Har jeg tabt kampen om mit barns konfirmation

Har jeg tabt kampen om mit barns konfirmation, eller er der stadig noget, jeg kan gøre?

Mit barns konfirmation ligger i 2027 på en weekend, hvor barnet efter vores faste weekendordning skal være hos sin far.

Jeg vil rigtig gerne holde min egen fest for barnet på selve konfirmationsdagen. Jeg ønsker ikke en fælles fest med barnets far og hans kæreste samt hendes familie.

En af grundene er, at der er et begrænset antal pladser i det lokale, jeg har mulighed for at leje. Hvis kærestens familie også skulle med, ville der derfor ikke være plads til hele min side af familien, og jeg ville være nødt til at vælge nogle af mine egne familiemedlemmer fra. Det føles ikke rimeligt, at jeg skal stå i den situation.

Men det er ikke den eneste eller afgørende grund. Der ligger også nogle oplevelser og kommentarer bag, som har gjort, at min grænse er nået.

Hver gang børnene kommer hjem fra samvær hos far hver anden weekend, fortæller børnene hvad fars kæreste siger. Det er stort set alt jeg gør, eller køber til børnene som fars kæreste kommentere negativt på. Alt er skrevet ind i noter på tlf hver gang, men ikke alt kan jeg skrive herinde, da det er meget.

Børnene har bl.a. fortalt mig: at hun skulle have sagt, at der ikke er noget intelligent i mig. Der er kommentarer omkring alt fra deres tøj, overtøj, hvad vi spiser herhjemme og meget meget mere.

Jeg har foreslået barnets far, at vi bytter weekend, og jeg har tilbudt at finde en anden weekend til ham. Det har han afvist, og han har ikke ønsket at finde en anden løsning. Han ignorere mine beskeder og ønsker ikke at svare.

Barnets far har også spurgt barnet, om barnet gerne vil holde festen sammen med ham, og barnet har svaret ja. Inden da, har barnet fortalt mig at ønsket er at holde selve festen efter kirken med mig mm på dagen. Men barnet kunne ikke lide at sige det da far spurgte. Tidligere har barnet givet udtryk for, at separate fester var at foretrække. Så barnet fortæller at det er ok med separate fester.

Jeg vil selvfølgelig ikke sætte barnet i en situation, hvor barnet skal vælge mellem os. Men jeg er også rigtig ked af tanken om ikke at kunne holde min egen fest på selve dagen. Og jeg er rigtig ked af, at far ikke kommunikere med mig i stedet.

Mit spørgsmål er derfor:

• Har jeg reelt mistet muligheden for at holde min egen fest på selve konfirmationsdagen?
• Er det urimeligt, at jeg ikke ønsker en fælles fest? Selvom barnet er okay med det.
• Er der noget, jeg kan gøre, når vi har en fast weekendordning?
• Har andre stået i en lignende situation, og hvordan fandt I en løsning?

Jeg ønsker bare at kunne fejre mit barn på en god måde og samtidig holde fast i mine grænser. ❤️

Jeg ved godt at far står i samme situation på den anden side, men jeg er dog også rigtig ked af, at far ikke kan kommunikere. Far har aldrig været deltagende. Drukket og taget stoffer da vi boede sammen. Deltaget i et forældre måde nogen sinde på barnet, far kom ikke til forældremødet i kirken til konfirmationsopstart, og meget meget mere. Der er bare så meget som gør at jeg næsten ikke kan acceptere at far får den her dag.

Alt er skrevet ned, men jeg kan jo ikke sætte alt ind her. Jeg har dog skrevet mange opslag herinde, men hvad nytter det.

Far vil når han vil.

Og det gør ondt på mig.

Kan jeg gøre noget ? Eller har jeg bare “tabt”

Har du kun negative kommentarer vil jeg gerne have du bare springer over. Ønsker bare råd og vejledning.

Jeg er grædefærdig og føler mig knust. 

Kære du

Det lyder enormt svært. Og der er mange kameler at sluge, især når du læser det, som jeg videre vil skrive.

I er lige nu ved at gøre det værste, skilsmisseforældre kan gøre ved deres børn - nemlig at rive dem midt over. Selvom du helt tydeligt ikke ønsker det, er det præcis hvad der sker, når barnet sættes i klemme mellem jer, jeres konflikter og jeres behov. Når beskeder skal og dårlig energi bliver kørt igennem barnet. Det sætter spor, og jeres barn er allerede splittet, selvom det ikke er jeres hensigt.

Jeg ser kun to muligheder:

1) Du opgiver at holde fest på dagen.

2) Du holder fest sammen med far og æder i dig at han lyder som en kæmpe idiot.

Det er mulighed nummer 2, som er mest rimelig overfor jeres barn. Og det er jer voksne, som tager den beslutning,  uden at I skubber den over på barnet.

Og så æder I hver især 117 kameler og tager rigtig store sko på, for der handler ikke om jer, eller om fars kæreste eller om størrelsen på lokaler... det handler om at jeres barn skal have en dejlig dag, uden at de voksnes konflikter får lov at være med som gæst ��

Jeg håber at I finder en god løsning. Øjnene på bolden: dit barn!

StortOgSmåt skriver:

Kære du

Det lyder enormt svært. Og der er mange kameler at sluge, især når du læser det, som jeg videre vil skrive.

I er lige nu ved at gøre det værste, skilsmisseforældre kan gøre ved deres børn - nemlig at rive dem midt over. Selvom du helt tydeligt ikke ønsker det, er det præcis hvad der sker, når barnet sættes i klemme mellem jer, jeres konflikter og jeres behov. Når beskeder skal og dårlig energi bliver kørt igennem barnet. Det sætter spor, og jeres barn er allerede splittet, selvom det ikke er jeres hensigt.

Jeg ser kun to muligheder:

1) Du opgiver at holde fest på dagen.

2) Du holder fest sammen med far og æder i dig at han lyder som en kæmpe idiot.

Det er mulighed nummer 2, som er mest rimelig overfor jeres barn. Og det er jer voksne, som tager den beslutning,  uden at I skubber den over på barnet.

Og så æder I hver især 117 kameler og tager rigtig store sko på, for der handler ikke om jer, eller om fars kæreste eller om størrelsen på lokaler... det handler om at jeres barn skal have en dejlig dag, uden at de voksnes konflikter får lov at være med som gæst ��

Jeg håber at I finder en god løsning. Øjnene på bolden: dit barn!

Tusind tak for dit svar. Ja det er super svært og ikke fair eller rimeligt over for vores barn. Jeg synes far er en kæmpe idiot og jeg er ked af det over ham. Jeg ser ikke mulighed i at holde sammen, så det eneste jeg nok kan gøre er at finde en anden dag at holde det. Det gør ondt, at jeg skal gå alene til kirken mens børnene er hos far og fars kæreste og de følges, samtidig med jeg skal gå alene derfra. Mit hjerte gør ondt. 

Jeg føler det ikke en mulighed at holde sammen af de skrevne grunde. Men også fordi, mit barn har givet udtryk for at “jeg vil helst have I ikke holder det sammen” “det bliver sygt akavet at sidde med “navns” familie og vores familie når de ikke kender hinanden” “hvorfor kunne du ikke bare sige noget til far” 

Mit barn sagde også “tror du det er sjovt for mig mor, at se dig gå den anden vej imens jeg skal med far”

Vores barn ønsker ikke at holde det sammen, hvilket jeg godt kan forstå grundet balladen. 

Jeg er bare grædefærdig. 
Har virkelig brug for et tungt tæt kram. Av

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar. Ja det er super svært og ikke fair eller rimeligt over for vores barn. Jeg synes far er en kæmpe idiot og jeg er ked af det over ham. Jeg ser ikke mulighed i at holde sammen, så det eneste jeg nok kan gøre er at finde en anden dag at holde det. Det gør ondt, at jeg skal gå alene til kirken mens børnene er hos far og fars kæreste og de følges, samtidig med jeg skal gå alene derfra. Mit hjerte gør ondt. 

Jeg føler det ikke en mulighed at holde sammen af de skrevne grunde. Men også fordi, mit barn har givet udtryk for at “jeg vil helst have I ikke holder det sammen” “det bliver sygt akavet at sidde med “navns” familie og vores familie når de ikke kender hinanden” “hvorfor kunne du ikke bare sige noget til far” 

Mit barn sagde også “tror du det er sjovt for mig mor, at se dig gå den anden vej imens jeg skal med far”

Vores barn ønsker ikke at holde det sammen, hvilket jeg godt kan forstå grundet balladen. 

Jeg er bare grædefærdig. 
Har virkelig brug for et tungt tæt kram. Av

Jeg forstår at det må gøre virkelig ondt. Selvom det er svært at bære, så er det voksen-følelser, som du er nødt til at tackle og stå igennem, uden at hælde dem over på dit barn.

Du kan selvfølgelig tage i kirken i godt selskab. Dine forældre, en veninde, en nabo ... måske går I endda hjem og spiser en uformel lille frokost sammen for at mindske tomrummet.

Og hvis du skal holde en separat fest, så vær opmærksom på at det også er dit barns ønske, fremfor mest dit behov, så ikke dit barn ender med at skulle holde to fester for både at gøre mor og far glade...

StortOgSmåt skriver:

Jeg forstår at det må gøre virkelig ondt. Selvom det er svært at bære, så er det voksen-følelser, som du er nødt til at tackle og stå igennem, uden at hælde dem over på dit barn.

Du kan selvfølgelig tage i kirken i godt selskab. Dine forældre, en veninde, en nabo ... måske går I endda hjem og spiser en uformel lille frokost sammen for at mindske tomrummet.

Og hvis du skal holde en separat fest, så vær opmærksom på at det også er dit barns ønske, fremfor mest dit behov, så ikke dit barn ender med at skulle holde to fester for både at gøre mor og far glade...

Dine ord betyder meget. Tusind tak. Jeg vil prøve at se de positive ting. 
Mit barn vil gerne holde en fest, er der givet udtryk for og sagt. 
Det hele må jeg planlægge om. 
Det er bare svært ikke at være ked. Men vil prøve at holde hovedet oppe. Igen tak for dine beskeder!

Hold en fest sammen for barnets skyld. Uanset hvad kommer barnet i første række ..mine forældre blev skilt (pga utroskab) et halvt år før min konfirmation og min mor åd smerten og både mor og far var med. Det betød alverden for mig. Først i dag ved jeg hvor svært det var for min mor, men for mig dengang betød det meget at de kunne være sammen på MIN dag!

Ellers må famileretshuset afgøre hvad i skal gøre! 

1. Har du ikke skrevet om dette emne en del gange før?

2. Hvorfor skal din familie vige for din eks mands nye kærestes familie. 

3. Det lader til I begge har spurgt barnet, hvad det ønsker. Og barnet siger noget forskelligt. I burde nok undgå at snakke med barnet om det og træffe en beslutning uden om barnet. 

Anonym skriver:

Hold en fest sammen for barnets skyld. Uanset hvad kommer barnet i første række ..mine forældre blev skilt (pga utroskab) et halvt år før min konfirmation og min mor åd smerten og både mor og far var med. Det betød alverden for mig. Først i dag ved jeg hvor svært det var for min mor, men for mig dengang betød det meget at de kunne være sammen på MIN dag!

Tusind tak, for din besked! 
Mit barn har flere gange givet udtryk for at barnet ikke ønsker at vi forældre holder sammen som jeg også skriver længere oppe. Så det kommer ikke til at ske. Men jeg må holde hovedet oppe og holde en fest for ham en anden dag, og så se lyst og positivt på det selvom det er svært. Rigtig svært. 

Hvor er det bare ikke fair overfor konfirmanden, at stå mellem jer.

Klem dog ballerne sammen og hold det sammen, ellers er det jo fars weekend og bare ærgerligt for dig