It's been a bad day... :-/

Jeg er totalt deppet idag. Jeg er bare SÅ ked af det. Det startede med at jeg vågnede kl. 620 og skulle tisse. Så kunne jeg ikke falde i søvn igen, dels pga kvalme og dels fordi jeg begyndte at ligge og tænke på NF og alt det der

Nå, men altså jeg har så bare hele dagen været i sorte tanker... Tænkt på min mor og hendes sind og at hun flippede ud juleaften og jeg faktisk ikke rigtig har kunnet tale med hende siden. Tænk på det lille bitte fnug i min mave... Tænkt på alt muligt. Jeg har bare tudet i bilen. Jeg ringede til min moster på vej til stevns, ned til en døvblind pige jeg skulle ordne computer hos. Jeg ankom lidt før og jeg kunne bare ikke lade være med at tude. Jeg sad og tudede i bilen i 15 min, før jeg kunne gå ind.

For at det ikke skal være løgn, så har det været en af de der dage der bare har været PISSE lange. Det trak ud på stevns (Idun skulle med en veninde hjem, fordi jeg godt vidste at det ville blive sent)... Så skulle jeg hente sådan en tank til vores kammys motorcykel, lige om hjørnet troede jeg. Men det var fanmer ADHELVEDE til på landet uden for Roskilde. Så havde jeg glemt noget jeg skulle have med til i morgne, så jeg måtte forbi mit kontor, før jeg kunne køre hjem. Så hentede jeg Idun på vejen hjem.

Samtidig har jeg svært ved at spise pga kvalme. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg har lyst til at spise. - og når jeg så ikke spiser får jeg kvalme og bliver svimmel af ikke at spise. Shit fuck...

Jeg PRØVER virkelig at visualisere at Fnugget bliver der og den vokser og bliver fin og stor og min mave bliver stor. Men samtidig er jeg pisse angst hvergang jeg er på wc. Jeg kigger på papiret hvergang og er næsten overrasket, når der ikke er blod på papiret. Jeg er RÆDSELSLAGEN for NF, selvom jeg godt ved at chancerne for at den er fin, når vi når til NF er stooore...

Min Vivi (min fars kone) skrev at jeg jo bare måtte se det positive i det osv.... Men det er bare så nemt at sige, for alle dem der ikke mærker sin krop hele tiden. - Selvom jeg godt ved at det er godt... Alle hormonerne...  Fuck nu tuder jeg igen.

Tom kan heller ikke rigtig rumme at jeg er bange og ked af det, for så skulle vi jo slet ikke have prøvet igen. Men samtidig siger han jo også at han ikke kan være i det, før efter NF. Men jeg kan bare ikke vælge. Jeg ER i det hele tiden. Døgnet rundt. 24/7. Med alt hvad det indebærer af angst, kvalme, sorg og jeg prøver virkelig... Jeg prøver virkelig at se det positive. Jeg prøver virkelig at visualisere min store mave... Det føles bare så langt væk...

Nu har jeg fået indkaldelse til scanning når jeg 8+2... Så skal jeg ind og se hvor tidligt de kan lave nf. Hvis min termin holder, så bliver det på min farfars 75 års fødselsdag.

Jeg burde gå ud og få mig et bad... Jeg har ikke været i bad i 3 dage... Og jeg burde sove, fordi jeg er så træt... Men jeg tuder bare...

Fuck det er svært. Jeg føler mig så alene...

Jeg vil bare så gerne være mor til 2. Jeg tænker også at alle folk jo er lavet sådan. En mand og en kvinde. En mor der er gravid... og er gravid i 9 mrd og alt det der. Selvom det føles som et uopnåeligt mirakel, så sker det jo hver eneste dag... Hvorfor følelses bare så langt langt væk...

VIL DEN TID BARE IKKE GÅ NU!!!!... Lad det fucking blive midt i februar, så jeg kan slappe af... Så har jeg gladeligt kvalme fortsat. Jeg er skideligeglad, hvor længe jeg skal rende rundt med kvalme, bare mit Fnug er sundt og lever...

Det er bare en lang strøm af tårer... Kommer jeg nogensinde igennem det...

Zafir.

ååååh!nu tuder jeg også igen! jeg kan bare så utrolig godt sætte mig ind i, at I ikke kan finde ro med den her graviditet før I har været til NF....man har nogle underlige regler gemt inde i sig når man har mistet før, og det går simpelthen så frygteligt meget udover selvtilliden, at det er virkelig svært at TRO når man skal! Jeg er jo selv sådan "nåh, det var så det barn - det eneste barn jeg nogensinde får og det er bare væk og nu sker det mirakel aldrig igen"...selvom man udmærket ved alle chancerne og procenterne og bla bla bla, man kan ikke bruge det til en skid når man er ved at tisse i bukserne af angst

jeg ved godt, at jeg overhovedet ikke ved noget, men jeg er overbevist om, at Fnugget er sundt og superstærkt...det er velsignet af Idun og Idun giver jo i mytologien liv og jeg er overbevist om, at du skal have en lille rolling når hele verden er gylden af tidlige efterårsfarver - bare vent og se!

Åha søde Zafir!

Kan umuigt forestille mig hvordan du har det, har kun oplevet en brøkdel af det kaos, uro, usikkerhed, trished som du beskriver.

Men for søren hvor jeg håber at du får en god nats søvn, finder noget tryghed og tro på at det nok skal gå GODT denne gang! Ved godt det er svært, nok nærmest umuligt, men tror det er en nødvendighed, så du ikke forbliver ked og trist de næste uger!

Kæmpe knus herfra

Laura

Zafir skriver:

Jeg er totalt deppet idag. Jeg er bare SÅ ked af det. Det startede med at jeg vågnede kl. 620 og skulle tisse. Så kunne jeg ikke falde i søvn igen, dels pga kvalme og dels fordi jeg begyndte at ligge og tænke på NF og alt det der

Nå, men altså jeg har så bare hele dagen været i sorte tanker... Tænkt på min mor og hendes sind og at hun flippede ud juleaften og jeg faktisk ikke rigtig har kunnet tale med hende siden. Tænk på det lille bitte fnug i min mave... Tænkt på alt muligt. Jeg har bare tudet i bilen. Jeg ringede til min moster på vej til stevns, ned til en døvblind pige jeg skulle ordne computer hos. Jeg ankom lidt før og jeg kunne bare ikke lade være med at tude. Jeg sad og tudede i bilen i 15 min, før jeg kunne gå ind.

For at det ikke skal være løgn, så har det været en af de der dage der bare har været PISSE lange. Det trak ud på stevns (Idun skulle med en veninde hjem, fordi jeg godt vidste at det ville blive sent)... Så skulle jeg hente sådan en tank til vores kammys motorcykel, lige om hjørnet troede jeg. Men det var fanmer ADHELVEDE til på landet uden for Roskilde. Så havde jeg glemt noget jeg skulle have med til i morgne, så jeg måtte forbi mit kontor, før jeg kunne køre hjem. Så hentede jeg Idun på vejen hjem.

Samtidig har jeg svært ved at spise pga kvalme. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg har lyst til at spise. - og når jeg så ikke spiser får jeg kvalme og bliver svimmel af ikke at spise. Shit fuck...

Jeg PRØVER virkelig at visualisere at Fnugget bliver der og den vokser og bliver fin og stor og min mave bliver stor. Men samtidig er jeg pisse angst hvergang jeg er på wc. Jeg kigger på papiret hvergang og er næsten overrasket, når der ikke er blod på papiret. Jeg er RÆDSELSLAGEN for NF, selvom jeg godt ved at chancerne for at den er fin, når vi når til NF er stooore...

Min Vivi (min fars kone) skrev at jeg jo bare måtte se det positive i det osv.... Men det er bare så nemt at sige, for alle dem der ikke mærker sin krop hele tiden. - Selvom jeg godt ved at det er godt... Alle hormonerne...  Fuck nu tuder jeg igen.

Tom kan heller ikke rigtig rumme at jeg er bange og ked af det, for så skulle vi jo slet ikke have prøvet igen. Men samtidig siger han jo også at han ikke kan være i det, før efter NF. Men jeg kan bare ikke vælge. Jeg ER i det hele tiden. Døgnet rundt. 24/7. Med alt hvad det indebærer af angst, kvalme, sorg og jeg prøver virkelig... Jeg prøver virkelig at se det positive. Jeg prøver virkelig at visualisere min store mave... Det føles bare så langt væk...

Nu har jeg fået indkaldelse til scanning når jeg 8+2... Så skal jeg ind og se hvor tidligt de kan lave nf. Hvis min termin holder, så bliver det på min farfars 75 års fødselsdag.

Jeg burde gå ud og få mig et bad... Jeg har ikke været i bad i 3 dage... Og jeg burde sove, fordi jeg er så træt... Men jeg tuder bare...

Fuck det er svært. Jeg føler mig så alene...

Jeg vil bare så gerne være mor til 2. Jeg tænker også at alle folk jo er lavet sådan. En mand og en kvinde. En mor der er gravid... og er gravid i 9 mrd og alt det der. Selvom det føles som et uopnåeligt mirakel, så sker det jo hver eneste dag... Hvorfor følelses bare så langt langt væk...

VIL DEN TID BARE IKKE GÅ NU!!!!... Lad det fucking blive midt i februar, så jeg kan slappe af... Så har jeg gladeligt kvalme fortsat. Jeg er skideligeglad, hvor længe jeg skal rende rundt med kvalme, bare mit Fnug er sundt og lever...

Det er bare en lang strøm af tårer... Kommer jeg nogensinde igennem det...

Zafir.

Ej hvor er jeg ked af at høre du har det sådan!!! Jeg forstår dig godt!! Det er svært at finde optimismen når man har mistet før?? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig???

KNUS LENE

Puhh Zafir...blir så ked af det når jeg læser dit indlæg  Jeg har tænkt så meget på dig hele dagen og ville sådan ønske, at jeg kunne gøre noget eller sige noget som får dig til at slappe af og ikke være så bange.

Jeg ved godt, at det ikke nytter noget at sige, at der ikke sker noget denne gang for du har været gennem noget slemt hele to gange og det sidder i din krop.

Jeg ønsker også bare at tiden går hurtigt de næste uger så du/I/vi kan få vished om at alt er som det skal være og at Fnugget vokser sig stor og stærk.

Jeg sender masser af og  og håber du ved hvor meget jeg elsker dig og ønsker for dig at du blir mor igen til endnu en dejlig lille skat.

Moster

Tjuhl skriver:

ååååh!nu tuder jeg også igen! jeg kan bare så utrolig godt sætte mig ind i, at I ikke kan finde ro med den her graviditet før I har været til NF....man har nogle underlige regler gemt inde i sig når man har mistet før, og det går simpelthen så frygteligt meget udover selvtilliden, at det er virkelig svært at TRO når man skal! Jeg er jo selv sådan "nåh, det var så det barn - det eneste barn jeg nogensinde får og det er bare væk og nu sker det mirakel aldrig igen"...selvom man udmærket ved alle chancerne og procenterne og bla bla bla, man kan ikke bruge det til en skid når man er ved at tisse i bukserne af angst

jeg ved godt, at jeg overhovedet ikke ved noget, men jeg er overbevist om, at Fnugget er sundt og superstærkt...det er velsignet af Idun og Idun giver jo i mytologien liv og jeg er overbevist om, at du skal have en lille rolling når hele verden er gylden af tidlige efterårsfarver - bare vent og se!

Jeg ved det godt... Jeg ved godt at alle tegn og det hele bare burde sige: Fnugget er fint. Alt går godt. Det er bare så svært at føle...

Åh hvor er det bare trist at læse at du er så ked og nu hvor du har et fnug i maven, ville det jo bare være skønt om du kunne slippe frygten og glæde dig, men kan godt forstå at det er så svært. I starten af denne graviditet kiggede jeg også efter blød hele tiden...

Jeg håber at det går bedre med dig i morgen

Jeg er rigtig stolt af mig selv ligenu. Jeg gjorde det jeg ellers aldrig gør. Jeg tog fanmer telefonen og ringede til min veninde og bad om at blive TRØSTET... BAd om at hun tog bilen og kørte de 3 km ned til mig for at trøste mig. Hun var her under 10 min efter jeg havde ringet

Det var fanmer rart... Nu græder jeg ikke mere. Prøver at se lidt mere positivt. prøver at hjernevaske mig selv til kun at tænke på de gode ting Tænke på at min kvalme er skøn- passer på baby...

Tænke på at den vokser og hjertet banker. Tænke på hvor dejligt det er ikke at have mens i laaaaaaaaaang tid. Tænke på at Idun har velsignet den. Og Idun er IDUN jo. Idun er hende der bringer sundhed, ungdom, skønhed... Hende der giver guderne evigt liv. Hun har velsignet den. Selvom hun ikke vidste den var der.

Så nu vil jeg tage et bad, for jeg stinker sikkert. Jeghar ikke været i bad i 3 dage... Også vil jeg aflyse min første aftale i morgen tidlig. Og sove lidt længere.

Så håber jeg the bad day, blir en god nat...!!

Kærlighed til Idun og kærlighed til Fnugget.

Det var vist også det eneste rigtige at gøre, smukke Zafir.

Jeg sender dig ihvertfald lidt nattero herfra, jeg bruger alligevel ikke min til noget disse dage, det har sønnikke i maven bestemt

Knus

Rosa