Familie eller ej?

Efter at ha læst et andet indlæg som jeg syntes trådestarteren var utrolig modig at oprette tror jeg selv lige jeg har brug for råd og for at lette mit hjerte til jer piger engang...

Jeg er jo sammen med verdens skønneste mand og jeg virkelig elsker ham af hele mit hjerte men men men så er der jo hans familie jeg holder rigtig meget af dem men er ikke sikker på jeg ønsker de skal være en del af min datters liv (det er jo min opgave at beskytte hende mod alt der kan gøre ondt elelr kan være negativt så vidt som muligt) er ikke sikker på hvor god indflydelse de er og hvor godt de er for vores lille familie...

Daniella er et meget følsomt barn som har behov for nogen faste mennsker i sit liv, hun har behov for stabilitet og forståelse og syntes ikke de har givet hende nogen af delene, nu er det over 1/2 år siden vi har set dem, hans mor har gået og snakkes grimt om os ude i byen, og hun har hverken givet sin egen søn, min datter (sit barnbarn) eller mig en fødselsdagsgave...

Det har længe været mig der har skulle holde kontakt hvis der har skulle være nogen former for kontakt...

Dengang vi lå på sygehuset havde frank vores datter ude på brystekassen for første gang (ca. 1 uge efter hun var blevet fødte) dte var første gang han sad med hende og det var ikke planlagt men sådan noget siger man jo ikke nej tak til, og vi  havde så haft en aftale med hans bedsteforældre om at de skulle komme på besøg og de fik da også lov at komme ind og sige hej osv. men da vi så gik ud af stuen igen var de sure over at han ikke kom og over at han sad med hende når de nu kom...

vi har før i tiden haft rigtig mange problemer med at få daniella til at spise og en gang blev vi spurgt af hans bedsteforældre om vi vil komme til aftensmad hvilket vi sagde ja tak til, de var dog bekendt med vores problemer, og imens de står og laver med propper de flødeskum ind i vores datters mund uden at spøger om lov at hun kommer så op at spise lidt før så begynder de sku at hopppe rundt om hendes stol og røre hende i ansigtet og alt muligt (hun er meget berørings sart og det viste de også) 

og hans mor fik engang at vide at danilella ikke kunne tåle berøringer jamen lige pludselig havde vi forbudt hende at se daniella og når vi endelig så hende tog hun stadig daniellas hånd og nærmest holdt fast så daniellla ikke kunne trække hånden til sig...

Føler iikke de respekter os, eller Daniella og hendes behov...

Kan godt forstå de gerne vil være lidt mere med men de kræver jo altså at de rådføre sig med os omkring visse ting og er der lidt mere, viser de vil være der og er stabile, og nu har hans mor så skrevet i forbindelse med at hans lillebror bliver 18 og vi har sagt ja tak til at komme men min mand har virkelig ændret humør efter hun har skrevet hans humør har virkelig taget et styrt dyk og ved ikke havd jeg skal gøre...

tit ender det med at en eller anden er ked af det når vi går der fra (tit mig pga. jeg ikke føler de respekter os som forældre og ikke respekter Daniellas behov osv.)

ved godt at mange af tingene lyder latterlige men dert er meger prinsippet i dem end det er selv det...

Uhh det belev rodet og vildt langt men hvis du er kommet igennem det hele så tak...

Knus Stina en meget fortvivlede og beskyttende mor som kun vil sit barn det bedste, svigerdatter (som virkelig indeligt holder af sin sviger familie) og kone som kun vil sin mand godt

Er jeres datter for tidlig født? Det lyder nemlig sådan. Hvis det er tilfældet ville jeg klart sige til bedteforælrene, at det er jo noget HELT andet at have et fortidlig født barn, end et almindelig og det ikke kan sammenlignes. Tilbyd dem at du da gerne vil fortælle lidt om forskellen, og ellers må de læse om det.

-og derfra så ville jeg lade DEM tage kontakten. Der er ingen grund til at  du tager kontakt, når du dybest set ikke tror det er godt for din datter.

-og åh, hvor er Daniella heldig hun har dig som mor!!! Du passer godt på hende, og det vil hun værdsætte dig for resten af hendes liv!!!

Mumto3 skriver:

Er jeres datter for tidlig født? Det lyder nemlig sådan. Hvis det er tilfældet ville jeg klart sige til bedteforælrene, at det er jo noget HELT andet at have et fortidlig født barn, end et almindelig og det ikke kan sammenlignes. Tilbyd dem at du da gerne vil fortælle lidt om forskellen, og ellers må de læse om det.

-og derfra så ville jeg lade DEM tage kontakten. Der er ingen grund til at  du tager kontakt, når du dybest set ikke tror det er godt for din datter.

-og åh, hvor er Daniella heldig hun har dig som mor!!! Du passer godt på hende, og det vil hun værdsætte dig for resten af hendes liv!!!

Åhh mange tak, det var virklig sødt sagt...

Og ja hun er født 3 måneder for tidligt og under hele forløbet har jeg søger for at holde kontakten, søger for at fortælle alt nyt der var med Daniella, blev ved med at holde dem opdateret og inviterede dem til at komme og sige hej da vi var på sygehus, men da vi kom hjem havde jeg brug for et pusterum en oause hvor vi bare kunne være os, men føltet ikke jeg fik den fred fra nogen og ingen havde eller har fprståelse for hvad det var eller er jeg og vi har gået igennem og går igennem...

Syntes jeg har prøvet at forklar dem hvaordan det er med en fortidlig født, og hvordan det er med Daniella, syntes jeg har fortalt dem alt, og været åebn og ærlig men synets ikke det hjælper, og jeg har heller ikke ttaget kontaken i lang tid og det har betydet der er gået 1/2 år og det har fået mig til at tænke ønsker jeg virkelig de her mennsker skal være en del af min datters liv - familie eller ej,  men igen det er jo min mands familie så det kan jeg jo ike betsemme med det gør så ondt at skulle stå og se til når jeg ikke er sikker på at det er det rigtige for vores lille pige...

åh kan næsten begynde at græde over det, for ved at jeg selv har brug for at folk er stabile og hvis jeg har det sådan hvorfor skulle vores datter så være anderledes og hun er jo blot et barn hun kan jo ikke forstå at de hopper ind og ud af vores liv/at vi ikke snakker og ser dem i meget lange perioeder...

kiroo skriver:

den er også svær, hvad siger din mand til det hele?
Det er tit familier splittes fordi man ikke respektere folk grænser.
Jeg har selv valgt min svgermor ud af vores liv, dog pga. andre ting, men med mands fulde støtte, hvilket har været rart, men også hårdt. heldigvis har jeg en stor og dejlig familie syntes jeg selv. håber du finder den bedste løsning for din datters skyld..

Jamen han siger jo om vi ikke bare kan acp. det som det er og at han da egentlig er glad for at de ikke kommer randn hele tiden, man hans humør bliver altid dårligt når vi høre fra dem, de behandler ikke hinanden pænt og det ender altid emd at jeg er ked af det på min datters vegne når vi har været sammen med dem...

Lige pt. vil jeg personligt ha valgt dem fra da jeg ikke kan se de gavner vores lille familie noget og da jeg syntes det ender i for meget dårligt...

Men igen så skal han jo også leve med min familie som vi tilgengæld ser ret tit og de er heller ikke altid de bedste og dem kan han også have det rigtigt svært ved og jeg har det rigtigt svært ved at han og min familie er sammen da det på starten af året skete noget meget uheldigt mellem min mand og far og siden da er jeg meget utryg når vi alle er samlet og øsnker egentligt bare at min mand skal smile virke glad og tilfreds også kan han brokke sig alt det han vil når vi kommer hjem...

Min far har haft en blodprop i hjernen og har af den grund ændret sig meget og han fare meget hurtigt op, men min mor er jordens sødeste og mest stille og rolige kvinde og min far tros hans meget vekslene humør er der altid for os og er altid klar til at hjælpe...

Står imelelm det hele og føler mig meget splitet og ødelagt...
nogen gange føler jeg ikke at jeg kan rumme det hele psykisk længer, for jeg holder utrolig meget af min familie og er enormt knyttede til dem, men når der nu er sket det mellem min kæreste og far og jeg er hele tiden utryg og min mand kan altså heller ikke altid styre sine negative kommentar selvom han har lovet det og jeg føler bare ikke hans familie er til gavn for Daniella (Daniella kender dem jo ikke engang, men er tilgengæld meget knyttede til min familie og tør at være sig selv og kan blive passede der og er tryg der, ser dem min. 1gang hver 14dags)

Jeg synes du skal tale med din mand om dine følelser omkring dine svigerforældre. Det er hans forældre og mener bare det er ham der må tage den endelige beslutning. Jeg forstår dig godt og synes det er utrolig flot at du bare overvejer at stoppe forholdet - men er det ikke mere eller mindre stoppet? I har ikke set dem i et halvt år og det er altså længe for et lille barn... Men jeg synes at I skal tænke på jeres datter og hvad der er bedst for hende og hendes behov

Held og lykke med det hele og jeg vil fingre for I finder den bedste løsning for alle parter

Knus fra Sabrina 28+3

Sabrina17 skriver:

Jeg synes du skal tale med din mand om dine følelser omkring dine svigerforældre. Det er hans forældre og mener bare det er ham der må tage den endelige beslutning. Jeg forstår dig godt og synes det er utrolig flot at du bare overvejer at stoppe forholdet - men er det ikke mere eller mindre stoppet? I har ikke set dem i et halvt år og det er altså længe for et lille barn... Men jeg synes at I skal tænke på jeres datter og hvad der er bedst for hende og hendes behov

Held og lykke med det hele og jeg vil fingre for I finder den bedste løsning for alle parter

 

Knus fra Sabrina 28+3

Jamen det er jo det jeg mener det bedste er at de ikke har en betydning i hendes liv og manden siger at det skal hun nok finde ud af...

Og jo nu har vi ikke snakkede med dem i 1/2 år men skal se dem d. 20 og det sætter en masse tanker igang og en masse følelser og manden har fuldstændig ændret humør...

Og har snakkede med ham men tror han bliver stødet for det er jo hans familie, syntes selv at jeg får det sagt på en pæn måde men han bliver ihvertfald ret opfarende når jeg får sagt mine følelser omkring dte hele og siger så jamen havd så med din familie? holder vi så også op med at se dem, men dem er både jeg og Daniella jo ret knyttede til og hun er blevet passede der en nat uden problemer - og det syntes jeg siger noget...

Pyha, det lyder som om I har været igennem et meget hårdt forløb! 3 mdr fortidlig, det er også MEGET!!! (har selv noget familie der fødte i uge 23)

Jeg kan godt forstå hvis det nager dig og du går og tænker på svigerfamilien. Men hvad med bare at vælge den strategi der hedder: Nu sætter jeg mig ned med hænderne i skødet og ser hvad der sker?

Så er det op til din mand og hans familie at finde ud af om I skal ses og hvor meget. Måske kommer det helt af sig selv.

Med hensyn til din egen familie, så kan det være en fordel at den ikke bare er 100% perfekt, for så ville/kunne det være ekstra svært for din mand at have den 'umulige' familie. Der er lidt mere forståelse når det ligesom er begge veje.

Mumto3 skriver:

Pyha, det lyder som om I har været igennem et meget hårdt forløb! 3 mdr fortidlig, det er også MEGET!!! (har selv noget familie der fødte i uge 23)

Jeg kan godt forstå hvis det nager dig og du går og tænker på svigerfamilien. Men hvad med bare at vælge den strategi der hedder: Nu sætter jeg mig ned med hænderne i skødet og ser hvad der sker?

Så er det op til din mand og hans familie at finde ud af om I skal ses og hvor meget. Måske kommer det helt af sig selv.

Med hensyn til din egen familie, så kan det være en fordel at den ikke bare er 100% perfekt, for så ville/kunne det være ekstra svært for din mand at have den 'umulige' familie. Der er lidt mere forståelse når det ligesom er begge veje.

Forstår udemærket min mand på alle punkter og er glad for at han bære over med min familie og holder også rigtig meget af hans men når det handler om min lille pige så ja ved sku ikke, men bliver sku nok lidt ekstre pylret og beskyttende hun er jo min lille pige og elsker hende så utrolig højt og hun behøver ikke oplve mere skidt end hun allerede har, og er også meget afklaret med at hvis det som skete mellem min far og mand nogen siden sker igen så vil jeg ikke ha at min far ser Daniella og hvis det er min mand der starter det eller ikke prøver at forhindre de så vil jeg nok også flytte fra min mand da sådan noget bare ikke må ske, og det har jeg lagt klart ud, men vil ønske han sagde mere fra overfor sin familie han har aldrig sagt fra overfor dem hvad gælder daniella og også nok derfor jeg har det så svært ved det...

de gør bare hvad passer dem uden nogen siger noget og eftersom det er hans familie burede det også være ham der sagde nu skal i lige høre...
Jeg vil også heller have det er mig der siger fra overfor min familie for som jeg siger til amnden det er beder at jeg tackler min og han tackler hans...

Mumto3 skriver:

Pyha, det lyder som om I har været igennem et meget hårdt forløb! 3 mdr fortidlig, det er også MEGET!!! (har selv noget familie der fødte i uge 23)

Jeg kan godt forstå hvis det nager dig og du går og tænker på svigerfamilien. Men hvad med bare at vælge den strategi der hedder: Nu sætter jeg mig ned med hænderne i skødet og ser hvad der sker?

Så er det op til din mand og hans familie at finde ud af om I skal ses og hvor meget. Måske kommer det helt af sig selv.

Med hensyn til din egen familie, så kan det være en fordel at den ikke bare er 100% perfekt, for så ville/kunne det være ekstra svært for din mand at have den 'umulige' familie. Der er lidt mere forståelse når det ligesom er begge veje.

uge 23 er meget for tidligt... har den lille det okay?

man siger normalt at er de født før uge 24 tror jeg det er er chancererne for overlevelse = 0