Ufrugtbar allerede?

Solsikke9 skriver:

Det er ikke til at vide. Nogle bliver fint og nemt gravide som 40 årig og andre kan ikke. Du må op til lægen og få det undersøgt inklusiv din partner om det kan være hans sædkvalitet der er dårlig. 

tester du om du har ægløsning? 

Ja min ægløsning er næsten lige så regelmæssig. Så det er nok kvaliteten af æg, der er faldet, som én også skriver. 

Anonym skriver:

Jeg er 40 og har ikke brugt prævention i lidt over halvandet år. Vi er i en sker det, sker det situation. Men vil ikke sætte himmel og jord i bevægelse, hvis ikke. Altså fertilitetsbehandling. Dog må jeg sige, at det undrer mig, at ingenting er sket efter 20 cyklusser uden prævention ( også fordi jeg trods alt ikke er ældre). Tænker i allerede, at det er for sent at opnå naturlig graviditet i min alder? 

Måske I begge kunne tage til læge og i første omgang få taget blodprøver. Så har I en indikation af, hvordan det står til med jeres fertilitet. Derefter har I et bedre indblik i, hvor I står og hvad I vil gøre :-).

Jeg er med på, at det statistisk set ikke bliver bedre med alderen. Men det er jo dog blot det - statistikker!! Jeg blev selv gravid naturligt som 40 årig og som 43 årig. Det kan du naturligvis ikke bruge til noget. Men du kan egentlig heller ikke anvende statistikken til det helt store. Det handler om netop dine og din partners fertilitet.

Håber det lykkes for jer :-)

Som en anden skriver er chancen for graviditet i hver cyklus ca 5 procent, når man er 40 år. Den er ca 20 procent ved 33 år, så selvom du måske ikke føler dig “meget ældre” er din fertilitet stadig ændret siden dengang.

Som andre skriver er det ikke nødvendigvis umuligt, men hvis I ønsker et barn, skal I formentlig overveje at blive undersøgt begge to. Så kan I nemmere vurdere, hvor meget eller lidt I ønsker at gøre for det. 

Held og lykke med projektet!

Tak, jeg tænker, at vi vil få det undersøgt og så tale det grundigt igennem. Ønsket er nok størst for min kæreste, fordi jeg allerede har en teenager på 16 år, hvorimod han ingen børn har. Jeg er som sagt 40 og han 37, så vi bliver ikke yngre. For mig er det mere det følelsesmæssige aspekt ved at blive ældre, der stikker lidt. Det gør ondt at tænke på, at mine frugtbare år snart er omme. Og jeg er overrasket over, at det går så hurtigt. Ikke fordi jeg tror, at jeg stadig er 20, langt fra. Min mor gik dog først i overgangsalderen som 54 årig og måtte faktisk igennem en provokeret abort, da hun var tæt på 50. Så jeg ville have tænkt, at jeg havde mere tid  

Anonym skriver:

Tak, jeg tænker, at vi vil få det undersøgt og så tale det grundigt igennem. Ønsket er nok størst for min kæreste, fordi jeg allerede har en teenager på 16 år, hvorimod han ingen børn har. Jeg er som sagt 40 og han 37, så vi bliver ikke yngre. For mig er det mere det følelsesmæssige aspekt ved at blive ældre, der stikker lidt. Det gør ondt at tænke på, at mine frugtbare år snart er omme. Og jeg er overrasket over, at det går så hurtigt. Ikke fordi jeg tror, at jeg stadig er 20, langt fra. Min mor gik dog først i overgangsalderen som 54 årig og måtte faktisk igennem en provokeret abort, da hun var tæt på 50. Så jeg ville have tænkt, at jeg havde mere tid  

Men overgangsalder og aldersbetinget infertilitet er jo ikke det samme. Du har stadig æg og kan have det 10-15 år endnu, men deres kvalitet er kraftigt forringet. Derfor er der også langt større risiko for misdannelser hos fosteret. Hos en 40-årig er risikoen for kromosomafvigelser fx 1:100. 
En ting er den naturlige tristhed over, at en livsfase slutter, men det overrasker mig, at det ligefrem kommer bag på dig, at odds er så lave i din alder. Der har været stort fokus på oplysning om dette bl.a. i medierne i efterhånden mange år. Kvinders aldersbetingede infertilitet er den væsentligste årsag til ufrivillig barnløshed. 

https://www.trianglen.dk/da/om-fertilitet/kvindelig-infertilitet/aegkvalitet-og-alder 

Anonym skriver:

Men overgangsalder og aldersbetinget infertilitet er jo ikke det samme. Du har stadig æg og kan have det 10-15 år endnu, men deres kvalitet er kraftigt forringet. Derfor er der også langt større risiko for misdannelser hos fosteret. Hos en 40-årig er risikoen for kromosomafvigelser fx 1:100. 
En ting er den naturlige tristhed over, at en livsfase slutter, men det overrasker mig, at det ligefrem kommer bag på dig, at odds er så lave i din alder. Der har været stort fokus på oplysning om dette bl.a. i medierne i efterhånden mange år. Kvinders aldersbetingede infertilitet er den væsentligste årsag til ufrivillig barnløshed. 

https://www.trianglen.dk/da/om-fertilitet/kvindelig-infertilitet/aegkvalitet-og-alder 

Ja, men det er stadig noget andet at stå med det selv. De fleste rygere ved også, at det øger risikoen for kræft, men bliver alligevel overraskede, når det rammer dem selv. Det er nok bare sådan, man tænker. 

Så derfor hjælper det nok ikke at fortælle TS, at hun “burde” have vist det. 

TS, jeg forstår virkelig din kærestes ønske. Få jer undersøgt og læg en plan sammen

Ja, men det er stadig noget andet at stå med det selv. De fleste rygere ved også, at det øger risikoen for kræft, men bliver alligevel overraskede, når det rammer dem selv. Det er nok bare sådan, man tænker. 

Så derfor hjælper det nok ikke at fortælle TS, at hun “burde” have vist det. 

TS, jeg forstår virkelig din kærestes ønske. Få jer undersøgt og læg en plan sammen

Ja præcis, man er tilbøjelig til at tænke, at det sker kun for naboen. Jeg blev gravid som 21-årig, men mistede og som 24 årig og fik min søn. Begge gange i første cyklus. Det er selvfølgelig mange år siden. Men på grund af beskeden fra gynækologen og min mors historie, er jeg sjovt nok alligevel overrasket - selvom jeg ikke er faktaresistent. Da jeg var yngre tænkte jeg tit lignende ting, om at folk måtte kunne sige sig selv, at det var svært at opnå graviditet, hvis de ventede med at gå I gang til de havde bedstemor-alder. Når man så selv er ovre sin første ungdom, er det ikke så sjovt længere. Omvendt former livet sig ikke altid som man kunne ønske sig. Jeg blev fx skilt og har ikke før nu mødt nogen, hvor børn kunne komme på tale.

Savanna skriver:

Ja, men det er stadig noget andet at stå med det selv. De fleste rygere ved også, at det øger risikoen for kræft, men bliver alligevel overraskede, når det rammer dem selv. Det er nok bare sådan, man tænker. 

Så derfor hjælper det nok ikke at fortælle TS, at hun “burde” have vist det. 

TS, jeg forstår virkelig din kærestes ønske. Få jer undersøgt og læg en plan sammen

Jo, men rygeren ved jo netop godt, at risikoen er der og vil vel ikke spørge, om det virkelig er rigtigt, at man kan få cancer af rygning. TS skriver generelt, om det “allerede” er for sent i hendes alder, og at hun “trods alt ikke er ældre”. Så må hendes udgangspunkt jo være, at hun ikke mener/tror, 40 år skulle være nogen hindring for nogen. Ikke, at hun kun er overrasket over, at det også gælder for hende. 

Jo, men rygeren ved jo netop godt, at risikoen er der og vil vel ikke spørge, om det virkelig er rigtigt, at man kan få cancer af rygning. TS skriver generelt, om det “allerede” er for sent i hendes alder, og at hun “trods alt ikke er ældre”. Så må hendes udgangspunkt jo være, at hun ikke mener/tror, 40 år skulle være nogen hindring for nogen. Ikke, at hun kun er overrasket over, at det også gælder for hende. 

Nej men jeg tænker, at det Savanna og jeg vil frem til er, at det stadig er hårdt, når man selv står i situationen. Uanset hvad en ryger ved logisk, er det de færreste, der ikke vil reagere med chok eller dødsangst og nøgternt slå ned på forskning og sige "Nå ja det har sundhedsstyrelsen påpeget i årtier, så hvorfor ikke også mig?"

Anonym skriver:

Nej men jeg tænker, at det Savanna og jeg vil frem til er, at det stadig er hårdt, når man selv står i situationen. Uanset hvad en ryger ved logisk, er det de færreste, der ikke vil reagere med chok eller dødsangst og nøgternt slå ned på forskning og sige "Nå ja det har sundhedsstyrelsen påpeget i årtier, så hvorfor ikke også mig?"

Ja, det er jeg med på, og derfor skriver jeg jo “En ting er den naturlige tristhed over, at en livsfase slutter”. Jeg forstår til fulde, at det er hårdt. Havde dit indlæg været et hjertesuk over, at det måske ikke lykkes, var responsen nok også udelukkende medfølelse og forståelse. Men du spørger, om det virkelig kan passe, og du opfatter 40 år som “allerede” og “ikke ældre”. Den del overrasker mig, og det er i mine øjne en vigtig debat: Ved kvinder reelt for lidt om dette, eller tror de bare, det ikke omfatter dem?