Problemer med dreng i børnehaven.

Jeg er ano i dag, da jeg ved at en af de andre forældre i mine børns børnehave også er herinde.

Men jeg har to børn i børnehave, og dernede går også en dreng, der er meget hård ved de andre børn. Han laver der mest sindssyge ting- sparker og slår de andre børn uden grund, ødelægger deres leg og legetøj osv.

Stort set hver eneste dag kan en af mine børn fortælle at han har slået eller sparket dem. Senest var jeg til tændlæge med min søn, da ham drengen havde smadret et stykke legetøj i ansigtet på ham.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Kan man tillade sig at bede pædagogerne holde øje med den dreng konstant? Jeg synes bare ikke det kan være rigtigt det skal gå ud over mine børn at han åbenbart har nogle problemer. Har sågar overvejet at flytte mine børn fra børnehaven. Men jeg synes heller ikke det kan være rigtigt at det er mine børn der skal rykkes et nyt sted hen, fordi de får tæsk af et andet barn dernede.

Det skal lige siges at der i forvejen er støtte på den dreng i børnehaven, og har været det i lang tid. Men det hjælper åbenbart ikke

Anonym skriver:

Jeg er ano i dag, da jeg ved at en af de andre forældre i mine børns børnehave også er herinde.

Men jeg har to børn i børnehave, og dernede går også en dreng, der er meget hård ved de andre børn. Han laver der mest sindssyge ting- sparker og slår de andre børn uden grund, ødelægger deres leg og legetøj osv.

Stort set hver eneste dag kan en af mine børn fortælle at han har slået eller sparket dem. Senest var jeg til tændlæge med min søn, da ham drengen havde smadret et stykke legetøj i ansigtet på ham.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Kan man tillade sig at bede pædagogerne holde øje med den dreng konstant? Jeg synes bare ikke det kan være rigtigt det skal gå ud over mine børn at han åbenbart har nogle problemer. Har sågar overvejet at flytte mine børn fra børnehaven. Men jeg synes heller ikke det kan være rigtigt at det er mine børn der skal rykkes et nyt sted hen, fordi de får tæsk af et andet barn dernede.

Det skal lige siges at der i forvejen er støtte på den dreng i børnehaven, og har været det i lang tid. Men det hjælper åbenbart ikke

Vi havde også sådan en dreng i Iduns gamle børnehave... Det var frygteligt. Også fordi man bare vidste at den dreng var super omsorgssvigtet... men det bare heller ikke er rart, når ens datter bliver sparket og slået osv... Og det IKKE kun var hende i børnehaven det gik udover. De måtte nærmest mandsopdække ham med pædagoger... Suk.

Nu kommer hun til at gå i skole med ham, efter sommerferien... han går i første, når hun starter i 0'e... Jeg har faktisk allerede bange anelser, men det er bare så svært, når man ved at det er fordi han har det ad H til derhjemme og er vant til vold ...

Så jeg aner vfaktisk ikke rigtig hvad du skal gøre, for vi har aldrig fået en løsning på det. Her hos os.

Sådan en dreng var der i Bertrams børnehave og han går nu i skole med ham...drengen havde det jo så svært og blev konstant mødt negativt...jeg var selv irriteret men valgte at gå positivt til ham og lære ham at kende...tale med ham hver gang jeg så ham og sige noget positivt og Bertram var der jo tit også og det hjalp meget, han ændrede helt ansigt udtryk når jeg kom og vi talte sammen osv..Så på den måde fik jeg og Bertram et forhold til ham, og har det stadig...selvom han har det svært endnu.

Bare en anden måde...

Knus Eva

Zafir skriver:

Vi havde også sådan en dreng i Iduns gamle børnehave... Det var frygteligt. Også fordi man bare vidste at den dreng var super omsorgssvigtet... men det bare heller ikke er rart, når ens datter bliver sparket og slået osv... Og det IKKE kun var hende i børnehaven det gik udover. De måtte nærmest mandsopdække ham med pædagoger... Suk.

Nu kommer hun til at gå i skole med ham, efter sommerferien... han går i første, når hun starter i 0'e... Jeg har faktisk allerede bange anelser, men det er bare så svært, når man ved at det er fordi han har det ad H til derhjemme og er vant til vold ...

Så jeg aner vfaktisk ikke rigtig hvad du skal gøre, for vi har aldrig fået en løsning på det. Her hos os.

Det er nemlig det der er så svært... at jeg ved drengen har det svært, og jeg har så ondt af ham. Han er ikke engang fyldt 5 år, og har allerede 3 mindre søskende Så kan jo også godt regne ud at de i familien nok ikke har det vilde overskud til at hjælpe ham.

Men når det er ens egne børn det går ud over, så er det svært at være objektiv, og tænke at det er HAM der har det svært.

Har også allerede tænkt tanken, at han er sådan en man læser om i aviserne om 10 år... skrækkeligt

kiroo skriver:

jeg havde bestemt sagt noget, i særnår støtten ikke hjælper, det er jo også synd for drengen. han har jo brug for mere hjælp..

hvis det var mit barn der slog ville jeg vide det så der kunne gøres noget. ville være rigtig ked af at mit barn ikke kan finde ud af at omgåes andre børn

Forældre en udmærket godt klar over at der er problemer med ham, han har jo støtte på. Men vil helt sikkert snakke med børnehaven om det i morgen... mine unger skal ikke gå og være bange for ham.

Tak for dit svar

Eva skriver:

Sådan en dreng var der i Bertrams børnehave og han går nu i skole med ham...drengen havde det jo så svært og blev konstant mødt negativt...jeg var selv irriteret men valgte at gå positivt til ham og lære ham at kende...tale med ham hver gang jeg så ham og sige noget positivt og Bertram var der jo tit også og det hjalp meget, han ændrede helt ansigt udtryk når jeg kom og vi talte sammen osv..Så på den måde fik jeg og Bertram et forhold til ham, og har det stadig...selvom han har det svært endnu.

Bare en anden måde...

Knus Eva

Synes det er rigtig flot du kunne det. Jeg har prøvet at "forsvare" ham dernede når børnene igen brokkede sig over ham, og han stod ved siden af. Vil jo også gerne have at mine børn skal vokse op og være åbne overfor alle slags mennesker. Men altså... jeg må indrømme at jeg lige nu ignorerer ham hvis jeg ser ham dernene. Og jeg har også sagt til mine børn at de ikke skal lege med ham. Ikke videre pædagogisk, det ved jeg godt, og jeg bliver nok hellere ikke videre populær i børnehaven hvis jeg fortæller dem det. Men vil ikke ofre mine børn for at han måske skal få det bedre.

Jeg er slet ikke i tvivl om at drengen har det svært, og jeg synes det er rigtig synd for ham. Jeg mener bare ikke det er min opgave at hjælpe ham.

Anonym skriver:

Det er nemlig det der er så svært... at jeg ved drengen har det svært, og jeg har så ondt af ham. Han er ikke engang fyldt 5 år, og har allerede 3 mindre søskende Så kan jo også godt regne ud at de i familien nok ikke har det vilde overskud til at hjælpe ham.

Men når det er ens egne børn det går ud over, så er det svært at være objektiv, og tænke at det er HAM der har det svært.

Har også allerede tænkt tanken, at han er sådan en man læser om i aviserne om 10 år... skrækkeligt

Jeg er bare så enig ... Man føler sig så magtesløs. For på den ene måde har man ondt af ham og bange for, hvor han ender og på den anden side, så har man jo bare lyst til at beskytte sit barn mod alt ondt.

Puha, det lyder ikke rart... Jeg har lidt af samme problem i min søns børnehave. Men det er blevet meget bedre på det sidste. Jeg syntes helt bestemt du skal gå til personalet med det så det ikke bliver et større problem for dig/jer - jeg kan godt lide Eva's råd, og tror at denne dreng vil se jer med helt andre øjne hvis I møder ham positivt... Desværre er det jo ikke så tit at "den slags børn" møder meget medgang i hverdagen, hvis det er sådan hans opførsel er.

Hed og lykke med det.

Knus Pia også mor til et børnehavebarn - syntes det er de sværeste år for mig at have børn, det er børnhave årene...

Eva skriver:

Sådan en dreng var der i Bertrams børnehave og han går nu i skole med ham...drengen havde det jo så svært og blev konstant mødt negativt...jeg var selv irriteret men valgte at gå positivt til ham og lære ham at kende...tale med ham hver gang jeg så ham og sige noget positivt og Bertram var der jo tit også og det hjalp meget, han ændrede helt ansigt udtryk når jeg kom og vi talte sammen osv..Så på den måde fik jeg og Bertram et forhold til ham, og har det stadig...selvom han har det svært endnu.

Bare en anden måde...

Knus Eva

Vi har også 'sådan én' i vores børnehave (dog ikke helt så slemt som noget af det I andre fortæller om). Min mor valgte præcis samme stategi som dig. Når hun hentede min søn i børnehaven, ja så var sød og imødekommende overfor problem-barnet. Hun snakkede med ham, spurgte til han nye hue osv. Med præcis samme resultat som du beskriver. Dreng ændre totalt adfærd så snart han ser min mor. Han bliver smilende og imødekommet. (Jeg er i højgravid tilstand prøvet at blive slået hårdt i maven, med ordne: Den dumme unge der ligger der inde, det er sikkert djævlen!  Så han kan bestemt godt være mega slem!)