Sødeste Karina, jeg bliver så sur på dine vejne, tænk at du skal ringe så mange gange og rykke. Det er bare så uholdbart i længden. Hvis jeg må komme med et råd, noget jeg selv gjorde dengang der gik et halvt år, hvor jeg ventede på at få en tid til min operation uden at høre noget fra nogen eller få noget svar en af det mange mange gange jeg ringede. Ved din kommune findes der noget, som vist nok hedder patientkontoret, som kan sørge for at stå for kontakten for dig, dem ringede jeg til tilsidst og fortalte dem om min sag, og de er simpelthen så søde og hjælpsomme, og jeg skal ellers sørge for, at der blev sat skub i tingene. Jeg ringede til dem en mandag, hun lovede at undersøge, hvorfor jeg ingenting kunne få at vide, og lovede at vende tilbage i løbet af et par dage, om tirsdagen ringede hun og sagde, at hun havde fået fat i hospitalet, og at der var sket en fejl, de havde prøvet at ringe til mig, fordi de havde en tid, men at de måtte have det forkerte nummer (hvilket ikke er helt sandt, jeg havde ringet og givet dem mit nye nummer i tilfælde af, at de skulle ringe, hvor jeg fik at vide, at de ville skrive det ned, men at det ikke var vigtigt, da de aldrig ringede om sådan noget, men sendte breve ud), nå men de havde en tid til min operation allerede om torsdagen, hvor jeg blev opereret.
Det bliver taget mere alvorligt, når man får lidt hjælp fra dem. Det er det råd jeg kan give dig, for du kan jo ikke gå rundt med de smerter, det er der da ingen mennesker, der kan klare i længden, og nu er det stået på i så lang tid, at jeg kun kan forestille mig, at du er ved at blive sindsyg. Jeg kan ikke forestille mig, hvor ondt det gør, men puha, hvor har du været stærk, at du har kunnet klare det helt indtil nu. Der er ikke noget at sige til at du er frustreret.
Anmeld
