Jeg kan ikke lige finde en overskrift...men jeg er sur...:-(

Min kæreste er lige kørt til Hirtshals for at hente sin datter. Det er en tur på 500 km hver vej. Jeg er simpelthen så skide træt af at han kaster alt hvad han har i hænderne når hun igen har rodet sig ud i noget hun ikke har tænkt igennem.

Jeg ved godt at jeg lyder totalt usympatisk og møgforkælet, og jeg ved også godt at hvis det var mit barn havde jeg måske gjort det samme, men aaarrrrgggghhhhh - hvor er jeg træt af det - og jeg er faktisk også ked af det, for det ødelægger jo temmeligt meget hyggen herhjemme selv om jeg forsøger at holde masken.

Hun er 20 år. Hun har ADHD og en personlighedsforstyrrelse, er medicineret osv, men jeg synes da bare at man burde kunne tænke så langt at når man skal ud så skal man også hjem - adhd eller ej.....Hun påstår nu også at hun har et problem med stoffer, men vi tror mest at det handler om opmærksomhed, men alligevel kom jeg idag til at tænke på at hendes indflydelse på vores liv jo er lidt som det jeg har læst om stofmisbrugere. Hun "forsvandt" i mandags og ignorerede alle opkald og aftaler onsdag da hun skulle have været til fødselsdag hos sin lillebror. Hun dukkede først op lørdag eftermiddag på sms da hun skrev at hun var i Hirtshals, havde ingen penge og gerne ville hjem....og nu er farmand kørt....

Vi skulle ha' købt juletræ, lavet konfekt og æbleskiverne er i ovnen - men det kan jeg da heldigvis selv klare....

Jeg ved ikke helt hvad jeg villle - bare lukke lidt damp ud tror jeg...

 

Det er ikke sjovt for dig.

Vil dog sige, at det er endnu mindre sjovt for din mand. Hvor må det være skrækkeligt at være vidne til at den højt elskede datter slet ikke kan finde ud af livet.

Personlighedsforstyrrelser er alvolige psykiatrisk lidelser. Som skal tages alvorligt.

Havde hun haft sukkersyge og var gået i insulinchok, ville du synes det var helt fair, at han fløj ud af døren for at komme hende til undsætning.

At have en psykisk syg i familien trækker tænder ud. Det vigtigste er, at I holder sammen omkring det. Støt ham. Julehygge og konfekt er der også i morgen og næste år.

Hilsner fra mig, som kender alt til den slags. Det er ikke sjovt - og bestemt heller ikke for dig.

KaMa skriver:

Det er ikke sjovt for dig.

Vil dog sige, at det er endnu mindre sjovt for din mand. Hvor må det være skrækkeligt at være vidne til at den højt elskede datter slet ikke kan finde ud af livet.

Personlighedsforstyrrelser er alvolige psykiatrisk lidelser. Som skal tages alvorligt.

Havde hun haft sukkersyge og var gået i insulinchok, ville du synes det var helt fair, at han fløj ud af døren for at komme hende til undsætning.

At have en psykisk syg i familien trækker tænder ud. Det vigtigste er, at I holder sammen omkring det. Støt ham. Julehygge og konfekt er der også i morgen og næste år.

Hilsner fra mig, som kender alt til den slags. Det er ikke sjovt - og bestemt heller ikke for dig.

Du har jo helt ret. Det her handler slet ikke om mig, og alligevel sidder jeg her og synker hen i selvynk.....

Og jeg kan jo også sagtens forstå at han henter hende - det snakkede vi også om inden han kørte, hun kan jo ikke rende rundt i Hirtshals uden nogle steder at være og selvfølgelig henter man sine børn når de har problemer. Men det er virkelig superhårdt at være en del af, og virkelig frustrerende.

Det er jo også nemt for mig at være den hårde, når det ikke er mit barn, og jeg synes virkelig han er alt for overbærende, men det er jo klassisk... Og når jeg skal være helt ærlig, så synes jeg noget af det sværeste er at skulle smile og være glad næste gang vi ser hende, bare at ignorere at hun koster os en masse tid, penge og skænderier - og så byde hende velkommen som om intet er hændt....

 

Znuzke skriver:

Du har jo helt ret. Det her handler slet ikke om mig, og alligevel sidder jeg her og synker hen i selvynk.....

Og jeg kan jo også sagtens forstå at han henter hende - det snakkede vi også om inden han kørte, hun kan jo ikke rende rundt i Hirtshals uden nogle steder at være og selvfølgelig henter man sine børn når de har problemer. Men det er virkelig superhårdt at være en del af, og virkelig frustrerende.

Det er jo også nemt for mig at være den hårde, når det ikke er mit barn, og jeg synes virkelig han er alt for overbærende, men det er jo klassisk... Og når jeg skal være helt ærlig, så synes jeg noget af det sværeste er at skulle smile og være glad næste gang vi ser hende, bare at ignorere at hun koster os en masse tid, penge og skænderier - og så byde hende velkommen som om intet er hændt....

 

Kan godt forstå, at du har svært ved at være imødekommende overfor hende.

Hvad pokker kan man gøre ved det. Tænker umiddelbart, at man også burde kunne sige til hende, at hendes handlinger har konsekvenser for hele familien og man bliver ked af det og vred. Fortælle hende, at det er svært at være helt upåvirket. Det er jo også en måde at vise omsorg på.

Det er dog en noget kilden affære, at den "onde stedmor" skal sige det. Måske din mand kan fortælle hende, hvad det gør ved jer, og hun ikke kan forvente, at hans "nye familie" kan være lutter glade ansigter, når de møder hende.

I må bare endelige huske at være medspiller i jeres forhold - altså din mand og dig. Lettere sagt end gjort.

Jeg har prøvet at være i et forhold med en mand, som hoppede og sprang for en eks og deres fælles barn. Var ved at blive VANVITTG!

Hold skruen i vandet.

Znuzke skriver:

Min kæreste er lige kørt til Hirtshals for at hente sin datter. Det er en tur på 500 km hver vej. Jeg er simpelthen så skide træt af at han kaster alt hvad han har i hænderne når hun igen har rodet sig ud i noget hun ikke har tænkt igennem.

Jeg ved godt at jeg lyder totalt usympatisk og møgforkælet, og jeg ved også godt at hvis det var mit barn havde jeg måske gjort det samme, men aaarrrrgggghhhhh - hvor er jeg træt af det - og jeg er faktisk også ked af det, for det ødelægger jo temmeligt meget hyggen herhjemme selv om jeg forsøger at holde masken.

Hun er 20 år. Hun har ADHD og en personlighedsforstyrrelse, er medicineret osv, men jeg synes da bare at man burde kunne tænke så langt at når man skal ud så skal man også hjem - adhd eller ej.....Hun påstår nu også at hun har et problem med stoffer, men vi tror mest at det handler om opmærksomhed, men alligevel kom jeg idag til at tænke på at hendes indflydelse på vores liv jo er lidt som det jeg har læst om stofmisbrugere. Hun "forsvandt" i mandags og ignorerede alle opkald og aftaler onsdag da hun skulle have været til fødselsdag hos sin lillebror. Hun dukkede først op lørdag eftermiddag på sms da hun skrev at hun var i Hirtshals, havde ingen penge og gerne ville hjem....og nu er farmand kørt....

Vi skulle ha' købt juletræ, lavet konfekt og æbleskiverne er i ovnen - men det kan jeg da heldigvis selv klare....

Jeg ved ikke helt hvad jeg villle - bare lukke lidt damp ud tror jeg...

 

ÆV jeg forstår godt du er skuffet....

Der er også bare rigtig mange børn i jeres familie, så jeg vil tro du ofte føler dig lidt tilsidesat... Og hvis så hende den store tøs hun laver mange problemer i perioder, så er dte også fair at blive irriteret over hende, selvom hun har ADHD.
Jeg har en kusine som har ADHD, og selvfølgelig kan hun da selv tænke at hun også skal have mulighed for at komme hjem....
Så du har sikkert ret i, at det nok mest er noget teenage-agtigt opmærksomhedshalløj... Og det skal hun da også have at vide, og selvom det er ADHD'en der driller hende, så skal hun OGSÅ have det at vide.... Man kan godt bede hende tænke sig lidt bedre om... Når hun har ADHD skal hun måske "bare" have det at vide et par tusind gange mere, end de fleste andre skal.... Og så gælder det bare om at få det sagt å en måde, uden at hun lukker af, før du får pointen til at trænge ind...

Og det er også i orden at blive sur på din mand, over at han bare ræser af sted.... Hun kunne sikkert godt have ventet et par timer ekstra, hvis hun da ikke lige er i problemer....

mariamiss6 skriver:

ÆV jeg forstår godt du er skuffet....

Der er også bare rigtig mange børn i jeres familie, så jeg vil tro du ofte føler dig lidt tilsidesat... Og hvis så hende den store tøs hun laver mange problemer i perioder, så er dte også fair at blive irriteret over hende, selvom hun har ADHD.
Jeg har en kusine som har ADHD, og selvfølgelig kan hun da selv tænke at hun også skal have mulighed for at komme hjem....
Så du har sikkert ret i, at det nok mest er noget teenage-agtigt opmærksomhedshalløj... Og det skal hun da også have at vide, og selvom det er ADHD'en der driller hende, så skal hun OGSÅ have det at vide.... Man kan godt bede hende tænke sig lidt bedre om... Når hun har ADHD skal hun måske "bare" have det at vide et par tusind gange mere, end de fleste andre skal.... Og så gælder det bare om at få det sagt å en måde, uden at hun lukker af, før du får pointen til at trænge ind...

Og det er også i orden at blive sur på din mand, over at han bare ræser af sted.... Hun kunne sikkert godt have ventet et par timer ekstra, hvis hun da ikke lige er i problemer....

Nåh nåh, glemte lige det med personlighedsforstyrrelsen.... Dem har jeg sgu ikke meget forstand på - så til det har jeg ingen kloge ord....

Men uanset hvad du føler, så er det altså fair nok at du snakker med både pigen og manden om det.... Måske det bare skal gribes an på en usandsynlig pædagogisk og tålmodigsk facon

I det nye år skrider vi alle sammen fra det hele, nogle timer, og leger kagekoner igen, så kan vi alle sammen få det bedre lidt, igen hehehhe

Tøsefnidder rules

 

Min kæreste er lige kørt til Hirtshals for at hente sin datter. Det er en tur på 500 km hver vej. Jeg er simpelthen så skide træt af at han kaster alt hvad han har i hænderne når hun igen har rodet sig ud i noget hun ikke har tænkt igennem.

Jeg ved godt at jeg lyder totalt usympatisk og møgforkælet, og jeg ved også godt at hvis det var mit barn havde jeg måske gjort det samme, men aaarrrrgggghhhhh - hvor er jeg træt af det - og jeg er faktisk også ked af det, for det ødelægger jo temmeligt meget hyggen herhjemme selv om jeg forsøger at holde masken.

Hun er 20 år. Hun har ADHD og en personlighedsforstyrrelse, er medicineret osv, men jeg synes da bare at man burde kunne tænke så langt at når man skal ud så skal man også hjem - adhd eller ej.....Hun påstår nu også at hun har et problem med stoffer, men vi tror mest at det handler om opmærksomhed, men alligevel kom jeg idag til at tænke på at hendes indflydelse på vores liv jo er lidt som det jeg har læst om stofmisbrugere. Hun "forsvandt" i mandags og ignorerede alle opkald og aftaler onsdag da hun skulle have været til fødselsdag hos sin lillebror. Hun dukkede først op lørdag eftermiddag på sms da hun skrev at hun var i Hirtshals, havde ingen penge og gerne ville hjem....og nu er farmand kørt....

Vi skulle ha' købt juletræ, lavet konfekt og æbleskiverne er i ovnen - men det kan jeg da heldigvis selv klare....

Jeg ved ikke helt hvad jeg villle - bare lukke lidt damp ud tror jeg...

 

Jeg kender ikke noget til hverken adhd eller personlighedsforstyrrelse.  Men i hendes alder er man jo stadig i færd med at lære at se længere end til sin egen næse.

Det der med dine-mine-vores børn må være så pokkers svært. Og selv om du også ville køre afsted for dit eget barn ændrer det jo ikke på at man godt må blive irriteret når alle ens planer om en hygge dag falder til jorden. Jeg havde også været irriteret over at få forstyrret hyggedagen uanset grunden.

 

Forresten er mit indtryk af dig på ingen måde at du er usympatisk tværtimod. Jeg kender dig dog ikke godt nok til at jeg kan udtale mig om du er forkælet

Znuzke skriver:

Du har jo helt ret. Det her handler slet ikke om mig, og alligevel sidder jeg her og synker hen i selvynk.....

Og jeg kan jo også sagtens forstå at han henter hende - det snakkede vi også om inden han kørte, hun kan jo ikke rende rundt i Hirtshals uden nogle steder at være og selvfølgelig henter man sine børn når de har problemer. Men det er virkelig superhårdt at være en del af, og virkelig frustrerende.

Det er jo også nemt for mig at være den hårde, når det ikke er mit barn, og jeg synes virkelig han er alt for overbærende, men det er jo klassisk... Og når jeg skal være helt ærlig, så synes jeg noget af det sværeste er at skulle smile og være glad næste gang vi ser hende, bare at ignorere at hun koster os en masse tid, penge og skænderier - og så byde hende velkommen som om intet er hændt....

 

mange af de ting du beskriver her, virker meget velkendte for mig. så du kan tro jeg forstår dig. det er så svært at blive ved med at være den søde og kærlige stedmor hvis man føler at de bare ikke vil "samarbejde"

jeg har selv måtte acceptere mange af den slags ting... men min bonus søn er stadig lige velkommen her...og jeg tager nogle gode snakke både med faderen....og i det her tilfælde.... med sønnen....så han ved at de ting han siger og gør....faktisk har en konsekvens.

mariamiss6 skriver:

ÆV jeg forstår godt du er skuffet....

Der er også bare rigtig mange børn i jeres familie, så jeg vil tro du ofte føler dig lidt tilsidesat... Og hvis så hende den store tøs hun laver mange problemer i perioder, så er dte også fair at blive irriteret over hende, selvom hun har ADHD.
Jeg har en kusine som har ADHD, og selvfølgelig kan hun da selv tænke at hun også skal have mulighed for at komme hjem....
Så du har sikkert ret i, at det nok mest er noget teenage-agtigt opmærksomhedshalløj... Og det skal hun da også have at vide, og selvom det er ADHD'en der driller hende, så skal hun OGSÅ have det at vide.... Man kan godt bede hende tænke sig lidt bedre om... Når hun har ADHD skal hun måske "bare" have det at vide et par tusind gange mere, end de fleste andre skal.... Og så gælder det bare om at få det sagt å en måde, uden at hun lukker af, før du får pointen til at trænge ind...

Og det er også i orden at blive sur på din mand, over at han bare ræser af sted.... Hun kunne sikkert godt have ventet et par timer ekstra, hvis hun da ikke lige er i problemer....

Jeg skal nu nok få den opmærksomhed jeg vil ha'  - det er mere den uro og utryghed det skaber for de andre børn jeg bliver irriteret over. Per har jo været trist siden onsdag da vi ikke kunne få fat i hende, og det skjuler han altså ikke særligt godt, så de har tydeligt kunne mærke at der var noget galt.

jeg synes det er skide svært med det ADHD. Hun gemmer sig bag det, og giver det skylden for alt - er der pludselig en fyr i Hirtshals kan hun sagtens finde derop, men når hun så skal hjem så har hun pludselig ADHD og kan intet.....og samtidig er jeg jo også lidt bange for at være for ikke at tage hensyn nok....men ærligt, så tror jeg hun trækker os rundt ved næsen det meste af tiden, det er nok derfor jeg bliver sur...

Og JAAAA - et kagekursus og tøsefnidder lyder som en super-ide!!! Måske vi bare skulle holde en privat "bake-off" og lave flotte kager selv

finkedinke skriver:

Jeg kender ikke noget til hverken adhd eller personlighedsforstyrrelse.  Men i hendes alder er man jo stadig i færd med at lære at se længere end til sin egen næse.

Det der med dine-mine-vores børn må være så pokkers svært. Og selv om du også ville køre afsted for dit eget barn ændrer det jo ikke på at man godt må blive irriteret når alle ens planer om en hygge dag falder til jorden. Jeg havde også været irriteret over at få forstyrret hyggedagen uanset grunden.

 

Forresten er mit indtryk af dig på ingen måde at du er usympatisk tværtimod. Jeg kender dig dog ikke godt nok til at jeg kan udtale mig om du er forkælet

Tark for de søde ord - og jeg er totalt super overforkælet...

Han er lige syd for Aalborg nu (kl. 21) - så er der godt nok langt hjem til Hillerød....