Puha, hvor er det hårdt. Hvor er det også bare vigtigt, at der er mange, der tør fortælle deres historie her - det værste ved at være barn af en alkoholiker (og velsagtens også at være alkoholiker) er, hvis man tror, at man er helt alene.
Min mor er alkoholiker. Hun har drukket sig til en hjerneblødning og adskillige blodpropper. Hun er nu halvt lam, taler meget dårligt og er meget plejekrævende. Jeg ser hende og min far ret sjældent. Det er til stor sorg for mine forældre, der savner mig og min lillebror. Men det kræver simpelthen så meget overskud, og efterlader mig drænet for energi i lang tid, at jeg doserer besøg nøje.
Der er nok bare ingen ideel løsning. Jeg har droppet fobindelse. Virkede ikke. jeg elsker jo dem begge to. Så forsøgte jeg at hjælpe dem med behandling, terapi osv. Virkede ikke. Det var mit brændende ønske. Men ikke deres. Og nu ses vi ind imellem. Det virker heller ikke... Måske fordi det inderste ønske er at få de forældre, man gerne ville have haft fra starten. Det er en livslang sorg, at alkoholismen - hvad end den er skabt af - har kostet det nære forhold mellem barn og forælder.
Måske er det vigtigste, vi kan gøre at være opmærksomme og at bryde mønstret i forholdet til vores egne børn. Og acceptere at der følger en kæmpe sorg med oplevelser fra barndommen, hvor alkoholen styrede det meste.
Sender kæmpe kram til jer allesammen.
(Og ang. personen på ambulatoriet, der beskyldte trådstarter for at være egoistisk: No way! Du tager vare på dig selv, og det skal du gøre. Din far er jo netop ikke i stand til det, og det er ikke egoistisk!)
Anmeld
