min kæreste er en 1ér

altså forstå mig ret han er en 1 på alle tænkelige måder han er super skøn, herre lækker, og mega vidunderlig og jeg elsker ham af hele mit hjerte men men men han kan ikke rigtig vende sig til at vi er to(3 med Daniella) kan ikke rigtig finde ud af at tænke på mig og have forståelse for mig og mine følelser osv.

og nu sidder jeg så her og tænker over det hele, og bliver egentligt lidt depri for han er jo alt altså det er han jo virkelig men er det noget jeg ønsker at leve med resten af mit liv? vi har dog kun været sammen i 2 år og 3 måneder og Daniella er 20 måneder

Nogen der har prøvet det samme? hvad gjorde i?

Knus en håbløs forelsket Stina

Jubii har lige snakkede med ham og min mave køre og jeg sidder her og småfniser som en andne fjantede teegnater (staves) tøs..

Han sagde noget a la... det er bare en perioede skat, vi skal nok finde ud af det og jeg er sikker på det er noget dr bliver beder med tiden osv osv osv...

Knus Stina med verdens skønneste kæreste!!!!

Ved godt det lyder som en kliche - men hvad med en psykolog? Det er jo meget normalt, at alting bliver ændret i parforholdet når der kommer en lille til. Måske skal I bare lige have styr på det hele igen. Du er jo gået fra kun at give ham opmærksomhed til at have en lille baby, der altid kommer i første række.

- men hvor er det fedt at høre, at han giver dig sommerfugle stadigvæk!

Du skriver at han ikke har forståelse for dig og dine følelser? Har du fortalt ham hvordan du føler? Eller regner du bare med at han da burde kunne se du er ked osv?

I min erfaring skyldes en stor den af kvinders utilfredshed med at deres mænd ikke gør som de forventer og synes de bør gøre og mænd går rundt og er forvirrede over de hormonbomber de bor sammen med og det meste af tiden aner de ikke hvad de skal gøre for at tilfredsstille dem.

Tag en snak med ham - og ikke bare en generel snak og ikke for lang men forklar ham PRÆCIST hvad du forventer af ham.

Min mand er elendig til at se om der er noget galt... Jeg er begyndt at fortælle ham at jeg er ked og nu har han bare at komme og kramme mig for det har jeg brug for. Jeg fortæller ham i korte vendinger hvad jeg føler og hvis jeg forventer at han gør noget. Det er måske ikke det mest romantiske, men vores forhold har aldrig været lykkeligere.

Prøv det, istedet for at gå og være ked og skuffet over at han ikke kan læse dine tanker.

Skouboe skriver:

Du skriver at han ikke har forståelse for dig og dine følelser? Har du fortalt ham hvordan du føler? Eller regner du bare med at han da burde kunne se du er ked osv?

I min erfaring skyldes en stor den af kvinders utilfredshed med at deres mænd ikke gør som de forventer og synes de bør gøre og mænd går rundt og er forvirrede over de hormonbomber de bor sammen med og det meste af tiden aner de ikke hvad de skal gøre for at tilfredsstille dem.

Tag en snak med ham - og ikke bare en generel snak og ikke for lang men forklar ham PRÆCIST hvad du forventer af ham.

Min mand er elendig til at se om der er noget galt... Jeg er begyndt at fortælle ham at jeg er ked og nu har han bare at komme og kramme mig for det har jeg brug for. Jeg fortæller ham i korte vendinger hvad jeg føler og hvis jeg forventer at han gør noget. Det er måske ikke det mest romantiske, men vores forhold har aldrig været lykkeligere.

Prøv det, istedet for at gå og være ked og skuffet over at han ikke kan læse dine tanker.

nej nej jeg forvente ikke at an bare ved det men fortæller ham tit hvordan jeg har og han er en dejlig mand dr lytter uanset hvor lang talen bliver hehe...

Og psykolog er der bestemt ikke behov for for så slemt er dte jo slet ikke, vi har jo et super forhold men det kan nogen gange godt være svært at han ikke rigtig ved hvordan man funger sammen i forhold osv. men tid kommer råd... og vi har jo aldrig prøvet bare at være os vi var jo gravide fra starten af vores forhold næsten så vi kender jo kun hinanden sådan her og alt er for det meste godt og vi er utrolige glade og lykkelige sammen men jeg er bare det man vil kalde en rigtig kvinde der nogen gange forlanger lidt for meget af min mand følsesmæssigt men det bliver beder og beder...

Sisley skriver:

- men hvor er det fedt at høre, at han giver dig sommerfugle stadigvæk!

åh det gør han i stor stil og bliverblød i knægene af at se på ham og kigger han mig dybt i øjene rødmer jeg ser han på mig og siger han elsker mig bliver jeg helt rundtosset og griner eller smiler han ligner jeg en glad julegris med stjerner i øjene

Min kæreste og jeg har haft et rigtigt råddent efterår. Der var gået rigtig meget hverdag i det, og jeg følte mig ikke set eller elsket.

Vi er ikke parret der sådan skændtes. Men så lige pludselig så havde vi bare et kæmpe skænderi (virkeligt ubehageligt) Hvor jeg fik fortalt alt det hele, og han lyttede, og han også fik fortalt tilbage. Det var hårdt at fortælle sådan det man gemmer inderst inde, men det var mindst lige så hårdt at få et par sandheder fortalt tilbage igen!

Men det hjalp bare så MEGET. Siden har vi været nyforelskede, kigget dybt i øjnene hen over maden, og sexlivet er blevet som nyt. Vi tager begge meget mere hensyn til hinanden! Det var ligesom det hjalp at vi begge to sagde fra overfor det dårlige/kedelige vi har haft/begge har skabt. Også bare det at man ved at den anden part stadig er interesseret i at være kæreste, og elske og vil have en!

Det jeg prøver at sige er nok bare at man godt kan komme ud på den anden side af en dårlig periode, men at det kræver en indsats, og at det ikke er sjovt.  Men det er tilgengæld pragtfuldt her på den anden side! Jeg glæder mig helt vildt til at vi skal fejre 4 års kærestedag her i februar!

Knus!

Nu synes jeg jo ikke det behøver at være "slemt" for at man kan tale med en psykolog. Nogle gange kan det være enormt givende at en helt udenforstående lægger øre til. Vi kan også kalde det en familierådgiver...

Vi har også haft en hård tid som par efter Liva kom til verden for 9 uger siden. Det har slidt rigtig meget på os at hun har kolik, så når den ene ikke sidder med hende, så gør den anden det.. Derfor er vi aldrig bare sammen os to og har tid til at tale sammen. Men vi prøver hele tiden at huske hinanden på at vi elsker hinanden, trods denne svære tid og at det kun er for en periode at vores lille pige har så meget brug for os!