Kærlighed blev til had

Hej,

Jeg står med et kæmpe problem.. For hver dag der er gået siden jeg fik a vide jeg var gravid, har jeg mistet følelser for min kæreste. Vi har ikke været sammen så længe, men besluttede os for at beholde barnet. Jeg har aldrig fortrudt mit valg og er glad og glæder mig utrolig meget til min lille bebs kommer til verden.

Men min kæreste og jeg går fuldstændig skævt af hinanden på alle områder.. Har prøvet alt for at få det til at fungere for barnets skyld, men det er simpelthen blevet så slemt at jeg er begyndt at væmmes ved ham. Alt hvad han gør irritere mig, han retter på mig hele tiden, og alt hvad jeg gør mener han jeg gør forkert, og brokker sig over alt.. Hver gang jeg prøver at tale med ham om det farer han op i en eller anden melodramatisk stemning og råber-skriger. Det kan jeg ikke bruge til noget.. Nu har jeg simpelthen fået nok, kan mærke mit had til ham begynder at vokse. Hver aften er jeg taknemmelig over vi skal sove for så er jeg i det minste en smule i fred, selvom han ligger og klamrer sig til mig, AD!!! Vil ikke lyde ond selvom jeg nok gør det, men prøver virkelig, men han har virkelig givet mig dårlig samvittighed og har allerede en følelse af at være en dårlig mor og jeg har ikke engang født endnu.. Jeg har tænkt mig at flytte fra ham, da dette ikke kan fungere. Men jeg vil ikke føle mig som en dårlig mor, selvom det er virkelig svært når man hader sit eget barns far, så forfærdeligt meget, at man næsten ikke kan klare at kigge på ham...

Hvad skal jeg dog gøre...

Nogen siger at ligemeget hvad skal jeg blive hos ham for barnets skyld, men helt ærligt er det bedre at have en total sørgelig og ødelagt mor og en brokkefar der tydelig vis ikke har det godt sammen, end at have en sund og glad mor, der ikke er sammen med faren....

Nogen der gider kommentere ? føler mig alene

Det er beder for barnet at i er glade hver for sig frem for at i er kede af det sammen......

Anonym skriver:

Hej,

Jeg står med et kæmpe problem.. For hver dag der er gået siden jeg fik a vide jeg var gravid, har jeg mistet følelser for min kæreste. Vi har ikke været sammen så længe, men besluttede os for at beholde barnet. Jeg har aldrig fortrudt mit valg og er glad og glæder mig utrolig meget til min lille bebs kommer til verden.

Men min kæreste og jeg går fuldstændig skævt af hinanden på alle områder.. Har prøvet alt for at få det til at fungere for barnets skyld, men det er simpelthen blevet så slemt at jeg er begyndt at væmmes ved ham. Alt hvad han gør irritere mig, han retter på mig hele tiden, og alt hvad jeg gør mener han jeg gør forkert, og brokker sig over alt.. Hver gang jeg prøver at tale med ham om det farer han op i en eller anden melodramatisk stemning og råber-skriger. Det kan jeg ikke bruge til noget.. Nu har jeg simpelthen fået nok, kan mærke mit had til ham begynder at vokse. Hver aften er jeg taknemmelig over vi skal sove for så er jeg i det minste en smule i fred, selvom han ligger og klamrer sig til mig, AD!!! Vil ikke lyde ond selvom jeg nok gør det, men prøver virkelig, men han har virkelig givet mig dårlig samvittighed og har allerede en følelse af at være en dårlig mor og jeg har ikke engang født endnu.. Jeg har tænkt mig at flytte fra ham, da dette ikke kan fungere. Men jeg vil ikke føle mig som en dårlig mor, selvom det er virkelig svært når man hader sit eget barns far, så forfærdeligt meget, at man næsten ikke kan klare at kigge på ham...

Hvad skal jeg dog gøre...

Nogen siger at ligemeget hvad skal jeg blive hos ham for barnets skyld, men helt ærligt er det bedre at have en total sørgelig og ødelagt mor og en brokkefar der tydelig vis ikke har det godt sammen, end at have en sund og glad mor, der ikke er sammen med faren....

Nogen der gider kommentere ? føler mig alene

Først og fremmest en kæmpe

Jeg kan tildels godt forstå det folk siger til dig, men det som jeg tror de mener er at i skylder hinanden, og ikke mindst barnet at prøve at få det til at fungere, og nej det er ikke for en hver pris.

Hellere 2 glade hjem end et negativt..  Især for barnets skyld...

Syntes også at du skal gøre det du føler for, for det vil i sidste ende være det bedste for dit barn, heller ikke sjovt at gå rundt og skal give næring og glæde til sit barn inde i maven når man er ked af det hele tiden..

Men hensyn til hvad du skriver med at du nærmest hader ham, så er der jo heller ikke langt fra kærlighed til had, og fordi man ikke længere kan lide en person betyder det jo ikke at man ikke har holdt af personen´, jeres baby er formentlig blevet skabt på et tidspunkt hvor I har haft det godt med hinanden.. så gør det dit hjerte siger..

S.L.S skriver:

Hellere 2 glade hjem end et negativt..  Især for barnets skyld...

 

 

som sagt ud at min mund

tanja 21+2

S.L.S skriver:

Hellere 2 glade hjem end et negativt..  Især for barnets skyld...

 

 

så sandt som det er sagt...

Jeg er oggså fuldstændig enig i, at man absolut ikke skal blive sammen for enhver pris! MEN når der er børn inde i billedet mener jeg også at man har et større ansvar end ellers! Man skylder barnet at gøre alt hvad man kan for at få forholdet til at blive godt igen. I har elsket hinaden før (eller det går jeg da ud fra), og ogte kan deisse følelser blive sløret fuldstændig af skænderier og alle mulige problemer. Så jeg vil som altid sige PARTERAPI!!! Det er altså ikke kun for sindssyge mennesker og der er intet pinligt i det. Tværtimod! Det har hjulpet os meget med få ganges parhjælp og vi har det super godt sammen efter 8,5 år

Held og lykke

Ansemusen skriver:

Jeg er oggså fuldstændig enig i, at man absolut ikke skal blive sammen for enhver pris! MEN når der er børn inde i billedet mener jeg også at man har et større ansvar end ellers! Man skylder barnet at gøre alt hvad man kan for at få forholdet til at blive godt igen. I har elsket hinaden før (eller det går jeg da ud fra), og ogte kan deisse følelser blive sløret fuldstændig af skænderier og alle mulige problemer. Så jeg vil som altid sige PARTERAPI!!! Det er altså ikke kun for sindssyge mennesker og der er intet pinligt i det. Tværtimod! Det har hjulpet os meget med få ganges parhjælp og vi har det super godt sammen efter 8,5 år

Held og lykke

Jeg har tit tænkt over, hvad man laver til parterapi. Du skriver du har prøvet det, så hvad sker der når man er sådan afsted til det?... For man ser jo så meget i film og sådan, hvor det bare ser helt skørt ud, men det ser jo ud til at virke, for nogen i hvertfald... Min veninde blev skilt efter parterapi Men det var også det BEDSTE for dem!

Zafir skriver:

Jeg har tit tænkt over, hvad man laver til parterapi. Du skriver du har prøvet det, så hvad sker der når man er sådan afsted til det?... For man ser jo så meget i film og sådan, hvor det bare ser helt skørt ud, men det ser jo ud til at virke, for nogen i hvertfald... Min veninde blev skilt efter parterapi Men det var også det BEDSTE for dem!

Så var mit og eks´ forsøg på parterapi som på film...fuldstændig skørt  Parterapi fungerer kun hvis BEGGE parter er indstillet på det ellers sidder den ene (mig) og er fuldstændig indebrændt  over at den anden (eks&acute sidder som en anden to årig med korslagte arme og svarer med énstavelsesord

Men jo er ellers helt FOR, at man gør hvad man kan for at få tingene til at glide og gør de ikke det med diverse hjælp og gensidig indsats så er det bedre at gå hver til sit...selvom man har børn sammen.