Morfar

Jeg har simpelthen ingen ide om hvor jeg skal smide den her ind. Så i må rykke den hvis den passer bedre et andet sted.

Dette ender nok med at blive en lang smørre, men jeg håber nogle vil læse det og kommentere det alligevel.

Det handler om min far, Livas morfar.
Han har altid drukket, hele mit liv og før det og jeg tror aldrig han stopper igen.
Det har bragt mig ekstremt mange skuffelser gennem livet... for at nævne et par enkelte tilfælde.
1. jeg står med weekendtasken klar til at komme på overnatning hos min far, men han henter mig aldrig
2. Han kom ikke i kirken til min konfirmation som han havde lovet
3. Da min veninde og jeg i 8. kl. skulle en uge til London dukkede han stangrende stiv op på stationen for at sige farvel.

Det var bare et par enkelte eksempler. Der har været utallige andre.

Min far havde min lillesøster boende og i den tid kom jeg ofte på besøg. Men da hun så døde i januar 2006 var der ikke den store lyst til at komme derud længere. Dog besøgte jeg ham et par gange i løbet af det næste 1-1 1/2 år.
I april 2007 sendte jeg ham et fødselsdagskort hvor jeg skrev tillykke med fødselsdagen til ham og fortalte ham at han skulle være morfar.
Til min fødselsdag en uge senere ringede han så til mig for at ønske mig tillykke med fødselsdagen. Det lød sådan her "Hej tillykke med fødselsdagen... og det der andet der".....

En måneds tid efter besøgte jeg ham og han kommenterede kun ganske kort min voksende mave.
Dog var han meget opsat på at jeg fik min søsters konfirmationskjole så den kunne blive syet om til dåbskjole, det skete dog aldrig, samtidig sagde han at han ikke kom til dåben..... jeg havde nu heller ikke tænkt mig at invitere ham.

I august 2007 føder jeg så, jeg ligger 2 uger på neonatal. Jeg kontakter ikke min far for jeg vil ikke have han dukker op på sygehuset da jeg ved han vil være fuld.
Så et par uger efter vi er kommet hjem sender jeg ham et brev hvor jeg fortæller at han er blevet morfar, lidt om forløbet, at det var endt i kejsersnit og to uger på neo og efterfølgende er vi kommet hjem med et kolikbarn. Jeg sender et par billeder med af min datter.

Om aftenen kl. 22.45, hvor han har modtaget brevet om dagen, ringer han så til mig. Jeg tager den ikke fordi jeg er overbevist om at han på det her tidspunkt af dagen er godt vissen. Han indtaler en besked om at han har fået mit brev, at han er ked af at høre at det var gået som det gjorde.

Siden har jeg ikke hørt fra ham og jeg har ikke kontaktet ham.

Mine tanker er tit hos ham. Jeg er meget forvirret omkring det. Jeg har egentlig cuttet kontakten til hele min fars familie og har ikke behov for at have noget med dem at gøre. Men samtidig vil jeg gerne have at min far møder sit barnebarn. På den anden side vil han jo sikkert bare være fuld og sidde og storryge imens, og det skal Liva ikke udsættes for. Jeg vil også gøre alt i verden for at han aldrig kommer til at skuffe Liva som han har skuffet mig, og den nemmeste måde at gøre det er jo nok slet ikke at have kontakt med ham.

Er der mon nogen der forstår noget af alt det her ævl?

Jeg vil egentlig gerne kontakte ham men så alligevel ikke.

En anden ting er at jeg er bange for at han når at dø uden at få set Liva. Har ellers altid sagt at hvis han røg på sygehuset og var ved at dø ville jeg tage derud med Liva.... men altså ... ik!?

Noget helt andet er at min mand er 100% imod det. Han vil nægte at lade Liva møde min far... Men jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg synes jeg har ret til at tage Liva med.... det er jo vores begges barn, så han har jo også noget at skulle have sagt.

Åhh jeg synes det er svært .Jeg kan bare ikke bære flere skuffelser fra hans side.

Grunden til det lige dukker op nu er fordi det lige har været min søsters fødselsdag. Hver gang der er en af de dage, fødselsdag, jul, dødsdag, så tænker jeg ekstra meget på min far og hvordan han kommer igennem dagen.

Håber nogen nåede hele vejen igennem. Kom gerne med jeres kommentarer ønsker at høre hvad i mener... jer der står udenfor det her rod.

Tak!

Åh, stakkels dig....jeg har ikke selv erfaringer med svigt fra mine forældre men kender flere der har og alle dem har et til fælles og det er at de på nogle punkter virker som om de stadig er et narn der bare ønsker at blive elsket af deres mor/far...og hvor kan jeg godt forstå det. For det er vel det der sker når man gang på gang svigtes af en der bare burde og skulle være der og elske ubetinget.

Puha, men hvad du skal...tja, kan du acceptere og leve med at han har en sygdom(som jeg ville se på hans alkohold misbrug) og alt hvad det gør ved ham...måske kan du tænke det er sygdommen der taler og handler og ikke din far. For selvom du siger du har cuttet, så har du det jo kun på det fysiske plan, men følelsesmæssigt er du stadig bundet til ham og selvfølgelig er du det. Men kan du tage ham for det han er og uden at forvente og tro og håbe på at han ændrer sig, undskylder eller heler de sår du har, så synes jeg da bare du skal besøge ham et par timer når du gider. men en morfar som du tænker og ønsker for Liva, det bliver han sikkert aldrig-

ved slet ikke om det her giver mening eller kan bruges til noget..som sagt har jeg ikke selv været påvirket af svigt som du har, men en tæt på mig har og det gør så ondt at opleve hvordan hun som voksen kvinde stadig er så påvirkelig af en person som bare har svigtet for meget.

Alternativet er måske at tale med en så du kan bearbejde alle de oplevelser og få sagt farvel og slut også på det følelsesmæssige plan.

Stort kram til dig..

Eva.

Årh hvor kender jeg det alt for godt med de kære fædre.. De er ikke altid super daddy som man havde ønsket.

jeg syns at du skal lade din datter se sin morfar.. En enkel gang kan ikke skade hende (håber jeg )

Jeg er også blevet brændt af af min far og min søn mødte først sin morfar da han var omkring de 3 mdr.

var det en ide at tage derud, se om han var hjemme.. bare det lige at sige hej og vise at her er din guldklump? tja jeg aner det ikke, ved ikke hvordan jeres forhold er andet end det du skriver. evt tage derud om formiddagen da han så evt kan være knap så vissen..

Tja det er sku en sværd situation at stå i.. lige en krammer

Min søn har ikke set sin far og hans familie i over et halvt år nu! Jeg føler mig ikke forpligtet til at tage ud og sige "se her er jeres barnebarn, nevø og fætter.." det må være deres hovedpine. min søn kommer aldrig til at møde sin biologiske farfar da jeg ikke aner hvem manden er..

Knus Betina

Jeg forstår så udemærket du tænke rog føler som du gør. Det er er altså kun naturligt. For selvom du er voksen nu, så har du stadig et barns loyalitet over for din far. Det er bare sådan at når man bliver voksen, så overtager logikken og den praktiske sans styringen, og forhindrer dig i at lade dig selv, og nu din datter, såre mere end aller højest nødvendigt.

Din far har godt nok virkelig været et fjols, og jeg forstår så udemærket du egentlig ikke gider have kontakt med ham. Og især at du ikke kan finde ud af alt det her med din datter.....

Jeg synes du skal tage en snak med din mand igen. Pm hvor vidt liva og din far må ses. i kunne jo lave nogle særlige spilleregler.

Tag en dag en gang i mellem, hvor du og liva kan tage tidligt hjem til din far, så har han måske ikke nået at få alt for meget indenbords. Aftal med dig selv at du ikke skal være der 100 år, du skal bare ind og sige hej, og hvis det bliver hyggeligt kan du jo altid blive hængende lidt tid. På den måde kan du gå ind, se promillen og humøret an et par minutter, og uden kvaler gå din vej hvis det er for meget.
Du behøver jo heller aldrig fortælle Liva andet, end at i bare lige skal sige hej. Hvis så det er en dag, hvor din far simpelthen er for fuld, så går du og liva jo bare et andet sted hen, hvor i kan lide at være.... det kunne være noget så simpelt som en tur i føtex, eller på en sjov legeplads.

Lad være med at gøre besøgene hos din far til noget særligt, lad det blive ved 'vi skal bare lige sige hej' og så tag hvert besøg 1 minut ad gangen.

Jeg forstår nemlig også godt at du gerne vil have din far ser Liva, og får det bedst mulige forhold til hende. og det er da også ganske glimrende, hvis det kan lade sig gøre, men sørg for at have helt klare og tydelige spilleregler der kan forebygge at Liva føler evt. svigt fra din far.

Tror du ikke din mand vil forstå det, hvis du virkelig tænker det helt igennem, og får styr på "reglerne" inden du tager snakken med ham? For selvfølgelig forstår jeg jo også godt at han ikke er glad for at Liva er sammen med din far, hvis han hovedsageigt er meget fuld, og virker uinteresseret...

min far er alkoholiker og har været det hele min barndom. han ser min datter, men på den betingelse at. han ikke er stang bacardi. for så kommer han ikke ind. jasmin elsker sin bedstefar som hun kalder ham..

jeg er osse blevet svigtet mange gange af min far igennem årenes løb og har da osse prøvet at cutte forbindelsen efter episoder hvor han er gået over gevind men jeg har altid kontaktet ham igen eller han er kommet hjem til os med blomster og sagt undskyld.. jeg tror aldrig at jeg kan bryde forbindelsen med min far foraltid. for trods det at han aldrig har været en super far for mig og mine små brødre. så har han stadig været med til at give os livet så kan ikke bare "glemme" ham..jeg elsker min far meget højt, jeg har altid været fars pige hvis i forstår hvad jeg mener..

jeg ved hvordan det føles at bare stå der og se sin far falde mere og mere af på den...og ingenting kan gøre ( har prøvet at hjælpe ham mange gange ud af det)

mange knus og kram tanja

der godt ved hvordan du har det..

Eva skriver:

Åh, stakkels dig....jeg har ikke selv erfaringer med svigt fra mine forældre men kender flere der har og alle dem har et til fælles og det er at de på nogle punkter virker som om de stadig er et narn der bare ønsker at blive elsket af deres mor/far...og hvor kan jeg godt forstå det. For det er vel det der sker når man gang på gang svigtes af en der bare burde og skulle være der og elske ubetinget.

Puha, men hvad du skal...tja, kan du acceptere og leve med at han har en sygdom(som jeg ville se på hans alkohold misbrug) og alt hvad det gør ved ham...måske kan du tænke det er sygdommen der taler og handler og ikke din far. For selvom du siger du har cuttet, så har du det jo kun på det fysiske plan, men følelsesmæssigt er du stadig bundet til ham og selvfølgelig er du det. Men kan du tage ham for det han er og uden at forvente og tro og håbe på at han ændrer sig, undskylder eller heler de sår du har, så synes jeg da bare du skal besøge ham et par timer når du gider. men en morfar som du tænker og ønsker for Liva, det bliver han sikkert aldrig-

ved slet ikke om det her giver mening eller kan bruges til noget..som sagt har jeg ikke selv været påvirket af svigt som du har, men en tæt på mig har og det gør så ondt at opleve hvordan hun som voksen kvinde stadig er så påvirkelig af en person som bare har svigtet for meget.

Alternativet er måske at tale med en så du kan bearbejde alle de oplevelser og få sagt farvel og slut også på det følelsesmæssige plan.

Stort kram til dig..

Eva.

Ja... desværre er man så loyale overfor sine forældre, at nærmest ligegyldig hvad de gør ved en, så elsker man dem alligevel. Eller.... jeg ved ikke om jeg elsker ham, det gør jeg vel... han er jo min far.

Jeg ved at han aldrig ændre sig og jeg ved at det er en "sygdom" han har, det er mit voksne jeg der kan se det. Men samtidig sidder en llle barnlig stemme og spørger hvordan han kan vælge sine øl over sin datter.

Jeg er ikke sikker på jeg endnu ved om jeg kan leve med at have ham i mit liv igen.

Heldigvis har Liva en bedstefar... min stedfar... som opfylder alle de ting som jeg synes en rigtig morfar gør, så det er ikke så meget for Livas skyld at jeg vil have kontakt med min far igen, men mest for min egen og for min fars skyld.

Tak for dit input! Vil overveje at snakke med en der kan hjælpe mig med at få bearbejdet alt det her

BetinaMørk skriver:

Årh hvor kender jeg det alt for godt med de kære fædre.. De er ikke altid super daddy som man havde ønsket.

jeg syns at du skal lade din datter se sin morfar.. En enkel gang kan ikke skade hende (håber jeg )

Jeg er også blevet brændt af af min far og min søn mødte først sin morfar da han var omkring de 3 mdr.

var det en ide at tage derud, se om han var hjemme.. bare det lige at sige hej og vise at her er din guldklump? tja jeg aner det ikke, ved ikke hvordan jeres forhold er andet end det du skriver. evt tage derud om formiddagen da han så evt kan være knap så vissen..

Tja det er sku en sværd situation at stå i.. lige en krammer

Min søn har ikke set sin far og hans familie i over et halvt år nu! Jeg føler mig ikke forpligtet til at tage ud og sige "se her er jeres barnebarn, nevø og fætter.." det må være deres hovedpine. min søn kommer aldrig til at møde sin biologiske farfar da jeg ikke aner hvem manden er..

Knus Betina

Hvis jeg tager derud en dag så bliver det helt sikker først på dagen, måske endda til morgenmad, for vil under ingen omstændigheder derud når han har fået mere end sin "morgenbajer"

Som jeg skriver til Eva så er det ikke så meget for min datters skyld jeg ville derud. Min datter har sin bedstefar....min stedfar... som opfylder pladsen som morfar fuldt ud.
Så det er mere for min egen skyld og for min fars

mariamiss6 skriver:

Jeg forstår så udemærket du tænke rog føler som du gør. Det er er altså kun naturligt. For selvom du er voksen nu, så har du stadig et barns loyalitet over for din far. Det er bare sådan at når man bliver voksen, så overtager logikken og den praktiske sans styringen, og forhindrer dig i at lade dig selv, og nu din datter, såre mere end aller højest nødvendigt.

Din far har godt nok virkelig været et fjols, og jeg forstår så udemærket du egentlig ikke gider have kontakt med ham. Og især at du ikke kan finde ud af alt det her med din datter.....

Jeg synes du skal tage en snak med din mand igen. Pm hvor vidt liva og din far må ses. i kunne jo lave nogle særlige spilleregler.

Tag en dag en gang i mellem, hvor du og liva kan tage tidligt hjem til din far, så har han måske ikke nået at få alt for meget indenbords. Aftal med dig selv at du ikke skal være der 100 år, du skal bare ind og sige hej, og hvis det bliver hyggeligt kan du jo altid blive hængende lidt tid. På den måde kan du gå ind, se promillen og humøret an et par minutter, og uden kvaler gå din vej hvis det er for meget.
Du behøver jo heller aldrig fortælle Liva andet, end at i bare lige skal sige hej. Hvis så det er en dag, hvor din far simpelthen er for fuld, så går du og liva jo bare et andet sted hen, hvor i kan lide at være.... det kunne være noget så simpelt som en tur i føtex, eller på en sjov legeplads.

Lad være med at gøre besøgene hos din far til noget særligt, lad det blive ved 'vi skal bare lige sige hej' og så tag hvert besøg 1 minut ad gangen.

Jeg forstår nemlig også godt at du gerne vil have din far ser Liva, og får det bedst mulige forhold til hende. og det er da også ganske glimrende, hvis det kan lade sig gøre, men sørg for at have helt klare og tydelige spilleregler der kan forebygge at Liva føler evt. svigt fra din far.

Tror du ikke din mand vil forstå det, hvis du virkelig tænker det helt igennem, og får styr på "reglerne" inden du tager snakken med ham? For selvfølgelig forstår jeg jo også godt at han ikke er glad for at Liva er sammen med din far, hvis han hovedsageigt er meget fuld, og virker uinteresseret...

Jeg håber meget min mand vil forstå det. Men vi er bare så forskellige på det punkt. Han har selv oplevet svigt fra sin fars side men føler på ingen måde den loyalitet overfor sin far som jeg desværre føler overfor min far. Derfor synes jeg det er svært at forklare ham de her ting.

Jeg må få vendt det hele godt i hovedet og så se at få taget snakken med min mand igen.

Han "nægter" også at lade os tage derud for at jeg ikke skal blive såret igen. Han har aldrig mødt min far, men kender min historie og kan slet ikke bære det. og egentlig er det jo meget sødt at han vil beskytte mig

frk andreasen skriver:

min far er alkoholiker og har været det hele min barndom. han ser min datter, men på den betingelse at. han ikke er stang bacardi. for så kommer han ikke ind. jasmin elsker sin bedstefar som hun kalder ham..

jeg er osse blevet svigtet mange gange af min far igennem årenes løb og har da osse prøvet at cutte forbindelsen efter episoder hvor han er gået over gevind men jeg har altid kontaktet ham igen eller han er kommet hjem til os med blomster og sagt undskyld.. jeg tror aldrig at jeg kan bryde forbindelsen med min far foraltid. for trods det at han aldrig har været en super far for mig og mine små brødre. så har han stadig været med til at give os livet så kan ikke bare "glemme" ham..jeg elsker min far meget højt, jeg har altid været fars pige hvis i forstår hvad jeg mener..

jeg ved hvordan det føles at bare stå der og se sin far falde mere og mere af på den...og ingenting kan gøre ( har prøvet at hjælpe ham mange gange ud af det)

mange knus og kram tanja

der godt ved hvordan du har det..

Min far har aldrig undskyldt for noget af det han har gjort.

Det er faktisk kun et par måneder siden at jeg sagde til min mor at hvis jeg nogensinde skulle have kontakt med min far igen så blev det den dag han stod foran min dør og sagde undskyld.... det ved jeg nemlig aldrig sker.

Jeg har svært ved at tilgive nogle af de ting han har gjort og sagt

det kan jeg godt forstå.

du skal bare gøre det du føler er det rigtige for dig..

knus