Hvornår fortalte I det?

Nærmeste familie fik besked en lille uge efter positiv test, der kunne vi ikke holde det hemmeligt mere... Min chef fik det afvide ugen efter familien, da jeg havde den vildeste kvalme med alt alt for meget opkast og måtte sygemeldes 2 uger. Chefen havde heldigvis forståelse for at jeg ikke ønskede resten af arbejdspladsen vidste noget før efter uge 12...

Valgte dog at fortælle det i uge 11, da der var en frygtelig masse spørgsmål om mine madvaner og min mødetid... (Er blevet deltidssygemeldt de første 2 timer hver dag) Det bliver jo ikke ved med at være nemt at lyve....

NoName 13+6

Zafir skriver:

Efter at have mistet to gange, har jeg været glad for at folk vidste det inden jeg mistede... Alle vil kunne se, og føle på dig at du er ked af det og de forstår grunden, hvis de ved at du var gravid. Altså både dele GLÆDEN og hvis det skulle komme dertil, så sorgen også.

Jeg har fortalt det på mit arbejde dennegang lige efter jeg testede positiv, fordi jeg så får fri til scanninger og læge og når jeg ikke kan sove osv. uden at det går udover arbejdet fordi det er graviditets betinget fravær.

Men det er jo op til dig selv

Af samme grund ( jeg har mistet 1 gang for nogle år tilbage) valgte vi at fortælle det med det samme - samme dag som vi selv opdagede det.. Nu skal det lige siges at jeg også er verdens ringeste til at holde på den slags, så jeg kunne slet ikke forestille mig at have holdt på den i 1,5 måned!!!

Rosa skriver:

Af samme grund ( jeg har mistet 1 gang for nogle år tilbage) valgte vi at fortælle det med det samme - samme dag som vi selv opdagede det.. Nu skal det lige siges at jeg også er verdens ringeste til at holde på den slags, så jeg kunne slet ikke forestille mig at have holdt på den i 1,5 måned!!!

1½ måned..... Nogen holder jo helt på det til 12. uge...

Det gør vi jo overfor Idun. Og det er svært. Men jeg går bare med drømmen om at det bare går strålende til nf... Og vi kan køre flux til børnehaven og hente hende også bare lige køre til build a bear også gætter hun det og springer rundt af glæde... Jeg håber SÅ meget at det blir scenariet!!

Men altså - udover Idun, som skal beskyttes, så er 12 uger sindsygt lang tid. Jeg syntes det er lang tid på min blog, fordi jeg på den ene side ikke har lyst til at blogge om det endnu, så derfor skriver jeg kun her inde om det, men på den anden side, er det det der rører sig mest i mig i øjeblikket. Derfor ligger min blog meeeeeeeeget stille, til efter nf. mmm. Men sådan er det bar.e

Det er nok fordi jeg har brug for at vide hvem jeg siger det til og jeg ikke rigtig har overskud til at folk spørger så meget, andet end dem jeg er tæt på...

Med inspiration fra jer sprang jeg ud i det igår, og fortalte min søster det. Det blev i tlf, da hun bor i Århus og jeg i København, og gud hvor var det svært at få det sagt Fandt ud af, hvor meget jeg i virkeligheden havde haft brug for at komme ud med det, men samtidig var frygtelig bange for, hvordan mine nærmeste ville reagere. Det resulterede i selvfølgelig i, at jeg begyndte at tude lige efter jeg havde sagt det, alene fordi der var stille i røret et kort øjeblik før hendes reaktion kom (var der nogen der sagde graviditetshormoner?). Hun blev -selvfølgelig og heldigvis- ellevild og glad, og glæder sig til at blive moster. 

Ååååh hvilken lettelse.

PS: begyndte også at tude da jeg samme dag fortalte det til en god veninde som også er gravid. Hendes reation havde jeg ikke frygtet, så hvorfor tude?? Ti-hi

mathildemb skriver:

Med inspiration fra jer sprang jeg ud i det igår, og fortalte min søster det. Det blev i tlf, da hun bor i Århus og jeg i København, og gud hvor var det svært at få det sagt Fandt ud af, hvor meget jeg i virkeligheden havde haft brug for at komme ud med det, men samtidig var frygtelig bange for, hvordan mine nærmeste ville reagere. Det resulterede i selvfølgelig i, at jeg begyndte at tude lige efter jeg havde sagt det, alene fordi der var stille i røret et kort øjeblik før hendes reaktion kom (var der nogen der sagde graviditetshormoner?). Hun blev -selvfølgelig og heldigvis- ellevild og glad, og glæder sig til at blive moster. 

Ååååh hvilken lettelse.

PS: begyndte også at tude da jeg samme dag fortalte det til en god veninde som også er gravid. Hendes reation havde jeg ikke frygtet, så hvorfor tude?? Ti-hi

Har haft det på præcis samme måde. Min kæreste og jeg havde også bestemt at vente bl.a. fordi jeg i sommers fik fjernet en graviditet uden for livmoderen, og hvad nu hvis det ikke gik? Men i løbet af en uge hvor jeg bare slet ikke kunne sove fordi tankerne kværnede rundt i hovedet på mit "Jens og jeg er lykkelige, men hvad mon mine forældre vil sige, hvad gør vi med penge, hvor skal vi bo?" osv osv osv, endte det med at jeg fortalte det til mine tætteste veninder og mine forældre (og Jens gjorde det samme) - og der lettede bare en kæmpe sten fra mit hjerte med det samme. Går det galt nu, ved alle hvorfor jeg er ked af det, og går det som det skal - jamen så har vi bare endnu længere tid til at glæde os sammen i allesammen.

Fra Mette som er helt flov over at have overvejet om hendes forældre ville blive sure/skuffede/ikke tage det pænt, når de nu er overlykkelige og non stop diskuterer om de skal være mormor/morfar eller bedstemor/bedstefar

Zafir skriver:

Efter at have mistet to gange, har jeg været glad for at folk vidste det inden jeg mistede... Alle vil kunne se, og føle på dig at du er ked af det og de forstår grunden, hvis de ved at du var gravid. Altså både dele GLÆDEN og hvis det skulle komme dertil, så sorgen også.

Jeg har fortalt det på mit arbejde dennegang lige efter jeg testede positiv, fordi jeg så får fri til scanninger og læge og når jeg ikke kan sove osv. uden at det går udover arbejdet fordi det er graviditets betinget fravær.

Men det er jo op til dig selv

jeg har det på præcis samme måde som Zafir! vi mistede for et år siden netop ved en graviditet udenfor livmoderen og det har været "nemmere" at komme videre fordi vi var ærlige og folk derfor kunne være forstående og hjælpsomme. så ved en fremtidig graviditet vil vi også fortælle det meget tidligt. jeg har brug for mine venners og min families støtte BÅDE i gode og dårlige tider