puha....fik lige en snak med min mor...

michella80 skriver:

nej jeg er ikke okay med det men jeg bliver jo nødt til at acceptere det. Jeg kan jo ikke lave om på min mors følelser, men jeg skal lige sluge den

ja self. må være svært....

men jo hende der har noget at arbejde med, ikke dig eller jer.

Det var godt at du fik den snak med din mor, så du kunne få en forklaring på hendes opførsel. Hvor gammel er hun??

Det gør vanvittigt ondt, når ens egen mor ikke er lige så ellevild, med ens lille bebs, som man selv er. Det håber jeg at du fik formidlet til hende.......................at det gjorde ondt på dig, og at det sårer dig, at hun har det sådan.

Glæd dig over farmor og farfars interesse...................og husk at fortælle dem, at det glæder dig meget, at du kan se hvor meget de elsker lille Carla.

Her i vores familie, er det Jans mor og mand, der ikke interessere sig for vores børn. Da Ida var indlagt i sommer i 19 dage, og svævede mellem liv og død, der hørte vi ikke en lyd fra dem...........................det gjorde vist ondt på min mand. Men jeg er jo vant til lidt af hvert fra den kant.

Knus til Carla-pigen og dig.

Anna-jonas skriver:

Det var godt at du fik den snak med din mor, så du kunne få en forklaring på hendes opførsel. Hvor gammel er hun??

Det gør vanvittigt ondt, når ens egen mor ikke er lige så ellevild, med ens lille bebs, som man selv er. Det håber jeg at du fik formidlet til hende.......................at det gjorde ondt på dig, og at det sårer dig, at hun har det sådan.

Glæd dig over farmor og farfars interesse...................og husk at fortælle dem, at det glæder dig meget, at du kan se hvor meget de elsker lille Carla.

Her i vores familie, er det Jans mor og mand, der ikke interessere sig for vores børn. Da Ida var indlagt i sommer i 19 dage, og svævede mellem liv og død, der hørte vi ikke en lyd fra dem...........................det gjorde vist ondt på min mand. Men jeg er jo vant til lidt af hvert fra den kant.

Knus til Carla-pigen og dig.

det var sødt skrevet Mette.

Hun bliver 50 til august. Men som jeg skrev tidligere har hun en kæreste på 28 så hun har gang i at skulle være ungdommelig selv.

Ja jeg har også sagt til mine svigerforældre at det er dejligt de er så glade for hende og ja jeg fik også sagt til min mor at jeg var skuffet og ked af det. Jeg sagde at jeg manglede at hun var mere glad for Carla, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved. Håber bare sådan det kommer. Men de havde da hygget sig da hun passede hende i går, så det er jeg glad for. Mon ikke Carla får hende charmet nok på et eller andet tidspunkt? Det håber jeg virkelig.

Det lyder ikke rart med dine svigerforældre.... Hvis de ikke støtter jer i den situation hvornår gør de så? Puha... Kan godt forstå din mand blev ked af det

michella80 skriver:

Min mor var her i går. Vi har et rigtig godt forhold til hinanden og hun var den jeg glædede mig mest til at fortælle jeg var gravid og hende jeg glædede mig mest til skulle forkæle Carla og nusse om hende.... Sådan blev det bare ikke..... Min mor har da syntes Carla var sød, men når hun var her har hun ikke virket synderligt intereseret i hende. Min kæreste Caspers, forældre har dog været HELT vilde og gerne ville se hende hele tiden hvis de måtte. Når de er her er de så optagede af hende at de ikke ville opdage hvis Casper og jeg gik. Og det synes jeg er SÅ dejligt og jeg er overhovedet ikke i tvivl om hvad de synes om Carla. Jeg har dog været meget i tvivl om hvad min mor syntes. I går spurgte jeg hende så hvad hun syntes om hende.... Hun forstod ikke lige hvad jeg mente og så sagde jeg at Caspers forældre f.eks. slet ikke kunne kigge eller koncentrere sig om andet end hende når de var her mens hun ikke rigtig gjorde sådan. Hun sagde at hun ikke  havde været klar til at blive mormor og at det var noget hun skulle vænne sig til ( i hendes tanker er man gammel når man er mormor og sådan føler hun sig ikke). Hun sagde at hun da syntes hun var sød, men lige i starten når hun besøgte os kunne Carla lige så godt have været hendes venindes barn. Hun følte ikke noget særligt for hende. Det blev jeg sgu lidt chokket over.... Og hun sagde at hun nok først synes hun er rigtig sjov når hun er omkring 1år... Håber altså virkelig de får glæde af hinanden. Ellers er der i hvert fald en masse der står i kø for at stjæle hende og pusle om hende.... Jeg er bare ked af at min mor har den reaktion på at hun er kommet til verden for den havde jeg ikke lige regnet med....

Det blev vidst et lidt langt indlæg.... Sorry...

God dag til jer alle

Karo skriver:

Hold da op en udmelding sådan at komme med

Og hvad snakker hun om. Carla er da den sødeste lille pige, hvem vil ikke være mormor til hende. Jeg kan godt forstå du er ked at din mors reaktion, for i mine øjne giver det overhovedet ingen mening.

Godt at der er andre der kan se det fantastiske i din lille pige.

årh det var sødt skrevet. Tak  Og ja jeg nyder også at alle andre synes hun er helt uimodståelig

Kære Michella,

Jeg tror du skal prøve ikke at tage for meget på vej - selvom jeg ved, at det er virkelig svært! Min mor havde en lignende reaktion, måske knap så markant, men dog en reaktion, der minder om! Min mor var knap 48, da Annika blev født, og hun har senere sagt, at det var rigtig svært for hende at blive Bedstemor. Sagen er, at vi boede i København dengang og da mine forældre bor i Viborg, så så de ikke Annika så tit, som de måske havde ønsket - min mor havde (er hendes forklaring) derfor svært ved at knytte sig til Annika og føle det der stærke bånd fra starten. Min egen teori er, at hun faktisk havde virkelig svært ved at vænne sig til rollen som Bedstemor - hun har f.eks. også haft noget krise over at fylde 50! - det er alt andet lige et prædikat og en rolle som det kan være svært at forholde sig til at skulle være nogens bedsteforælder...det er virkelig tydeligt tegn på, at man selv bliver ældre, at man ikke selv er den der får børn, men den der får børnebørn! Måske kan vores mødre også føle sig en smule hægtet af - nu er det vores børn og forholdet til dem, der er det vigtigste, mens forholdet til dem ændrer sig - man er nu mødre begge to og på en måde mere på lige fod...og de har ikke længere den ansvarshavende rolle længere, men nærmere en mere observerende og passiv rolle (det er ikke dem der opdrager, mader, pusler, bader, etc)...

Når du så samtidig skriver, at hun har fået sig en meget ung kæreste, så lyder det jo virkelig som om, at hun gennemgår en større identitetskrise!

Min mor er ikke den der overstrømmende type, der vælter ud med sine følelser og falder fuldstændig i svimer over det ene og det andet, den lille guldklump nu præsterer - det er min svigermor derimod, og der synes jeg godt, at det kan blive for meget - jeg tror ikke, det har noget at gøre med, at det er min svigermor, jeg synes bare godt, det kan blive for meget...man får jo sat griller i hovedet på ungerne ej det er selvfølgelig dejligt, at mine børn er elsket og tilbedt, nu skal jeg jo ikke virke utaknemmelig  

Jeg tænker også, at man skal have med i tankerne, at det der med at blive bedste-/mormor jo ikke er noget DE vælger, hvornår det lige passer dem, at de skal have den nye rolle - det er en beslutning, der bliver taget for dem, som de skal finde ud af at forholde sig til. Nu siger du godt nok, at 9 mdrs graviditet burde gøre det, men de bliver jo ikke automatisk klar til at blive bedstemødre i løbet af en graviditet, ligesom vi (næsten) automatisk bliver klar til at skulle være mødre... 

Til slut skal det lige siges, at min mor er kommet STÆRKT efter det sidenhen - hende og Annika har nu et meget tæt forhold, og min mor har haft SÅ meget lettere med at knytte sig til Lina fra dag 1...nu ved hun, hvordan hun skal være Bedstemor! Hun hviler helt tydeligt mere i rollen denne gang, end hun gjorde sidst...

Det jeg vil sige med det her er, at det med garanti ikke er noget, din mor gør med vilje! Hun skal nok bare have lidt tid - og selvfølgelig sårer det dig - alt hvad der kommer fra ens mor sårer 10 gange mere, end hvis det var kommet fra andre! Men jeg vil vædde med, at din mor og Carla nok skal få et fantastisk dejligt forhold, at din mor selvfølgelig elsker din lille pige mere end hun selv er klar over og at den overstrømmende kærlighed nok skal overrumple hende på et tidspunkt - hun skal bare lige finde ud af, hvordan hun skal være Mormor for sit barnebarn!

Jeg håber lidt, at ovenstående kan vende nogle tanker for dig - og at du ikke tror, at jeg ikke kan forstå dig, for dét kan jeg bestemt!

 Ida

idamaria83 skriver:

Kære Michella,

Jeg tror du skal prøve ikke at tage for meget på vej - selvom jeg ved, at det er virkelig svært! Min mor havde en lignende reaktion, måske knap så markant, men dog en reaktion, der minder om! Min mor var knap 48, da Annika blev født, og hun har senere sagt, at det var rigtig svært for hende at blive Bedstemor. Sagen er, at vi boede i København dengang og da mine forældre bor i Viborg, så så de ikke Annika så tit, som de måske havde ønsket - min mor havde (er hendes forklaring) derfor svært ved at knytte sig til Annika og føle det der stærke bånd fra starten. Min egen teori er, at hun faktisk havde virkelig svært ved at vænne sig til rollen som Bedstemor - hun har f.eks. også haft noget krise over at fylde 50! - det er alt andet lige et prædikat og en rolle som det kan være svært at forholde sig til at skulle være nogens bedsteforælder...det er virkelig tydeligt tegn på, at man selv bliver ældre, at man ikke selv er den der får børn, men den der får børnebørn! Måske kan vores mødre også føle sig en smule hægtet af - nu er det vores børn og forholdet til dem, der er det vigtigste, mens forholdet til dem ændrer sig - man er nu mødre begge to og på en måde mere på lige fod...og de har ikke længere den ansvarshavende rolle længere, men nærmere en mere observerende og passiv rolle (det er ikke dem der opdrager, mader, pusler, bader, etc)...

Når du så samtidig skriver, at hun har fået sig en meget ung kæreste, så lyder det jo virkelig som om, at hun gennemgår en større identitetskrise!

Min mor er ikke den der overstrømmende type, der vælter ud med sine følelser og falder fuldstændig i svimer over det ene og det andet, den lille guldklump nu præsterer - det er min svigermor derimod, og der synes jeg godt, at det kan blive for meget - jeg tror ikke, det har noget at gøre med, at det er min svigermor, jeg synes bare godt, det kan blive for meget...man får jo sat griller i hovedet på ungerne ej det er selvfølgelig dejligt, at mine børn er elsket og tilbedt, nu skal jeg jo ikke virke utaknemmelig  

Jeg tænker også, at man skal have med i tankerne, at det der med at blive bedste-/mormor jo ikke er noget DE vælger, hvornår det lige passer dem, at de skal have den nye rolle - det er en beslutning, der bliver taget for dem, som de skal finde ud af at forholde sig til. Nu siger du godt nok, at 9 mdrs graviditet burde gøre det, men de bliver jo ikke automatisk klar til at blive bedstemødre i løbet af en graviditet, ligesom vi (næsten) automatisk bliver klar til at skulle være mødre... 

Til slut skal det lige siges, at min mor er kommet STÆRKT efter det sidenhen - hende og Annika har nu et meget tæt forhold, og min mor har haft SÅ meget lettere med at knytte sig til Lina fra dag 1...nu ved hun, hvordan hun skal være Bedstemor! Hun hviler helt tydeligt mere i rollen denne gang, end hun gjorde sidst...

Det jeg vil sige med det her er, at det med garanti ikke er noget, din mor gør med vilje! Hun skal nok bare have lidt tid - og selvfølgelig sårer det dig - alt hvad der kommer fra ens mor sårer 10 gange mere, end hvis det var kommet fra andre! Men jeg vil vædde med, at din mor og Carla nok skal få et fantastisk dejligt forhold, at din mor selvfølgelig elsker din lille pige mere end hun selv er klar over og at den overstrømmende kærlighed nok skal overrumple hende på et tidspunkt - hun skal bare lige finde ud af, hvordan hun skal være Mormor for sit barnebarn!

Jeg håber lidt, at ovenstående kan vende nogle tanker for dig - og at du ikke tror, at jeg ikke kan forstå dig, for dét kan jeg bestemt!

 Ida

Det var egentlig meget rart med en helt anden vinkel på det. Det havde jeg slet ikke tænkt på det du skriver men det lyder ikke helt ude i hampen. Mht at vise følelser så er det lige nøjagtig det vi kan i vores familie. Vi er gode til det og det er de ikke i min kærestes familie så det er slet ikke som jeg lige havde regnet med det ville blive. Det er blevet lige omvendt. Men ja jeg håber da også hun vænner sig til det på et tidspunkt. Men ja hun synes heller ikke jeg er "gammel nok" til at være mor (jeg er 29) så hun ser mig stadig som hendes barn...

michella80 skriver:

Det var egentlig meget rart med en helt anden vinkel på det. Det havde jeg slet ikke tænkt på det du skriver men det lyder ikke helt ude i hampen. Mht at vise følelser så er det lige nøjagtig det vi kan i vores familie. Vi er gode til det og det er de ikke i min kærestes familie så det er slet ikke som jeg lige havde regnet med det ville blive. Det er blevet lige omvendt. Men ja jeg håber da også hun vænner sig til det på et tidspunkt. Men ja hun synes heller ikke jeg er "gammel nok" til at være mor (jeg er 29) så hun ser mig stadig som hendes barn...

Og der tror jeg lige, at du selv ramte hovedet på sømmet...hun har sikkert slet ikke tænkt tanken, at du snart kunne ske at få børn, fordi hun har glemt, hvor gammel du egentlig er - og hvornår hun egentlig selv fik børn! Så står du lige pludselig glædestrålende og fortæller hende, at hendes lille barn skal være mor  og at hun skal være MORMOR  så går du rundt og maven vokser, hun kan stadig ikke forholde sig til, at det er hendes barnebarn der er bag det udspilede maveskind...og så en dag - inden hun har fået set sig om - så er der dumpet et spædbarn ned i dine arme, som hun så skal til at finde ud af at forholde sig til... Det der med, at hun siger, at det ligeså godt kunne være hendes venindes viser virkelig, at hun er helt distanceret fra sine følelser og virkeligheden...hun kan ikke forstå med sine følelser, at den lille skønne tøs er DIT barn og altså HENDES BARNEBARN!! Tror måske du er nødt til at hjælpe hende med at forstå det...prøve ikke at forvente den der overstrømmende ivrighed, men vise hende Carla på en stille og ikke påtrængende måde...lær hende at se, hvor fantastisk hun er...hvis du forstår?

Det er nok egentlig meget et spørgsmål om at forventningsafstemme...for som du skriver, så er det normale åbenbart vendt på hovedet...

  Ida - der ikke håber, du får ødelagt noget ift din mor pga den her situation!!

michella80 skriver:

Min mor var her i går. Vi har et rigtig godt forhold til hinanden og hun var den jeg glædede mig mest til at fortælle jeg var gravid og hende jeg glædede mig mest til skulle forkæle Carla og nusse om hende.... Sådan blev det bare ikke..... Min mor har da syntes Carla var sød, men når hun var her har hun ikke virket synderligt intereseret i hende. Min kæreste Caspers, forældre har dog været HELT vilde og gerne ville se hende hele tiden hvis de måtte. Når de er her er de så optagede af hende at de ikke ville opdage hvis Casper og jeg gik. Og det synes jeg er SÅ dejligt og jeg er overhovedet ikke i tvivl om hvad de synes om Carla. Jeg har dog været meget i tvivl om hvad min mor syntes. I går spurgte jeg hende så hvad hun syntes om hende.... Hun forstod ikke lige hvad jeg mente og så sagde jeg at Caspers forældre f.eks. slet ikke kunne kigge eller koncentrere sig om andet end hende når de var her mens hun ikke rigtig gjorde sådan. Hun sagde at hun ikke  havde været klar til at blive mormor og at det var noget hun skulle vænne sig til ( i hendes tanker er man gammel når man er mormor og sådan føler hun sig ikke). Hun sagde at hun da syntes hun var sød, men lige i starten når hun besøgte os kunne Carla lige så godt have været hendes venindes barn. Hun følte ikke noget særligt for hende. Det blev jeg sgu lidt chokket over.... Og hun sagde at hun nok først synes hun er rigtig sjov når hun er omkring 1år... Håber altså virkelig de får glæde af hinanden. Ellers er der i hvert fald en masse der står i kø for at stjæle hende og pusle om hende.... Jeg er bare ked af at min mor har den reaktion på at hun er kommet til verden for den havde jeg ikke lige regnet med....

Det blev vidst et lidt langt indlæg.... Sorry...

God dag til jer alle

Åååh det kan jeg godt forstå du blev ked af at høre, men på den anden side var det vel rart at få en forklaringen på hvorfor hun er som hun er overfor Carla. Men det undre mig lidt at hun ikke er kommet sig over det efter Carla er kommet til verden! Jeg mener, man man da ikke selv styrer ens følelser overfor sådan et lille nyt menneske og tanken om at det er ens barnebarn må da gøre en så pavestolt at man kunne revne.... Men hatten af for at din mor sagde sandheden fremfor at smide en hvid løgn, ikk...

Jeg tror på at din mor en dag vågner op og lader hendes følelser for Carla komme frit frem. Selvfølgelig elsker hun Carla ubeskriveligt meget (man kan da ikke andet) men hun hænger sig bare i det med at en mormor er en gammel dame.... men altså, det er jo ikke fordi du er blevet mor som 16 årig.....

Godt du har dine svigerforældre også - og giv du bare din mor mere tid. Det skal nok komme søde (selvom det er super hårdt!)

Knus og tanker

idamaria83 skriver:

Og der tror jeg lige, at du selv ramte hovedet på sømmet...hun har sikkert slet ikke tænkt tanken, at du snart kunne ske at få børn, fordi hun har glemt, hvor gammel du egentlig er - og hvornår hun egentlig selv fik børn! Så står du lige pludselig glædestrålende og fortæller hende, at hendes lille barn skal være mor  og at hun skal være MORMOR  så går du rundt og maven vokser, hun kan stadig ikke forholde sig til, at det er hendes barnebarn der er bag det udspilede maveskind...og så en dag - inden hun har fået set sig om - så er der dumpet et spædbarn ned i dine arme, som hun så skal til at finde ud af at forholde sig til... Det der med, at hun siger, at det ligeså godt kunne være hendes venindes viser virkelig, at hun er helt distanceret fra sine følelser og virkeligheden...hun kan ikke forstå med sine følelser, at den lille skønne tøs er DIT barn og altså HENDES BARNEBARN!! Tror måske du er nødt til at hjælpe hende med at forstå det...prøve ikke at forvente den der overstrømmende ivrighed, men vise hende Carla på en stille og ikke påtrængende måde...lær hende at se, hvor fantastisk hun er...hvis du forstår?

Det er nok egentlig meget et spørgsmål om at forventningsafstemme...for som du skriver, så er det normale åbenbart vendt på hovedet...

  Ida - der ikke håber, du får ødelagt noget ift din mor pga den her situation!!

nej hun får bare den tid hun skal Have. Jeg holder utroligt meget af min mor, men jeg må indrømme at jeg var ked af det og også lidt vred faktisk, men ja jeg kan jo ikke pådutte hende noget. Jeg håber hun på et tidspunkt bliver rigtig glad for hende. Og tak for dine lange svar. De har været rigtig gode for mig