Jeg har nu kæmpet hele weekenden. Både med amningen og med alle tankerne i forbindelse med om jeg skal fortsætte eller om jeg skal stoppe og lade Olivia få flaske. Det har været rigtig rigtig hårdt for både mig og mand tror jeg.
Igår var jeg hjemme og besøge min mor, selv hun kunne se, at det her bare ikke fungerer for mig. Efter megen diskuteren frem og tilbage med mig selv, bliver jeg enig med mig selv om, at stoppe amningen og gå over til flaske. Og jeg er så lettet bagefter, for nu er beslutningen jo taget.
Da vi kommer hjem får Olivia flaske inden hun bliver puttet og nøj hvor er det bare en dejlig oplevelse at have en datter som er mær, tilfreds og glad og selv at være helt afslappet. Jeg tænker, at det er den helt rigtige beslutning jeg er kommet frem til.
Jeg ringer så imorges til lægen for at få piller til at stoppe mælkeproduktionen. Men han er bare ikke enig i min beslutning. Han mener, at to måneder ikke er langt tid nok og han pointerer, at jeg jo har den tid hos hudlægen om ikke ret mange timer. Han siger, jeg skal se hvad hudlægen siger, for der er jo nok en måde at behandle det på. Og så skal jeg ihvertfald ikke ringe før igen imorgen. Og nu kan jeg jo godt lige malke ud indtil imorgen ihvertfald, for der er jo bedring på vej i og med at jeg skal til hudlægen. Jeg fortæller ham, at det har jeg gjort siden torsdag - malket ud- men det rører ikke ved hans beslutning.
Jeg er så ked af det og træt og fortvivlet, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Det var SÅ svært for mig at tage den beslutning, men jeg bliver bare overhovedet ikke imødekommet. Jeg kan slet ikke overskue det videre forløb og slet slet ikke overskue fire måneders amning mere.
Nu havde jeg jo lige sat mig fast på¨den beslutning og at nu bliver alting godt.
Jannie, som er virkelig ulykkelig
