jeg også, at det er helt vildt vigtigt at være parat til at sige "undskyld, du skal vide, at jeg altid elskede dig højest og jeg gjorde det allerbedste jeg kunne på det tidspunkt og jeg anerkender at det ikke var godt nok" når/hvis den tid kommer.

min mor nægtede i rigtig mange år at anerkende at hun bar en del af skylden for at jeg blev misbrugt som barn og ung - det var jo ikke hende der havde gjort det! og jeg havde egentlig opgivet at hun nogensinde ville indse, at det KUN var hende der kunne have fået mig væk fra de mænd (og at hun havde en fornemmelse men valgte ikke at reagere på den), men en dag kom jeg over til hende og vi sad og stenede og drak the og pludselig brød hun helt sammen og sagde at hun forstod det nu og hun var så ked af hvad der var sket - eller ikke sket - og om jeg ville tage imod en undskyldning. det var virkelig syret! og det rykkede sgu en hel del ved vores forhold! og jeg tænker ofte, at det er så lidt man har brug for som datter fra sin mor, man vil bare gerne have at de kan se hvad deres velmente fejl har gjort ved en og det er ikke fordi man vil kaste med mudder eller kalde dem verdens dårligste mor.

æh, det blev langt, men jeg håber du forstår hvad jeg mener (jeg skriver med følelserne helt uden på tøjet lige nu, så det er ikke sikkert det gir mening!) og jeg er sikker på, at du i denne her proces gør dig en masse tanker om moderskabet som vil få DIG til at blive en allerhelvedes meget bedre mor for Idun og Fnugget end din egen mor har været for dig.

i hvert fald et kæmpe  herfra!!

Ja... Du har ret. Jeg ønsker mig virkelig, at min mor sagde: UNDSKYLD - jeg forstår dig. Uden at hun skriver eller siger til mig, at jeg altid siger at hun har været den dårligste mor...

For det har hun jo ikke. HVis hun ALTID havde været en dårlig mor og der ikke havde været gode ting, så var der ikke nogen grund til at kæmpe eller at gemme på noget...

Jeg er glad for at du fik dit undskyld. Det er rart at læse at det kan ske.

DianaMoar skriver:

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, det må være så hård, jeg afbryd selv kontakten med min far da jeg var gravid men han tog så kontakt igen efter 4 måneder og der har heller ikke været noget siden. Men puu det er bare hård. 

Jeg håber i kan finde ud af det sammen.

Sender alle mine tanker og kram til dig. 

    Knus Diana og Lucas 210209

HVad vendte det for dig? (jer)?

missKat skriver:

Kæreste Zafir!

Jeg får SÅ ondt i hjertet, når jeg læser hvad du har skrevet i dag og den anden dag, med dig og din mors forhold.
det gør bare ubeskriveligt ondt at når den man burde være tættest med, sårer en på den voldsomme måde!

Jeg havde engang et lignende problem med et tæt familiemedlem og tog det op med min psykolog, som jeg gik til af andre årsager.
sagde til hende at jeg bare følte mig pisset på... og jeg kunne jo ikke sige fra som var den en ven. (For havde det været en ven havde jeg aldrig fundet mig i det så længe!!) Min kloge psykolog sagde "hvorfor ikke??" og ventede så på jeg skulle svare... og jeg sad jo ikke med et svar lige på tungen - det eneste jeg sad med var "jamen det er jo familie..." og igen spurgte hun "hvorfor ikke"..

Den var RIGTIG hård og komme igennem, for blod er i reglen tykkere end vand, så derfor kræver det indimellem en hårdere kamp for enten at rede det eller kommen igennem et brud på bedst mulige måde.

Det er en ulidelig kamp uanset hvad det ender med, og jeg sender dig alt den energi jeg kan undvære!

Håber du finder den bedste løsning for dig, Idun, Tom og den nye beboer!

kærlige tanker
Karina 

Kom du tilbage? Gjorde det godt at sige fra? Eller hvad skete der bagefter?

Zafir skriver:

 

HVad vendte det for dig? (jer)?

Jamen det har nok ikke helt vent sig, her handle det om at min far har giftet sig igen efter de er blevet skilt og at han så har fået 2 sønner på den måde ikke hans men han er deres papfar og han har altid gerne ville have nogen drenge og så blev mig og min søster skubbet til siden og bliver det faktisk stadig. Men vi han ringet så og vi snakket sammen og vi blev så enige om at vi skulle tage snakken når jeg havet født for jeg var ikke lige i stand til det under min graviditet det påvirket mig for meget. og vi har ikke fået den snak endnu og jeg tror heller ikke vi får den før hans papbørn får børn og hvis han så igen tilsidesætter dennegang min søn frem for deres børn jamen så må jeg tage det op igen og så må jeg tage beslutningen der for lige nu er lucas det eneste barnebarn så der kan ikke blive gjort forskel endnu.

Mig og min søster er altid blevet til sidesat på min fars side af familien for andres børn både hos farmor og vores far osv og det noget der virkelig har sat nogen sår især på min søster fordi vi aldrig har troet vi var gode nok. Men det køre oki nu. 

    Knus Diana og Lucas 210209