Problemer med dreng i børnehaven.

Synes det er rigtig flot du kunne det. Jeg har prøvet at "forsvare" ham dernede når børnene igen brokkede sig over ham, og han stod ved siden af. Vil jo også gerne have at mine børn skal vokse op og være åbne overfor alle slags mennesker. Men altså... jeg må indrømme at jeg lige nu ignorerer ham hvis jeg ser ham dernene. Og jeg har også sagt til mine børn at de ikke skal lege med ham. Ikke videre pædagogisk, det ved jeg godt, og jeg bliver nok hellere ikke videre populær i børnehaven hvis jeg fortæller dem det. Men vil ikke ofre mine børn for at han måske skal få det bedre.

Jeg er slet ikke i tvivl om at drengen har det svært, og jeg synes det er rigtig synd for ham. Jeg mener bare ikke det er min opgave at hjælpe ham.

 

Men det er jo ikke barnet du hjælper...det er dit barn du hjælper og du viser samtidig at man intet får ud af at opføre sig lige så skidt som barnet. 

Lige nu lærer du dine børn at det er ok at isolere og ignorere andre mennesker..det er i min verden mobning og du som mor der viser det er ok...hvilke børn får det så svært?

Knus Eva

Sådan en dreng var der i Bertrams børnehave og han går nu i skole med ham...drengen havde det jo så svært og blev konstant mødt negativt...jeg var selv irriteret men valgte at gå positivt til ham og lære ham at kende...tale med ham hver gang jeg så ham og sige noget positivt og Bertram var der jo tit også og det hjalp meget, han ændrede helt ansigt udtryk når jeg kom og vi talte sammen osv..Så på den måde fik jeg og Bertram et forhold til ham, og har det stadig...selvom han har det svært endnu.

Bare en anden måde...

Knus Eva

Hold op hvor blev jeg glad over at læse det!!!!! Du får lige et KÆMPE . De børn der opfører sig sådan er nemlig altid nogle der ikke har det nemt hverken derhjemme eller i institutionen. Mange gange har de bare brug for at der er nogen der møder dem positivt og tror på at de indeholder noget godt. Hvis man forventer af de børn at de også er søde, varme og dejlige kan det tit give barnet noget så det blomstrer lidt. Men ja jeg ved da også at man ikke kan holde ud når det går ud over ens eget barn, jeg ville da også være knust over det hvis min datter fik bøllebank ofte og så har man nok ikke meget tilovers for barnet... men ja det er jo bare lige det det barn mangler....

Til trådstarter: Jeg ved ikke hvad jeg skal give dig af råd. Jeg er selv pædagog og med alle de nedskæringer der er i personale VED jeg at det er umuligt at mandsopdække det barn selvom man faktisk næsten gør det alligevel fordi barnet ryger ind i den ene konflikt efter den anden.... Men ja du kan jo ikke undgå det sker igen og at rykke dit barn tror jeg ikke er løsningen for der findes ofte et barn af denne type i alle institutioner.... Desværre......Men ja det må ikke være sjovt for dig at sende dit barn af sted og vide hvad der måske venter

Anonym skriver:

Synes det er rigtig flot du kunne det. Jeg har prøvet at "forsvare" ham dernede når børnene igen brokkede sig over ham, og han stod ved siden af. Vil jo også gerne have at mine børn skal vokse op og være åbne overfor alle slags mennesker. Men altså... jeg må indrømme at jeg lige nu ignorerer ham hvis jeg ser ham dernene. Og jeg har også sagt til mine børn at de ikke skal lege med ham. Ikke videre pædagogisk, det ved jeg godt, og jeg bliver nok hellere ikke videre populær i børnehaven hvis jeg fortæller dem det. Men vil ikke ofre mine børn for at han måske skal få det bedre.

Jeg er slet ikke i tvivl om at drengen har det svært, og jeg synes det er rigtig synd for ham. Jeg mener bare ikke det er min opgave at hjælpe ham.

 

Jeg ved godt du gør det for at beskytte dit barn, men det gør sgu alligevel lidt ondt i hjertet på mig at du har sagt til dit barn at det ikke må lege med ham. For jeg tænker at du nok ikke er den eneste forælder der har sagt det til deres barn... Ergo render ungen rundt uden nogen at lege med og hele hans dag går ud på at få at vide: Nej nej NEJ det må du ikke.... Hold op, lad være. NU stopper du!!! osv osv osv og når drengen kommer hjem fortsætter det 100% i samme dur. Det forfærdelige ved de her børn er at de lever i dobbeltnegative miljøer. Der er negativt derhjemme men der er også negativt når han kommer i børnehave. Prøv at tænk hvis vi voksne ikke havde et sted der var rart at være. Kan næsten ikke tænke tanken.....

Prøv at invitere drengen hjem. Vær sammen med dit barn og ham mens de leger og find på noget sjovt. Jeg vil vædde med der kommer noget positivt ud af det. Drengen har brug for nogen der vil ham noget godt. Det gode man giver kommer aldrig dårligt tilbage....

michella80 skriver:

Hold op hvor blev jeg glad over at læse det!!!!! Du får lige et KÆMPE . De børn der opfører sig sådan er nemlig altid nogle der ikke har det nemt hverken derhjemme eller i institutionen. Mange gange har de bare brug for at der er nogen der møder dem positivt og tror på at de indeholder noget godt. Hvis man forventer af de børn at de også er søde, varme og dejlige kan det tit give barnet noget så det blomstrer lidt. Men ja jeg ved da også at man ikke kan holde ud når det går ud over ens eget barn, jeg ville da også være knust over det hvis min datter fik bøllebank ofte og så har man nok ikke meget tilovers for barnet... men ja det er jo bare lige det det barn mangler....

Til trådstarter: Jeg ved ikke hvad jeg skal give dig af råd. Jeg er selv pædagog og med alle de nedskæringer der er i personale VED jeg at det er umuligt at mandsopdække det barn selvom man faktisk næsten gør det alligevel fordi barnet ryger ind i den ene konflikt efter den anden.... Men ja du kan jo ikke undgå det sker igen og at rykke dit barn tror jeg ikke er løsningen for der findes ofte et barn af denne type i alle institutioner.... Desværre......Men ja det må ikke være sjovt for dig at sende dit barn af sted og vide hvad der måske venter

Tak... og stort kram tilbage....

michella80 skriver:

Jeg ved godt du gør det for at beskytte dit barn, men det gør sgu alligevel lidt ondt i hjertet på mig at du har sagt til dit barn at det ikke må lege med ham. For jeg tænker at du nok ikke er den eneste forælder der har sagt det til deres barn... Ergo render ungen rundt uden nogen at lege med og hele hans dag går ud på at få at vide: Nej nej NEJ det må du ikke.... Hold op, lad være. NU stopper du!!! osv osv osv og når drengen kommer hjem fortsætter det 100% i samme dur. Det forfærdelige ved de her børn er at de lever i dobbeltnegative miljøer. Der er negativt derhjemme men der er også negativt når han kommer i børnehave. Prøv at tænk hvis vi voksne ikke havde et sted der var rart at være. Kan næsten ikke tænke tanken.....

Prøv at invitere drengen hjem. Vær sammen med dit barn og ham mens de leger og find på noget sjovt. Jeg vil vædde med der kommer noget positivt ud af det. Drengen har brug for nogen der vil ham noget godt. Det gode man giver kommer aldrig dårligt tilbage....

Kan sagtens forstå hvor træls det må være at der er sådan et barn i børnehaven...! Jeg kender det en smule selv, dog ikke i ligeså grove træk som jeres...!

 Og faktisk er det min egen søn...!

 Min søn har siden han var meget meget lille vist en anderledes adfærd... alt skulle være rigtigt, præcist og i rigtig rækkefølge... jeg bliver bekymret og tror han måske er noget autist... (Mange andre ting spillede ind der!)

 Da han starter i børnehave var han jo bare rigtig klar til det, og jeg var glad for at han endelig kunne komme ud og møde mange andre store børn på hans alder...! Dagplejen var blevet for kedelig!

 Efter kort tid erfarer jeg, at han er det jeg selv ville omtale som et "problembarn"! Han råbte de andre børn op i hovedet, tog deres legetøj for at komme i kontakt, var højtråbende og til tider lidt hidsig i mine øjne...!Samtidig var han også den mest kærlige dreng man ku ønske sig, og jeg kunne slet ikke finde ud af hvad der fremprovokerede hans opførsel... han havde tildels manglende form for empati, så børnehaven og jeg valgte at få ham undersøgt hos en børnepsykriater... som da jeg endelig fik tid, sad og rystede på hovedet over jeg overhovedet var kommet der med min søn... han fejlede intet... han var livlig ja... Men bare en ganske almindelig dreng...! Det var jo lettende... men alligevel... så var det jo MIN opdragelse den var gal med...! og han er nummer 2 ud af 3 børn... !

 Jeg er længe bekymret, ked af det, og flov over min søns opførsel... Det var pinligt som han nogen gange kunne stå bare og råbe en træls lyd, når nogen forældre eller andre børn sagde noget til ham... som god weekend eller vi ses... og jeg følte han stod og spille åndssvag! DET har været hårdt!

 Jeg tænker længe over hvad pokker der kan være, og efter lidt tid, begynder tingene at falde på plads... Han var over 2 år før han begyndte at få et sprog... Hans far gik til talepædagog da han var 5 fordi han ikke ku tale ordentlig, og jeg troede det var fra ham han havde det...! Men pludselig lagde jeg mærke til, at han ikke længere lystrede på hvad jeg sagde til ham... i starten troede jeg det var med vilje, og hvis jeg skældte ham ud for at være uartig, kunne han fare sammen og begynde at græde noget så ulykkeligt... og jeg bliver forskrækket, men pludselig faldt 5 øren...

Min dreng kunne ikke høre....!

P.g.a. hørelsen, var han altid højtråbende, hidsig til tider, kunne ikke få de andres kontakt andet end ved at tage deres legetøj, og var stort set bare inde i sin egen "klokke" og derfor var alt sammen meget vigtigt for ham, blev gjort i rutiner og faste rammer...!

 Vi har stadig lidt problemer med en pinlig opførsel, men det er hver gang han ikke hører hvad der bliver sagt til ham, så kan han finde på at række tunge eller bare te sig åndssvagt... for han aner ikke hvad han skal...! Jeg har prøvet at forklare ham at man gerne må sig hva behar flere gange hvis man ikke hører hvad der bliver sagt, i stedet for bare at lade som ingenting... Men jeg gør i al fald ALT hvad jeg kan, for ikke at få den her trælse dreng de andre ikke vil lege med og som de andre forældre ikke kan li...! Der er jo "heldigvis" en god grund, men derfor er det stadig rigtig rigtig træls og pinligt, ikke mindst for moderen... og egentlig ret synd for drengen... han kan jo ikke gøre for han ikke kan høre, og at der altid er halve års ventetid til ørespecialisterne... ! Men vi håber på endelig afgørelse inden han skal starte i skole til sommer!

Hilsen Rikke

emma-01 skriver:

Kan sagtens forstå hvor træls det må være at der er sådan et barn i børnehaven...! Jeg kender det en smule selv, dog ikke i ligeså grove træk som jeres...!

 Og faktisk er det min egen søn...!

 Min søn har siden han var meget meget lille vist en anderledes adfærd... alt skulle være rigtigt, præcist og i rigtig rækkefølge... jeg bliver bekymret og tror han måske er noget autist... (Mange andre ting spillede ind der!)

 Da han starter i børnehave var han jo bare rigtig klar til det, og jeg var glad for at han endelig kunne komme ud og møde mange andre store børn på hans alder...! Dagplejen var blevet for kedelig!

 Efter kort tid erfarer jeg, at han er det jeg selv ville omtale som et "problembarn"! Han råbte de andre børn op i hovedet, tog deres legetøj for at komme i kontakt, var højtråbende og til tider lidt hidsig i mine øjne...!Samtidig var han også den mest kærlige dreng man ku ønske sig, og jeg kunne slet ikke finde ud af hvad der fremprovokerede hans opførsel... han havde tildels manglende form for empati, så børnehaven og jeg valgte at få ham undersøgt hos en børnepsykriater... som da jeg endelig fik tid, sad og rystede på hovedet over jeg overhovedet var kommet der med min søn... han fejlede intet... han var livlig ja... Men bare en ganske almindelig dreng...! Det var jo lettende... men alligevel... så var det jo MIN opdragelse den var gal med...! og han er nummer 2 ud af 3 børn... !

 Jeg er længe bekymret, ked af det, og flov over min søns opførsel... Det var pinligt som han nogen gange kunne stå bare og råbe en træls lyd, når nogen forældre eller andre børn sagde noget til ham... som god weekend eller vi ses... og jeg følte han stod og spille åndssvag! DET har været hårdt!

 Jeg tænker længe over hvad pokker der kan være, og efter lidt tid, begynder tingene at falde på plads... Han var over 2 år før han begyndte at få et sprog... Hans far gik til talepædagog da han var 5 fordi han ikke ku tale ordentlig, og jeg troede det var fra ham han havde det...! Men pludselig lagde jeg mærke til, at han ikke længere lystrede på hvad jeg sagde til ham... i starten troede jeg det var med vilje, og hvis jeg skældte ham ud for at være uartig, kunne han fare sammen og begynde at græde noget så ulykkeligt... og jeg bliver forskrækket, men pludselig faldt 5 øren...

Min dreng kunne ikke høre....!

P.g.a. hørelsen, var han altid højtråbende, hidsig til tider, kunne ikke få de andres kontakt andet end ved at tage deres legetøj, og var stort set bare inde i sin egen "klokke" og derfor var alt sammen meget vigtigt for ham, blev gjort i rutiner og faste rammer...!

 Vi har stadig lidt problemer med en pinlig opførsel, men det er hver gang han ikke hører hvad der bliver sagt til ham, så kan han finde på at række tunge eller bare te sig åndssvagt... for han aner ikke hvad han skal...! Jeg har prøvet at forklare ham at man gerne må sig hva behar flere gange hvis man ikke hører hvad der bliver sagt, i stedet for bare at lade som ingenting... Men jeg gør i al fald ALT hvad jeg kan, for ikke at få den her trælse dreng de andre ikke vil lege med og som de andre forældre ikke kan li...! Der er jo "heldigvis" en god grund, men derfor er det stadig rigtig rigtig træls og pinligt, ikke mindst for moderen... og egentlig ret synd for drengen... han kan jo ikke gøre for han ikke kan høre, og at der altid er halve års ventetid til ørespecialisterne... ! Men vi håber på endelig afgørelse inden han skal starte i skole til sommer!

Hilsen Rikke

Tusind tak for din historie.. Den viser virkelig at der kan være 100 veje til at finde ud af hvad der er i vejen og at det ikke bare er en dum og umulig unge. Det er bare dejligt han har så god en mor der tør få undersøgt hvad der mon kan ligge til baggrund for hans opførsel

Tak

Det var sødt sagt!

Knus Rikke