Åhh opgiver snart

Her kommer jeg med lidt flere problemer som jeg lige har brug for at komme af med...

Som mange af jer nok ved har jeg jo født en del for tidligt og er ved at være så træt af at jeg ikke kan blive betragetn som en "alm." mor som har født og som har været gravid osv.

Her til aften var vi sammen med noget familie og vi sad og snakkede fødselser osv. også fik jeg sagt et eller andet om hvor ondt veer gør men at det ikke var nær så slem som jeg troede også fik jeg denne vidunderlige kommentar "du har jo heller ikke prøvet havde det vil sige, og du har jo aldrig født, og jeg tror altså¨det gør lidt mere ondt når de jo er store" hvad ved de om det? har de måske nogensiden prøvet det? - nej vel, og min søster er gravid for sørste gang meget ønkelig gravid og jeg er ved at få spat over hende, hvordan kan hun gå at brokke sig over noget som jeg ønsker mig så blæende nogen som jeg aldrig fik og måske aldrig får? og hvordan kan de udtale som om hvorvidt det gjorde ondt eller ej? veer er vel veer og pres veer er vel pres veer? (gik fra overhovedet ikke at være åben til helt åben på 30 min. og fik pres veer temmelighurtigt derefter, var ved at føde da de sendte mig ned til kejsersnit)
er ved at blive skør i mit hovede over alle de kommentar og f.eks skal jeg også høre på hvor stor min søster er og hvor lille jeg var (hvilket jeg ikke selv mener jeg var, syntes jeg var giga og maven var altid alle steder hehe) føler mig trampet på og dybt såret, det gør så ondt hele tiden at skulle høre på (f.eks sagde jeg engang til min søster at jeg gerne vil være rugemor hvis hun ikke kunne blive gravid også fik jeg at vide at jeg skulle da lige bevis at jeg kunne først)

Ja det var så den ene ting...

Den anden ting er at jeg jo ikke rigtigt har snakkede med nogen i 2 år udover familie og jeg har ingen sans for hvad man siger og ikke siger, jeg kan bare ikke finde ud af det med at omgåes andre mennesker og det gør mig dybt frustret (staves) og det gør faktisk kun tingene endnu værre også dummer jeg mig endnu mere men hold kæft dte kan jeg sku heller ikke, så tøser har i nogen gode råd eller gode metoder til at lære at holde kæft og kune sige det aller højst nødvendige...

(Eks. vi var til julefrokost med Franks arbejde her forrige weekend og det var første gang jeg har været sammen med nogen i megte lang tid som ikke var familie og de sidder så og snakker om hvordan det er når de kommer hjem og hvor travlt de har også får jeg self sagt så skulle i bare se frank han kommer hjem smidder sig på sofaen og jeg server gerne de hele for ham (pause) man skal jo gøre noget for sine mænd for at få lidt igen) og det er ikke løgn frank smider sig på sofaen og bliver gerne der eller foran com. og jeg har sjælendt noget imod det, men grund til jeg sagde det var for at stille frank i et godt lys i håbe om de vil misunde ham men fik vist gjord lige det modsatte, ingen har sagt noget men mine følelser inde i siger mig bare at det var meget uheldigt...

jeg rander hele tinden rundt og er træt og ked af af mig selv så håber i kan hjælpe mig bare lidt... og min dårlig samvittighed ja den vokser støt hver dag...

Knus Stina

Slet ingen der kan hjælpe??

Puh ha... det da synd for dig, du skal gå rundt med den følelse.

Hver fødsel er forskellig - nu har jeg ikke før læst om din, men ku forstå at det gik meget meget hurtigt og så endte i akut kejsersnit. Jeg fik også kejsersnit - men det var dog planlagt fordi hun vendte forskert. Så mange ville nok også ku komme med en hel masse kommentarer om at jeg slet ikke kan forestille mig hvad en rigtig fødsel er, og at jeg fik min datter på en "nem" måde.

Men det synes jeg nu ikke. Det kan da også være hårdt/slemt at få kejsersnit, og der er en hel masse anderledes følelser forbundet med det, som også lige skal bearbejdes bagefter. Nu endte dit i akut - og det kan de jo på ingen måde sætte sig ind i og de skal da slet ikke sige du ikke ved noget om hvad det vil sige at føde rigtigt, for du havde jo veer til at starte med og har nok haft meget ondt, og det har da helt sikkert været en måske voldsom oplevelse for dig, netop fordi det gik så stærkt. Folk der føder normalt har det da måske lidt bedre/nemmere fordi de kan følge med veerne og deres hoved har tid at følge med at være klar til det lille vidunder der er ved at ske.

Synes det tarveligt de skal få dig til at føle sådan - kan du ikke prøve virkelig bare at lukke af for alt det dårlige de siger nogen gange (ved godt det kan være meget svært). Men måske du bare kan gentage inde i dig selv - det præller bare af på mig, det præller bare af - jeg kan ta det - jeg stærk. De skal ikke have lov at gøre dig ked af det.

Hvor godt snakker i sammen i jeres familie, er det sådan at du evt kan sætte dig når i ikke er så mange samlet og snakke med dem om det? Det ville jeg måske have svært ved, for vi ikke så gode til at snakke sammen sådan hos os, men det kan nogen da i deres familier, og så det jo altid det bedste hvis man kan det.

Ej blir lidt sur nu, for de kan jo virkelig slet ikke sætte sig ind i hvad du har været igennem med hele din fødsel og kejsersnit.

Giv dig selv lov til at tude og være rasende over det. Jeg har nok ikke de bedste råd, jeg bedst til at lytte, men ku godt se lidt hvad du mener, så ville da lige prøve at skrive noget til dig.

Du skriver du ikke har snakket med så mange i to år - det ved jeg så ikke lige hvorfor... men jeg kender selv lidt det med at man nogen gange for sagt noget, som nogen bare opfatter helt forkert (det når jeg nogen gange har været til store familie tam tam ting) og så kan der blive stille, og så kan man bare se at folk opfattede det forkert og på en dårlig måde. Det har nok gjort at jeg bare tit lader hver med at sige noget, tænker bare mit i mig selv. Men det selvfølgelig måske heller ikke godt bare at lade vær med at komme med sine meninger og tanker. Men kan være svært hvis man tit føler sig misforstået.

Havde du før fødslen også problemer med at fungere socialt?

Utroligt at folk kan reagere sådan på, at du faktisk har sat et barn i verden på den mest traumatiserende måde man kan forestille sig. Det er sgu langt værre end at ploppe en 5 kilos baby ud. Tænker jeg.

Min mor fødte min tvillingesøster og jeg 2 mdr før tid. Det var en skrækkelig tid for hende. Jeg var også meget syg. Da hun 3½ år efter fik min lillesøster til tiden, så var hun utrolig lettet over, at det også kunne gå så let!

Jeg synes, at du skal se at få bearbejdet alle de følelser der var omkring den fødsel, så er jeg sikker på, at det omkring dig også skal falde på plads.

PS: Når du har lært at holde din kæft, må du meget gerne fortælle mig, hvordan man gør!

Så sent som i dag fik jeg dummet mig: Min chef kom ind på mit kontor og spurgte, om jeg havde hendes jakke, som var blevet væk. Jeg får svaret: Nej, jeg kunne ellers godt bruge en ny hundelufter-jakke!!

Åh jamen sødeste Stina,

For det første er jeg meget forarvet over din søster. Hvordan pokker kan hun tillade sig at være så hjerte kold. Hende af alle bør da vide, hvor tæt du og Frank var på at miste Daniella. Og hvordan jeres families forhistorie er med ftf.

Og jo veer gør lige ondt om det er i uge 26, uge 34 eller uge 42. (Eller det går jeg da stærkt udfra de gør, da det er det sammen kroppen gør) Faktisk siges der, at det gør MERE ondt at føde et FTF barn end et barn i uge 42. Det ftf barn hjælper på ingen måde til selv. Hvor barnet i uge 42 fx. har travlt med at komme ud og selv hjælper til.

Mht. de forskellige kommentar med at få et "rigtig" barn kan jeg kun nikke genkendende til det. Jeg har en bekendt som blev gravid mens jeg var gravid med div. komplikationer. Jeg fik næste dagligt af vide af hende, at når hendes dreng kom, så var det SUPER Søren, og hun ville få et NORMALT barn, men da hun så fødte i uge 40+1, tja der vejede han faktisk kun 2450. -Og hvad jeg ved så er Malucca MEGET normal. Så man skal dælme ikke være skades fryd, før man kan feje for egen dør!!!

Mht. du mener du siger de forkerte ting, så tror jeg bestemt det bunder i en form for usikkerhed, du har længe været væk, fra den virkelige verden (forstå mig ret) og derfor føler du ikke, at du kan byde ind med noget rellevant til sammenkomster.

Som jeg kender dig er du en meget varm og betænksom pige, der tænker meget på dine medmennesker. Hvilke er en stor gave at have i denne verden. Så søde Stina, jeg tror du skal "øve" dig i at komme ud og tale med folk. Så du får nogle succes oplevelser ift. at tale med andre mennesker face to face. Om det så kun til at starte med er small talk, så er det en vej fra.

Måske skal du overveje, at starte på noget som en fritids interesse. Fx. porcelænmaling, hvor du har mulighed for at kunne tale med nogen folk, men samtidig kan fordybe dig i netop det du laver, hvis usikkerheden kommer op i dig. Start på noget hvor du har noget til fælles med de mennesker du sidder med. Det tror jeg bestemt, vil være rigtigt godt for dig.

Skriv endelig hvis jeg kan gøre noget.

til dig og SMUKKE Daniella.

WiitrioeN skriver:

Her kommer jeg med lidt flere problemer som jeg lige har brug for at komme af med...

Som mange af jer nok ved har jeg jo født en del for tidligt og er ved at være så træt af at jeg ikke kan blive betragetn som en "alm." mor som har født og som har været gravid osv.

Her til aften var vi sammen med noget familie og vi sad og snakkede fødselser osv. også fik jeg sagt et eller andet om hvor ondt veer gør men at det ikke var nær så slem som jeg troede også fik jeg denne vidunderlige kommentar "du har jo heller ikke prøvet havde det vil sige, og du har jo aldrig født, og jeg tror altså¨det gør lidt mere ondt når de jo er store" hvad ved de om det? har de måske nogensiden prøvet det? - nej vel, og min søster er gravid for sørste gang meget ønkelig gravid og jeg er ved at få spat over hende, hvordan kan hun gå at brokke sig over noget som jeg ønsker mig så blæende nogen som jeg aldrig fik og måske aldrig får? og hvordan kan de udtale som om hvorvidt det gjorde ondt eller ej? veer er vel veer og pres veer er vel pres veer? (gik fra overhovedet ikke at være åben til helt åben på 30 min. og fik pres veer temmelighurtigt derefter, var ved at føde da de sendte mig ned til kejsersnit)
er ved at blive skør i mit hovede over alle de kommentar og f.eks skal jeg også høre på hvor stor min søster er og hvor lille jeg var (hvilket jeg ikke selv mener jeg var, syntes jeg var giga og maven var altid alle steder hehe) føler mig trampet på og dybt såret, det gør så ondt hele tiden at skulle høre på (f.eks sagde jeg engang til min søster at jeg gerne vil være rugemor hvis hun ikke kunne blive gravid også fik jeg at vide at jeg skulle da lige bevis at jeg kunne først)

Ja det var så den ene ting...

Den anden ting er at jeg jo ikke rigtigt har snakkede med nogen i 2 år udover familie og jeg har ingen sans for hvad man siger og ikke siger, jeg kan bare ikke finde ud af det med at omgåes andre mennesker og det gør mig dybt frustret (staves) og det gør faktisk kun tingene endnu værre også dummer jeg mig endnu mere men hold kæft dte kan jeg sku heller ikke, så tøser har i nogen gode råd eller gode metoder til at lære at holde kæft og kune sige det aller højst nødvendige...

(Eks. vi var til julefrokost med Franks arbejde her forrige weekend og det var første gang jeg har været sammen med nogen i megte lang tid som ikke var familie og de sidder så og snakker om hvordan det er når de kommer hjem og hvor travlt de har også får jeg self sagt så skulle i bare se frank han kommer hjem smidder sig på sofaen og jeg server gerne de hele for ham (pause) man skal jo gøre noget for sine mænd for at få lidt igen) og det er ikke løgn frank smider sig på sofaen og bliver gerne der eller foran com. og jeg har sjælendt noget imod det, men grund til jeg sagde det var for at stille frank i et godt lys i håbe om de vil misunde ham men fik vist gjord lige det modsatte, ingen har sagt noget men mine følelser inde i siger mig bare at det var meget uheldigt...

jeg rander hele tinden rundt og er træt og ked af af mig selv så håber i kan hjælpe mig bare lidt... og min dårlig samvittighed ja den vokser støt hver dag...

Knus Stina

Årh søde ,, Du lyder som om du trænger til at komme lidt ud  Arbejder du ikke el går i skole ???  Det lyder som om du har fået trisset dig ind i et rigtigt kedeligt mønster og fuldstændig har glemt dig selv   Rigtig husmor som for 20 år siden ,,,   Hvis ikke du arbejder el går i skole så tror jeg seriøst det vil være lykken ,,, Du skal ud og mærke du lever og mærke dig selv  Finde dig selv igen og det du står for ,,

moller84 skriver:

Puh ha... det da synd for dig, du skal gå rundt med den følelse.

Hver fødsel er forskellig - nu har jeg ikke før læst om din, men ku forstå at det gik meget meget hurtigt og så endte i akut kejsersnit. Jeg fik også kejsersnit - men det var dog planlagt fordi hun vendte forskert. Så mange ville nok også ku komme med en hel masse kommentarer om at jeg slet ikke kan forestille mig hvad en rigtig fødsel er, og at jeg fik min datter på en "nem" måde.

Men det synes jeg nu ikke. Det kan da også være hårdt/slemt at få kejsersnit, og der er en hel masse anderledes følelser forbundet med det, som også lige skal bearbejdes bagefter. Nu endte dit i akut - og det kan de jo på ingen måde sætte sig ind i og de skal da slet ikke sige du ikke ved noget om hvad det vil sige at føde rigtigt, for du havde jo veer til at starte med og har nok haft meget ondt, og det har da helt sikkert været en måske voldsom oplevelse for dig, netop fordi det gik så stærkt. Folk der føder normalt har det da måske lidt bedre/nemmere fordi de kan følge med veerne og deres hoved har tid at følge med at være klar til det lille vidunder der er ved at ske.

Synes det tarveligt de skal få dig til at føle sådan - kan du ikke prøve virkelig bare at lukke af for alt det dårlige de siger nogen gange (ved godt det kan være meget svært). Men måske du bare kan gentage inde i dig selv - det præller bare af på mig, det præller bare af - jeg kan ta det - jeg stærk. De skal ikke have lov at gøre dig ked af det.

Hvor godt snakker i sammen i jeres familie, er det sådan at du evt kan sætte dig når i ikke er så mange samlet og snakke med dem om det? Det ville jeg måske have svært ved, for vi ikke så gode til at snakke sammen sådan hos os, men det kan nogen da i deres familier, og så det jo altid det bedste hvis man kan det.

Ej blir lidt sur nu, for de kan jo virkelig slet ikke sætte sig ind i hvad du har været igennem med hele din fødsel og kejsersnit.

Giv dig selv lov til at tude og være rasende over det. Jeg har nok ikke de bedste råd, jeg bedst til at lytte, men ku godt se lidt hvad du mener, så ville da lige prøve at skrive noget til dig.

Syntes ikke rigtigt jeg kan snakke sådan alvorligt med dem eller jo men bare ikke om følelser, og føler ikke jeg kan tillade mig at tude over det, ved ikke om de mener det ondt men ond gør det ihvertfald...

Jeg holder rigtig meget af min familie men nogen gange er den sku også for besværlig bla. på det her punkt...

men de lader mig sjælendet selv bestemme eller have min egen mening uden jeg skal rakkes ned eller at den er forkert eller at det skal være en diskution osv.

og ja det gjorde ondt, og jeg gik 14 dage efter og stadig troede jeg var gravid for jeg havde jo ikke født og jeg skulle jo forholde mig til at mit barn evt. døde og hun skulle døbes med det samme og jeg så hende ikke før alle andre gjorde osv. det hele var utrolig barsk den dag, og de prøver overhovedet ikke at sætte sig ind i hvilke følelser der følger med sådan en omgang...

det hele gik alt for stærkt men alligevel så vil jeg jo ikke bytte den oplevelse for noget for det gør jo Daniella´s og mit forhold helt specil men når de siger som de gør føler jeg mig overhovedte ikke som en kvinde og kun som en kæmpe fiasko...

moller84 skriver:

Du skriver du ikke har snakket med så mange i to år - det ved jeg så ikke lige hvorfor... men jeg kender selv lidt det med at man nogen gange for sagt noget, som nogen bare opfatter helt forkert (det når jeg nogen gange har været til store familie tam tam ting) og så kan der blive stille, og så kan man bare se at folk opfattede det forkert og på en dårlig måde. Det har nok gjort at jeg bare tit lader hver med at sige noget, tænker bare mit i mig selv. Men det selvfølgelig måske heller ikke godt bare at lade vær med at komme med sine meninger og tanker. Men kan være svært hvis man tit føler sig misforstået.

grunden til at jeg ikke har snakket så meget med andre er fordi alle faldte fra dengang vi fødte Daniella så fortidligt så oven i det mistet vi alt der hed omgangskres og frank´s familie er lige så stille faldet fra fordi jeg ikke gad og ikke kunne overskue oven i alt det andet at blive ved med at holde kontakten ved lige så de måtte også til at vise at de vil også var der lige pludselig ingen kontakt...

Også har vi været meget inde fordi Daniella er meget sanse følsom og hun kunne ikke tåle for mange bakterieer, larm, lyde, lugte mm.

KaMa skriver:

Havde du før fødslen også problemer med at fungere socialt?

Utroligt at folk kan reagere sådan på, at du faktisk har sat et barn i verden på den mest traumatiserende måde man kan forestille sig. Det er sgu langt værre end at ploppe en 5 kilos baby ud. Tænker jeg.

Min mor fødte min tvillingesøster og jeg 2 mdr før tid. Det var en skrækkelig tid for hende. Jeg var også meget syg. Da hun 3½ år efter fik min lillesøster til tiden, så var hun utrolig lettet over, at det også kunne gå så let!

Jeg synes, at du skal se at få bearbejdet alle de følelser der var omkring den fødsel, så er jeg sikker på, at det omkring dig også skal falde på plads.

PS: Når du har lært at holde din kæft, må du meget gerne fortælle mig, hvordan man gør!

Så sent som i dag fik jeg dummet mig: Min chef kom ind på mit kontor og spurgte, om jeg havde hendes jakke, som var blevet væk. Jeg får svaret: Nej, jeg kunne ellers godt bruge en ny hundelufter-jakke!!

det er sindsyg hårdt ikke blot fysisk men også psykisk og man heler ikke så hurtigt fysisk fordi man er helt ude i tovene psykisk...
Det hele var et cirkus hele hendes tilstand kunne ændre sig fra time til time og vi var ved at mindste hende mange gange 1 gange var da hun kom til verden...

Det er ikke sjovt at de ser mit som en let udvej og ikke kan sætte sig ind i hvor hårdt det var på alle måder også fordi man på ingen måder var klar til det også kom det hele endda oven i Frank´s uddannelse...

Og der har været så mange ting efterfølgende så sent som idag har vi været på sygehuset og var indlagt toresdag og fredag i sidste uge...

Er også helt bange for evt. at få barn nr. 2 af flere forskellige grunde men bla. fordi jeg er bange for at ville syntes det er for let hehe...

Og sikke en bemærkning du fik fyret af der, godt at høre at jeg ikke er den eneste der har svært ved at holde kæft...

Jeg har altid fungeret mega godt socialt og har altid været et meget socialt mennekse indtil for to år siden... Fungerede dog bedst med det modsatte køn...