At bortadoptere sit barn....

Kom til at tænke på om der er nogen der kender nogen der har gjort det?

Min kusine(som ikke er min biokusine men har æret i familien fra hun var et år) har bortadopteret et barn...og hele familien var helt ude af den. Det var så skidt at min mormor og morfar udtalte at hun heldigvis ikke var rigtig i familie med dem, så det gjorde det lidt nemmere.

Jeg kan ikke lade være med at synes det er synd for min kusine at hun skulle det igennem, men måske hun har det fint med det? Jar aldrig spurgt, synes det er virkelig et svært emne..

Hvad er Jeres erfaringer og oplevelser?

Knus Eva.

Jeg kender faktisk en som har fået en helt nyfødt baby i pleje for 14 dage siden. Hun tog i mod barnet netop som det var blevet født ved kejersnit - med moderen i fuld narkose. Det var en som ikke ville have barnet, og som derfor heller ikke ville se det.

Og nej hvor jeg bare ønsker for den stakkels kvinde at hun havde fået en abort i stedet. Jeg kender slet ikke de nærmere detaljer, men jeg mener bare at man psykisk/følelsesmæssigt er ramt resten af livet ved en bortadoption, hvor man ved en abort - for de flestes vedkommende - er rimelig hurtigt ovenpå igen...

Znuzke skriver:

Jeg kender faktisk en som har fået en helt nyfødt baby i pleje for 14 dage siden. Hun tog i mod barnet netop som det var blevet født ved kejersnit - med moderen i fuld narkose. Det var en som ikke ville have barnet, og som derfor heller ikke ville se det.

Og nej hvor jeg bare ønsker for den stakkels kvinde at hun havde fået en abort i stedet. Jeg kender slet ikke de nærmere detaljer, men jeg mener bare at man psykisk/følelsesmæssigt er ramt resten af livet ved en bortadoption, hvor man ved en abort - for de flestes vedkommende - er rimelig hurtigt ovenpå igen...

Sådan tænker jeg også, men måske det ikke er tilfældet, måske nogle mennesker bare ikke vil have barnet og sagtens kan sige farvel. Og så er det jo desværre ikke alle der når at opdage det så de kan få en abort...men personligt ville jeg da også helt klart vælge en abort. Men tænker det måske også er værre når man nu har børn i forvejen..

KNus Eva

Min mor er bortadopteret og det har resulteret i at jeg har det meget svært med aborter.. At min biologiske mormor valgte at føde barnet og give det bort har jo gjort at min mor (og derfor jeg) er her i dag! Føler mig utrolig heldig og privilligeret på en underlig måde.. Kan slet ikke forestille mig hvor forfærdelig hårdt det må være at skulle give sit barn væk, men jeg har alverdens respekt for dem der kan gøre det - når alternativet er en abort..!

nej, kender ingen der har gjort det. Al respekt for dem der kan gøre det for deres barns skyld-----

ville ALDRIG selv kunne gøre det, så hellere tage mig sammen og være mor for det barn jeg selv har skabt.

Men det er sikkert nemmere sagt end gjort.

Synes bare det vitterligt skal være grelt før man vælger at bortadoptere sit barn i dagens danmark.

Jeg fandt jo først ud af at jeg var gravid da jeg var 21. uger henne (Jan. 09), og jeg var ABSOLUT ikke klar til at blive mor - Jeg skulle på guideskole i Lloret De Mar (apr - maj 09), og ud som ungrejsguide i sommerferien, men da mit valg endten var at føde en dødfødt, eller bortadoptere eller få mit barn, valgte jeg at droppe alle mine drømme, tage mig sammen, og få mit barn - Og den dag i dag fortryder jeg INTET ! Han er det bedste der nogensinde er sket for mig  - Jeg kan slet ikke holde tanken ud med at skulle bortadoptere - Men forstår dog godt at nogle er nød til at gøre det.

Eva skriver:

Kom til at tænke på om der er nogen der kender nogen der har gjort det?

Min kusine(som ikke er min biokusine men har æret i familien fra hun var et år) har bortadopteret et barn...og hele familien var helt ude af den. Det var så skidt at min mormor og morfar udtalte at hun heldigvis ikke var rigtig i familie med dem, så det gjorde det lidt nemmere.

Jeg kan ikke lade være med at synes det er synd for min kusine at hun skulle det igennem, men måske hun har det fint med det? Jar aldrig spurgt, synes det er virkelig et svært emne..

Hvad er Jeres erfaringer og oplevelser?

Knus Eva.

Min mor bortadoptered mig da jeg var 2 år gammel, fordi det blev for meget for hende.

Hun gjorde da et forsøg og valgte selv at sende mig bort. Hun var ung mor og blev skilt kort efter jeg blev født.

Hun valgte så at sige da jeg var 6 ½ år at hun gerne ville have mig hjem igen. Aned ikke hvem hun var, for havde i alle de i år plejefamilie ikke set hende. Så jeg skulle lære hende og hendes mand, min rigtige far at kende og så lige starte i skole også. Intet fungerede, blev en outsider i skolen - men begraved mig i bøger.

Valgte selv som 12 årig at sætte bremsen i og bede kommunen finde en plejefamilie, for kunne slet ikke med 'mine' forældre.

Jeg er bortadopteret af min biofar til min nuværende og selv da politiet kom efter ham nægtede han så jeg er foræret væk af statsamtet.

Jeg kan godt forstå de tanker i alle sammen skriver, men man gør det ikke uden grund.

I mit arbejde som clairvoyant møder jeg mange af sådan nogen spørgsmål og svarer som regel at vi alle skal lære noget i det her liv, og derfor sker sådanne ting. Det er den forsimplede udgave.

Det er så nemt at dømme andre, og sige de BURDE gøre andet men der ligger ofte mange ting bag.

AstridM skriver:

Jeg er bortadopteret af min biofar til min nuværende og selv da politiet kom efter ham nægtede han så jeg er foræret væk af statsamtet.

Jeg kan godt forstå de tanker i alle sammen skriver, men man gør det ikke uden grund.

I mit arbejde som clairvoyant møder jeg mange af sådan nogen spørgsmål og svarer som regel at vi alle skal lære noget i det her liv, og derfor sker sådanne ting. Det er den forsimplede udgave.

Det er så nemt at dømme andre, og sige de BURDE gøre andet men der ligger ofte mange ting bag.

Hvad mener du? - Forstår ikke helt det du skriver og vil meget gerne forstå det....

Frederic's moar skriver:

Min mor bortadoptered mig da jeg var 2 år gammel, fordi det blev for meget for hende.

Hun gjorde da et forsøg og valgte selv at sende mig bort. Hun var ung mor og blev skilt kort efter jeg blev født.

Hun valgte så at sige da jeg var 6 ½ år at hun gerne ville have mig hjem igen. Aned ikke hvem hun var, for havde i alle de i år plejefamilie ikke set hende. Så jeg skulle lære hende og hendes mand, min rigtige far at kende og så lige starte i skole også. Intet fungerede, blev en outsider i skolen - men begraved mig i bøger.

Valgte selv som 12 årig at sætte bremsen i og bede kommunen finde en plejefamilie, for kunne slet ikke med 'mine' forældre.

Nej nej nej nej..det var da skrækkeligt at nogen kan give en mor mulighed for bare at vælge til og fra. Stakkels dig og stakkels din plejefamilie...

De bedste tanker..

Eva