Lidt blandet

Hej tøser

Puha det er længe siden jeg har været herinde. Er stadigvæk ikke blevet helt fortrolig med siden, men syntes ligesom NS er gået helt i stå og mangler SÅ meget jeres råd, svar og ekspertise, når tingene ikke lige vil som jeg vil

August har været hårdt ramt for tiden med sygdom. For 3 uger siden var en han syg en hel uge og han har lige tage en uges sygdom igen. Jeg er ved at være godt firkantet af sygdom, lægebesøg og øretjek. Men resultatet er nu at han skal have dræn. Jeg burde være lykkelig, men syntes godt nok jeg har det svært med at forholde mig til at han skal i fuld narkose. Det er et indgreb der ikke tager mere end 10 minutter, men han bliver jo helt væk

Og alle de tjek jeg har rent til de siden i august hvor det startede med den ene mellemørebetændelse efter den anden, er foregået helt alene. Tvivler på at jeg får Martin med når han skal have dræn. Som sådan kan jeg godt forstå og acceptere at man bare ikke kan med sådan noget, men det er jo ikke det eneste han hænger i bremsen med.

Kæmper selv med at holde normaliteten ved lige, da jeg nu har været arbejdsløs i 4 måneder og der er snart ikke flere skuffer at rydde op i !!!! Jeg mangler noget i mit liv. Og nu er jeg bare blevet en ligegyldig person i hjemmet. Hende der gør rent, vasker tøj og passer August. Han deltager i INGENTING. Og August er nu 14 1/2 måned !!!! Hvorfor vågner manden ikke op ? Er det mig eller er han bange for rollen som far ? Jeg har prøvet ALT. Råbt og skreget, grædt, ignoret ham, forsøgt over beskeder for at undgå skænderi, men intet virker. Han er 30 minutters legefar, og til tider et bad ellers intet. Ingen mad, putning, gåtur med barnevognene, pasning, læge eller lign. Jeg giver snart op, og det ønsker jeg faktisk ikke - i am a fighter - men hvad kæmper jeg for ????

Undskyld jeg øffer sådan, men skulle lige ud.... Håber i alle sammen har det godt - knus fra mig

hvor er det trist læsning  ved ikke helt hvad jeg skal sige, andet end – meget forsigtigt – ja, så fungerer livet som eneforælder altså rigtig godt for mig.

god bedring med din skønne dreng

Det lyder næsten som om i lever, som 50 % af den danske befolkning med småbørn................ Det er svært, at finde ud af at leve som familie, og mange går da også hver til sit, mens det første barn er lille.

Tror du skal til at stille nogle håndfaste krav til Martin............Uhhh.......altså, hvor svært kan det være for dem, at se, at der mangler mælk, eller at gulvet ikke støvsuger sig selv.

Gi'r Camilla ret.............det er på en måde meget roligt at være alene med et barn...............men det er også ensomt.

Knus Mette

Uh ha. Du kunne godt lige have skrvet om det sidste i brevet også bliver jo helt ked af det på dine vegne nu, men kan sige jeg har været der. Og det der hjalp her er faktisk det som Mette nævner, faste krav!!!! Faktisk ligesom et barn bare lige for at joke lidt. Men jeg har simpelhen kæmper og kæmpet med det samme og han har heller ikke vist interesse for noget det meste af tiden, er nogen der siger det plejer at komme når børnene bliver ældre og de rigtig kan lege fodbold osv.

Men han skal f.eks ligge Emil i seng hver aften og han laver aftensmaden og så er der nogle andre ting også, også omkring vores forhold og jeg har simpelhen været strid i mange øjne, men hjalp da jeg sagde til ham at hvis han ikke tog sig sammen så var det slut i mellem os da jeg ikke kunne leve på den måde, og så skal jeg love for han fik øjnene op, var faktisk 3 gange jeg måtte true med det.

Det er sådan vi har fået det til at gå rundt hos os, kunne jo være at i skulle prøve det, du skal så ikke give regler og sådan fra den ene dag til den anden hehe, i skal sætte jer ned og snakke om det og virkelig få det ud ellers hjælper det ikke.

Håber snart du er ovenpå igen og de dræn hjælper, og nej det er ikke sjovt at de skal i narkose, jeg kunne heller ikke have tanken. Men vil sige at Emil var glad en time efter og man kunne se på ham at han kunne høre tingene igen, virkelig sjovt. Ved så ikke om jeres er så galt at det er gået ud over hørelsen.

Uuuha, hvor øv. Narkosen skal I nok komme igennem, selv om det slet slet ikke er rart hverken før eller imens, men bagefter er man bare lettet... Emma har jo desværre prøvet det 2 gange da hun skulle have gips på, det varede 1 time til 1½ begge gange..

Bliver helt ked af, at det ikke er blevet bedre med manden. Jeg måtte ligesom Susanne, sige at vores forhold stoppede her, hvis ikke han var lidt mere deltagende.

Det er da ikke fordi han er vildt deltagende, men nu er det blevet sådan at jeg er ok tilfreds. Han giver hende ikke mad, han skifter hende ikke, han handler ikke (men det kan Emma og jeg osse ligeså godt gøre, når vi er ude), det er i det hele taget mig der tager mig af hendes basale behov...

Men han nyder at være sammen med hende, når hun er hjemme. Og er blevet god til at lege med hende. Synes osse han er blevet bedre til at deltage i komsammener i min familie. Han er stoppet med at ryge for Emmas skyld. Han laver aftensmad hver dag. (Så skønt, for jeg HADER det). Han spiller heller ikke så meget computer mere, og når han gør, så kan han alligevel godt smutte ind til hende, når hun græder. Det er som om, han bedre kan forstå nu, at jeg osse har behov for frihed indimellem.

Men det har jeg osse gjort meget ud af, at fortælle ham igen og igen, at jeg havde osse brug for at gøre nogle af de ting jeg slapper af ved at gøre. Jeg havde behov for bare at kunne læne mig tilbage indimellem og VIDE, at han klarer det, hvis der bliver noget, og det betyder bare SÅ meget...osse selv om det kun er om aftenen, hvor hun som regel sover alligevel...

Ved ikke om Ove gør mere end din mand, men så længe man er tilfreds er det vel godt nok, men hvis man føler de burde aflaste noget mere, og de ikke gør det, så er det jo ikke i orden.

Synes bare det er så trist for dig!!

Åhhh i ewr simpelthen så fantastiske - TAK

Problemet lige nu er at jeg ikke er nået til den konklusion at jeg kan forlade Martin. Jeg har forskellige mareridt om enten at han forlader mig eller omvendt og det er ikke kønt i mine drømme. Vi er også omgivet af rigtig mange par som er blevet skilt eller gået fra hinanden og det påvirker også ens tankegang.

Det er bare blevet anderledes. Før levede jeg bare i denne ensomme verden der pludselig eksisterede i mit eget hjem. Jeg syntes jeg har banket i bordet, men det hjælper ikke. Jeg banker nok ikke hårdt nok. Elsker jo manden, det vil jeg altid gøre, men begynder at tænke at min kærlighed bare ikke er nok. Han går helt i baglås hvis jeg nævner at jeg ikke syntes han er der for August. Skrev til ham for leden dag, igen for at undgå et skænderi at han skulle vågne op. At computeren og andre ting skulle trappes ned, for jeg kunne ikke leve sådan, og jeg følte mig ensom tiltrods for vi er familie. Hacde egentlig forventet en sur besked tilbage, men han skrev han nok skulle vågne op, og at han også savnede mere liv og god stemning i huset. Men det bliver ved snakken. Der sker ingenting. OG igen bliver jeg skuffet. For troede lige..... Det er lige før at August og jeg sover lige så meget hos mine forældre, som vi sover hjemme. Nogen gange er der bare for meget uro herhjemme og så skal jeg væk. Og mine forældre ved godt den er gal. De hopper og springer hver gang jeg ringer.

Tror min mangel på respekt fra Martin ligeså meget bunder i jeg er arbejdsløs. sådan føles ihvertfald....

Og har snart glemt hvem Carina er...... Hende der er pissegod til at gøre rent, vaske tøj og brokke sig. Det er slet ikke sådan jeg er !!!!

Tak for jeres svar tøser - you are the best

Carina min skat, det gør sgu ondt at høre at det går sådan fortsat hjemme hos jer  

Jeg er måløs over at du stadig holder ud (så godt du nu kan) for var jeg dig var jeg skredet for længst..... Jeg ville ikke kunne holde det ud hverken fysisk eller psygisk. Jeg ville gå ned over det.

Det er også nemt for mig at sidde her og sige at du fortjener bedre når jeg ikke kender Martin. Jeg kender ham jo kun ud fra det du skriver..... Men jeg fornemmer hvem Carina er og hun er MEGET MERE end det hun kan få lov til at være..... Ikke kun fordi du mangler et job, men fordi du ikke blir værdsat nok i hverdagen og i det hele taget. Jo August værdsætter dig og det gør Martin jo på sin tid også, men som du selv skriver så er kærligheden bare ikke nok!!!! Det er virkelig vigtigt at der er mere i et forhold end det. Det er vigtigt at begge parter gir noget til forholdet og gør en indsats i hverdagen så det hele kan fungerer optimalt. Det er ikke fair at det kun er den ene parter der bidrager til familielivet.

I har været fælles om at få et barn. Det er jeres fælles ansvar at pleje og passe ham. Det kan ikke nytte noget at kun du gør alle tingene og farmand så kun tar del i de sjove ting. Jeg ved godt at Martin har en svær fortid med sin far, men netop dét er da grund nok til selv at være et bedre forbillede for sin egen søn???

Carina min kære, du må virkelig gøre op med dig selv om du kan blive ved med at holde til at leve på den måde!? Ud fra det du skriver så er jeg bange for du drukner mere og mere og til sidst ikke kan finde vejen op. Det er dit liv og du skal have det godt. Du skal føle at du lever og mærke omsorg og kærlighed. Du skal værdsættes og krammes.

Jeg ved ikke om det blot er sludder det jeg skriver, men det gør bare så ondt at læse om at det stadig går så skidt hjemme hos jer. Jeg ville virkelig ønske jeg kunne gøre noget.....

Hej søde Mette og tak for dit svar... Og nej det er absolut ikke sludder det du skriver, men kloge kloge ord

Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg ikke er smuttet endnu. alle veninderne siger jeg skal gå, men er naiv nok til at tro på der stadigvæk sker et eller andet mirakel..... Havde endnu en diskussion i weekenden, som virkelig slog benene væk under mig. Jeg plejer nu nok at kunne tage skeen i egen hånd og handle, men når en mistanke pludselig bliver bekræftet, så kommer den alligevel som et chok. Jeg kan ikke gå i dybe detaljer, men sagde til ham  at jeg ikke forstod der var nogle ting der kunne være mere vigtig end mig og August, hvor efter han svarer: " de er mere vigtig end dig!" Den sætning kører rundt i mit hoved konstant. Hvorfor er det ikke nok til at jeg går  ? Jeg kan jo ikke leve med en mand der ikke elsker mig ligeså meget som jeg elsker ham.

Jeg er bange for jeg er gået ned med flaget. Derfor jeg ikke kan gå. En blanding af at føle mig magtesløs, da jeg ikke har noget job, ingen penge og tanken om at skulle til at flytte med August kan jeg slet ikke overskue. Slet ikke det fede tidspunkt at skulle til at sælge hus på, selvom det jo er det mindste. Er bare handlingslammet og det ligner slet ikke mig. Kørte ham på arbejde idag og han smutter bare ud af bilen, uden at kysse mig. Det burde jo være tegn nok..... Løb for fanden Carina

For ja savner  kærlighed, forståelse for min arbejdssituatom, ikke bebjedelse, og en der gider mig og gider at lytte. Puha det er opslidende.

Nok for denne gang - tak for dit søde svar

 

Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg ikke er smuttet endnu. alle veninderne siger jeg skal gå, men er naiv nok til at tro på der stadigvæk sker et eller andet mirakel..... Havde endnu en diskussion i weekenden, som virkelig slog benene væk under mig. Jeg plejer nu nok at kunne tage skeen i egen hånd og handle, men når en mistanke pludselig bliver bekræftet, så kommer den alligevel som et chok. Jeg kan ikke gå i dybe detaljer, men sagde til ham  at jeg ikke forstod der var nogle ting der kunne være mere vigtig end mig og August, hvor efter han svarer: " de er mere vigtig end dig!" Den sætning kører rundt i mit hoved konstant. Hvorfor er det ikke nok til at jeg går  ? Jeg kan jo ikke leve med en mand der ikke elsker mig ligeså meget som jeg elsker ham.

Jeg er bange for jeg er gået ned med flaget. Derfor jeg ikke kan gå. En blanding af at føle mig magtesløs, da jeg ikke har noget job, ingen penge og tanken om at skulle til at flytte med August kan jeg slet ikke overskue. Slet ikke det fede tidspunkt at skulle til at sælge hus på, selvom det jo er det mindste. Er bare handlingslammet og det ligner slet ikke mig. Kørte ham på arbejde idag og han smutter bare ud af bilen, uden at kysse mig. Det burde jo være tegn nok..... Løb for fanden Carina

For ja savner  kærlighed, forståelse for min arbejdssituatom, ikke bebjedelse, og en der gider mig og gider at lytte. Puha det er opslidende.

 

Det kunne næsten lyde som om, at du føler dig NØDT TIL at fortsætte?!
At du egentlig finder dig i mere, end du har lyst til, fordi du ikke kan se dig ud af det!?
Og jeg kan godt forstå dig! Det er jo en MEGA beslutning, hvis man siger slut til ens parforhold. Hele ens livsgrundlag bliver ændret - tæppet rykkes væk under ens fødder - og man står overfor en masse uvist og skal til at "starte forfra" ....og der er mange følelser, som skal bearbejdes, uanset hvornår man vælger at sige stop.

Jeg ved ikke hvad der er det rigtige for dig, og for Jer...
Det ved kun du....
Det er følelserne INDENI een der fortæller sandheden!

Men du tæller ikke som et mindre værdifuldt menneske, uanset om du har et job pt, eller ej! Det er jo ikke det der gør os til noget!
Men jeg forstår godt, at du måske nærmest TRÆNGER til at komme ud, og lave andre ting, end at være housewife/fuldtids-mor...

Jeg ved egentlig ikke helt, hvad jeg ville med mit svar....
Jeg har jo ikke noget at sige, som kan åbne op for noget nyt for dig.
Men du skal ikke lade nogen, eller noget, trampe og stampe på dig til du til sidst ikke kan mærke dine grænser mere!
Det er sejt at klæmpe og ikke at give op - men ikke for enhver pris - du må ikke miste dig selv!

Og hvor må en sætning som "det er vigtigere end dig!", fra manden man elsker, gøre ondt! Han sagde det muligvis uden at mene det så meget, eller måske bare for at såre dig i øjeblikket. Men ikke destro mindre, så hænger den sætning stadig i dit hovede og nager, og gør lidt ondt, ikke sandt?
Hvis han virkelig nedprioterer dig eller ikke føler han behøver bidrage og deltage, men i stedet tapper dig for energi og godt humør, hvad er glæden så ved at holde sammen ??
Han mister respekten for dig, hvis du lader ham "pisse på dig", og endnu værre, man risikerer til sidst at miste troen på og respekten for sig selv!

Jeg siger ikke at det ene er mere rigtigt eller forkert end det andet.
Om I bliver sammen eller opgiver at fortsætte kampen...
Det skal jo i virkeligheden heller ikke være en kamp ....kun sådan lidt op og ned i perioder. Ikke over så lang tid uden bedring, vil jeg mene.

Men mærk efter indeni dig selv, og vær ikke mere bange for, hvordan livet ville se ud uden ham i dit liv. Dig og August ville nu nok få en dejlig velfungerende hverdag, med tiden, hvis det blev udfaldet.
Hvis Jeres parforhold ikke bliver stærkere og mere i balance, så er det da en mere "skræmmende fremtidsudsigt" at fortsætte med at fighte forgæves, end at fortsætte på egen hånd....?!

Kære Carina...

Det lyder som om det bliver tænkt mange tanker hjemme hos dig. Jeg kender godt lidt.

Jeg vil ikke gentage alt det de andre har sagt til dig, for de har helt ret.

Dog vil jeg anbefale dig at læse to bøger, de har hjulper os herhjemme.

Den ene hedder "kæmp for kærligheden" og den anden hedder "kærlighedens 5 sprog".

Det lyder meget helligt når jeg skriver det, men det er det ikke, men den første blev vi anbefalet af den præst der døbte Mille. Brian bor i Jylland da han er kommet ind som flymekaniker lærling ved flyvevåbnet og jeg er blevet i Hillerød for at gøre mine studier færdige inden jeg følger trop. Men han mente vi ville have godt at pleje forholdet på forhånd, fordi han desværre havde hørt om mange nye forældrepar der gik fra hinanden, og han kunne se vi havde oddsene imod os når vi skulle bo adskilt.

Den anden blev jeg anbefalet af en fra min mødregruppe. Den er godt skrevet af en præst, men hvis man kan læse hen over formaningerne er den ret godt.

Jeg lånte dem og lod dem ligge fremme så Brian kunne se dem. Jeg læste dem begge og Brian har pladret i dem begge.

Om det er dem der har gjort det lettere for os ved jeg ikke, men det ligger da i baghovedet hvad man har læst, og det gør at man nogen gange agerer anderledes (og lidt mere velovervejet) nogen gange.

Jeg vil ønske dig rigtig god læselyst og håber de vil hjælpe dig ligeså meget, som jeg føler de har hjulpet mig.

Og selvfølgelig håber jeg i finder ud af det bedste for jer og August. STORT kram fra Mette