sparre skriver:
... der er klaphattene!
Synes der på det sidste har været en del tråde der handler om at fædrene ikke vil se derse børn, tage ansvaret for dem osv. Vil bare lige fortælle at det herhjemme ser lidt anderledes ud: min kæreste MÅ ikke se sin søn!
Han gik fra drengens mor, imens hun var gravid, men var med til fødslen - efter det gik det galt igen... De var ikke gift og hun fik fuld forældremyndighed. i løbet af drengens første 2 år var de mange gange i statsamtet og det endte med at Ricki fik samvær: 1 time hver anden tirsdag! I hendes hjem! Tak for det... Grund: drengen var så lille og han kendte ham ikke godt nok til at have ham i længere tid/oftere. - hvordan skal han komme til det hvis han ikke får lov???
Det medførte at han besluttede at han ikke ville se sønnen overhovedet; det var alt for hårdt kun at se ham een gang på 14 dag - og kun alene hvis han gik en tur med ham. Desuden var det aldrig moderen men mormoderen der var og hende har han aldrig kunnet med... Det er 2 år siden nu, han sidst har set ham...
Ville egentlig ikke andet med dette indlæg end at sige at det kan godt være der er nogle mænd der ikke tager deres ansvar, men der er også nogle der ikke får lov!!!
Jeg er fuldstændigt enig med dig. Herhjemme har vi en lignende situation, med den forskel, at min mand har set sin søn fast hver anden weekend og halvdelen af ferierne. Han gik fra barnets mor, da barnet var omkring 2½ år.
Vi må ikke kontakte ham hos moderen, han må ikke kontakte os. Vi må faktisk slet ikke eksistere i drengens liv. Nu har vi så lige, efter et års kamp i statsforvaltningen, vundet retten til efter nytår at have drengen, som nu er 10, boende hver anden uge. At vi har fået tilkendt så meget skyldes to ting: At han kom med blå mærker som moderen havde lavet og at han selv fik lov til at blive hørt af en børnesagkyndig.
Jeg kan godt forstå, at din mand har været nødt til at vælge som han har gjort. Ved at min mand ofte har været ved at give op. For det er bare benhårdt ikke at måtte være en del af sit barns liv. Man skal som far også kunne hænge sammen og kunne komme videre som menneske, eventuelt med en ny familie. Og det kan være rent gift at have sådan en madamme i sit liv - når man samtidig kæmper med savnet af sit barn. Kan på ingen måde dømme ham for hans beslutning.
Der ER bare for lidt snak om fædres rettigheder, eller total mangel på samme. Børn har også brug for deres far (her taler jeg selvfølgelig om helt almindelige, normalt fungerende forældre) og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan nogle mødre kan være så egoistiske på deres børns vegne.
