Anonym skriver:
ja måske. men skal de ikke have taget blodprøven hvis nu vi går fra hinanden så de ved at han er faren før alt det med bidrag? for så er det nemmere at gøre det når babyen er lille og ikke skal forklares hvorfor de skal have taget blodprøve når de bliver ældre.
Vil lige fortælle at det at tage en blodprøve på et lille barn ikke er så enkelt endda. De skal bruge forholdsvis meget og har svært ved at finde de små årer. Med mit første barn, havde jeg en kæreste, men da jeg var et par mdr. henne gik vi fra hinanden og han krævede pludseligt en faderskabstest. Der gik over et år, hvor jeg gentagne gange skulle se min søn blive stukket og stukket... Flere gange havde de ikke taget blod nok og vi måtte afsted igen... Den ene gang var så voldsom at vi brød helt sammen (mig og min mors veninde - som ellers var en hård nød og heller ikke selv havde børn). Min søn lå og skreg så hjerteskærende, mens de stod to mand og stak og stak. Hev nålen lidt ud, lidt ind igen, prøvede et nyt sted osv. Til sidst var begge hans arme stukket total mange steder og det lignede simpelthen et blodbad. Det er det værste jeg nogensinde har oplevet - stakkels stakkels dreng!!! Den prøve var iøvrigt heller ikke god nok og så måtte vi afsted igen og igen og igen......
Så det er ikke bare noget man gør. I vores tilfælde lignede han også sin far på en rik, så det var simpelthen så ledt at han forlangte den test. Da han så sidst i forløbet sagde at det var ok, vi kunne bare droppe det, var det mig der holdt på at sagen skulle afklares sort på hvidt, så han ikke pludselig løb fra sit ansvar - med sætningen om ikke at kunne være sikker på det var hans....
Hvis der hersker tvivl, så skal den jo tages, men ellers så er det simpelthen det mest forfærdelige at udsætte sådan et lille barn for!!!!
Anmeld
