Det første barn er favoritten

Fænomenet PFB - Precious First Born (den dyrebare førstefødte) - dækker over tendensen til at favorisere og særbehandle det første barn, hvorimod den anden- og tredjefødte forsømmes. De stakkels efterfølgere må skrige efter opmærksomhed og lege med legetøj, hunden har slikket på, skriver det britiske site, Mumsnet.com.

»Fænomenet kan vi alle forholde os til. De fleste mødre vil indrømme, at de flere gange hver nat tjekker, om deres førstefødte sover, hvorimod anden- og tredjefødte kan skrige længe, før de opdager det,« siger Justine Roberts, medstifter af Mumsnet.com.

i mit eget tilfælde gælder det - selvom jeg ikke var klar over det, før mine yngre søskende fortalte det. især min yngste søster der fik barn for to år siden fortalte, at mor kunne huske alt muligt fra da jeg var lille, men ikke så meget fra de andre.

i min mands tilfælde er det lige omvendt, de havde tre voksne børn da han ankom, og han har helt klart været favoritten dér. sjovt nok var vi begge to ups'ere

Den første tog jo først en plads i hjertet og har været der længst...så ja, jeg tror den første har en speciel plads, men det handler jo ikke om at elsker mere eller mindre eller forsømme de andre, der er bare noget specielt ved nummer et...

Knus Eva...nummer et, men som bestemt kan se at den yngste dælme også får en speciel plads...

Hos os passer det vidst også...

Min lillesøster har altid følt sig lidt nedprioriteret i forhold til mig som netop var vores forældres PFB. Jeg fik klart mere opmærksomhed og har (sandsynligivs) derfor udviklet flere åbenlyse kompetencer, eftersom jeg er blevet rost og fremhævet mere for dem, hvorimod hendes kompetencer (som faktisk er flere og større) ikke er nær så synlige men mere små stille sysler hun hygger sig med alene...

I dag har jeg (næsten) en akademisk uddannelse, en lækker lejlighed i midtbyen med min kæreste som mine forældre elsker, og jeg venter vores første barn - hun har ingen uddannelse, ingen mål, ingen kæreste, til gengæld har hun så en depression, et alkohol/hashmisbrug og en spiseforstyrrelse...

Jeg siger ikke det er mine forældres skyld, men jeg tror bestemt ikke hun "bare lige" endte der hvor hun er nu... Heldigvis har de fået øjnene op og hjælper hende alt hvad de kan med praktiske ting og betaler medicin og terapi.

/Rosa

Ja det tror jeg godt kan være rigtigt... Min store søn har helt sikkert en anderledes plads end de to andre børn - ikke at jeg elsker ham mere end jeg elsker Mille og Mads, men Mikkel er min første fødte og vi fik næsten 4 år kun os tre - mor, far og ham...

Men en ting er at Mikkel har en speciel plads et sted i mit hjerte, så har Mille også sin egen plads som drengene ikke kan måle sig med - hun er min lille pige, min skønne prinsesse - hende har jeg et helt specielt forhold til og hende og jeg kan rigtig tøse hygge og så "taler vi samme sprog" ...

Mads' plads er der selvfølgelig også, hans er igen helt anderledes fra de to stores plads.. Han er min lille charmetrold og families lille guldklump.. Så hver i sær har de deres helt egen plads

Åå gud hvor jeg elsker de tre vanvittigt højt...

Hjemme hos mine forældre var det lige omvendt, min lillebror blev SNOT forkælet og pusse nusset om konstant, (der er kun 2 år imellem os), hvis jeg ringede hjem og spurgte om de ville hente mig et sted, var det altid et stort nej, hvorimod min bror ringede hjem fra andre byer og jeg ved ikke hvad, og der kom de altid med det samme ..

Så hos os passer den ikke

Jeg må indrømme at jeg har oplevet det modsatte... Min storesøster har altid følt at jeg blev nusset lidt mere om, og jeg tror faktisk osse at det er rigtigt..

Så jeg er ikke med på det med den første fødte lige i dette tilfælde...

Noget rigtigt er der nok i det - men jeg tror det handler lige så meget om at man som mor er mere usikker ved barn nr 1 - og derfor bruger flere ressourcer på at tjekke at alting er tip-top i orden, nyt og lækkert. Ved nr. 2 er man mere large med mange ting (tror jeg - jeg har jo ikke selv nr 2 endnu) Man ved barnet ikke går til af at spise lidt jord eller ikke få aftensmad hvis h*n ikke vil spise det, der bliver serveret.

Desuden har man jo storebror/søster til at underholde - derfor bliver der måske ikke læst og sunget helt så meget for nr 2 og 3 som man gjorde for nr 1.

Jeg tror ikke jeg vil kigge til nr 1 mere end til de andre - men jeg tror jeg vil være lidt langsommere til at reagere på det mindste klynk fra nr 2 og 3 end jeg var ved nr 1 -netop fordi det tit er klynk i søvne, som jeg ikke behøver reagere på. Men det ved man kun når man har erfaringen fra nr 1.

I øvrigt tror jeg "forskelsbehandlingen" er meget afhængig af aldersforskellen mellem børnene. Min storesøster og jeg har 7 år mellem os - derfor er vi næsten at betragte som 2 enebørn. Jeg har ihvert fald aldrig følt at der blev gjort forskel på os.

Det har da helt sikkert passet hjemme hos os. Det har jeg også ofte talt med min mor om. Jeg er selv nummer to, og dermed den yngste. Nu venter jeg jo selv nummer to, så det er helt naturligt at vi har talt meget om netop dette. Hun har sagt at nummer ét ER speciel - også mht børnebørn kan hun informere om.

MEN når det så er sagt, så behøver det jo ikke smitte af på resten af livet. Hos os er det mig der har klaret mig bedst på alle måder, og mig der er blevet rost, forkælet og opmuntret mest. Men min bror og jeg er også to vidt forskellige typer - jeg er den boglige og lidt stræbende, hvor han har brugt næverne, på alle måder, hele sit liv. Desuden har han truffet nogle dumme valg og rendt ind i uheldige typer. Og alle, inklusive min storebror, har altid ment at jeg burde have været født først og have været hans storesøster i stedet for lillesøster  Men uanset hvad, og hvor mange og hvor store frustrationer min bror har bragt min mor, og hvor vidt jeg er nummer to osv., så har der ALDRIG været tvivl om begge mine forældres kærlighed og støtte til os begge!!!

I min tilfælde passer det vidst heller ikke. Jeg var den ældste og der blev stillet store krav til mig og mine forældre havde rigtig mange forventninger til mig. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg blev mere selvstændig, følte mig presset og tog afstand til dem.

Min bror er 4 år yngre end mig og ham har de altid værnet omkring. Han har været det gode og eksemplariske barn imens jeg var lidt en "outsider" og gjorde alt jeg ikke måtte....

Jeg flyttede hjemmefra som 18 årig og min bror bliver 29 snart og bor stadig hjemme - han får alt serveret og der stilles ingen krav til ham mht noget som helst. Han har et job indenfor rejsebrancen som han går op i med hovede og sjæl, min mor smørrer stadig hans madpakke, vasker hans tøj, reder hans seng, lægger tøj frem til ham og sørger for, at han får købt nyt tøj når der er behov for det. Meeeeeeeeeeget usundt.... men det er blevet en vane for hende, at gøre alt dette for ham.

Begge mine forældre er meget beskyttende overfor min bror hvilket resulterer i, at de som regel forsvarer hans handlinger og væren når jeg kommenterer på noget.

Da jeg var yngre var jeg lidt misundelig på al den positive opmærksomhed han gik men i dag kan jeg godt se, at det sgu heldigvis har været til min egen fordel!