Ocd

ej hvor jeg bare føler med dig..... fik helt våde øjne! det er skrækkeligt at leve med når det tager overhånd... jeg havde det som ca 12årig.... eller det forsvinder jo aldrig.... men det er langt bedre nu! jeg kan fuldstændig kontrollere det! og er du gal jeg har været bange for om vores datter skulle "fange" noget!!

det er hårdt, men du er nødt til at hve hjælp! er du single eller bor du med en kæreste eller barnets fader? og har du fortalt om din tilstand? ellers er det første skridt!! og næste er lægen, hvor du skal ud med det hele! det hele! og ja det er flovt, men det er eneste vej frem! du skal have en henvisning til psykolog så du kan få noget hjælp til selv at kontrollere din hverdag!

TbCp skriver:

Jeg har levet med det så mange år efterhånden

Jeg har dog en evne til at "holde det skjult" når jeg er sammen med andre mennesker end min mand og mine forældre. Det er ikke noget jeg tænker over at jeg gør det sker bare automatisk, så selvom jeg ikke føler jeg har problemer med det så er der alligevel nok lidt når det skjuler sig.... hmm var det mon til at forstå!?

Ja jeg forstod fint hvad du mente  

Efter det er forværret for mit vedkommende, er jeg bange for mine svigerforældre opdager det, lige pt, venter jeg til de allesammen er gået i seng derhjemme, og så render jeg ellers rundt og ordner stikkontakter osv, de undre sig sikkert allerede. Før i tiden var det ellers kunne hjemme hos os selv, men nu er det bare overalt, det er så ufatteligt opslidende!

ka-ri-na skriver:

ej hvor jeg bare føler med dig..... fik helt våde øjne! det er skrækkeligt at leve med når det tager overhånd... jeg havde det som ca 12årig.... eller det forsvinder jo aldrig.... men det er langt bedre nu! jeg kan fuldstændig kontrollere det! og er du gal jeg har været bange for om vores datter skulle "fange" noget!!

det er hårdt, men du er nødt til at hve hjælp! er du single eller bor du med en kæreste eller barnets fader? og har du fortalt om din tilstand? ellers er det første skridt!! og næste er lægen, hvor du skal ud med det hele! det hele! og ja det er flovt, men det er eneste vej frem! du skal have en henvisning til psykolog så du kan få noget hjælp til selv at kontrollere din hverdag!

Min kæreste og faderen til vores barn, ved det godt, han har vist det i alle de år vi har været sammmen. Han sagde også til mig den anden dag at det var ved at være slemt, for han havde hørt og set mig den anden aften inden jeg gik i seng og sagde at det tog ca 40 min den aften, og jeg ved det jo også godt selv

Jeg tog en lang snak med min mor i nat, da hun godt ved det fra mine teenageår da jeg boede hjemme, men hun vidste ikke det var blevet så slemt, hun ser det jo ikke af gode grunde når det er værst når jeg står op og skal i seng, så hun støtter mig også.

Men jeg har også sådan tænkt, lægen kan ikke gå ind og sige at sygdommen gør en ustabil som forældre, kan han/hun det?

Anonym skriver:

Min kæreste og faderen til vores barn, ved det godt, han har vist det i alle de år vi har været sammmen. Han sagde også til mig den anden dag at det var ved at være slemt, for han havde hørt og set mig den anden aften inden jeg gik i seng og sagde at det tog ca 40 min den aften, og jeg ved det jo også godt selv

Jeg tog en lang snak med min mor i nat, da hun godt ved det fra mine teenageår da jeg boede hjemme, men hun vidste ikke det var blevet så slemt, hun ser det jo ikke af gode grunde når det er værst når jeg står op og skal i seng, så hun støtter mig også.

Men jeg har også sådan tænkt, lægen kan ikke gå ind og sige at sygdommen gør en ustabil som forældre, kan han/hun det?

lægen har skærpet underretningspligt, og hvis han/hun mener jeres barn "lider" nogen nød har han/hun pligt til at indberette dette.... når det er sagt, så tror jeg ikke du har nogat at frygte!! hvor gammelt er jeres barn? og er der nogen indikationer på at det "smitter af"?

når du går til lægen er det ikke det du skal slå på! du skal tale om hvordan det har indflydelse på din hverdag! hvis han spørg til barnet fortæller du om trivslen osv....

Anonym skriver:

Ja jeg forstod fint hvad du mente  

Efter det er forværret for mit vedkommende, er jeg bange for mine svigerforældre opdager det, lige pt, venter jeg til de allesammen er gået i seng derhjemme, og så render jeg ellers rundt og ordner stikkontakter osv, de undre sig sikkert allerede. Før i tiden var det ellers kunne hjemme hos os selv, men nu er det bare overalt, det er så ufatteligt opslidende!

Ja det er nemlig helt vildt opslidende. Det fylder jo hele ens dag og man bliver SÅ træt!

Anonym skriver:

Hej...

Er der andre derude der lider af OCD, eller kender nogen der gør?
Jeg føler mig snart som den eneste, og føler slet ikke at de folk der ved jeg lider af det forstår mig.

Det bliver værre for hver dag der gør, og jeg er så bange for at mit barn kan fange det fra mig om nogen år, hvis det ser jeg har alle de tvangshandlinger.

Det styre efterhånden min hverdag så meget, jeg kan ikke røre ved håndtag længere med mine hænder, spørg mig ikke hvorfor...

Når jeg har været ude på badeværelset skal jeg trykke på den nederste kontakt 4 gange og den øverste 2, ellers føler jeg der er ubalance.

Om aftenen når jeg går i seng, skal jeg rundt i hele huset og trykke på alle stikkontakterne minimum 2 gange, det ved jeg heller ikke hvorfor.

Jeg kan ikke drikke ulige antal slurke når jeg drikker af glas, sodavand eller andet, ved heller ikke hvorfor.

Jeg er nødt til at vaske hænder hver eneste gang jeg har været udenfor, om jeg har rørt noget eller ej, for ellers er jeg bange for mine hænder er fuldstændig fyldt med bakterier, og det har resulteret i, at de er fyldt med sår overalt nu, men jeg fortsætter stadig

 

Jeg er så ked af det, og har hørt om de forskellige behandlingsmuligheder, men føler mig så ufatteligt dum samtidigt

 

Er jeg virkelig den eneste som jeg føler jeg er eller er der andre derude, som har prøvet det, har det, eller kender nogen der har?.....

 

Knus og kram

Den fortabte.

Hejsa.

Super flot du står frem med dette, og fortæller du ikke selv kan overskue det længere. Det er allerede et godt skridt mod lykken

Jeg selv fik diagnosen OCD da jeg var 12 år. Dog synes jeg aldrig selv det har været ekstrem slemt, men fik heldigvis hjælp for det, lige da det blev opdaget.

Efter jeg har fået min søn, har jeg ikke rigtig mærket til det.

Men synes virkelig du skal bestille en tid ved lægen, og få en god snak med ham/hende.
Der er heldigvis masser af hjælp at hente!

Knus