Trine - en ufrivlligt barnløs kvinde

jeg tror ikke på behandlingen længere og jeg er så vred indeni over at vi skal igennem det her helvede blot for at få noget andre får i flæng. Det går ligesom ud over alt i mit liv: skolen er svær at overskue for den ene halvdel af måneden er jeg halvtosset på hormoner (og kan bryde ud i gråd når som helst), den anden halvdel har jeg dødondt i underlivet og så er der de dage hvor jeg bare er så opfyldt af sorg, at jeg slet ikke kan fungere.

Mit sexliv er ikke-eksisterende når jeg er i behandling. Igår spurgte jeg Søren, om han syntes det var et problem hvis vi slet ikke knaldede denne måned, for jeg får direkte kvalme ved tanken og min krop er bare et stort NEJ! (men han er jo den bedste mand på jorden og sagde "skat, det er ikke et problem om vi så ikke havde sex det næste år, jeg ved at du har ondt og min højre hånd findes heldigvis stadigvæk")

Og så er det alle mine venner og min familie og hele verden...når jeg er i den (og ikke gemmer mig herude i skoven), så er jeg eet stort mærkat: Hej jeg hedder Trine - jeg er ufrivlligt barnløs. og intet andet, føles det nogle gange som om. Jeg kan mærke, at det er ved at blive en livsstil og det er sikkert også derfor jeg ikke tror på behandlingen. Nogle gange slår det mig, at nu må jeg snart acceptere nederlaget og komme videre UDEN børn, men når dén tanke så rammer, så får jeg hul i brystet og ja...en kæmpe klump i halsen, som jeg sidder med nu også. Det er IKKE en mulighed ikke at få børn - men det er jo bare heller ikke noget jeg er herre over!

hmm...jeg ved ikke rigtig hvad min pointe med dette indlæg er... jeg kan bare ikke finde ud af at slippe min identitet som barnløs og nogle gange fylder den hele mig op

Tjuhl skriver:

jeg tror ikke på behandlingen længere og jeg er så vred indeni over at vi skal igennem det her helvede blot for at få noget andre får i flæng. Det går ligesom ud over alt i mit liv: skolen er svær at overskue for den ene halvdel af måneden er jeg halvtosset på hormoner (og kan bryde ud i gråd når som helst), den anden halvdel har jeg dødondt i underlivet og så er der de dage hvor jeg bare er så opfyldt af sorg, at jeg slet ikke kan fungere.

Mit sexliv er ikke-eksisterende når jeg er i behandling. Igår spurgte jeg Søren, om han syntes det var et problem hvis vi slet ikke knaldede denne måned, for jeg får direkte kvalme ved tanken og min krop er bare et stort NEJ! (men han er jo den bedste mand på jorden og sagde "skat, det er ikke et problem om vi så ikke havde sex det næste år, jeg ved at du har ondt og min højre hånd findes heldigvis stadigvæk")

Og så er det alle mine venner og min familie og hele verden...når jeg er i den (og ikke gemmer mig herude i skoven), så er jeg eet stort mærkat: Hej jeg hedder Trine - jeg er ufrivlligt barnløs. og intet andet, føles det nogle gange som om. Jeg kan mærke, at det er ved at blive en livsstil og det er sikkert også derfor jeg ikke tror på behandlingen. Nogle gange slår det mig, at nu må jeg snart acceptere nederlaget og komme videre UDEN børn, men når dén tanke så rammer, så får jeg hul i brystet og ja...en kæmpe klump i halsen, som jeg sidder med nu også. Det er IKKE en mulighed ikke at få børn - men det er jo bare heller ikke noget jeg er herre over!

hmm...jeg ved ikke rigtig hvad min pointe med dette indlæg er... jeg kan bare ikke finde ud af at slippe min identitet som barnløs og nogle gange fylder den hele mig op

ååååååååååååååååh Trine!! nu tuder jeg sgu os!!!

Åhhh altså... det så trist a læse a du har det sådan... Føler ik jeg kan sige noget... Andet end jeg så inderligt håber a du VIL FÅ et barn... Er sikker på det nok skal komme, men af du bare ik må opgive...FOR INTET ER UMULIGT, DER ALTID ET HÅB...

Kræmpe knus til dig...

Åh søde søde Trine. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget!!! Du må ikke give op. Det bliver din tur, det er bare så fandens uretfærdigt at du skal igennem så meget lort først.

Jeg sender dig det størtst kram velvidende at det ikke hjælper en skid. Jeg græder med dig - føler med dig - og er lige her for dig!

Kristine - der ved at det umulige kan blive muligt!

Kære Trine!

Sidder her og bliver så trist, sammen med dig................og lidt pissed. For det er IKKE fair, alt det du går igennem.

Al den smerte, sorg og skuffelse..............men også håb og tro på, at det nok skal lykkes. For Trine............jeg er overbevist om, at det nok skal lykkes for jer. Jeg kender ikke nogle mennesker, der fortjener forældreskabet mere end jer to..........både du og Søren en nogle satans seje mennesker...........og hvor er jeg glad for at netop I har hinanden.

Mange, mange knus fra Mette

åh jamen ej da.

Åh hvor ville jeg ønske jeg kunne trylle, hvor ville jeg ønske jeg kunne være dig bare en periode, så du kunne få lidt fred.

Åh hvor jeg glæder mig til at fe-børnerne finde hjem til dig og Søren.

Men kæreste;   you never walk alone

Tak allesammen for jeres svar. Jeg sidder her og hyler og er så lykkelig over at I findes derude i den store verden - og at det er helt okay at jeg er fuldkommen ærlig overfor jer. I har ingen ide om hvor svært det er for mig, at være "hende den triste" altid, jeg tænker ofte at NU må folk sgu da være træt af at høre på mit hyleri - og alligevel mødes jeg altid med varme og forståelse af jer herinde. I ER min navlestreng og nok er jeres knus virtuelle, men de kan sagtens mærkes i virkeligheden!!!

 Kan ikke finde ord søde... Kan kun sige jeg føler med dig, og give dig et stort kram

Jeg hepper stadig på dig.

Det er forståeligt sværrere for dig som står i det, og som kan mærke det i krop og sjæl, at blive ved med at holde modet oppe og tro på at det vil lykkes.

Men jeg tror stadig på det. Jeg ønsker det for dig og Søren.
I fortjener det virkelig!
Og der vil være dage hvor det hele føles håbløst, og så er det rart at kunne råbe "LORT, JEG HADER DET!" uden at andre neglisere (staves?) og underminere ens følelser.

INGEN der ikke selv har stået i samme situation, kan vide hvordan du har det.
Men vi er mange som føler med dig og sagtens kan sætte os ind i de følelser og tanker, som du beskriver...

OP MED MODET, MIN TØS.
Det er unfair at det skal være sådan en svær og hård kamp.
Men jeg hepper stadig, og ønsker/tror på, at det vil lykkes en dag!

Opmuntrende krammer herfra 
Katrine.