Har jeg tabt kampen om mit barns konfirmation, eller er der stadig noget, jeg kan gøre?
Mit barns konfirmation ligger i 2027 på en weekend, hvor barnet efter vores faste weekendordning skal være hos sin far.
Jeg vil rigtig gerne holde min egen fest for barnet på selve konfirmationsdagen. Jeg ønsker ikke en fælles fest med barnets far og hans kæreste samt hendes familie.
En af grundene er, at der er et begrænset antal pladser i det lokale, jeg har mulighed for at leje. Hvis kærestens familie også skulle med, ville der derfor ikke være plads til hele min side af familien, og jeg ville være nødt til at vælge nogle af mine egne familiemedlemmer fra. Det føles ikke rimeligt, at jeg skal stå i den situation.
Men det er ikke den eneste eller afgørende grund. Der ligger også nogle oplevelser og kommentarer bag, som har gjort, at min grænse er nået.
Hver gang børnene kommer hjem fra samvær hos far hver anden weekend, fortæller børnene hvad fars kæreste siger. Det er stort set alt jeg gør, eller køber til børnene som fars kæreste kommentere negativt på. Alt er skrevet ind i noter på tlf hver gang, men ikke alt kan jeg skrive herinde, da det er meget.
Børnene har bl.a. fortalt mig: at hun skulle have sagt, at der ikke er noget intelligent i mig. Der er kommentarer omkring alt fra deres tøj, overtøj, hvad vi spiser herhjemme og meget meget mere.
Jeg har foreslået barnets far, at vi bytter weekend, og jeg har tilbudt at finde en anden weekend til ham. Det har han afvist, og han har ikke ønsket at finde en anden løsning. Han ignorere mine beskeder og ønsker ikke at svare.
Barnets far har også spurgt barnet, om barnet gerne vil holde festen sammen med ham, og barnet har svaret ja. Inden da, har barnet fortalt mig at ønsket er at holde selve festen efter kirken med mig mm på dagen. Men barnet kunne ikke lide at sige det da far spurgte. Tidligere har barnet givet udtryk for, at separate fester var at foretrække. Så barnet fortæller at det er ok med separate fester.
Jeg vil selvfølgelig ikke sætte barnet i en situation, hvor barnet skal vælge mellem os. Men jeg er også rigtig ked af tanken om ikke at kunne holde min egen fest på selve dagen. Og jeg er rigtig ked af, at far ikke kommunikere med mig i stedet.
Mit spørgsmål er derfor:
- Har jeg reelt mistet muligheden for at holde min egen fest på selve konfirmationsdagen?
- Er det urimeligt, at jeg ikke ønsker en fælles fest? Selvom barnet er okay med det.
- Er der noget, jeg kan gøre, når vi har en fast weekendordning?
- Har andre stået i en lignende situation, og hvordan fandt I en løsning?
Jeg ønsker bare at kunne fejre mit barn på en god måde og samtidig holde fast i mine grænser. ❤️
Jeg ved godt at far står i samme situation på den anden side, men jeg er dog også rigtig ked af, at far ikke kan kommunikere. Far har aldrig været deltagende. Drukket og taget stoffer da vi boede sammen. Deltaget i et forældre måde nogen sinde på barnet, far kom ikke til forældremødet i kirken til konfirmationsopstart, og meget meget mere. Der er bare så meget som gør at jeg næsten ikke kan acceptere at far får den her dag.
Alt er skrevet ned, men jeg kan jo ikke sætte alt ind her. Jeg har dog skrevet mange opslag herinde, men hvad nytter det.
Far vil når han vil.
Og det gør ondt på mig.
Kan jeg gøre noget ? Eller har jeg bare “tabt”
Har du kun negative kommentarer vil jeg gerne have du bare springer over. Ønsker bare råd og vejledning.
Jeg er grædefærdig og føler mig knust.