Synes det er psykisk hårdt...

Ja det kan godt være det er lidt tidligt jeg har det sådan, men den er helt gal...

Vi er i gang med første omgang med provera og pergotime, og har fået afvide at chancerne er 7% for at lykkedes, hvilket ikke er særligt opmuntrende, og hvis det ikke virker er det videre til insimination og derefter skal der tages æg ud, da jeg har en sygdom som pga af ønske om graviditet ikke er i behandling, og derfor skal det gå stærkt...

Men når man nu har PCO er chancerne for det går stærkt jo bare ikke særligt store...

Hvordan klare man de mange nederlag der kommer fra nu af??

Skal man holde optimismen og tro på den hver gang selvom man godt ved chancerne er små??

Synes også man står meget alene med det, for selvom min kæreste er der for mig, så er han jo en mand

Og grundet min alder så er der ikke så mange veninder der kan forholde sig til min ønske, og det forstår jeg godt...

Håber på erfaringer fra nogen af jer...og tak fordi du gad læse med igennem alt dette...

jeg syntes også det er både fysisk og psykisk hårdt at være i behandling. Jeg syntes især det er svært at bevare den optimistiske stemning når hormonerne først begynder at slå ind. Må man invitere dig over i barnløshedsgruppen? Der er en del andre i samme situation som dig, både hvad angår de hormoner du tager, din PCO og ikke mindst alle følelserne omkring det at være i behandling du er ikke alene!

Tjuhl skriver:

jeg syntes også det er både fysisk og psykisk hårdt at være i behandling. Jeg syntes især det er svært at bevare den optimistiske stemning når hormonerne først begynder at slå ind. Må man invitere dig over i barnløshedsgruppen? Der er en del andre i samme situation som dig, både hvad angår de hormoner du tager, din PCO og ikke mindst alle følelserne omkring det at være i behandling du er ikke alene!

Det må du da meget gerne...

Nogen gange føler jeg mig bare ikke berretiget til at "være med", da jeg jo ikke har været i gang i så lang tid...

Tænker derfor også nogen gange, hvis jeg allerede synes det er hårdt nu, hvad synes du og andre så ikke der har været igennem det længe...

Tror du stadig inderligt på at den er der, eller husker du dig selv på at chancerne ikke er så store??

Nu må du sige hvis jeg spørger om for meget ogv for personligt...

MimseMajse skriver:

Det må du da meget gerne...

Nogen gange føler jeg mig bare ikke berretiget til at "være med", da jeg jo ikke har været i gang i så lang tid...

Tænker derfor også nogen gange, hvis jeg allerede synes det er hårdt nu, hvad synes du og andre så ikke der har været igennem det længe...

Tror du stadig inderligt på at den er der, eller husker du dig selv på at chancerne ikke er så store??

Nu må du sige hvis jeg spørger om for meget ogv for personligt...

det er helt okay, du skal bare spørge løs - jeg har selv nydt rigtig godt af at kvinderne herinde svarer ærligt når man spørger dem

Jeg vil sige, at så snart jeg er i gang med hormonbehandlingen, så mister jeg fuldkommen gejsten og tror ikke en meter på at det vil lykkes. Jeg er generelt i rigtig dårligt humør når jeg er på hormoner. når jeg så er blevet scannet og jeg har set mine fine store æg og fået tid til insemination, så blir humøret lidt bedre og i dagene lige efter inseminationen er jeg VILDT optimistisk - hver eneste gang ugen op til menstruation blir jeg dog som regel temmelig sur igen og er overbevist om den ikke er der.

Jeg minder ikke mig selv om, at chancerne reelt er små, for de er jo næsten ligeså små for at blive gravid au naturel, men jeg dunker mig selv i hovedet over at jeg ikke bare kan finde ud af at blive gravid: "hvor svært kan det være?!" agtigt.

men som en rigtig god veninde af mig, der selv går igennem ufrivllig barnløshed, sagde for nylig, så er der ingen små børn der vil undfanges når moderen er bitter, så man skal virkelig passe på sig selv - og det er lettere sagt end gjort!

I sommers havde jeg pause fra behandlingen i 3 måneder og der kom mit gode humør tilbage og jeg var vildt positiv omkring at skulle starte behandling igen og sikker på det nok skulle lykkes på et eller andet tidspunkt jeg er faktisk ekstrem optimistisk af natur, men så snart jeg er pumpet fuld af hormoner, så blir jeg bare sur og vred på det hele og tror ikke på at det nogensinde vil lykkes - og jeg er ikke den eneste der reagerer negativt på hormoner herinde

du er meget meget velkommen "inde hos os", hvis du vil være med, og JO man må gerne syntes det er hårdt selvom man ikke har været i gang "så længe", det er fuldkommen ligegyldigt, for den sorg det er at være ufrivilligt barnløs er bare så stor og det er rigtig rigtig rart at tale med andre i samme situation - syntes jeg selv

Mange tak... For har egentlig dunket mig selv lidt hovede og jeg begyndte herinde, da jeg følte jeg kom til at tanke for meget på noget der ikke var virkelighed endnu, men har også fundet en enorm trøst i at være herinde (har også læst mange af dine indlæg)

Bliver helt glad hver gang der er en der har en positiv test så man bliver bekræftet i at det ikke er helt umuligt...

Mit humør svinger også meget, nogen dage er jeg sikker på at det selvfølgelig sker for os første gang for der er jo nogen der skal være de få procenter hvor det lykkedes, og ja andre dage kunne jeg græde hele tiden, så det er nok også hormonerne der gør det sværere at styre og nok også dem der gør det kan gå fra den ene yderlighed til den anden på kort tid...

Altså jeg har forstået at der er 25% chance for at blive gravid hver gang "natural" (mener det var for par i starten af tyverne) og fik så afvide ag gyn at der var 7% chance for at jeg blev gravid her ved min første behandling hvor jeg får pergotime i 5 dage (2 x 50 mg) og så får jeg en ægløsningssprøjte, hvorefter vi selv skal prøve...

Det er nok enten eller, altså enten tror man virkelig på det at den er der eller også er man helt nede, er nok svært at være midt imellem med den her, da der ikke rigtig er noget midt i mellem (andet end hormonbehandlinger)

Jamen skal jeg gøre noget for at være med inde ved jer, eller skal jeg bare poste mine indlæg i den debatgruppe fremover??

MimseMajse skriver:

Mange tak... For har egentlig dunket mig selv lidt hovede og jeg begyndte herinde, da jeg følte jeg kom til at tanke for meget på noget der ikke var virkelighed endnu, men har også fundet en enorm trøst i at være herinde (har også læst mange af dine indlæg)

Bliver helt glad hver gang der er en der har en positiv test så man bliver bekræftet i at det ikke er helt umuligt...

 

Mit humør svinger også meget, nogen dage er jeg sikker på at det selvfølgelig sker for os første gang for der er jo nogen der skal være de få procenter hvor det lykkedes, og ja andre dage kunne jeg græde hele tiden, så det er nok også hormonerne der gør det sværere at styre og nok også dem der gør det kan gå fra den ene yderlighed til den anden på kort tid...

Altså jeg har forstået at der er 25% chance for at blive gravid hver gang "natural" (mener det var for par i starten af tyverne) og fik så afvide ag gyn at der var 7% chance for at jeg blev gravid her ved min første behandling hvor jeg får pergotime i 5 dage (2 x 50 mg) og så får jeg en ægløsningssprøjte, hvorefter vi selv skal prøve...

Det er nok enten eller, altså enten tror man virkelig på det at den er der eller også er man helt nede, er nok svært at være midt imellem med den her, da der ikke rigtig er noget midt i mellem (andet end hormonbehandlinger)

Jamen skal jeg gøre noget for at være med inde ved jer, eller skal jeg bare poste mine indlæg i den debatgruppe fremover??

du skal bare poste dine indlæg derinde - de kommer stadig frem ude på forsiden af baby.dk, så alle kan se dem

Du skal bare huske at 7% stadig er en chance, der er intet der er udelukket - og som du siger, så er der jo nogen som skal være mirakelhistorierne og hvorfor skulle det ikke være jer?

det er sjovt så mange forskellige behandlinger der er, jeg plejede selv at være i inseminationsbehandling hvor jeg tog pergotime og 2 gonalF sprøjter og til sidst en ægløsningssprøjte og så blev jeg insemineret. skal du ind og scannes inden ægløsningssprøjten?

Jamen det vil jeg gøre fremover så, det er jo om at trække på dem med erfaringerne og en dag kan jeg jo så dele ud...

Ja og noget skal min unge alder jo bruges til, og manden har også høj sædkvalitet, så tænker nogen gange at vores chancer reelt er højere end 7%, selvom jeg ved det er farligt - og det nok ikke helt kan gøres sådan op

Ja jeg skal scannes på tirsdag, glæder mig godt nok til at høre resultatet, men det er da med en hvis nervøsitet...

Den oprindelig plan var så at vi så selv skulle prøve, men hun sagde at nu måtte vi se hvad vi gjorde...

Det kunne jo også være jeg skulle scannes igen et par dage senere hvis æggene ikke helt var store nok...

Nu er jeg ikke så god til de der forkortelser, men er dit næste skridt at få taget æg ud eller??

Tjuhl skriver:

jeg syntes også det er både fysisk og psykisk hårdt at være i behandling. Jeg syntes især det er svært at bevare den optimistiske stemning når hormonerne først begynder at slå ind. Må man invitere dig over i barnløshedsgruppen? Der er en del andre i samme situation som dig, både hvad angår de hormoner du tager, din PCO og ikke mindst alle følelserne omkring det at være i behandling du er ikke alene!

Hvad er det for en barnløshedsgruppe?

MimseMajse skriver:

Jamen det vil jeg gøre fremover så, det er jo om at trække på dem med erfaringerne og en dag kan jeg jo så dele ud...

 

Ja og noget skal min unge alder jo bruges til, og manden har også høj sædkvalitet, så tænker nogen gange at vores chancer reelt er højere end 7%, selvom jeg ved det er farligt - og det nok ikke helt kan gøres sådan op

 

Ja jeg skal scannes på tirsdag, glæder mig godt nok til at høre resultatet, men det er da med en hvis nervøsitet...

Den oprindelig plan var så at vi så selv skulle prøve, men hun sagde at nu måtte vi se hvad vi gjorde...

Det kunne jo også være jeg skulle scannes igen et par dage senere hvis æggene ikke helt var store nok...

 

Nu er jeg ikke så god til de der forkortelser, men er dit næste skridt at få taget æg ud eller??

det blir rigtig spændende at se hvad scanningen viser på tirsdag!

ja, vores næste skridt er at få taget æg ud, men nu holder vi pause i minimum 2 måneder og så starter vi op engang til februar eller marts ca., så må vi se. Vi er det man kalder uforklarligt barnløse, dvs der er ikke noget galt med nogen af os og vi burde kunne undfange helt selv, så jeg kan jo heller ikke lade være at håbe at det lige pludselig sker så jeg ikke skal igang med hormonerne igen - uh det ville være så megafedt altså!

jeg tror da helt sikkert at din unge alder arbejder positivt for dig og hvis din mands sædkvalitet ligefrem er høj, er det da også ret positivt! forresten...et lille tip: jeg læste en undersøgelse der viste at der er 15% højere chance for undfangelse hvis man griner efter man er blevet insemineret - nu ved jeg godt at du måske ikke skal insemineres på den måde, men jeg tror ikke et godt grin skader uanset hvad

KaMa skriver:

Hvad er det for en barnløshedsgruppe?

jamen der er en der hedder barnløshedsbehandling (tror jeg nok det er) herinde. hvis du går ind under debat i toppen så kommer alle grupperne herinde frem, og der er den så - under B

når man skriver i den kommer ens indlæg stadig frem på forsiden, men jeg tror der er flere ufrivlligt barnløse der læser med derinde end fx i "prøver at blive gravid"