Morfar

Nu er jeg vokset op med en morfar der var dybt alkoholiseret, og jeg elskede ham meget højt alligevel. Han blev dog kun 63 af samme årsag og så røg han 3 pakker smøger om dagen. Men han var en god morfar, på trods af at han ikke var en god far for min mor.

Skal ikke kunne sige om det samme vil gælde din far, men synes bestemt du skal give ham chancen, selvfølgelig på dine vilkår! Selvom min bedstefar(morfar) ofte var fuld/små beruset lagde jeg faktisk aldrig mærke til det før jeg blev lidt ældre, synes bare han var en herlig kærlig bedstefar. Nu var min mormor også samme med ham, og havde det ikke været for hende havde vi heller ikke fået lov at blive og overnatte, men er ikke i tvivl om vi stadig ville ha set ham sammen med min mor.

Synes du skulle prøve, hvis din far er indstillet på ikke at ryge eller drikke foran dit barn, og ellers være ædru.

Jeg er i hvert fald meget glad for at ha kendt min bedstefar, på trods af jeg ikke "kendte" den mand min mor kendte

Tullen85 skriver:

Nu er jeg vokset op med en morfar der var dybt alkoholiseret, og jeg elskede ham meget højt alligevel. Han blev dog kun 63 af samme årsag og så røg han 3 pakker smøger om dagen. Men han var en god morfar, på trods af at han ikke var en god far for min mor.

Skal ikke kunne sige om det samme vil gælde din far, men synes bestemt du skal give ham chancen, selvfølgelig på dine vilkår! Selvom min bedstefar(morfar) ofte var fuld/små beruset lagde jeg faktisk aldrig mærke til det før jeg blev lidt ældre, synes bare han var en herlig kærlig bedstefar. Nu var min mormor også samme med ham, og havde det ikke været for hende havde vi heller ikke fået lov at blive og overnatte, men er ikke i tvivl om vi stadig ville ha set ham sammen med min mor.

Synes du skulle prøve, hvis din far er indstillet på ikke at ryge eller drikke foran dit barn, og ellers være ædru.

Jeg er i hvert fald meget glad for at ha kendt min bedstefar, på trods af jeg ikke "kendte" den mand min mor kendte

Åhh det lyder godt nok dejligt.
Ville ønske det kunne blive sådan her også.

Tror dog ikke jeg kan få ham til ikke at drikke mens vi er der, måske hvis jeg er heldig vil han gå udenfor og ryge....

Åhhhhh.............Søde Tina. De svigt, de svigt..........de store ar de har givet på sjælen, slipper vi nok aldrig af med............os blomsterbørn. Men jeg kan betro dig, at alt bliver mildere jo ældre man selv bliver.............man får ligesom sat alt ind i de skabe, hvor de høre hjemme.

Her i vores familie, er det jo min mor der har haft misbrugsproblemer..............og adskillige selvmordsforsøg med indlæggelser på psyk. til følge. Hun har været en absolut rædselsfuld mor, der har svigtet så mange gange.

Nu er hun så blevet mormor, og har fået lidt mere styr på sit liv. Og jeg vil sige, at hun er en super god mormor, der virkelig kærer sig om mine børn. Hun har stadig perioder, hvor hun har "migræne"...............og der ved hun, at jeg ikke ønsker at have kontakt til hende. Det er MIG der bestemmer, hvad jeg vil være med til, og hvad jeg vil byde mine børn. Så jeg kan godt virke hård, når jeg f.eks sender hende hjem fra en af børnenes fødselsdag............fordi hun er påvirket. Jeg kalder en ko for en ko..........og en spade for en spade, og konfrontere hende altid med hvad jeg oplever.......hvis hun er påvirket. Og jeg afviser hende...........;-) Hun kender efterhånden reglerne...........ingen røg og ingen beruselse, når mine børn er i nærheden. Heldigvis er det længe siden, jeg har måttet sige til hende, at hun ikke må se børnene.

Tina............skriv et brev til din far. Fortæl ham, at du tænker på ham, og at det gør dig ondt at han ikke har set Liva. Hun er jo det allerstørste i dit liv, og det har du ikke delt med ham..............og det gør på en eller anden måde ondt. Men, Tina............tro ikke på mirakler...........det kan være at han slet ikke er interesseret i Liva. Måske har han nok at gøre, med at holde sig selv oppe..........og har derfor ikke rum og ressourcer til at tage Liva ind, og elske hende, som hun fortjener.

Men, lad et ord falde............så han ved du er interesseret, og lad det næste skridt være op til ham.

Mange knus Mette

Anna-jonas skriver:

Åhhhhh.............Søde Tina. De svigt, de svigt..........de store ar de har givet på sjælen, slipper vi nok aldrig af med............os blomsterbørn. Men jeg kan betro dig, at alt bliver mildere jo ældre man selv bliver.............man får ligesom sat alt ind i de skabe, hvor de høre hjemme.

Her i vores familie, er det jo min mor der har haft misbrugsproblemer..............og adskillige selvmordsforsøg med indlæggelser på psyk. til følge. Hun har været en absolut rædselsfuld mor, der har svigtet så mange gange.

Nu er hun så blevet mormor, og har fået lidt mere styr på sit liv. Og jeg vil sige, at hun er en super god mormor, der virkelig kærer sig om mine børn. Hun har stadig perioder, hvor hun har "migræne"...............og der ved hun, at jeg ikke ønsker at have kontakt til hende. Det er MIG der bestemmer, hvad jeg vil være med til, og hvad jeg vil byde mine børn. Så jeg kan godt virke hård, når jeg f.eks sender hende hjem fra en af børnenes fødselsdag............fordi hun er påvirket. Jeg kalder en ko for en ko..........og en spade for en spade, og konfrontere hende altid med hvad jeg oplever.......hvis hun er påvirket. Og jeg afviser hende...........;-) Hun kender efterhånden reglerne...........ingen røg og ingen beruselse, når mine børn er i nærheden. Heldigvis er det længe siden, jeg har måttet sige til hende, at hun ikke må se børnene.

Tina............skriv et brev til din far. Fortæl ham, at du tænker på ham, og at det gør dig ondt at han ikke har set Liva. Hun er jo det allerstørste i dit liv, og det har du ikke delt med ham..............og det gør på en eller anden måde ondt. Men, Tina............tro ikke på mirakler...........det kan være at han slet ikke er interesseret i Liva. Måske har han nok at gøre, med at holde sig selv oppe..........og har derfor ikke rum og ressourcer til at tage Liva ind, og elske hende, som hun fortjener.

Men, lad et ord falde............så han ved du er interesseret, og lad det næste skridt være op til ham.

Mange knus Mette

Tak for dine søde ord Mette.

Jeg havde faktisk overvejet at sende ham et julebrev med et par billeder af Liva.

Har slet ikke overvejet at han måske slet ikke er interesseret i at møde Liva, det skal jeg lige vende lidt oppe i hovedet kan jeg mærke, for det tror jeg næsten vil gøre mere ondt end de svigt han har gjort.

Min far har også drukket hele mit liv, og han har gjort mange ting, der virkelig har sat sine spor i mig, fx

har han gentagne gange smadret hele vores hjem når han kom hjem fra byen, meget fuld.

har slået min mor foran mig

har slået mig i ansigtet og på kroppen

har linet mig og mine brødre op for at svine os til, og vi måtte ikke gå, vi skulle blive og høre hvad han sagde

brændt aftaler med mig utallige gange når han er blevet inviteret. Han kom fx ikke til min 30 års fødselsdag eller til Lærke´s barnedåb, selvom han havde sagt ja til at komme. Indtil Lærke´s 3 års fødselsdag havde han kun set hende 3 gange.

Han fik så diagnosen uhelbredelig kræft for få måneder siden, og jeg valgte at være der det jeg kunne for ham, ikke for hans skyld, men for min, for jeg vil ikke bære rundt på denne vrede og sorg resten af livet, det kan kun gøre mig bitter. Min far drikker stadig, men jeg har accepteret at det er hans valg, og ikke mit. Han har aldrig sagt undskyld, og jeg venter heller ikke på det. Det er ikke nødvendigt for mig at høre det mere. Jeg ved at jeg rakte hånden ud mod ham, og det har jeg det godt med. Jeg bruger ham til det jeg kan, vi bliver aldrig rigtig fortrolige, men sådan er det.

wamse skriver:

Min far har også drukket hele mit liv, og han har gjort mange ting, der virkelig har sat sine spor i mig, fx

har han gentagne gange smadret hele vores hjem når han kom hjem fra byen, meget fuld.

har slået min mor foran mig

har slået mig i ansigtet og på kroppen

har linet mig og mine brødre op for at svine os til, og vi måtte ikke gå, vi skulle blive og høre hvad han sagde

brændt aftaler med mig utallige gange når han er blevet inviteret. Han kom fx ikke til min 30 års fødselsdag eller til Lærke´s barnedåb, selvom han havde sagt ja til at komme. Indtil Lærke´s 3 års fødselsdag havde han kun set hende 3 gange.

Han fik så diagnosen uhelbredelig kræft for få måneder siden, og jeg valgte at være der det jeg kunne for ham, ikke for hans skyld, men for min, for jeg vil ikke bære rundt på denne vrede og sorg resten af livet, det kan kun gøre mig bitter. Min far drikker stadig, men jeg har accepteret at det er hans valg, og ikke mit. Han har aldrig sagt undskyld, og jeg venter heller ikke på det. Det er ikke nødvendigt for mig at høre det mere. Jeg ved at jeg rakte hånden ud mod ham, og det har jeg det godt med. Jeg bruger ham til det jeg kan, vi bliver aldrig rigtig fortrolige, men sådan er det.

Jeg er lidt bange for at det er sådan noget, som en slem sygdom, der skal til før jeg "rækker hånden ud" igen.

Jeg er bare ikke sikker på at jeg er nået dertil hvor jeg kan "tilgive" uden et undskyld.... ved inderst inde godt at det aldrig kommer, men "mit barnlige jeg" håber stadig på det.

TbCp skriver:

Jeg er lidt bange for at det er sådan noget, som en slem sygdom, der skal til før jeg "rækker hånden ud" igen.

Jeg er bare ikke sikker på at jeg er nået dertil hvor jeg kan "tilgive" uden et undskyld.... ved inderst inde godt at det aldrig kommer, men "mit barnlige jeg" håber stadig på det.

Jeg tror at alle os, som ikke har fået det bedste i barndommen, altid vil have et sted inde i os, hvor vi ønsker at det bliver rettet op, enten som form af en undskyldning eller, hvad vi ellers havde brug for. Hos mig har det udmøntet sig i gentagne syge forhold til misbrugere, for at kunne få dem til at elske mig, få dem til at vise mig at jeg var noget værd. Hvis de så "faldt" i deres misbrug igen, så målte jeg min egen værdi i det.

wamse skriver:

Jeg tror at alle os, som ikke har fået det bedste i barndommen, altid vil have et sted inde i os, hvor vi ønsker at det bliver rettet op, enten som form af en undskyldning eller, hvad vi ellers havde brug for. Hos mig har det udmøntet sig i gentagne syge forhold til misbrugere, for at kunne få dem til at elske mig, få dem til at vise mig at jeg var noget værd. Hvis de så "faldt" i deres misbrug igen, så målte jeg min egen værdi i det.

Puha ja sådan er det desværre ofte.
Kan se det fra min mor.

Jeg har heldigvis ikke selv fundet en misbruger.... men nu sidder jeg selvfølgelig og tænker "hmmm hvad er det så ved ham"