LouiseLarsen skriver:
Hejsa
Du er overhovedet ikke den eneste.....
Da jeg ventede Nicklas var jeg som sådan ikke nervøs for hverken fødsel, eller det at blive mor. For jeg tænkte sådan lidt, ej det kan jeg godt klare.... Men jo tættere jeg kom på fødslen jo mere tænkte jeg da også over om jeg kunne leve op til andre folks forventninger. Og tanken om at tage ham med nogen steder var rigtig skræmmende, for tænk hvis folk ikke syntes jeg gjorde det ordenligt.... Hvis han fx ville få en skrigetur midt i gågaden, og jeg bare ikke kunne trøste ham, hvad ville folk tænke osv osv.... Men alle de bekymringer var væk da jeg først havde ham ude, for så kunne jeg ikke hurtig nok komme ud og vise ham frem... 
Jeg har nu termin d 10 april, og nu gør min bekymring mere på om man virkelig kan elske et barn mere så højt som jeg elsker den første?? Kan man virkelig rumme så meget kærlighed at der er nok til dem begge... Viiild underlig tanke, men ved jeg ikke er den eneste der tænker sådan....
Held og lykke med den foregående fødsel, og babyen der kommer ud af det!
Kram
Jeg er som sådan heller ikke vild bange for at føde men mere skræmt over det nye liv der kommer.....netop den føelse om man bliver en god mor og sådan og om man kan gøre det godt nok;-)
Og ja tror sagtens jeg kan følge dig i din tankegang med om man kan ligeså meget kærlighed til nr to, men det tror jeg sagtens man kan, måske elsker man sine børn forskelligt ligesom børnene kan være forskellige, men i bund og grund er jeg sikker på det er den samme store kærlighed man har til dem alle;-)
og held og lykke med din den lille den 10 april...lige efter min termin...smiler;-)
knus jill
Anmeld
