Når man er barn af en alkoholiker.

Min far har siden jeg var ca 7 år gammel drukket. Han har ikke drukket når han var på arbejde, men først når han kom hjem.

Hele mit liv har jeg set min far være fuld når vi spiste aftensmad, og når vi skulle i byen osv.. Da jeg var 13-14 blev jeg sendt i byen af ham når jeg kom hjem fra skole for at hente øl til ham. Det var altid 12 øl, og jeg måtte ikke fortælle det til min mor. Han havde altid nået at drikke dem inden min mor kom hjem 3-4 timer senere. Da jeg blev ca 15, gad jeg ikke mere, og satte mig imod. Jeg fortalte det også til min mor som blive meget gal.

Som årene gik lagde jeg mere og mere afstand til min far. Jeg gad ham ikke og jeg kunne ikke snuppe når han var fuld, hvilket at var hele tiden, dog med undtagelse om morgenen.

Min mor kunne heller ikke, så da jeg var 20 år, flyttede min mor og jeg flyttede med. Jeg talte ikke med min far i´ca. 2 måneder derefter, men valgte at kontakte ham igen.

Nu er jeg 30 og som årene er gået har jeg ikke set ham meget for jeg gider ham ikke når han drikker. Det bringer for mange minder frem. Den 12 September 2009 fik min far en blodprop i hjernen. En sygdom som følge af mange år med druk. Han kom på antabud for første gang nogensinde. Han var på antabus i 3 måneder og i de 3 måneder fik jeg en far! Han var som jeg huskede ham fra da jeg var lille og det var nærmest en forløsning for mig. Min far sagde også at han var glad for det forhold vi havde fået og det betød meget for ham.

I julen vælger han og holde pause fra antabussen. Det går selvfølgelig galt, han falder i og jeg meddeler ham at hvis han ikke starter igen, jeg bliver jeg meget skuffet og ked af det. Han starter igen den 26 December. Og igen kan jeg kende ham.

Han vælger så og holde pause igen omkring hans fødselsdag her midt i januar. Han siger han drikker max 4 øl om dagen i den periode, men jeg kender ham og ved det ikke passer. Nu er han så startet igen her i tirsdags.. I dag meddeler han mig at han vil stoppe igen om 14 dage da han ikke føler han kan slappe af når han ikke får sine øl.

Jeg meddeler ham at hvis han gør det så vil det gøre mig uendelig ked af det. Jeg fortæller ham jeg jeg kun interessere mig så meget for at han forbliver ædru fordi jeg holder af ham. Han tror det er fordi jeg er ude på og holde ham nede med nakken.

Min far er meget enson og har ikke så mange andre end mig. Han flytter i øvrigt fra Kastrup og herud hvor vi bor om 3 måneder.

Hvad fanden stiller man op i sådanne situationer. Han har nu lovet mig og blive på antabussen. Men der kommer jo perioder igen hvor han vil stoppe.

I min verden så er man enten på antabus eller også er man ikke. Jeg foreslog ham i dag at der var minisotakuren, med det vil han ikke hører tale om. Jeg har ringet ind på det alkoambulatorie han er tilknyttet, og at få råd osv. Og der får jeg at vide at jeg er for egocentreret. Og det ikke handler om mig, men om min far. Jeg blev skide sur og fortalte hende at det i HØJ grad også handler om mig. For det ender med og ødelægge mig.

Efter min far fik blodproppen har han behov for hjælp til basale ting, og det gør min mand og jeg, og det er ikke noget vi har noget imod.

Jeg ved overhovedet ikke hvad fanden jeg vil med det her indlæg.. Men jeg håber der er en af jer der kender til min situation.

Kh Heidi

Puha jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive. Er selv barn af alkoholiker. Min far har drukket lige så længe jeg kan huske, på samme måde som din far, først når han kommer hjem fra arbejde, ogg gør det stadig. Jeg har aldrig haft modet til at sige nået til ham, men til mit bryllup sagde jeg til min storebror at jeg ikke helt viste hvad jeg skulle gøre for jeg ville ikke følges op af kirkegulvet af ham hvis han var fuld, dette sagde min bror videre til ham og hele vores bryllup var han ædru. Min mor gik for år tilbage ned med en depression og begyndte derfor at drikke (min mor og far er ikke samme og har ikke været det siden jeg var barn) Og hende fik jeg sagt det til, nok ikke på den pæneste måde, men dog så hun forstod at det såede mig vildt, så hun gik til AA og har været ædru siden, det er nu ca 4-5 år siden.

Hov det blev vist mere til min historie, end nogle råd eller andet. Men det jeg ville sige var bare at jeg godt kan forstå dig, men at jeg desværre ikke har nogle råd, da jeg ikke selv har haft nosser nok til at fortælle min far at det såre mig dybt.

Søde Heidi (Jeg har ingen smileys i dag, men ellers skulle der have været et hjerte eller et kram her)

Jeg ved slet ikke hvad det handler om at have en far som er alkoholikker, men jeg har været kæreste med en alkoholikker i to år. Han var også på antabus på et tidspunkt, men havde mange undskyldninger for hvorfor han skulle stoppe osv...

Jeg tænker at det må være lidt ligesom at stoppe med at ryge (ved ikke om du nogensinde har prøvet det..?) Man tænker nu har det gået godt i noget tid, så kan jeg da godt tage bare en enkelt en og vupti så er man tilbage hvor man begyndte...

Jeg ved ikke hvad du skal gøre, så jeg skriver kun for at fortælle at jeg synes du lyder som en varm og kærlig datter/kvinde og at det må være en vanskelig situation du befinder dig i..

Kram fra mig..

Puha... Sikke et indlæg.. Og ØV hvor jeg kender det!

Min mor har drukket siden jeg var 3 mdr. Det startede efter væbnet røveri på hendes arbejde.. Og vi har været minesotaturen igennem 8 gange nu. Hver gang har hun været "tør" i omkring 6 mdr., og så er hun faldet i igen. Men i de 6 mdr, så har hun været et menneske jeg aldrif har kendt. Et rart menneske! Ikke den mor der smed mit tøj og mine sko ud på gaden fra 2. sal og råbte til mig, at jeg aldrig skulle komme tilbage. at jeg ødelagde hendes liv. Da var jeg 16. Eller den mor der ikke gad mig, og bad mig gå ind på værelset og lukke døren.

Nej, hun var sød og rar og ville mig det bedste. Det ville hun måske også alle de andre år, men det knne hun ikke formå at vise.

Da jeg var 15 sagde min far at hun måtte flytte, for jeg va vigtigere. Så jeg har boet alene med min far i mange år, og det har været fantastisk! Men jeg har stadig været den der ikke gik med vennerne videre i byen, fordi jeg vidste min mor lå fordrukken når jeg sk om til hende at sove, så jeg skulle være frisk til at våge over hende...

Det har ødelagt meget! Allermest mit selværd, der den dag stadig kun viser sig i små glimt, med måneder i mellem. Min evne til at blive holdt af af andre mennesker er heller ikke for god.. Men at passe på andre, DÉT er jeg god til.. For det har jeg altid gjort!

DET HANDLER OM DIG!! Du kan ikke rede din far.. Og er han ikke klar til behandling, så får i nok desværre ikke så meget ud af det.. Jeg taler desværre af bitter erfaring. Antabus er en lumsk fætter. Det virker -noglegange- når de tager det (Min mor klarede fint at drikke til sidst, selvom hun fik det), men de kære pauser ved højtider.. Det går bare ikke.. Det er lige ud midt i den bundløse sø igen!

Jeg har sparsom kontakt til min mor idag. Det har jeg valgt! For jeg skal spille hovedrollen i mit eget liv. Og det skal du også... Men det er svært at lade stå til, det gør frygtelig ondt. Og det giver slag fra uforstående bekendte. "hvofro hjælper du ikke bare", " det er også din skyld", "du er det eneste barn, og derfor er det dig der må tage dig af hende"... Jeg kunne blive ved. Men JEG er vigtigere end alt det.. Og derfor må jeg tage de slag der kommer, og tabet af en mormor, der siger at det var grndet min dårlige opførsel som lille, at min mor blev misbruger... Uvidenhed! Men når en finger peger på mig, så peger resten mod hende selv!

Jeg ved ikke om du kan bruge det her til noget..

Men nogle gange handler det om at give slip og lade stå til.. Så de kommer derud, hvor der bare ikke er andet at gøre end at tage sig sammen... Men hvor lang tid det tager, det vides ikke..

Jeg ved at jeg hver dag kan miste min mor.. Hun kan dø.. Men havde jeg holdt ved, så havde jeg også været død indvendig.. Og jeg har trods alt mange flere gode år tilbage...

Et stort knus til dig, fra en -som tror- forstår

Og undskyld det blev så langt

Og det kom vist til at handle lidt meget om mig, men jeg håber du kan bruge et eller andet af det.. Det var bestemt ikke for at stjæle din tråd!!

Hej Heidi,

Jeg er rigtig ked af at høre med din far - det er en rigtig svær situation. Jeg ved, hvordan det er at have alkoholikere rigtig tæt på en, og jeg må desværre sige, at du ikke kan hjælpe dem - de eneste der kan hjælpe dem, er dem selv. Nej, man kan ikke være på antabus hver 14. dag når man er alkoholiker - som du selv skriver, enten er man det, eller også er man det ikke.

Mine familiemedlemmer er også meget ensomme og det er jo det der er det frygtelige - for hvis blot alkoholen var ude af deres liv, ville det måske også betyde at de havde større chance for at få en omgangskreds og få den familie tilbage, som har vendt dem ryggen.  

Jeg synes det er rigtig flot at du formår at rumme din far og især hans skavanker her efter blodproppen. Jeg selv har valgt at tage helt afstand fra mine familiemedlemmer, da jeg ikke kan rumme det. Jeg synes det er rigtig godt at du har fortalt din far (mens han er ædru) hvad det betyder for dig at han ikke drikker. Desværre er alkoholikere kun dem selv nærmest og alkoholen er det, der betyder mest for dem i deres liv. Hvis han begynder at drikke igen, træffer han et valg - han vælger alkoholen over dig. Og det er det, der er så pokkers svært at forholde sig til som pårørende.

Knus Tulle

hej heidi...først og fremmest for dit mod og åbenhed....

jeg har en mor der også drikker, og har gjort det stort set hele mit liv ...en periode hvor hun ikke drak på ca. 4 år, og hvor jeg kan nikke MEGET genkendende til det du beskriver om at det er som at få den far tilbage du kender.....

men hun drikker desværre igen....jeg har haft mange kvaler efter jeg fik min datter om hvor vidt hun skulle vide hvem hendes mormor er osv osv osv....og var mest tilbøjelig til at cutte kontakten til hende igen - for altid....men jeg var så heldig at få nogle råd af en der arbejder med børn af alkoholikere bl.a. og hun sagde at hun troede ikke på den med at cutte forbindelsen, men istedet arbejde med at sætte nogle grænser, og så prøve at acceptere at man aldrig får den relation, som man drømmer om.....men istedet prøve at skabe en relation man kan holde ud.

jeg vil ikke sige at jeg fuldstændigt kan acceptere at jeg ikke har en mor jeg kan dele tingene der sker i mit liv med, og som kan være en støtte for mig...jeg har stadig dage hvor jeg kan blive rigtig bitter og selvked....men jeg er også rigtig glad for den beslutning jeg har taget om at se min mor en sjælden gang ind imellem f.eks. med min datter og mand...og som hende der rådgav mig sagde:hvis du har det godt med situationen har dit barn også ellers kan man forklare dem hvorfor man har det skidt....

det er stadig hårdt at have en sådan relation, men jeg synes som tiden går at det bliver mere acceptabelt.. Det er stadig en sorg at hun vælger at drikke sig ihjel trods flere års medicinering og behandling men sorgen består mest af at jeg ikke kan sætte mig ind i hvordan man gerne vil begå langsomt selvmord, når man har så mange der kan elske en.....

Men jeg har også besluttet at jeg ikke gider være bitter resten af mit liv eller andet...ikke flere liv skal spildes...er dog også klar over at min baggrund er en medvirkende årsag til at jeg har fået en depression, og nolge gange har tænkt..det var bedst hvis ikke jeg var her osv....

men altså ja - jeg har stadig mit humør og kan se hvor heldig jeg er i form af det liv jeg har, og som jeg har været med til at skabe selv, og så må min mor godt være der...Men det er på mine præmisser stort set, og jeg kan ALDRIG stole det mindste på hende. Men det ved jeg og tager mine forholdsregler derefter.

uha det blev langt, og ved ikke om du kan bruge det til noget som helst...

men i hvert fald masser af kærlige tanker og forståelse herfra.

Min far drikker også - han er også typen der har fast arbejde gennem mange år, men som knapper sine første øl op når han kommer hjem og følger dem op med en masse rødvin til maden og til at "hygge med" om aftenen sammen med sin kone. 

Han bliver både ondskabsfuld og agressiv når han får for meget, og har flere gange været voldelig overfor både min mor og hans nye kone. Det er ENORMT tabuiseret hos os, det med at han drikker, og vi har aldrig taget den direkte op, selvom vi har haft en masse kampe, min far og jeg, gennem tiderne.

Når han er ædru er han vældig rar og sød. Derfor plejer jeg at besøge ham på hans arbejde, hvor han er ædru og ellers kun ved højtider og fødselsdage.

Jeg føler med dig. Har aldrig oplevet min far på antabus da han jo absolut ikke mener at han har et problem og ville blive DYBT krænket hvis nogen antydede det.. I hans hoved er en alkoholiker en som ikke kan holde på et arbejde...

Men jeg vil give den som skrev det ret i at det handler om at lære at sætte grænser og få en relation man selv kan holde til og leve med fremover - gider du ringe når du har fundet den gyldne løsning?

Kh

Rosa

Mange tak for jeres svar og råd..

tbEditor" name="ctl00_ContentPlaceHolder1_TextEditorQuote_ucExtendedTinyMceEditor_TinyMceEditor_tbEditor" style="height:310px;width:100%;">

Min far har siden jeg var ca 7 år gammel drukket. Han har ikke drukket når han var på arbejde, men først når han kom hjem.

Hele mit liv har jeg set min far være fuld når vi spiste aftensmad, og når vi skulle i byen osv.. Da jeg var 13-14 blev jeg sendt i byen af ham når jeg kom hjem fra skole for at hente øl til ham. Det var altid 12 øl, og jeg måtte ikke fortælle det til min mor. Han havde altid nået at drikke dem inden min mor kom hjem 3-4 timer senere. Da jeg blev ca 15, gad jeg ikke mere, og satte mig imod. Jeg fortalte det også til min mor som blive meget gal.

Som årene gik lagde jeg mere og mere afstand til min far. Jeg gad ham ikke og jeg kunne ikke snuppe når han var fuld, hvilket at var hele tiden, dog med undtagelse om morgenen.

Min mor kunne heller ikke, så da jeg var 20 år, flyttede min mor og jeg flyttede med. Jeg talte ikke med min far i´ca. 2 måneder derefter, men valgte at kontakte ham igen.

Nu er jeg 30 og som årene er gået har jeg ikke set ham meget for jeg gider ham ikke når han drikker. Det bringer for mange minder frem. Den 12 September 2009 fik min far en blodprop i hjernen. En sygdom som følge af mange år med druk. Han kom på antabud for første gang nogensinde. Han var på antabus i 3 måneder og i de 3 måneder fik jeg en far! Han var som jeg huskede ham fra da jeg var lille og det var nærmest en forløsning for mig. Min far sagde også at han var glad for det forhold vi havde fået og det betød meget for ham.

I julen vælger han og holde pause fra antabussen. Det går selvfølgelig galt, han falder i og jeg meddeler ham at hvis han ikke starter igen, jeg bliver jeg meget skuffet og ked af det. Han starter igen den 26 December. Og igen kan jeg kende ham.

Han vælger så og holde pause igen omkring hans fødselsdag her midt i januar. Han siger han drikker max 4 øl om dagen i den periode, men jeg kender ham og ved det ikke passer. Nu er han så startet igen her i tirsdags.. I dag meddeler han mig at han vil stoppe igen om 14 dage da han ikke føler han kan slappe af når han ikke får sine øl.

Jeg meddeler ham at hvis han gør det så vil det gøre mig uendelig ked af det. Jeg fortæller ham jeg jeg kun interessere mig så meget for at han forbliver ædru fordi jeg holder af ham. Han tror det er fordi jeg er ude på og holde ham nede med nakken.

Min far er meget enson og har ikke så mange andre end mig. Han flytter i øvrigt fra Kastrup og herud hvor vi bor om 3 måneder.

Hvad fanden stiller man op i sådanne situationer. Han har nu lovet mig og blive på antabussen. Men der kommer jo perioder igen hvor han vil stoppe.

I min verden så er man enten på antabus eller også er man ikke. Jeg foreslog ham i dag at der var minisotakuren, med det vil han ikke hører tale om. Jeg har ringet ind på det alkoambulatorie han er tilknyttet, og at få råd osv. Og der får jeg at vide at jeg er for egocentreret. Og det ikke handler om mig, men om min far. Jeg blev skide sur og fortalte hende at det i HØJ grad også handler om mig. For det ender med og ødelægge mig.

Efter min far fik blodproppen har han behov for hjælp til basale ting, og det gør min mand og jeg, og det er ikke noget vi har noget imod.

Jeg ved overhovedet ikke hvad fanden jeg vil med det her indlæg.. Men jeg håber der er en af jer der kender til min situation.

 

Kh Heidi

Åhhh hvor jeg kender det.

Min historier er som følger.

Min far har drukket ALTID... dvs. hele mit liv og som årerne er gået er det blevet værre og værre. Jeg er blevet slæbt med på værtshus osv.
Da jeg er 9 år går mine forældre fra hinanden og jeg er efterfølgende hos ham hver 2. uge. Jeg vil gerne selv afsted for jeg elsker ham jo. Men hver gang er det bare druk og druk. Jeg opfatter det ikke som sådan da han mest bare er i godt humør og meget gavmild... ja 9 år gammel er det da megafedt at blande en stor pose slik man kan spise ved den enarmede-tyvknægt på den lokale bodega.

Der hvor det ligesom vender for mig er en dag hvor jeg, 14 år gammel, slæber min far gennem byen, han er stangstiv og kan ikke stå på sine ben og jeg skal have slæbt ham til bussen så vi kan komme hjem.
Den dag beslutter jeg at jeg aldrig vil ses offentligt med ham længere.

Som 20-årig melder jeg ham til kommunen, han bor alene med min lillesøster som er meget syg, og det liv synes jeg ikke hun er tjent med. Efterfølgende mister jeg kontakten med ham da han bliver meget meget vred på mig.
Der går 1/2 år og jeg får kontakt til min lillesøster igen og senere også med min far. Det er dog kun pga min søster at jeg besøger ham.
I januar 2006 dør min søster og herefter har jeg set min far 1 gang.

Hans dag, med øl, var sådan at han vågnede om morgenen og tog en af de øl der stod ved siden af sengen. Sådan en skulle han have inden han kunne komme ud af sengen, herefter ud i køkkenet og have en kop kaffe + en øl mere. Resten af dagen var hans væskeindtag øl og når han går i seng om aftenen er det med 3 øl.... 1 til at drikke inden han sover, 1 til når han vågner om natten og 1 til næste morgen.
Han har været på antabus før og det har været fantastisk, vi har hygget os SÅ meget i de perioder.
En af de sidste gange jeg så ham sagde han selv at han aldrig stoppede med at drikke.... derfor har jeg truffet valget ikke at have noget med ham at gøre.
De ting jeg har oplevet og alle de skuffelser der har været nægter jeg simpelthen at min datter skal opleve derfor har hun ingen morfar...

Til sidst vil jeg sige at hvor mærkeligt det end lyder så savner jeg min far..... tror dog det er en ganske normal ting for os børn af alkoholikere....

Det var min historie..... kort fortalt.... der er jo mange flere aspekter.

Jeg håber for dig at din far vil blive på antabus og at i kan få en masse skønne stunder sammen.....
Og til allersidst... hvad pokker er det for en uintelligent, snæversynet ko der sidder ved telefon på det alkoholamb???? Det kan ikke passe at hun skal sige sådan til dig!!! Enten er det en tidligere alkoholiker med dårlig samvittighed eller også er det en der aldrig selv har haft det inde på livet!

Ja der var ikke nogle råd herfra... ville blot dele min historie så du kan se du ikke er alene 

TbCp skriver:

Åhhh hvor jeg kender det.

Min historier er som følger.

Min far har drukket ALTID... dvs. hele mit liv og som årerne er gået er det blevet værre og værre. Jeg er blevet slæbt med på værtshus osv.
Da jeg er 9 år går mine forældre fra hinanden og jeg er efterfølgende hos ham hver 2. uge. Jeg vil gerne selv afsted for jeg elsker ham jo. Men hver gang er det bare druk og druk. Jeg opfatter det ikke som sådan da han mest bare er i godt humør og meget gavmild... ja 9 år gammel er det da megafedt at blande en stor pose slik man kan spise ved den enarmede-tyvknægt på den lokale bodega.

Der hvor det ligesom vender for mig er en dag hvor jeg, 14 år gammel, slæber min far gennem byen, han er stangstiv og kan ikke stå på sine ben og jeg skal have slæbt ham til bussen så vi kan komme hjem.
Den dag beslutter jeg at jeg aldrig vil ses offentligt med ham længere.

Som 20-årig melder jeg ham til kommunen, han bor alene med min lillesøster som er meget syg, og det liv synes jeg ikke hun er tjent med. Efterfølgende mister jeg kontakten med ham da han bliver meget meget vred på mig.
Der går 1/2 år og jeg får kontakt til min lillesøster igen og senere også med min far. Det er dog kun pga min søster at jeg besøger ham.
I januar 2006 dør min søster og herefter har jeg set min far 1 gang.

Hans dag, med øl, var sådan at han vågnede om morgenen og tog en af de øl der stod ved siden af sengen. Sådan en skulle han have inden han kunne komme ud af sengen, herefter ud i køkkenet og have en kop kaffe + en øl mere. Resten af dagen var hans væskeindtag øl og når han går i seng om aftenen er det med 3 øl.... 1 til at drikke inden han sover, 1 til når han vågner om natten og 1 til næste morgen.
Han har været på antabus før og det har været fantastisk, vi har hygget os SÅ meget i de perioder.
En af de sidste gange jeg så ham sagde han selv at han aldrig stoppede med at drikke.... derfor har jeg truffet valget ikke at have noget med ham at gøre.
De ting jeg har oplevet og alle de skuffelser der har været nægter jeg simpelthen at min datter skal opleve derfor har hun ingen morfar...

Til sidst vil jeg sige at hvor mærkeligt det end lyder så savner jeg min far..... tror dog det er en ganske normal ting for os børn af alkoholikere....

Det var min historie..... kort fortalt.... der er jo mange flere aspekter.

Jeg håber for dig at din far vil blive på antabus og at i kan få en masse skønne stunder sammen.....
Og til allersidst... hvad pokker er det for en uintelligent, snæversynet ko der sidder ved telefon på det alkoholamb???? Det kan ikke passe at hun skal sige sådan til dig!!! Enten er det en tidligere alkoholiker med dårlig samvittighed eller også er det en der aldrig selv har haft det inde på livet!

 

Puuh, det har sgu ikke været en nem barndom.. Min far har jo først drukket når han er kommet hjem..

Men nu er han jp sygemeldt, og oven i købet også blevet fyret.. Så derfor er der jo god grund til at drikke, og ikke tage antabus.  Han var inde for at få antabus i tirsdags. Men allerede onsdag har han drukket øl.. Og så kører det.. Jeg har faktisk lige talt med ham og jeg kunen sagtens hører på ham at han var fuld.. Jeg får bare den ledeste knude i maven, jeg kan ved gud ikke fatte at han er mere lykkelig når han drikker...

Men igen alkoholikere er jo sig selv nærmest.

Ja hende jeg talte med hun overraskede mig virkelig..